Stem på Pia lige om lidt

Juul og Preisler og Thomsen kandidater til Danske Banks Litpris: Yes! Okayyyy? Arhhh ...

På Gyldendals hjemmeside støder jeg ind i en forbiflydende reklame for Juliane Preislers monstrøst umulige (og jo dermed sympatiske men ved gud ikke vellykkede) roman Privatpersoner, der proklamerer, at den er indstillet til Danske Banks Litteraturpris 2009; de indstillinger har jeg da ikke hørt om, jeg forsøger at google "Danske Banks Litteraturpris 2009", inde på Danske Banks egen hjemmeside står der slet ingenting og først langt nede på googles oplistning finder jeg en kort nyhedsnotits fra Berlingske (jeg ved ikke om den også findes i papiravisen), der ganske rigtigt fortæller, at Preislers Privatpersoner er indstillet sammen med Pia Juuls roman Mordet på Halland - JAHUUUUU! - og Søren Ulrik Thomsens essaysamling Repremiere i mit indre mørke - HVADFORNOGET? kunne juryen (bestående af Mai Misfeldt, Marie Tetzlaff, Lars Handesten og Lasse Horne Kjældgaard) ikke have foretrukket en af de mange fuldfede, helstøbte eller helsplintrede digtsamlinger fremfor en lyrikers skramlede opsamling af femten års essays - men det gider jeg da virkelig ikke surmule over, når Pia Juuls perfekt humørsyge roman er indstillet, for så er der intet at betænke sig på for mig og jer derude: STEM PIA NU! bortset fra, at det kan vi ikke ENDnu, selvom der i Berlingeren står, at det skulle have være muligt fra klokken 7 i dag på danskebank.dk/litteratur, men det er det, så vidt jeg kan se, og det burde sgu da være muligt at se, ikke!

Helt uden idiotisk suspense til gengæld kan vi juble over, at Helle Helle i fredags fik overrakt den prestigefyldte, af manden selv indstiftede Per Olov Enquist Pris, cool, cool, velfortjent ære!
Andres priser er ikke altid det værste, man har!

Bonjour monsieur Jehova

Gedigen gengæld: dobbeltlem!

De sidste to lørdag morgener er jeg på vej hjem fra Lagkagehuset på Vesterbrogade blevet attakeret af det samme midaldrende, uhyggeligt revisorudseende Jehovas Vidne, der indladende spørger: Kunne det friste med noget læsestof? mens han står og fægter med Vagttårnet som var det hans revisor-visitkort - på næste lørdag, lover jeg, får han ikke åbnet munden, før JEG spørger HAM, om det ikke kunne friste med noget læsestof og stopper min dublet af Eske K. Mathiesens too-good-to-be-true-digtsamling  Bonjour monsieur Satie - udkommer på Bebop 6. oktober - ned i revisorlommen på hans revisorblazer, for når han samme aften hjemme i sit revisorhjem i revisor-Brøndby kommer til at kigge i bogen, er han - DADADADADADADADADADADADADADADADADADA! - på stedet omvendt til dadaist:

Et guldkorn. Eller to. En drøm.

En nat, den sidste tid
på sygehuset hos nonnerne,
drømte Satie, den uforlignelige og
kapriciøse, at han var blevet
udstyret med to eksemplarer af det
mandlige lem i stedet for ét.
Hvad kunne man ikke udrette med sådan
et apparat! udbrød han til sygeplejersken,
da han vågnede. Tænk dem!

Det var ikke hans sidste ord i livet,
men næsten

Poesien i Fredericia

Registreret ud af øjenkrogen på jagt efter en tålelig, men hurtig pizza mandag 18:19-18:27

Danmarksgade

Danmarksstræde

Riddergade

Ved Landsoldaten

Poesien på Blågårds Plads

Foran 5-7 idealistiske individer i ly under antikvarisk markise i dag 11:04-11:12

våd

Poesien på KUA (Københavns Universitet Amager)

Fikseret gentagne gange på hvileløs vandring rundt i det forkerte undervisningslokale i dag 8:51-9:01

VIGTIGT!

Vedr. mørkelægning

Det er strengt forbudt at betjene mørke-
lægningsdgardinerne når vinduerne står
åbne!

Poesien i Brønshøj

Selvskabt sangtitel umulig at slå ned mens taxaen bliver ved at udeblive lørdag 23:12-23:35

På en brandvej

i Gadelandet

På en brandvej
i Gadelandet

På en brandvej
i Gadelandet

På en brandvej
i Gadelandet

På en brandvej
i Gadeandet

På en brandvej
i Gadelandet

På en brandvej
i Gadelandet

På en brandvej
i Gadelandet

På en brandvej
i Gadelandet

På en brandvej
i Gadelandet

På en brandvej
i Gadelandet

Pop og diskutere

Fra Brostrøm-bruset til Erik hønserøv Svendsen - og Leonora søde

I går ved en fornemt uhøjtidelig (og velsmagende!) højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel blev Bebop-prisen tildelt den livlige legende Torben Brostrøm; i sin offensivt veloplagte pristale optalte prisfrontmand Asger Schnack prismodtageren mange bebopistiske fortjenester og velgerninger, bl.a. og ikke mindst at have været ven med Uffe Harder! Afslutningsvist fortalte Asger, at han og F.P. Jac havde haft aftalt, at de omkring Sankt Hans i år skulle have skrevet endnu et duoværk, med arbejdstitlen Fra Brostrøm til Erik Svendsen - indeholdende digte nemlig til og om danske kritikere. Desværre nåede de, før Jacs død juledag, ikke længere end til indholds/kritikerfortegnelsen, som Schnack hverken i sin tale eller senere mellem 4-8 øjne ville røbe, desværre. Men nej, hvor villle jeg gerne have læst det dér finale, stensikkert ultra-vitriolske digt om og til Erik Svendsen. Jeg var lieg ved at skrive det selv, da jeg på Jyllands-Posten samme eftermiddag læste Svendsens skandaløst sjuskede og matmærkende og bare jammerlige anmeldelse af stortalentet Theis Ørntofts debutsamling Yeahsuiten, som i sin motherfucking helhed lyder således:

Det underholdende og smittende i debutanten Theis Ørntofts digtsamling er den rendyrkede generationsstemme med alt, hvad dertil hører af "vildt syge" tidstypiske vendinger. Nøeh, hvor vi lyder megaunge: »Jeg har et ubegrænset potentiale/jeg er et produkt, og det gør mig egentlig ikke så meget.« Man omgiver sig med "de dejligste mennesker" og »jeg kommer aldrig til at fortryde noget/det er ikke muligt at fortryde noget.« Den slags forestillinger om tilværelsen vil jeg gætte på primært findes hos unge, og det er godt sådan: »Jeg er bare en måde at opleve på.« Godt, at vor helt har appetit på livet. Mindre godt er det sprog, som digteren smykker sig med. Den sure anmelder har sat røde streger ud for flere formuleringer, som er vildt forkerte - med mindre fejlene, turneringen af det gængse sprog, tjener til at sprænge konventionerne - men det kan jeg ikke se. Der er ingen poetisk logik i formuleringerne; det er bare vildt dårligt dansk. Typisk set for genren er digte mærket af et koncentreret sprog; det gælder blot ikke for denne erklæring: »Så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.«. Det hedder enten "op at skændes med" eller også "op at diskutere med". Den sidste skurrer i mine ører. Den slags gør det svært at tage de digte, som indfører et intellektuelt meta-niveau og har de Kloge-Åge-attituder, der ligger langt fra de øvrige hverdagslige tilkendegivelser, meget alvorlige. Og fejlene laver støj i forhold til de steder, hvor der leges med gentagelser og et fordoblet sprog. »Alt, jeg gør, er en gestus.« Fint nok. Men jeg savner en større sproglig bevidsthed, en mere subtil sproglig gestik.

Ja, han skriver faktisk, at "den slags gør det svært at tage de digte (...) meget alvorlige"! Det skærer i mit øje!

Nå ja, så levede Leonora Christian Skovs anmeldelse af Preben Major desværre fuldkommen op til fordommene, hvilket, skal det siges til hendes ros, hun selv er fuldstændig klar over ("Det er næppe heller svært at afskrive mig som en mandehaderfminist, der ikke skal komme her med mine moralske domme over den store Litteratur"). Men selvfølgelig er jeg stolt over, at hun sammenligner Majoren og menig mig: "(...) det såkaldt energiske sprog, der i påfaldende [!!?? LB] grad minder om Lars Bukdahls. Eller også er det omvendt. Fyldt er det under alle omstændigheder med alenlange indskud, gentagelser, knudrede sætningskonst6ruktioner, effektjageri og ren maner: Obskuranto, kunne man også kalde det (...) imens man staver sig igennem strømmen af "som sagt", "osv.", parenteser og tankestreger (...)." Ja, ja, ja, nemlig, nemlig, nemlig, mere, mere, mere! Det er næsten bedre end at blive rost af Jørgen Leth (i WA-interview også i dag), for Jørgen er jeg forlængst i roseklub med, hvilket ikke betyder, at rosen af hinanden ikke er yderst velbegrundet, jf. bare min egen ros af Jørgen i en bonus-sekvens på hans nye dvd-boks, nr. 6, der udkommer på torsdag: Gid jeg var med i en film af Jørgen Leth, hvilket jeg så dermed er.

Og så vridere!

Og husk at møde op til receptionen for Hans Otto Jørgensens og Maria Wandels eksploderende Skt. Bernhard af en ny bog, Hjernens egen store hund (hvor HOJ snapper efter en "Erik hønserøv Svendsen"), hos Gyldendal klokken 15.00!

Late Night Kanon

Erotisk-poetisk kanon II

(reciteret ved arrangementet Erotik, tak, fredag 18. september i Huset)

1.
Jørgen Leth, født 1937
(fra Billedet forestiller, 2000):

Kneppe

Det er noget der foregår på øverste etage
hvor fjernsynet står og den store seng.
Det foregår når eftermiddagen er nået til ende
eller efter at fjernsynet har sendt en smadret film
og når det er det der er tilbage at gøre.
Det foregår mellem to kroppe som finder sammen
og har nogle bevægelser at udveksle
og nogle ord at udtale. Kneppe det er et sprog
der bliver brugt og en historie der bliver fortalt
og det er noget der foregår mens havet hvisker
udenfor og himlens stjerner endnu er usynlige
og byens mennesker endnu er i deres huse.
Kneppe det er noget der foregår i den evige eftermiddag
hvor de elektriske pumper og køleskabet er forstummet
og samtaler fra gaden stiger op til øverste etage
med fjensynset og sengen. Det er her med det overvældende
lys ind gennem vinduer og døre at det foregår. Det
udstrækker sig i denne time og tager form i dette rum.

2.
Sophus Claussen, født 1865 (digtere fødes, de dør ikke)
(fra Djævelerier, 1904):

4de møde

Hvis i Engens græs jeg løser dine Strømper, kysser, stormer,
skænd ej paa mig, skrig dog ikke! - Hvad der ligger mig paa Sinde
er ej det, at du er Kvinde og har Jomfru-unge Former,
men at Formerne er dine, og du, heldigvis, er Kvinde.

3.
Jeppe Aakjær, født 1866
(apokryft):

Kragen krær over Karup Aa,
og Frøerne kvækker i Kæret.
Bag Sivene kryber Jens Pæsen paa,
han har alt Røven i Vejret.
Han mærker hvor Maren er rund og trind,
saa sysler han lidt med at luske den ind.
Men Maren klapper hans stubbede Kind:
"lad nu vær mø a lej der å pærk
a vil ha et slav Pik a ka mærk".

Jens Pæsen han vender sindigt sin Skraa
og gi'r hendes Mødom dens Bane,
saa muler han langsomt og sindigt paa,
som det jo er Bøndernes Vane.
Støt vipper hans Buksebag op og ned,
medens Bølgerne klukker ved Aaens Bred,
og Maren stønner: "Bliv ved, bliv ved,
for Jøsses Kors hvor det kilder".

Der er intet saa skønt paa Guds grønne Jord
som at lægge Laarene sammen.
Kun Viben messer Velsignelsens Ord
og Storken knebrer sit Amen.
Da Viben letter med hæse Fløjt,
saa mærker Maren, den gaar af med et Sprøjt.
Hun vrider med Røven og stønner højt
og hvisker, man hører det næppe:
"hvor er det Guds dejligt at knæppe".

Jens Pæsen, han drager sin slantne Pik
af Marens skummende Fisse.
Så rejser han sig med et sindigt Blik
og stiller sig op for at pisse.
Han spytter og ta'r sig en frisk ende Skraa
og lader sit Vand i den Skummende aa.
"Saa, Maren, stræv nu faa Bukserne paa,
vi maa skynde os hjem paa Gaarden,
a vil be' til a mel'ma' er skaaren".

4.
F.P. Jac, født 1955
(fra Vi vil overdøve skammen, 1981):

clitoris siger du og rækker ud efter et stykke fersken, en tungespids svarer jeg og maver mig videre hen over gulvet, vi kan ikke tåle at se mere i dag og skubber det hele ud fingrene, du siger vi har bollet ligesom silke og ikke kan kræve mere af en hovedstad, jeg siger men vi må ikke overse vandet der hele tiden udvider vores alder, vi kan blive i hinanden til i morgen såsom natten iver til en cigaret skiller os i morgenhoster, og jeg vil have fat i din brystvorte mens du bider røgen til alvor, vi vil blive hos hinanden og tromme med tissetøjet, uden at se fabriksskorstenene skifte farverne ud,

5.
Søren Ulrik Thomsen, født 1956
(fra Ukendt under den samme måne, 1982):

Kussens og røvehullets omvendte søer
skyller glinsende over min hud
hårene skilles af springende pis
der tykt og lykkeligt vasker mig varm
               én gang til!
               én gang til!
aldrig før blev jeg slynget så højt
gennem roterende indsøers spejl
slingrende fortsat med hovedet nedad
dybt mod de skrævende skyer.

6.
Niels Simonsen, født 1946
(fra En kusse er en kuffert, 1970):

O at være en kusse
ingen kan finde hvor er
gemme sig dybt under buksen
ligne et rødhudet bær

O at knæppe en kælling
og pikke i saftige bær
bo i en udblokket kusse
sove sig mæt i en seng

O at være to læber
svulme af vellyst og blod
suge begærligt af saften
synke og trække sit vejr

O at være Frank Jæger
eller en helt anden mand
herlig og munter tungsindig
sådan en stodder er han

7.
Jokeren (AKA Jesper Dahl), født 1973
(fra Den Gale Poses cd Flere ho's, 1996):

Flere Ho's (uddrag)
Yo, du vil aldrig se mig svare på kontaktannoncer
Den Gale Pose har flere ho's end alfonser
Så hey, baby, baby, hæng med mig i nat
Jeg tar dig som en hund til du spinder som en kat
Der' intet pjat jeg nakker nok chicks - får sengen til at rocke
Bågoork - was sagst du den gokke?
Det' ik' så svært når du først får det lært
For i mit karabad baby, der' plads til lidt af hvert
Der' plads til en ho med store tasker
Lisså våd som en vasker - XXX som en slasker

8.
Eske K. Mathiesen, født 1944
(fra Skoledage, 1994):

Drøm

En munter drøm, en grinende rødhåret kvinde
med fyldige former, siddende på hug med vidt
skrævende ben. Hun kurer frem og tilbage på
gulvet, og ikke nok med det: Hun høvler!
Hendes kraftige balder er forsynet med høvlskær
og høvler gulvet! Lange smukke slangeagtige
høvlspåner af duftende træ snor sig op efter
hende. Skrævende og hvislende går det frem og
tilbage, og hver gang, hun nærmer sig, lyder det
fra hendes skamlæber, der strutter som en lille
rød højttalertragt: Så er det Bramming! Bramming
næste! Rejsende til Ribe og Tønder skifter!"
I et hjørne af rummet, næsten dækket af
høvlspåner, står gipsafstøbningerne af et par
herresko.

9.
Viggo Madsen, født 1943
(fra Fremtiden hænger i garderobeskabet, 2007):

Fromhed styrker rigerne

Og den årlige nat, den ene nat om året
hvor 20 dervisher fra Traihat-i-aliya samles i salen
for under ledelse af bibliotekaren at fremsige den
monoteistiske sætning
Der er ingen Gud uden Gud
70.000 gange i træk
ligger jeg vågen og tænker på om din kusse mon
er lige så kringlet som din hårpragt, Krøltop:
jeg vil tælle dig i begge ender!

10.
Henning Mortensen, født 1939
(fra So Happy Just To Be Alive, 2009, og Hvedekorn 2, 2009)

Geografisk drømmerapport

At slikke hende
mellem benene
herfra og til
Kina.

Og kneppe hende
hele vejen hjem
igen.

11 etc./boblere til begge kanoner, bl.a.:
Oehlenschläger, Winther, Baggesen, Drachmann, Halfdan, Ursula Andkjær, Blendstrup, Ørntoft, Niels Thomsen, Gjedsted, Laus Strandby, Niels Frank, Morti, Nordbrandt, Henrik Have, Edelfeldt, Thøger Larsen, Strunge, Sarvig, Bodil Bech, Sehested, Nash ...

Primetime Kanon

Erotisk-poetisk kanon I

(reciteret ved arrangementet Erotik, tak, fredag 18. september i Huset)

Motto for begge kanoner af Ludvig Holberg, født 1684 (digtere fødes, de dør ikke):

Claudine rødmer dybt, hvis elskov blot man nævner.
For selve tingen dog hun viser sjældne evner.

1.
Ambrosius Stub, født 1705:

Epitaphium Over Brude-Sengen

I dette moersom leyested
  Er levende begravet
Et Par, som er i Sandhed med
  Reen Kiærlighed begavet
Her døer de tit den søde Død
  Men faaer igien til Live
O! gid de faaer hvad Held og Brød
  Guds Forsyn har at give.

2.
Thomas Kingo, født 1634:

Gæt hvis Ønske

O! var mit Skød en Kakkel-Vraa,
  Naar frøssen Kingo kommer!
Lyksalig jeg mig sagde da
  For alle Rosens Blommer
O! var min Kind en Kakkelovn
  For Kingos kolde Næse
Den stegtes da, til den blev brun,
  ja gern' af hende hvæsed.
O! var min Barm en Kakkel-Tud,
  Mig Kingo nytte skulde,
Sin Lomme-Mad og Hvede-Strud
  Der måtte tø tilfulde.
O! var min hals et lidet Søm,
  Ret hart hos Ovnen slagen,
Hans Hosebaand og Bukserem
  Det skulde gerne drage.
O! at det kunde skikke sig,
  Jeg blev et Fyre-Bækken!
Det skulde ej fortryde mig,
  Jeg langs ad Lagnet trækked
Og Varme satte i hver Traa,
  Hver Fjer, hvert Straa til Bunde,
At naar ham Søvnen gik oppaa,
  Han om mig drømme kunde
Og sige ved sig sagtelig:
  "Du dejlig Sommer-Lille,
Naar jeg engang faar favnet dig,
  Sig Vinter vel skal stille."

3.
Thomas Bruun, 1959
(fra Timeglas i dansk Sahara, 1959):

og
jeg må
samles
for at
løsne
min
dugmund
fra
din
brystroset

sugekopsult
en som
jeg er

4.
Emil Aarestrup, født 1800:

Hvilke Spaltninger og Ridser;
Hvilken Slangelinie ender
Disse Strækninger og Spidser,
Denne Albu, disse Hænder!

Hvilke Tinter til at male!
Hvilke Rundinger og Kupler,
Hvilke Høider, hvilke Dale,
Skabte for en eensom Grubler!

5.
Jørgen Sonne, født 1925
(fra Eroterne, 1977):

Røde nydelse -
med to små toppe op
fra lutter bug af kvinde
og dybe lår om ridsen
i det saftens kar
som om lidt
klukker -

6.
Klaus Høeck, født 1938
(fra Heptameron, 1989):

       jeg presser dig
          hårdt ned i
            min seng
         min nål peger
           mod nadir
(det vil sige imod yemen)
             om lidt
          vil din krops
         aftryk stå som
      et grønt bas-relief
             på dette
        lagen af orange
         faldskærmsstof

7.
Juliane Preisler, født 1959
(fra Uden, 1983):

Din hjortkrops
dirren
dirt brune blik
- på tårekant -

I elgflugt
banker du tungt
næste øjeblik

Mens du
hastigt
indtager
et læbespring

Og din sky
åbenhed
skælver sent
i smil

I
langsommelig
iver

Næsten

8.
Lone Hørslev, født 1974
(fra Tak, 2002):

Jeg prikker øjnene ud
og bærer fisken
i hullerne
nej nej nej det er ikke sådan
man gør siger Claus og viser
hvordan det er
man gør det rigtigt hér
under granernes strittende fingre -
Så smider vi endnu mere brænde
på bålet
og mere så ilden omsider
begynder at slikke
på sølvpapirsfisken og asken den
springer på bålet
den danser
hen over mine arme øjenlåg mine snobrødshuller
Claus
fylder dem op med syltetøj
                     og suger til

9.
Jens August Schade, født 1903
(utrykt/censureret digt fra manuskriptet til Kællingedigte, 1944):

"Sno halen lige", sagde kællingen til aben, som hun holdt i hånden
"så vil jeg røre lidt i kaffen med Din hale"
så slubrede hun kaffen i sig fra dens hale.
Men ikke nok med det, så tog hun fløden
og sagde "pisk mig nu lidt flødeskum"
og stak dens hale ned i fløden. Langt om længe
svulmede den op. Hun stak sin tunge
slaskende og slikkende i skummet
som en anden hale gennem rummet
og sagde "ah" og smaskede med munden
til dens hale havde nået bunden.

10
Pia Juul, født 1962
(fra i brand måske, 1987):

*
det er et dyr

det der. er os i forening. lad os
bygge gården ud
til en labyrint. inderst
kan du bo. så
bor jeg i ydergangen. snegle
agtig. af og til løbsk. og
kukkuk kan vi råbe. en gang
imellem. skjul kan vi lege.
mødes vi ses vi. ellers ikke.
det her. er os i forening.
det trækker vejret

War is over (if you want it)

Fredsafslutning  pludselig i 13 års-krigen

 

I GÅR KLOKKEN
NITTEN TOOGFYRRE
TIL EROTIK-TAK
I HUSET I MAGSTRÆDE
GAV SUT MIG HÅNDEN
(OG JEG BEHOLDT DEN
I MØRKET)

Poesien i Fårevejle

Til bevidstløshed bestirret i 17 minutter ved spor 2 på Fårevejle Station dags dato

TØR FED PIK

Trine
(Fårevejleluder)
Du stinker af
LORT

HANS OTTOMAN!

Bladrebegejstring!

Jeg har lige fået Hans Otto Jørgensens nye, pragt-hybrid Hjernens egen store hund i hænderne,

og jeg siger ikke vov, jeg siger

WOW!

Cowboys i ny, dansk litteratur

Et uvidenskabeligt lassokast

Jeg har lige anmeldt Thomas Bobergs nye digtsamling Boothill, der udkom i går onsdag og har navn efter det vilde vestens kirkegårde for gunslingers og cowboys, men er så godt som uberørt af western-universet indeni, hvilket jeg selvfølgelig klager urimeligt meget over nede i min anmeldelse. Men det fik mig til at tænke på - og sådan noget er der ikke plads til i anmeldelser (nu om stunder) - hvad der egentlig er af cowboys i ny, dansk litteratur; dette er det foreløbige, ret beskedne resultat, men suppler endelig, kære blog-læser(e):

Den eneste ene bog med cowboy i titlen (og på forsiden, Peder Bundgaards skønne Lucky Luke-inspiererede cover), Dan Turèlls Karma Cowboy, 1974, kan i næsten lige så høj grad som Bobergs digtsamling anklages for falsk varebetegnelse; den westerntætteste sektion er "Karma Cowboy's Sundown Songs", den eneste nemlig, hvor titelpersonen Karma Cowboy optræder i eget navn og egen person, men det er godt nok svært at få øje på kodrengen i Turèlls omkringridende zen-munk:

The Karma Cowboy
rides all night
to see another
morning light

He rides around
form place to place
forever lost
in another space

He's always on the point
of comin' or goin'
He's ramblin' between
unknowing and knowing

You see him fading
behind the alley
You know he's out
for Dead Man's Alley

You know he's out
in the lifelong chase
You know he's bound
for that purple haze

The Karma Cowboy
disappears in the fog
The jukebox keeps whistling
that same dirty rock

It doth have no end
and it all may come true
and the buildings are high
and you do what you do

Jens-Martin Eriksens stadigvæk fornøjeligste bog, post-pulp-novellesamlingen Entusiatiske historier, 1987, har et par (moderne) cowboys på forsiden (ved Poul Lange) og lever med den afsluttende, overgivne "Bankrøveriet i Tango", med genrebetegnelsen "En western", rent faktisk op til løfterne; dette er spaghetti-begyndelsen:

Himlen er helt blå, og ude foran er der masser af sand til en ørken. der er mindst fyrre grader i solen, og der er ikke skygge nogen steder, og ude foran er der heller ikke udsigt til det. Bare sand og sand. Og bakkerne længere ud, og de sjove kasseformede klipper, som rejser sig hér og dér. Der er heller ingen vind, men så stille at en flue kan sætte sig på et menneskes kind [Once Upon A Time In The West-link LB] uden at blive forstyrret af et vindpust. Som i en dagligstue en søndag eftermiddag, hvor man ikke ved, hvad man skal tage sig til. Det kunne også have været kedeligt dette her landskab, men det er det ikke. For drengen, på hvis kind en flue lige har sat sig, er meget overrasket, og lige vågnet fra en lang, lang søvn. Han slå fluen væk og opdager at han har en arm til at gøre det med. Så kigger han på sin arm, og ser at den foroven hænger fast ved skulderen, og at skulderen igen hænger fast i en krop, og han ser ned ad sig. Sådan hænger det hele sammen på en måde, tænker han som sin første tanke. Og han siger det, og opdager at han også har en stemme. En menneskelig:
 - "Sådan hænger det hele sammen på en måde."

Også Per Kirkebys trivi-approprierende (officielle) debutsamling (c), 1966, slutter med en "Western", og det er ikke løgn, at den hedder "Den langløbede colt" og indledes således:

Da Carse McKay hin 1. juli-eftermiddag red ned fra bjergene, var det næsten et år siden, han havde været i byen - og endnu længere siden, der var faldet en dråbe regn. Banken, den eneste i Rincon, lå på det store torvs nordøstlige hjørne. På begge sider af bankens massive dobbeltdøre sad store spejlglasvinduer. Carse læste meddelelsen og prørvede at spejde ind gennem vinduet. Skønt han normalt var uendelig ligeglad med sit udseende og det indtryk, han gjorde på fremmede, vidste han, at det var af stor betydning netop nu. I betragtning af at byen stadig var præget af sin spanske oprindelse, var der utroligt livligt på gaden nu i siestatimen. Rincon distriktet havde faktisk ikke nogtensomhelst at fejre i år, tænkte Carse. Han drejede sydpå ad River Street og ind i gyden bag købmandsgården - gjorde holdt foran en store ladelignende bygning over hvis port et skilt bekendtgjorde, at dette var Ace rejse- og lejestald. - Boise - kaldte han og svang sig af sadlen. Intet svar. En fed mand med beskidt ternet vest trådte bredt grinende frem bag en stabel kornsække: - Du er temmelig nervøs, hva? Carse lod sin Colt kaliber 45 glide ned i hylstret og sagde tørt: - En fyr , jeg kendte, blev skudt, fordi han opførte sig sådan.

Now we're talking, ikke sandt!?

Men så er der også stik modsat Klaus Rifbjergs naivt ideologikritiske digt "John Ford" i Mytologier, der fejlagtigt "afslører" John Fords film (The Man Who Shot Liberty Valance! The Searchers!) som falske "smukke myter", hvilket jeg tilbage i gymnaiset skrev en Rifbjergkritisk stil om, som jeg stadig er helt enig i (hvor er det også bare for uspændende LANGT):

Modet til at tro på naiviteten
og de gode gerningter
værdigheden og hver mands ret
til at handle i overensstemmelse
med sin samvittighed
er suspekt.

Frihedens vogtere
trives i en atmosfære af mistro
og demokratiet udruges
af maskiner.
Friheden er suspekt.

Men i de smukke myters land er det morgen.
Solen løftes på plads over
horisonten båret af en kaktusgren.
Kvæget vågner. I salvien pusler
et pindsvin og kvinden
sætter blikkanden med
kaffe over. Mændene spiser
deres brødhumpler og skyller
efter med kaffen. Så rider de ud.

Der er et vandløb og de
passerer vadestedet mens
det blinker over hovene.
På bakkekammen rider kavaleriet frem.
Kaptajnen standser kompganiet
ved at løfte hånden, hestene
vrinsker og står uroligt på
benene. Mændene taler
med hinanden.

De to flokke skilles
og på den anden side
af bakkekammen ligger
prærien set under hattens
brede skygge mens diligencen
snor sig forbi derude
vogntoget duver frem og
damplokomotivet med sit glade
overskæg fejer sporet rent,
Westward, ho!

De ler og er alvorlige
musikken blander irsk og svensk et sted
er noget ladt tilbage men andet
er erobret her og skal bevares.
De står på kirkegården og
begraver Jones. En mand
i sort træder ind i baren
og det er ikke godt.

Mor har stillet kedlen fra sig
mange øjne stirrer ud på
pladsen der ligger øde
under solen. De nærmer sig
hinanden. Solen på sit højeste.
I stalden vrinsker pludselig en hest,
en krage basker op. De
skyder, og støvet rejser sig.
En af dem falder.

Så danser de i baren. De
danser alle sammen og kvinderne
er med. Den unge mand i frynset
ruskind og støvlerne med høje
hæle lægger armen om Huroner-pigen.
Hendes lange fletning slår imod
hans hans håndryg [god detalje, men sadnsynligvis bare en klichè"? LB] da de
danser ud.

Nelly Jane og Baby Sue
går rundt fra bord til bord
og skubber hatten ned over øjnene
på dem der spiller kort straight flush
full house a pair three of a kind
og udenfor er solen hejset ned
nu hænger månen over
præriehundens hyl.

De blev på gården
og grandpa hviler trygt deroppe
under stenen og det skæve kors.
Den sorte hat er smidt på kulen
uden kiste moi'r sætter kedlen
på igen.

The late Stage afgår nu til
Denver og da dens skygge
er forsvundet fra depotet
ses i månelyset op ad bræddevæggen
det unge par. Han kysser hende
og før hun lukker sine indianerøjne
med de lange vipper
ses månen spejlet dobbelt
i de lysende pupiller [igen sikkert bare en "klichè" LB].

The Marshall og hans deputy
skrå over pladsen.
Tinstjernen lyser mat
og deres sporer klirrer.
Så er der tyst.
Folk sover i de gode myters by.

- Snork! Hvor cowboyfjendtligt!

Og, og, og Dy Plambecks glitter-glimrende roman Texas' Rose, 2007, der snarere end en western-roman er en country & western-roman, men det er den til gengæld for fuld tryk - og med den foreløbige rekord i konkrete western-henvisninger, her er fx optakten til onkel Jimmy og faster Lillians bryllup:

Et overdådigt slaraffenland af det vilde vesten. Rød- og hvidternede duge og buketter af markblomster på bordene. Wantedplakater på væggene med billeder af min onkel Jimmy og faster Lillian. Hestesko, Bowieknive og seksløbere, der flød på bardisken. Løst krudt til at kaste på brudeparret. der var tænkt på enhver detalje for at skabe stemning af en saloon i en vildmarksby langt pokker i vold i Arizonas ørken, da min onkel Jimmy og faster Lilian blev gift i 1973.
  Gæsterne var prikken over i'et, dem, der fuldendte illusionen. I indbydelsen havde de fået besked på at komme udklædt som cowboy, revolvermand, farmer, bandit, landevejsrøver eller bordelpige. Det var lige meget hvad, så længe de bare emmede af det vilde vesten. Min farbror fuldendte sit look som Sundance Kid ved at medbringe sin riffel til brylluppet. Det er ikke småting, man gør for familiefreden, sagde han, da han trak i sit kostume.

Taler vi bare indianere, er der en hel del hos Vagn Lundbye, flere samlinger af indianske tekster og igen og igen og igen skipperskrønen om indianeren, der undslap Titainic, men fremfor alt har vi jo bogstavet T i Halfdans ABC, 1967:

Tulle tog til Tikøb,
købte tulipaner,
købte to, købte ti,
købte tu, købte li,
købte tulipaner
hos en indianer.

UGH (hedder en antologi om Peter Laugesen, jeg redigerede i 2002, også den en forbandet uwestern)

Anmelderspoiler, spoileranmelder

Majoren i Leonoras favn, now that's scary!

At Leonora Christina Skov får alle de højfrekvente 90'er- og sen-80'er-kvinder til anmeldelse: Pia Juul, Ida Jessen og i denne uge Merete Pryds Helle og hendes meget herlige arkæologiske roman Hej verden, pisser mig selvfølgelig helt utrolig af, dels er er det jo bare forskudt, kedeligt kønnet typecasting: skrap kvinde anmelder højprofilerede kvinder, og dels er det jo med en absolut mangel på viden og engagement eller bare interesse, overtagelsen foregår, og dels er det jo for helvede bare og fuldstændig hysterisk MINE forfatterskaber - men jeg kan sgu alligevel ikke lade være med at glæde mig til hendes anmeldelse af endnu et tyveri - hun er ikke tyven, NB, det er redaktøren - Preben Major Sørensens kortprosasamling Nattergalens henrettelse; jeg har kun bladret i de nye, overgivne vederstyggeligheder, men svært ikke at bide mærke i den tekst, der hedder "Tilbederen" og begynder sådan her (og fortsætter endnu værre, rent feministisk):

Under mit besøg hos den store danske kvindelige lyriker Pia Tafdrup, spurgte jeg hende selvfølgelig om jeg måtte se Dronningeporten. I formodningen om at det var hendes højt skattede, meget priste digtbog jeg gerne ville se, gik hun hen til en reol og hentede ne bog ned fra en hylde, som hun derpå gik over og rakte mig, som sad i en hjemmets komfortable læderlænestole ved den varme pejs. Det varede noget før misforståelsen gik op for hende, idet jeg påfaldende længe blev ved med at sidde og stirre på bogens omslag uden at åbne den og til sidst lod den falde ned i mit skød med et opgivende suk fulgt af sætningen: "Hold nu op, Pia, det var jo ikke det jeg mente, vel, og det ved du også godt, Pia, ikke." Digterinden så venligt, næsten kærligt på mig med sine kønne, mørkebrune. mauritanske øjne, og jeg blev med det samme klar over at hun til fulde havde forstået min ubehøvlede bemærkning. Og da jeg yderligere tilsendte hende et sjofelt øjekast (den slags kan jeg), der sagde alt, tog kvinden mod til sig, lod ansigtet falde i stramme folder, for ikke at sige det strammest mulige - ja næsten helt lærerinde- eller oldfrueagtige folder og udbrød: "Jeg havde ikke forventet at møde en så grov form for primitivitet fra Dem!"

Titanernes gadekamp! 3, 2, 1, kickbox!

Åh nemlig

Niels Frank & hamburger, Hovedbanegården

På Hovedbanegården for en time siden, mens jeg ventede på min hustru, der var inde i kiosken for at købe dameblade og slik, fordi hun 12:50 skulle med Aalborg-toget, snuppede jeg ved informationsmontren det nye nummer af Ud & Se, som jeg slet ikke havde fået kigget på, da jeg i torsdags rejste frem og tilbage til et fordrag om Alice i Eventyrland på Århus Arktitektskole (jeg prøvede forgæves i Axel Music på Hovedbanen og Stereo Studio i Århus at købe Greatest Hit med Jefferson Airplane, så jeg kunne spille White Rabbit for de arkitektstuderende; for tyve minutter siden, på vej hjem fra Hovedbanen, fandt jeg den så i TP på Gl. Kongevej, og lige nu spiller jeg nummeret helt for mig selv: remember what the dormouse said: feed your head, feed your head)! Som altid slår jeg først op på "novellen" og stor er min glæde, da jeg opdager, at den er skrevet af Niels Frank og hedder "Solsortens øje" og straks begynder jeg da bare at læse, for når det gælder Niels Frank, er der ikke noget at betænke sig på - i hvert fald ikke til en start! - og sikke en skønt jamrende tekst, en veritabel jammerkommode!, om gentaget hverdagslighed i Barcelona  og det pludseliges lykke & ulykke, hvis evige refrain: Åh nej! præcist illustreres af mini-portrætbilledet, hvor NF opgivende tager hånden til hovedet. Jeg afbrydes halvvejs henne, da min hustru vender tilbage fra kiosken, men henne ved pengeautomaten (det er mig der skal have penge, mit dankort er læst helt itu) læser jeg videre. Og da jeg har fulgt hende hen til og ind i toget og sagt farvel og har købt en hamburger i McDonalds og taget pickelen ud af den, læser jeg "novellen" færdig, mens jeg gumler på hamburgeren og forlader hovedbanen - glad af tekst! Her er begyndelsen:

Åh nej, nu ringer postbuddet på døren, hver dag klokken ti nul dut lyder den overstadige hylen fra dørtelefonen. Men så lad den dog. Jeg bliver liggende under dynen i soverværelset ud mod gaden. Nu lyder også sirener, og bilernes brølen står ind og blander sig med en ufattelig hamren og fræsen fra håndværkerne længere nede ad gaden, hvor en bygning er ved at blive sat i stand. Åh nej, nu kommer også gasmanden forbi med sin sækkevogn fuld af gasflasker. Hver dag hamrer han sikkert som amen i kirken på en af flaskerne med et stykke metal, en stor møtrik, en nøgle, et afbrækket håndtag, hvad som helst, så lyden går gennem marv og ben. Køber nogen overhovedet de forbandede flasker? Nå, jeg står op, åbne døren til balkonen (åh, nej, det gamle træværks triste knirken, når beslaget løsnes) og skubber skodderne til side. Nu også fuglefløjt! Og kvindernes hidsige hæle i fortovet et par meter under mig. Hver dag, når jeg kigger ud, står lyset skråt ned ned over den gule bygning overfor, jeg ser nogen smide affald i containeren på hjørnet, kvarterets ældre er ude at købe ind. Åh nej, her kommer en af de sædvanlige små lastbiler og ud springer en af de sædavnlige små tykke mænd med den sædvanlige cigaret i mundvigen, og her kommer også et par skulkende skoleelever fra Pia Sant Antoni et par gader væk. Hver dag den samme film. Hver dag.

Og jeg så Mia Lyhne komme ud af Irma i en fantastisk grøn Adidas-træningsdragt og se mig se hende komme ud af Irma i en fantastisk grøn Adidas-træningsdragt. Hej Mia i din grønne træningsdragt, sagde jeg ikke.

Kvalitetsspoiler!

Theis Ørntoft fucking holder!

Jeg havde meget bange anelser, men jeg blev godt grundigt ikke bare attitudecharmeret, men også talentoverbevist, da jeg i én mundfuld læste Theis Ørntofts debutsamling med den akkurat øretæveindbydende titel Yeahsuiten (var det så bare -serien), som udkommer (næste) onsdag den 23. september på Gyldendal og altså først kan blive anmeldt grundigt godt i WA den næstfølgende fredag, men betimeligt, synes, jeg med et postivt håndtegn af den simple slags, et thumps up fx, allerede nu, og et eksemplarisk koket digt, der fuldstændig holder (i og med koketteriet, fordi det er et genuint poetisk og personligt koketteri - det får jeg forhåbentlig forklaret lidt klarere eller i det mindste lidt mere udfoldet tåget i anmeldelsen), lad mig foreløbig nøjes med det hædrende adjektiv Schadesk!:

Klart metro frem for bus

En person spurter imod metroens lukkende døre
jeg står på perronen og hepper på ham:
kom så - du kan godt nå det! råber jeg ud af min mund
og heldigvis lykkes det

personen nåede det fandme, tænker jeg
og lukker munden
nu går jeg ind på cafeen, tænker jeg
og går ind på cafeen

jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig
jeg har lyst hår eller blå øjne, vælg selv
det er et frit valg, i dag er det i dag, i dag har patent på betegnelsen i dag

nåede ikke bussen i denne omgang - så må jeg vente på den næste
jeg kan stå og kigge lidt på den fascistoide køreplan
det lille fuckte system uden logiske brister
køreplaner siger ikke: sådan her kunne det også være

de siger kun: sådan kunne du have nået bussen
enten når man en bus, eller også gør man det ikke

- og nu kører metroen fandme, Theis, deruda!

Rimer på Krodrøm

Modtageren af Bebop-prisen 2009 afsløret + en gammel tak

Det er i dag gjort vitterligt af digteren og Bebop-forlagschefen Asger Schnack, at modtageren af Bebop-prisen 2009 særdeles fortjent bliver forfatteren og kritikeren Torben Brostrøm, TILLYKKE MED DET, MR. NESTOR! Brostrøm, f. 1927, har været en skattet anmelder af ikke mindst poesi på dagbladet Information gennem seks (6!) årtier, har skrevet flere muntre og gedigne kritiske værker og var 1955-60 (ung) redaktør af Hvedekorn . Prisen, 25.000 kr. + et grafisk tryk af Per Kirkeby med navns nævnelse, bliver overrakt ved en munter højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel torsdag 24. september kl. 15:00 til 16:00, og jeg synes da, I skal møde op for at hylde Brostrøm og poesien og Bebop!

Og hvorfor ikke benytte lejligheden til at aftrykke 2008-prisvinderen takketale, som han egen avis nemlig ikke ville vide af,  det er på tide, at den får et aflæseligt hjem (det er klart (og rimeligt!) nok også en kvalifikation, hvis man trofast har anmeldt Bebop-bøger positivt):

LET IT BEBOP Dette er ikke en takketale for modtagelsen af Bebop-prisen 2008, men bare en alt for sen, aldeles ukritisk anmeldelse af 4 eksemplariske Bebop-bind af Francis, Per og Torben

Overskæg med stueetager

Af Lars Bukdahl

Hvis jeg skulle lave et forlag, det kunne fx (efter Storm P.) hedde Bibenbabu, skulle det være akkurat ligesom Asger Schnacks Bebop: Det skulle udgive dels oversættelser af dadaisters og surrealisters og assorterede avantgardisters bøger fra 10’erne, 20’erne og 30’erne, dels 2. udgaver af store danske digteres vigtige og tidlige bøger, og dels bøger af Eske K. Mathiesen, Torben Ulrich og Dan Turèll (og bøger med fotografier forestillende Morti Vizki!), og alle bøgerne skulle have cool krusedulle-forsider af Per Kirkeby. Men heldig- og lykkeligvis findes Bebop til stadighed, så jeg behøver (endnu) ikke udgive bøger, jeg kan nøjes med at skrive bøger (ikke alt for mange) og anmelde bøger (alt, alt, ALT for mange).

  Og fx denne emblematiske bunke på 4 fra Bebop, Francis Picabias Poesi brum brum (40 sider, 150 kr.) og Tanker uden sprog (120 sider, 150 kr.), begge sirligt (galsindigt) fordansket af Peter Borum, genudgivelsen af Per Kirkebys hemmelige poetiske hovedværk 2 digte fra 1973 (96 sider, 150 kr.) (jeg har lige læst, at Mester Per ikke orker at blive kanoniseret som digter også, men lidt aktiv kult er vel OK!?) og Torben Ulrichs uden videre splinternye digtsamling Stilhedens Cymbaler (88 sider, 150 kr.), hans anden for Bebop og nogen-fucking-sinde. Dada, danefæ, Torben Ulrich: Bebop i et lilletrommeskind.

  Fælles for de fire bøger er ambitionen om øjebliksillumination, nu-driblen (svært at undgå sportsmetaforerne, når Torben Ulrich er på banen): at etablere og effektivisere en skrive-læse-samtidighed 1:1 og så bare groooooooooooooove på den. Tid in real time. Eller som Ulrich formulerer det i den såkaldte ”rodtekst”, hvorfra resten af bogen impro-systemisk genereres: ”sound of line/ sound of pulse/ sound of sound/ line of pulse/ line of sound/ line of line/ pulse of sound/ pulse of line/ pulse of pulse.” Og vi tillader os med poetisk licens at læse Line som det kønne danske pigenavn også: sound of Line / line of Line/ pulse of Line.

Forlag og FORLAG

Efterårsprogrammer og EFTERÅRSPROGRAMMER

Fra forlaget Gyldendals efterårsprogram (dansk skønlitteratur bare):

EsterBockKlokkenslårAndersBodelsenVarmluftJakobEjersboRevolutionLibertySimonFruelund
IdaJessenBørneneJetteA.KaarsbølDinnæsteshusHansOttoJørgensenHjernensegenstorehund
KimLeineTunuSvendÅgeMadsenMangesæretingforAnneLiseMarstrandJørgensenHildegard
MetteMoestrupJævnetmedjordenHenningMortensenDetblankevandThomasQvortrupMellem
vennerKlausRifbjergDagstelegrafenJanSonnergaardGamlehistorierOmatomkrigensbetydning
forVilhelmFunksungdomSusanneStaunFørjegdørHanneMarieSvendsenRudimenterafR
MikkelThykierGodmorgen,ColumbusMartinØstergaardNielsenSystemetsmandNajaMarieAidt
AltingblinkerAndersAbildgaardKærevennerThomasBobergBoothillKnudSørensenNaturligvis
EvaTindKristensenDoToreØrnsboImmigrantensepilogTheisØrntoftYeahsuitenHerminskat

Forlagets Bebops efterårsprogram in toto:

Eske K. Mathiesen: Bonjour monsieur Satie

Hugo Ball: Fantasten Tenderenda. På dansk ved Peter Laugesen;

Blaise Cendrars: Nitten elastiske digte. På dansk ved Peter Borum.

(alle med omslag af Per Kirkeby)

ØK lever LIVE

I går aftes noteret i al hast - og i lørdags

Opproppende og -livende Øverste Kirurgiske-oplæsning i går aftes i et af de trælse ligesom klasselokaler, man hver tredje eller fjerde gang ender op i i Den (dér) Sidste Hal på Enghavevej: Sprechstallmesiter Niels-Ivar Larsen elegant indrammende kosteligt Petronius-fragment og kæntrende egentekst ved Harald Voetmann og - SENSATIONEN - helt friske tekster fra Korea, nye spørgeskemaer til hendes ældste søster og hende selv og en klokkeklart fremadvæltende liste over alt det af alting, hun er VRED over, af Maja Lee Langvad, med BRILLER på; det er få foredrag, jeg har holdt de sidste tre år, hvor jeg ikke har haft Find Holger Danske med i Howl-muleposen, så det var for VILDT pludselig at opleve helt ny og fremragende tekst, jeg nærved dånede - men huskede at tigge bidrag til Hvedekorn! Blendstrup & Krogsbøl var i den gode, proffe form: sensitivt gakkede, og dåseøllene smagte bedre og bedre og bedre, vil jeg bare sige!

Lad mig også lige bemærke, nu jeg er i gang, den dejligt nochalante marathon-oplæsning, arrangeret af Glenn Christian, i lørdags i det bittelille galleri Koh-i-noor i Dybbølsgade; jeg fik hørt både Claus Handberg, brd. Woetmann (skøn lyddigtning af storebror), Rasmus Graff, Nicolaj Stochholm (åh, debutdigte), Martin Glaz Serup (distink sardonik om en vis mark - altså mark som i marken; uddrag i det nye Blå Port, som jeg lige har fået) og mig selv (Martin Johs. Møller og Sigurd Buch så jeg udefra uden at kunne høre noget), og vi var allesammen SÅ gode!

Det flyder over med oplæsninger disse dage, jeg bugner lykkeligt af stemmer.

Og jeg ved godt, at jeg endnu ikke har skrevet noget - bortset fra de par linier i Laugesen-posten fra tieligere i dag - om den elektriske 70'er-turbine på SAS-hotellet forrige torsdag, men jeg troede, jeg kunne få en decideret reportage, EN FEATURE, i avisen, men det var sørme ikke velkomment, man ville hellere høre om stand-up-komikere og Eks-skolen (også en slags stand-up!), hvilket kun gør det endnu mere pinedød nødvendigt, at jeg gør noget ved det i dag eller imorgen i sin helt egen post, I PROMISE! 

mig er skrift

Laugeseniana på gräs

En suveræn liflighed at modtage, i et brev fra Brabrand, de to seneste og sidste numre, 40 og 41, af det eksklusive og primitive svenske tidsskrift Gräs, redigeret af Kennet Klemets og Jörgen Lind, som nemlig begge to har mesteren Peter Laugesen i (de)centrum; nr. 40 er decideret skrevet af Laugesen, på skrivemaskine og med fyldepen, mens nr. 41 fyldes op af et vidende og grundigt fortryllet, titelløst (der er for få titelløse essays og anmeldelser!) essay af den "frilansande kulturskribent" Nils-Aage Larsson, som demonstrerer, at det faktisk er muligt for svenskere at læse Peter Laugesen, det har der ellers længe været tvivl om, og en del af problemet, påpeger Nilsson, ligger i Laugesens gennemgribende selvironi, sådan en har svenskere ikke sans for, eller rettere: sådan en sans har svenskere ikke:

Jag har redan jämfört honom med Bengt Anderberg, Tomas Tranströmer, Lars Norèn och Göran Sonnevi - och borde väl nämna Bruno K Öijer också, med tanke på den anarkistiska och vanvördiga upprosanda som Laugesen och han har gemensam. Men Laugesen er en outsider med tydlig distans till all outsiderromantik:

Jeg skrev for drankerne
junkierne
og flipperne
og de sindssyge indtil det gik op for mig at de ikke læser digte

Men primær-lifligheden er naturligvis Laugesens på et øjeblik og en eftermiddag selvskrevne og -redigerede, 20 A4-sider sider korte nr. 40; det må være sådan det var for 30 år siden at modtage en af Laugesens små hæfter fra Jorinde & Joringel eller Swing; man føler sig heldig helt enkelt, målrettet og direkte tilsmilet - af VILD nysselighed. Første tekst er en håndskrevet oneliner:

General Rimbaud.

Hvorpå en følger en sirlig strøm af top-digte om fugle og blomster og bær og Achmed på det lokale bibliotek. Næstsidste tekst, en håndskrevet, sidelang smøre, vender tilbage til bitte Arthur - og dengang for 30 år siden:

At drikke en en halv flaske snaps hurtigt og skrive så meget som muligt før man faldt i koma. Mest breve. Jeg skulle ligesom have en person at skrive til, en konkret person, jeg på den må¨de kunne glemme, og det er ikke helt uden betydning, at skriften i farten kan læses som både måde og nåde, eller at Rimbaud, som for Breton og Soupault, havde skrevet det hele i forvejen. Min [slettet:orden] ordre er af en anden slags, men det var den kloge dreng, der gav mig den, og jeg må ikke glemme at sige ham tak, den beskidte mordreng af en vagabond, for den modbydelige gave. [sidste linje skrevet på skrivemaskine:] Hans bjæffende ordre og spidse små tænder, hvalpen fra Charleville ... køter

Nu og for 30 år siden er parolen og credoet enslydende - med stadig nye ord:

Det jeg gør
og det der gør
mig er skrift

Ikke underligt at de alleryngste avantgardister sad med julelys i øjnene, da Laugesen forrige torsdag nat fra 00:00 til 02:35 på 20. etage i SAS-hotellet i højeste. flintrende humør total-læste Anarkotika, han er stadig den radikaleste skriver. Med lyd på! Og i!

At læse en stavelse og fatte en brik

Apropos Mikkel Zangenbergs ikke-eksisterende Troels: Marianne Juhls betjent-blindhed

I dagens Information giver Erik Skyum-Nielsen den alt, hvad den overhovedet kan trække af elegant sarkasme og sveden insinuation, at Mikkel Bruun Zangenberg i sin Politiken-anmeldelse af Jacob Ejersbos efterladte novellesamling Revolution kommer til at kalde en person, der hedder Tore, for Troels. Vistnok! Jeg har ikke læst Ejersbos bog, og og Skyum oplyser ikke, om det faktisk for Tore ender med " en opløftende og komplet usentimental kærlighed" frem for den ikke-eksisterende Troels, for hvis det er tilfældet, synes jeg altså ikke, at forbrydelsen er så allerhelvedes graverende - langt værre ville fx det være, hvis slutningen for Tore/Troels stik modsat var trist og ulykkelig. Måske kunne man lave den distinktion i forhold til navneforglemmelser, at det er i orden, men farligt (i forhold til forfatterklager!) at forveksle og fortegne navne i dårlige (meget lange) romaner (for det er jeg sikker på, at jeg gjort de første 100 gange, og i særlige tilfælde MED VILJE!), men pænt pinligt - og så heller ikke mere - at forveksle og fortegne navne i bøger, man er glad eller - som i Zangenbergs tilfælde - direkte begejstret for.

Nå, men det fik mig bare til at tænke på en langt mere alvorlig og gennemgribende fehler i Marianna Juhls monografi Kirsten Thorup, som jeg anmeldte i fredags (altså bogen, ikke fehleren, som jeg ikke fik plads til, men det har jeg nu!) i kapitlet om romanen Bonsai, hvor Juhl bruger mange kræfter (og meget besvær) på at fortolke det første afsnit, "Til Charlotte", hvor en mand Kris fortæller (psykologen Charlotte) om sit promiskuøse leben, der førte til hustruen Monas selvmord, som romanens hovedperson Ninas egen fiktivisering af den historie, som resten bogen går med at berette: det ulykkelige ægterskab med bifile Stefan og medskylden i Stefans selvmord, da han er dødssyg er aids, Og jep, ingen tvivl om, at Nina er den skjulte forfatter/fortæller til/af første del og at der er visse paralleller mellem de to historier, men det er ved Gud utroligt, at Juhl fortier eller simpelthen ikke har fået øje på - det var ellers selve pointen i Skyums legedanrisk reduktion i sin Inf-anmeldelse (som han senere, i en artikel i Passage, offentligt fortrød) af romanen som en privat hævnaktion - at Kris ikke er en frit opfundet person, men akkurat den mand, der gav Stefan aids: det fremgår tydeligt af hans egen monolog, at Kris er politibetjent, og hen mod slutningen, på side 253 i min hardback-udgave, siger Nina til en læge,om "smittebæreren", at "Han er ansat ved politiet (...) han er kriminalbetjent." Det er ikke et tilfældigt sammentræf! Men det er måske bare for intrikat en roman-dynamik i forhold til Juhls akavede fiktivsering ud i det blå, helst og med vold og magt skal nemlig Kirsten Thorups romaner være lige så lige-ud-af-vejen-aflæselige som fx Ejersbos Nordkraft.

Resumé kort

(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)