Viser opslag med etiketten Bebop-prisen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bebop-prisen. Vis alle opslag

fredag den 25. september 2009

Pop og diskutere

Fra Brostrøm-bruset til Erik hønserøv Svendsen - og Leonora søde

I går ved en fornemt uhøjtidelig (og velsmagende!) højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel blev Bebop-prisen tildelt den livlige legende Torben Brostrøm; i sin offensivt veloplagte pristale optalte prisfrontmand Asger Schnack prismodtageren mange bebopistiske fortjenester og velgerninger, bl.a. og ikke mindst at have været ven med Uffe Harder! Afslutningsvist fortalte Asger, at han og F.P. Jac havde haft aftalt, at de omkring Sankt Hans i år skulle have skrevet endnu et duoværk, med arbejdstitlen Fra Brostrøm til Erik Svendsen - indeholdende digte nemlig til og om danske kritikere. Desværre nåede de, før Jacs død juledag, ikke længere end til indholds/kritikerfortegnelsen, som Schnack hverken i sin tale eller senere mellem 4-8 øjne ville røbe, desværre. Men nej, hvor villle jeg gerne have læst det dér finale, stensikkert ultra-vitriolske digt om og til Erik Svendsen. Jeg var lieg ved at skrive det selv, da jeg på Jyllands-Posten samme eftermiddag læste Svendsens skandaløst sjuskede og matmærkende og bare jammerlige anmeldelse af stortalentet Theis Ørntofts debutsamling Yeahsuiten, som i sin motherfucking helhed lyder således:

Det underholdende og smittende i debutanten Theis Ørntofts digtsamling er den rendyrkede generationsstemme med alt, hvad dertil hører af "vildt syge" tidstypiske vendinger. Nøeh, hvor vi lyder megaunge: »Jeg har et ubegrænset potentiale/jeg er et produkt, og det gør mig egentlig ikke så meget.« Man omgiver sig med "de dejligste mennesker" og »jeg kommer aldrig til at fortryde noget/det er ikke muligt at fortryde noget.« Den slags forestillinger om tilværelsen vil jeg gætte på primært findes hos unge, og det er godt sådan: »Jeg er bare en måde at opleve på.« Godt, at vor helt har appetit på livet. Mindre godt er det sprog, som digteren smykker sig med. Den sure anmelder har sat røde streger ud for flere formuleringer, som er vildt forkerte - med mindre fejlene, turneringen af det gængse sprog, tjener til at sprænge konventionerne - men det kan jeg ikke se. Der er ingen poetisk logik i formuleringerne; det er bare vildt dårligt dansk. Typisk set for genren er digte mærket af et koncentreret sprog; det gælder blot ikke for denne erklæring: »Så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.«. Det hedder enten "op at skændes med" eller også "op at diskutere med". Den sidste skurrer i mine ører. Den slags gør det svært at tage de digte, som indfører et intellektuelt meta-niveau og har de Kloge-Åge-attituder, der ligger langt fra de øvrige hverdagslige tilkendegivelser, meget alvorlige. Og fejlene laver støj i forhold til de steder, hvor der leges med gentagelser og et fordoblet sprog. »Alt, jeg gør, er en gestus.« Fint nok. Men jeg savner en større sproglig bevidsthed, en mere subtil sproglig gestik.

Ja, han skriver faktisk, at "den slags gør det svært at tage de digte (...) meget alvorlige"! Det skærer i mit øje!

Nå ja, så levede Leonora Christian Skovs anmeldelse af Preben Major desværre fuldkommen op til fordommene, hvilket, skal det siges til hendes ros, hun selv er fuldstændig klar over ("Det er næppe heller svært at afskrive mig som en mandehaderfminist, der ikke skal komme her med mine moralske domme over den store Litteratur"). Men selvfølgelig er jeg stolt over, at hun sammenligner Majoren og menig mig: "(...) det såkaldt energiske sprog, der i påfaldende [!!?? LB] grad minder om Lars Bukdahls. Eller også er det omvendt. Fyldt er det under alle omstændigheder med alenlange indskud, gentagelser, knudrede sætningskonst6ruktioner, effektjageri og ren maner: Obskuranto, kunne man også kalde det (...) imens man staver sig igennem strømmen af "som sagt", "osv.", parenteser og tankestreger (...)." Ja, ja, ja, nemlig, nemlig, nemlig, mere, mere, mere! Det er næsten bedre end at blive rost af Jørgen Leth (i WA-interview også i dag), for Jørgen er jeg forlængst i roseklub med, hvilket ikke betyder, at rosen af hinanden ikke er yderst velbegrundet, jf. bare min egen ros af Jørgen i en bonus-sekvens på hans nye dvd-boks, nr. 6, der udkommer på torsdag: Gid jeg var med i en film af Jørgen Leth, hvilket jeg så dermed er.

Og så vridere!

Og husk at møde op til receptionen for Hans Otto Jørgensens og Maria Wandels eksploderende Skt. Bernhard af en ny bog, Hjernens egen store hund (hvor HOJ snapper efter en "Erik hønserøv Svendsen"), hos Gyldendal klokken 15.00!

mandag den 7. september 2009

Rimer på Krodrøm

Modtageren af Bebop-prisen 2009 afsløret + en gammel tak

Det er i dag gjort vitterligt af digteren og Bebop-forlagschefen Asger Schnack, at modtageren af Bebop-prisen 2009 særdeles fortjent bliver forfatteren og kritikeren Torben Brostrøm, TILLYKKE MED DET, MR. NESTOR! Brostrøm, f. 1927, har været en skattet anmelder af ikke mindst poesi på dagbladet Information gennem seks (6!) årtier, har skrevet flere muntre og gedigne kritiske værker og var 1955-60 (ung) redaktør af Hvedekorn . Prisen, 25.000 kr. + et grafisk tryk af Per Kirkeby med navns nævnelse, bliver overrakt ved en munter højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel torsdag 24. september kl. 15:00 til 16:00, og jeg synes da, I skal møde op for at hylde Brostrøm og poesien og Bebop!

Og hvorfor ikke benytte lejligheden til at aftrykke 2008-prisvinderen takketale, som han egen avis nemlig ikke ville vide af,  det er på tide, at den får et aflæseligt hjem (det er klart (og rimeligt!) nok også en kvalifikation, hvis man trofast har anmeldt Bebop-bøger positivt):

LET IT BEBOP Dette er ikke en takketale for modtagelsen af Bebop-prisen 2008, men bare en alt for sen, aldeles ukritisk anmeldelse af 4 eksemplariske Bebop-bind af Francis, Per og Torben

Overskæg med stueetager

Af Lars Bukdahl

Hvis jeg skulle lave et forlag, det kunne fx (efter Storm P.) hedde Bibenbabu, skulle det være akkurat ligesom Asger Schnacks Bebop: Det skulle udgive dels oversættelser af dadaisters og surrealisters og assorterede avantgardisters bøger fra 10’erne, 20’erne og 30’erne, dels 2. udgaver af store danske digteres vigtige og tidlige bøger, og dels bøger af Eske K. Mathiesen, Torben Ulrich og Dan Turèll (og bøger med fotografier forestillende Morti Vizki!), og alle bøgerne skulle have cool krusedulle-forsider af Per Kirkeby. Men heldig- og lykkeligvis findes Bebop til stadighed, så jeg behøver (endnu) ikke udgive bøger, jeg kan nøjes med at skrive bøger (ikke alt for mange) og anmelde bøger (alt, alt, ALT for mange).
  Og fx denne emblematiske bunke på 4 fra Bebop, Francis Picabias Poesi brum brum (40 sider, 150 kr.) og Tanker uden sprog (120 sider, 150 kr.), begge sirligt (galsindigt) fordansket af Peter Borum, genudgivelsen af Per Kirkebys hemmelige poetiske hovedværk 2 digte fra 1973 (96 sider, 150 kr.) (jeg har lige læst, at Mester Per ikke orker at blive kanoniseret som digter også, men lidt aktiv kult er vel OK!?) og Torben Ulrichs uden videre splinternye digtsamling Stilhedens Cymbaler (88 sider, 150 kr.), hans anden for Bebop og nogen-fucking-sinde. Dada, danefæ, Torben Ulrich: Bebop i et lilletrommeskind.
  Fælles for de fire bøger er ambitionen om øjebliksillumination, nu-driblen (svært at undgå sportsmetaforerne, når Torben Ulrich er på banen): at etablere og effektivisere en skrive-læse-samtidighed 1:1 og så bare groooooooooooooove på den. Tid in real time. Eller som Ulrich formulerer det i den såkaldte ”rodtekst”, hvorfra resten af bogen impro-systemisk genereres: ”sound of line/ sound of pulse/ sound of sound/ line of pulse/ line of sound/ line of line/ pulse of sound/ pulse of line/ pulse of pulse.” Og vi tillader os med poetisk licens at læse Line som det kønne danske pigenavn også: sound of Line / line of Line/ pulse of Line.

mandag den 29. september 2008

Hurra og føljeton

F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS!

F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! (råbes i vilden sky i alt 200.000 gange!)

Omsider. Endelig. At long last!

Og vor gennemhullede respekt for Det Danske Akademi genoprettet i samme nu!

Jac har ventet utålmodigt i over 25 år, hør bare, hvad han manende udbryder i Misfat, 1980:

de kan kalde mig lokumspoet de kan true mig med akademiet
men de kan aldrig få fred for jeg er sgu den største
de kan kalde mig fyldt og tom svulstig og krukket,
men en dag vil de stå i oplevelsen og se hvordan
jeg hæver mig op i vandet og tegner en glasklar boblefigur

Og se bare, der er den nu, hånd- og fremhævet den glasklare boblefigur. Og i et interview med - af alle! - Hanne-Vibeke Holst i Berlingeren, 1983:

"Jeg er overbevist om, at jeg bliver en af dette århundredes største digtere. Men min far ville nu have været mere stolt, hvis hans søn var blevet professionel fodboldspiller, end når jeg får Det Danske Akademis Store Pris om 20 år." Fem år mere skulle der gå, men ellers var det jo ret præcist profeteret.

I sin splinternye erindringsbog Jeg er selv med i billederne, som jeg ikke lige har ved hånden (den må simpelthen have fløjet sin vej) fortæller Jac, hvordan han i begyndelsen af 80'erne brugte et falsk rygte om, at han havde fået Den Store Pris, til at lokke et par hundredekronesedler ud af sin mor; nu hvor det omsider, endelig, at long last, er rigtigt nok, burde der være råd til at byde på en kop kaffe eller to.

Jeg mødte Jac og hans livs Bodil i højt humør til uddelingen af Bebop-Prisen i torsdags (da ingen endnu anede uråd om den store klat), og meget passende citerede Asger Schnack i sin pristale følgende linjer fra den hidtil eneste monografi om digterfyrsten (nu bør de komme strømmende, snur jer lige på, universitetslitterater!): "Og for øvrigt mener jeg, at F.P. Jac skal have Akademiets Store Pris./ Og Nobelprisen i litteratur./ Og Nobels Fredpris." Nu er 1 krydset af, men det kan ikke gå hurtigt nok med de to andre!

Digteren Viggo Madsen, der også bør få både den ene og den anden og den tredje pris, havde ved prisoverrækkelsen et meget godt ord for, hvad der sker, når man bliver ældre og prisværdig: Man opdager med et, at man er er en KENDSGERNING! Jac er stadigvæk et mirakel i dansk poesi, men hvor er jeg glad for, at han nu også er en kendsgerning.

Og hvilket bedre tidspunkt at påbegynde bloggens første føljeton: i form af den eksklusive verdenpremiere på Jacs digt i fem dele BUKKEFAR, 1 del om ugen og her:

I

Opad skrænterne, græsset skal tæmmes, igen og igen,
og ind på terrænet, ordenes rækker skal forvaltes.

Man har snurrehovede, man skal skille ud,
der er hobet til stabler, så mange øjne er på,
sirlige bunker skræpper næb, åh ekstase og fald.

En næstestyvert bundet ind til dagslang regn.

Bogryggen smelter, jo nærmere man når Skagen,
når selv trolde lægger bånd på sig selv, nedtoner,
så skimter de hidsige røde øjne, det er sgu for lidt.

En vurderingsmand i cowboybukser, side op og side ned,
ingen slinger i valsen, en mikrofonholder af bagland.
Et jordskælv i ny og næ, og små efterskælv i mundvigene,
tasken er pakket til det sene aftenfly, ord er som døgnet.

Roser bliver der også kastet, man søger vel en ligevægt.

Man går i flik og flak med brikkerne, næsten blåt,
men så falder et halvt U, er det mon simren,
selvfølgelig krøller hjernen et svaj, måske en fælde?

Jeg lader brillerne hvile, er vi mon på kanalen nu,
vi er jo midt i billedet, det pejler gør det, eller?
Duften af rom går i blodet og stimulerer, en sart plet,
det kunne være hvid maling eller skum, men nu pauses der.

Hvilket er lige så 200.000 x sandt, som det er jacistisk. Jeg tillykker dig, Flemming Palle!

torsdag den 25. september 2008

Alles Bebop-Pris: 150 kr.

Cesare Pavese: Døden kommer og den vil have dine øjne. På dansk ved Morten Søndergaard. 56 sider, 150 kr.

Mens jeg sidder og venter på at præsentere mig selv ved den første uddeling af Bebop-Prisen i eftermiddag, kan jeg passende nok anmelde forlagets seneste heroiske udgivelse med den festlige (men jo unægtelig sandfærdige) titel Døden kommer og den vil have dine øjne, der samler to digtsuiter, lige så kantede som de er skrammede, af den italienske digter Cesare Pavese (1908-1950, 100 årsdag på udgivelsesdagen 9. september), den 9 digte korte ”Jorden og døden” fra 1945 og den 10 digte lange ”Døden kommer og den vil have dine øjne” (ja, ja, jeg ved det godt, at den at gør, og at den vil) fra 1950 i Morten Søndergaards cool, præcise fordanskning.

Begge suiter adresserer et du: i 1945-suiten er duet neddykket i landskabet, hvis ikke slagmarken, som et åbenlyst forklædt digterjeg, i 1950-suiten er duet håbefuldt (for jeget!) på spring i og fra byen som en faktisk elsket anden, 1945-suiten er resigneret mørk, 1950-suiten forsøger af alle kræfter på at være lys, og hvis det ikke var for den biografiske oplysning, at Pavese samme år begik selvmord, ville man være tilbøjelig til at blive overbevist. Forbandet være alle biografiske oplysninger! Og forbandet være alle gode digteres onde selvmord!

Et stærkt digt fra 1945-suiten, ikke ligefrem en popsang (selvom der er en vis fyndig elegance, der ikke er upopagtig (a la fx ”The Tracks Of My Tears”), over billedet af smerten som en søs urolige vand):

Du er jorden og døden.
Din årstid er mørket
og stilheden. Der lever
intet som er fjernere
fra daggryet end dig.

Når du ser ud til at vågne
er du kun smerter,
du har den i øjnene og i blodet
men du mærker det ikke. Du lever
som en sten lever,
som den hårde jord.
Og du er klædt i drømme
hulkende bevægelser
som du ignorerer. Smerten
som en søs urolige vand
skælver og indkredser dig.
De er ringe på vandet.
Du lader dem forsvinde.
Du er jorden og døden.

Interessant at sammenligne Paveses digte med de samtidige, danske Hereticanere, Bjørnvig, Wivel, Sarvig og sgu også den unge Højholt, hvis to første, håbløst ungdommelige digtsamlinger, Hesten og solen, 1949, og Skrift paa vind og vand, 1956, Bebop har genudgivet; det er i høj grad de samme hyperkonkreter og -abstrakter, der er i spil, drømme, jorden etc., men hvor Hereticanerne sætter det helt store retoriske (oh!) og mytologiske/religiøse/aandelige maskineri i gang, skærer Pavese ind til benet(heden) og afviser enhver forsonlig pynt - og pyntet forsonlighed (og helst også bare: adjektiver!). 1945-suiten åbner sig i lukkethed – og pulveriserer, 1950-suiten lukker sig i åbenhed - og flyver bort. Her et svævende digt fra 1950-suiten, ”Jeg vil gå over Piazza di Spagna”, der næsten, næsten, næsten smiler, stort; og hvor skidegode linjer, i al deres sikre enkelhed, er ikke ”det vil være denne stemme/ der går op ad din trappe”, dem afgav jeg gerne ugers sjælefred for at have signeret:

Der vil være en klar himmel.
Gaderne vil åbne sig
mod bakken med pinjer og sten.
Gadernes virvar vil ikke
forandre denne stille luft.
Blomster bestrøet med farver
ved fontænen vil kaste blikke
som glade kvinder. Trapperne
terrasserne svalerne
vil synge i solen.
Den gade vil åbne sig,
stenene vil synge,
mit hjerte vil springe op
som vandet i fontænen –
det vil være denne stemme
der går op ad din trappe.
Vinduerne vil kende
duften af sten og morgenens
luft. En dør vil blive åbnet.
Gadernes virvar
vil være hjertets virvar
i det forsvundne lys.
Det vil være dig – stille og klar.

Tillykke med fødselsdagen, Cesare, din levende digter!