torsdag den 28. maj 2009

Hvor er andetsteds helt præcist?

Hvad er værst: Et realiseret eller et varslet overfald?

I fredags overfaldt min gode (ingen ironi dér, helt ærligt) kollega Leonora Christina Skov mig bag på WA Bøger, det så ret voldsomt ud, men det var svært at gennemskue, hvad min forbrydelse egentlig bestod i: vistnok var det for galt, at jeg havde brugt det rimeligt nøgterne adjektiv "midaldrende" om Katrine Marie Guldager(s forfatterskab) og flere andre (unavngivne) forfattere(s), hvilket jeg så vidt jeg ved altså ikke mener noget nedsættende med (så sandt som jeg stadigvæk et vild med ret mange af Guldagers jævnmidaldrende kvindelige kolleger, Aidt, Hammann, 2 x Helle, Hesselholdt, Munksgaard Nielsen og decideret elsker jubleoldinge som Jørgen Sonne og Vagn Steen), og så har jeg fået en pris af Kunstrådet og kan finde på at rose forfattere, der har fået priser af Kunstfonden og Kunstrådet, hvilket sgu da er en sær omvending af det anti-bestseller-synspunkt, Skov & co. anklager mig & co. for at indtage: hvis man får priser og penge af staten, er man kunstnerisk nosse- og æggestokløs (stærkt at Skov undlader at søge ...), og så mener jeg (og co.), at " dét at fortælle historier over flere hundrede sider, som folk oven i købet gider at læse, står i grel modsætning til det at skrive kunst", igen noget forbandet vrøvl, jf. læssevis af begejstrede anmeldelser af romaner af Rifbjerg, Henning Mortensen, Jens Smærup, Janina Katz, Susanne Staun og co, og så har jeg "tilsvinet" Katrine Marie Gulager efter og FORDI "hun tillod sig at fremføre kritik af hans virke i Jyllands-Posten", hvilket simpelthen er løgn, det var Guldager, der på helt klassisk vis (jf, Rifbjerg nedenfor) tilsvinede mig efter og FORDI jeg havde skrevet kritiske anmeldelser af hendes tre sidste (voksen)bøger, i samme forpulede nummer af WA Bøger roser jeg tre nye børnebøger af Guldager, og det kan da kun være en tilsvining, hvis man mener, at børnebøger er fuldstændig aldeles til grin litterært set, og det gør vist ikke engang Guldager, og så læser jeg ikke ikke-nordisk litteratur, hvilket Skov sgu da ikke ved en skid om og heller ikke har krav på at vide en skid om, Jesus Christ, og anmelder det heller ikke, jo, hvis det er poesi, som senest Bebop-dada- og surrealister, netop afleveret er anmeldelse af god, gammel, nulevende japaner, og så kommer jeg med mit "perfide bavl" om femikrimerne etc., mens Skov nøjes med at sammenligne mig og mit med Dansk Folkeparti! Jeg elsker også dig, søde!

I et lille, manisk læserbrev i dagens Information undlader Klaus Rifbjerg at overfalde mig, han truer bare, anledningen er, at Informations kulturredaktør Peter Nielsen har brokket sig over, at WA Bøger-redaktør Anna Libak har polemiseret imod Tue Andersen Nexø, der har skrevet kritiske anmeldelser af Rifbjergs romantrilogi, hvis sidste bind jeg heller ikke var alt for vild med:

(..) jeg kan godt forstå at [Tues] medsammensvorne, Lars Bukdahl, i Weekendavisen har omtalt ham som "min gode ven". Man ser for sig disse kønne planter promenerende gennem dansk litteraturs bede, hvor de med bladan i munden spytter efter vækster, de ikke bryder sig om  [fandme da et flot billede, det er sådan nogle passager, der er for få af i de senenste Rif-bøger LB]. Jeg synes, at det er helt fint, at d'herrer hypper deres egne avantgardistiske kartofler, også når der ikke er noget synderligt at hyppe [så kommer der noget ondt bare om Tue (...) LB] Parret Nexø-Bukdahl er naturligvis forlængst gennemskuet, og sidstnævnte skal jeg nok tage mig af andetsteds.

Og spørgsmålet jeg bævrende må stille mig selv er: Hvor er andetsteds helt præcist? Smalle- eller Bredgade?

tirsdag den 26. maj 2009

Det omvendte moustache

Eller hvordan Lars von Trier begik hærværk på Philadelphia Museum of Art inde i mit hoved

Er jeg den eneste, der kom til at tænke på Marcel Duchamps efterladte hovedværk Étant Donnés, da jeg så forsidefotoet på Politiken i lørdags? Ètant Donnés er en installation placeret i et lille rum i Philadephia Museum of Art, hvor man gennem to sprækker i en trædør kan øjne en skrævende kvinde, der liggende på et leje af strå og visne blade holder en gaslampe i sin højre hånd. Forsidefotoet på Politiken i lørdags (taget af Sara Galbiati) forestiller også en skrævende kvinde, der imidlertid er skåret over lige over navlen og ligger på et sort bord sammen et ben og et par hjortefostre, undertekst: "Et lille special effects-firmas i Esromgade på Nørrebro får Lars von Triers mareridt til at gå i opfyldelse med blod af sirup, kropsdele af silikone og skumgummi og silikone-kønsdele egnet til opskæring med en sløv, rusten saks." Materialerne brugt til Étant Donné er til gengæld følgende (citeret fra Philadelphia-museets hjemmeside): "wooden door, bricks, velvet, wood, leather stretched over an armature of metal, twigs, aluminium, iron, glass, plexiglass, linoleum, cotton, electric lights, gas lamp (Bec Auer type), motor etc. [! LB]". Den kunstige underkrop på Politikens foto er skabt på bestilling til den berygtede, få sekunder lange sekvens i von Triers nye film Antichrist, hvor den unavngivne kvinde, spillet af Charlotte Gainsbourg, skærer sin klitoris af med akkurat en sløv saks. I mere end 20 år har jeg længtes efter at kaste mit blik gennem de to sprækker i døren af træ, men i Dagmar fredag eftermiddag dækkede jeg krysteragtigt mine øjne. Marcel Duchamp tegnede et overskæg og et fipskæg på en reproduktion af Leonardos Mona Lisa og betitlede hærværket L.H.O.O.Q. (på fransk udtalt som: hun har ild i røven), Lars von Trier omskærer på film kvinden i Duchamps Ètant Donnés og betitler hærværket Antichrist. Kan det gå lige op?

Sært sammentræf: Natten til søndag bekendtgør Martin Larsen på sin blog, at han har fået ideen til et fantastisk og omfattende værk, som han i øvrigt ikke vil beskrive nærmere, men om selve den fikse ides indgivelse proklamerer han:

Jeg er overbevist om, at Duchamp må have følt præcis, som jeg føler nu, da han fik idéen til Étant Donnés. Det er et projekt lidt i samme skala. Rent fysisk mener jeg, og muligvis også tidsmæssigt. (Jeg er naturligvis helt klar over, hvor vildt det er at sammenligne sig selv med Duchamp).
Den dør spøgte den weekend!

Fra august til november kan man på Philadephia Museum of Art se en hel særudstilling om Ètant Donnés, og i efterråsferien er jeg i New York med familien, og hvordan lade være med at tage bussen til Philly - det tager kun 2½ time hver vej oplyser Amtrak - og sige undskyld på nationens vegne til kvinden bag døren?

lørdag den 23. maj 2009

Poesiens bedste ven

3 digtlange hurraer på Asger Schnacks 3 x 20 års dag

- fra en af digterens bedste digtsamlinger, Stemmer og sten ved Assistens Kirkegård, 2000 (med stemte, stenede fortos ved Lars Gundersen):

Ben Webster

Fylde er mit motto,
enkelt, fyldt til randen
af sig selv.

En sej, beruset tankevirksomhed,
en hver dag ny opfyldthed,
lange stræk hen over, ind igennem,
det vanvidscirkus, der er menneskelivets,
og den sol, der finder vej ned i
selv den fjerneste bydels inderste baggård,
hvor glæden banker som en hammer
under skjorten.

Jeg husker rejserne, ankomsterne,
dansesalenes morgendystre vinduesstøv,
jeg husker nætterne efter jobbet,
tiden løstes op.

Vi holdt jo sammen, selv om
der kunne opstå splid, og jalousi fandtes,
der var en frihed dengang,
der var krig i verden,
men musikken lød som guds velsignelse.

I modsætningerne er der en kerne,
som du kan dreje om, du
lægger dig ind i svinget
og føler dig frem til den optimale
klarhed, idet du undersøger mulighederne,
vægter værdierne, smager på lyden og
spytter den ud som en
stråle af varme.
Det er som en vejrtrækning
at leve på farten,
at være til som det virkelige,
du selv har fundet.

Hører jeg ordet værdighed,
forstår jeg hver en stavelse i det,
hver et bogstav genlyder i mit liv,
i den gave jeg har modtaget
og givet videre. Der er en blinkende
stjerne, et blinkende hav på himlen,
jeg stiller mig under den
og mærker en kraft,
der forvandler sig til lyd,
jeg har ikke anden måde at forklare det på,
det gør ikke noget, at det er poetisk.

O.k., kosmisk lyd, lige fra barndommen,
og så bare en viden, en tro
og en arbejdsmoral, lange
nætter, tændte morgener,
sandhed, som det første du finder,
og det sidste.

Jeg bærer på en stor taknemlighed,
sagte strømmer den i mit blod,
jeg kalder den livstaknemlighed,
der er altid mere af den,
hvor den kommer fra.
Det er en flod, der flyder
gennem alle tider og alle eksakte rum,
hvor vægge, lofter, gulve vibrerer af
dens aflejringer.

Nu har jeg ikke mere at sige
om livstakken, fylden, som betyder alt.

- fra en af forlagsredaktørens og -direktørens bedste udgivelser, Peter Laugesens Blues, Swing, 1977 (lillebitte med dødflot Kirkeby-cover):

afdelingen for småting

trænger til et par
pilsnere
nu
men drikker dem ikke
de er her ikke
hvem er her
hvad
til syvende og sidst
endda hvor
det er meget enkelt

- fra en af antologikerens bedste antologier, Med lukkede øjne, 1990, Bergliot Heinesens digt (fra Vild Hvede, 1939):

Scherzo

Jeg skændtes med min værtinde
paa grund af et væltet blækhus.

Mens jeg stod og forklarede hende
og beklagede det skete,
svævede hun pludselig langsomt
ud af værelset
og opslog en en skriglignende latter,
der gav en sær genklang i mig.

Jeg løb efter hende,
fortumlet -
min haand var fuld af blæk
der føltes som blod,
som havde jeg stukket haanden i aabent saar.

Jeg talte med høj stemme
for at hun skulde forstaa mig -

hun vilde ikke høre på mig,
men fortsatte blot sin mærkværdige
luftdans¨.

Da saa jeg, at hun var en ugle.
Paa et bestemt sted i stuen
lige over kaminen
sad hun og stirrede hadefuldt
mod mig.

TILLYKKE TIL POESIEN TIL STADIGHED MED ASGER!

onsdag den 20. maj 2009

Nej, dommeren gjorde det

Krimitest afsløret og løst

I min kommentar, "I krimikrammebamsens kløer", om Thomsen, Juul, Skov og co., i forrige uges WA Bøger indgik følgende passage, med samt forbudt parentes:

Fra Dostojevskij til Hans Scherfig (i samtlige romaner; er clouet i Det forsømte Forår virkelig afsløringen af overlæge Thorsen som Lektor Blommes morder?) har forfattere groft og illoyalt benyttet sig af krimiskabeloner, uden at de derfor er blevet arresteret af kriminalromanpolitiet, som da også først nu, hvor krimi er mainstream, har fået kritisk autorisation.

DET VAR EN TEST!

Lektor Blommes morder er ikke Overlæge Thorsen, men dommer Edvard Ellerstrøm (som nedmobbet skoleelev). Jeg ville bare lige teste, om morderens identitet var afgørende nok til at, at mine og Scherfigs læsere - og hvem har ikke i forsømte forår som dette læst Det Forsømte Forår? - orkede at erindre sig den. Foreløbig har kun to reageret på fejlen, den BEVIDSTE fejl, og det er mine to kolleger Hans Mortensen og (Scherfig-biograf) Arne Hardis, hvilket jo ikke er et dårligt resultat, eftersom det just præcis understreger min pointe,, at pointen med Det forsømte forår ikke er kriminalmysteriet, ligesom det heller ikke er det i Pia Juuls Mordet på Halland.

DET VAR NEMLIG EN TEST!

søndag den 17. maj 2009

Omkalfatrisme

Jac-Fest på CPH:LITT, I skulle have være der, sukkermuler!

Dette er en replika efter hukommelsen af den originale post, som forsvandt ved overførsel til nettet, bare så i ved det:

Ved CPH:LITT-festivalen stod Asger Schnack og jeg for en Jac-Memoarial, som vi straks var enige i stedet skulle være en Jac-TRIBUTE (ligesom vi var enige, RØRENDE enige (også med Jac i øvrigt) om at Jac var og er Danmarks største digter), vi startede med ekstensivt at oplæse tidlig poesi , hvorpå jeg, som aftalt, brød ud en spontan hyldesttale, hvilket blev fulgt af et dybdeborende interview med Asger om hans parløb med Jac som redaktør, kollega, poetisk samarbejdspartner og bedste ven - og højdepunktet, for både mig og puiblikum, var helt klart sagaen, fortalt for allerførste gang, om det lange forløb frem til den officielle debut sammen med Michael Strunge og Henrik S. Holck i 1978, hvor Schnack, som unge redaktør på Borgen, der fra 1971 til 1977 simpelthen havde debutstop (kriser på Borgen er ikke en ny ting, og de kan overleves, at vi ved det!) arbejdede i to-tre år på at få Jacs første (igen officielle, den genuine debutbog Spontane kalender-blade udsendte Jorinde & Joringel allerede i 1976, jo!) samling, Munden brænder på huden (der var først et helt tredje manuskript i spil, som nu er (forbandet!) forsvundet), og til sidst måtte Asger, for at overbevise Jarl Borgen, der fandt digtene komplet uforståelige, skrive en udlægning digt for digt af den hele bog (som forhåbentlig ikke er forsvundet!), og den overbeviste sgu! Og så brød Asger, som aftalt, ud i en spontan hyldesttale, og til slut læste vi ekstensivt op af sen poesi. Og rigtig mange gange klappede vi alle sammen af Jac og hans utrolige poesi, og det holder vi ikke op med, aldrig, aldrig, aldrig.
Halvvejs i min spontane hyldesttale bad jeg publikum om hjælp til at finde et positivt ord (og ikke en jacisme, dem er der masser af, fra "at sproge" og UDefter) for Jacs forvrængning og forvridning og forgørelse af det danske sprog. Med det samme meldte Asger sig med "OMKALFATRING", der sidder lige i øjet såvel som skabet, i skabet i øjet lige præcis; Ordbog over det danske Sprog (under "kalfatre"): "foretage indgribende ændringer ved noget, lave (kraftigt) om på; ændre (stærkt); også: vende helt op og ned på den forhåndenværende tilstand", og et citat (under "omkalfatre") af Carl Bernhard: "Bertrands Afskedsssang omkalfatret til en Vals". Nemlig! Og i imperativ bliver det for fanden:

OMKALFATR!

Kornede klip fra tributen kan ses inde på festivalens blog-side http://cphlitt.org  (hvis man leder artigt) medsamt et indslag fra tidligere på lørdagen hvor jeg solo nolo oplæser en eksklusiv, måske decideret hjemløs tekst om og til streger, plus andet alt muligt og alle mulige andre (fx den besværlige påmontering af headsets på Claus Handberg, Lars Frost og Mikkel Bruun Zangenberg, inden deres diskussion om "Skiderikker i dansk litteratur"), desforuden nysgerrige reportager og sgu kloge diskussionsoplæg ved de tre bloggere Helle, Susannah og Anders, en netfest!

Og jeg kan til slut ikke lade være - og hvorfor skulle jeg også det - med at citere fra det pragtstykke af poesi, der var min del af startsalutten, nemlig Jacs debutmanifestation i Hvedekorn 1, 1977, "9 optagelser fra mit båndanlæg", her optagelse VIII:

min hjerne er som afmægtigt smørrebrød
og jeg har ingen mulighed for at stoppe
det blomsterbed af stemninger
der krydrer nattehimlens flyve-skyer
mens dansen udleverer ingen

min hjerne er som afmægtigt smørrebrød
og jeg har ingen mulighed for at stoppe
det blomsterbed af stemninger
der krydrer nattehimlens flyve-skyer
mens majorens frøken smith danser nu

OG FOR ALTID OG ALTID OG ALTID OG ALTID OG ALTID

fredag den 15. maj 2009

Aversionman

Anatomisk guide til Lars Nørgårds sublimt rædselvækkende anti-idolplakat i dagens WA

Det var også forbandet, at Lars Nørgård sendte mig sin frygtindgydende forsplintrede illustration til Yndlingsaversion nr. 53, den allersidste, før jeg overhovedet havde taget hul på aversionen, for hvordan i alverden skulle jeg kunne leve op til dette bloody blændende blæk-blodbad? En tidlig plan havde været at indkorporere en slags splatterrevy over de (sandsynligvis) slette bøger, jeg ikke havde nået undervejs, bl.a. Janne Tellers Kom, Pia Tafdrups Stjerne uden land, Iselin C. Hermanns Domino og Hanne Richardt Becks Men bedste hr. Hund, hvoraf en eller flere jo altså godt og mod alle odds kunne have vist sig god(e) eller glimrende, men jeg nåede kun Sara Blædels femikrimi Aldrig mere fri - der først og fremmest bare var dødsens kedsommelig, aldrig har der været så lidt reel action i en bande østeuropæiske gangstere - og de første 82 sider af Henriette E. Møllers kirkemessende banale roman Kaiser, efterfølgeren til Yndlinsgaversion nr. 1, E. Møllers debut Jenle. I stedet tog jeg den første og bedste inspiration, Terminator-filmene netop set og genset med min søn, og tromlede afsted derfra, og jeg har ingen idé om, hvordan resultatet egentlig er blevet, jeg hoster stadig fra raketmotoriens røg, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke siger noget decideret NYT, måske bortset fra sammenligningen mellem knækprosa og FEMIKRIMI, men det var så heller ikke meningen; der skulle bare bragende sættes punktum, BOM!

En tredje mulighed havde været simpelthen at tekste Lars' tegning, som jeg mere eller mindre intrikat (mest IKKE i børnebogen Larslars, men i det upublicerede læsedrama (!) Gårdbuk) har gjort så mange gange, og som avisugjort så blogsagt:

Tegningen forestiller selvfølgelig selve aversionsjægeren midt i eller måske rettere ved afslutningen af det enormt krævende aversionsarbejde, og hvis vi starter øverst så har han dér mindst to ikke-hatte, en art fornosset kaktus, hvorudaf både pigge og cigaretskod gror, symboliserende måske Jan Sonnergaard. og en flødeskumskage på randen af afgrunden , symboliserende måske den nye bekendelsesspoesi, lige ud fra hovedet stritter i ren aversionsskræk mindst tre rottehaler, den ene, den til længst til venstre, delvist fra det indre øre (hvor Auricula-museet er situeret) og efter sløjfen dannende vistnok en indianerfjer, en høvdingefjer, synes jeg, og den lige ved siden af flødeskumskagen klippet over af aversionsjægerens egen saks, sådan kan det gå i kampens hede (jf. undskyldningen til Ib Michael på bloggen og i dagens avis),det højre øje er rimeligt nok blåt, hvis ikke faktisk et flueøje (for nærsyn), mens det venstre, tegningens absolutte centrum, shit-stormen øje!, tvangsopspilet af en tændstik stirrer direkte ud på horden af yndlingsaversioner, som de står opmarcheret på reolerne hos alt, alt for mange Weekendavislæsere, indrøm det bare, næsen er en blyant med vinger, der ikke kommer nogen vegne, for DET ER DEN BARE OG DET HAR DEN ALTID VÆRET, munden er et hul i luften med bogstaver som løs og -udslåede tænder, der blæser i vinden som svaret på intetsomhelst, ingen hals naturligvis, ren halsløshed, venstre arm er en flyvinge fra 2. verdenskrig, mens højre arm mest af alt ligner en en sej og udspilet elastik, og fra begge kaotisk behårede armhuler kastes tumultuøst mini-bomber, aversionsjægeren selv rammes af en sværm af pile i sit endeparti, hvilket virkelig ikke kan afficere (det kan kun SYNET af horden af yndlinsaversioner), allermest uhyggeligt er som en falsk vagina CARSTENS JENSENS LÆBER spændt på aversionsjægernes skridt, skam-læber indeed, og langsomt, men sikkert forvandles den hele torso til marine-forfatteren, allerede har brystvorterne fået briller, noget må gøres fluks, et par stiletter forsøges rystet af fødderne, og ud af Carsten Jensen-læberne, heller ikke spor rart, ryger en blodig og af saksen (heldigvis) overskåret FEMIKRIMI-tampon, fra hvilken ø'er, for dansk litteratur som en stor fange-Ø-lejr, siver, mens - hvad skal vi kalde det? - TILKRATNINGEN hele vejen rundt bare er uden ende og uden nåde, og sådan er det, sådan er det, sådan er det, sådan er det. .

Tak Lars, din fotorealist.

torsdag den 14. maj 2009

I Never Said I Was Deep

Jarvis Cockers temasang til Jørgen Leth, Jan Erik Vold og alle os andre overfladeskøjtere

Lettere overspringende torsdag, først og fremmest læsende løs i Jan Erik Vold og betragtende ham beundrende på YouTube, hvor han i sgufandeme Japan med hårdt smilende japanerinde bag sig oplæser klassikeren "Kulturuke" (apropos grasserende poesi- og litteraturfestivaller) fra Kykelipi, 1969:

ulturuke
tulkuruke
ultkuruke
ukturulke
tlukuruke
ukturkule
urtukulke
turlukuke
kulrukute
ultrukuke
kuleturuk
ruletukuk
tulekukur
luretukuk
kukuterul
ruktukule
lurekuktu
luekuktur
kutllukure
rukletuku
tuklekuru
urukekult
kuruketul

Jeg kom også forbi Nansengades Antikvariat og lod være at købe til kun halvhamper pris Johs. L. Madsens Og & Og til fordel for - som planlagt hjemmefra - Volds 700 sider korte udvalg af sine Entusiastiske essays, 1960-1974, der bl.a. inkluderer en kronik, refuseret af samtlige norske aviser, udelukkende bestående af ordet "bla". Så blev der vasket op og ikke købt ind, for vi cyklede op til Fiasco, hvor vi ikke har været et par år, og fik velturneret italiensk mad, og nu er familien gået i seng, og jeg nynner apropos alting og det meste den nye sang af Jarvis Cocker, "I Never Said I Was Deep", et sikkert hit, som jeg for ti minutter fandt på idolets hjemmeside, fra hans nye plade Further Complications, der kommer på gaden allerede mandag, og her er sådan cirka omkvædet:

I never said I was deep
But I am profoundly shallow
My lack of knowledge is vast
And my horizons are narrow
I never said I was deep
I never said I was clever
And If your waiting to find
What's going on in my mind
You could be waiting forever
For ever and ever.

Smukkere opsummering af det Jørgen Lethske oeuvre er det sgu svært at finde, men i dag har det i stedet handlet om generationskammeraten Jan Erik Vold, og her er endnu et digt fra magisk friske Kykelipi, det hedder "Lekediktet":

Nå skal vi
ut å leke, vil
du være
med. Nei. Jo

vent litt
a, jeg skal bare
få på meg
støvla først.

Og bare fx på Huset på lørdag klokken 12.45 på 2. sal kaldet Alfabetet skal vi lege, udybt!

tirsdag den 12. maj 2009

Velkommen til kollega Olga

Forfatterskolen-Femina-forbindelsen oprettet

Dametidsskriftet Femina, der på forsiden bærer det attituderelativistiske motto: "Til alle de kvinder du er" (og bare jeg fx er ret mange), har som ny boganmelder hyret forfatterskoleelev og debutant i Hvedekorn 1, 2008, Olga Ravn, og allerede i sin første optræden, i nr. 19, 2009, fra i torsdags, melder den unge dame skarpt og præcist ud: giver fem F'er til Trude Marsteins Weekend ("En dag i 118 nordmænds liv"), fire F'er til Lone Hørslevs Jeg ved ikke om den slags tanker er normale ("Av mit ægteskab") og tre F'er (for "Fås bedre") til Katrine Marie Guldagers Nu er vi så her ("Dumme mor"), den sidste anmeldelse vil jeg gerne citere, ikke (bare) fordi jeg er fuldstændig enig, men (også) fordi den er forbilledeligt og elegant to the point:

Katrine Marie Guldagers novellesamling Nu er vi så her handler om, hvordan det var at vokse op i 70'erne, om selvoptagede mødre og om at bryde med sin familie. Enkelte noveller som "Fliser" og "Alle dør jo til sidst" glimter skarpt, men for det meste er Guldagers persontegninger klodsede og klichéfyldte. Det er i det hele taget en meget svingende samling. Selv om Guldager har flere lighedspunkter med Helle Helle, er problemstillingerne i Guldagers bog - i modsætning til Helles bøger - så tydelig, at man godt kan komme i tvivl om, hvorvidt figurerne fungerer rigtigt oppe i hovederne, når de nu er så dårlige til at gennesmkue deres egne situationer. Tværtimod tramper de lige så forvirrede rundt i slutningen, som de gjorde i starten. Ingen fatter noget om sig selv, mens vi som læsere hurtigt har forstået, hvor det er, skoen trykker. Tungt og vedkommende stof, som desværre ikke finder ordentlig forløsning.

I et lille interview, "3 hurtige til Olga Ravn", nævner hun som de tre bøger, der har forandre hendes liv:  Madame Bovary, Ingen Christensens digte og Peter Laugesens oversættelse af Gertrude Steins Tender Buttons, der jo vildt nok hedder Ømme dupper: "Det er et lille, næsten 100 år gammelt mesterværk, og meget af det er rent vidunderligt sludder". Sådan ser postmoderne litterær dannelse ud! På en dup!

Der er kommet masser af fremragende digtere ud af Forfatterskolen, men alt for få bare fungerende kritikere; flere elever har proft være inde over noget kritik, fra Kristian Ditlev Jensen til Martin Glaz Serup, og Martin Larsen og Rene Jensen (og Peter Højrup?) var rent faktisk anmeldere på hedengangne Dagen, nu er de begge, i al spektakulær hemmelighed,  tilknyttet litlive.dk, men ingen har haft staying power ude i den publicistiske frotnlinje. Lad os håbe, at Olgas Ravns Femina-job markerer en ny, frygtløs og utrættelig æra i forfatterskolet anmelderi (så kan vi også blive fri for den selvopløsende diskussion om en en Kritikerskole (hvor man ifølge Mikkel Bruun Zangenberg skal lære ikke at være mig, LB, som er den eneste i DK, der lever af (og for!) at være litteraturkritiker)), alt andet lige er Forfatterskolen jo vores bedste LÆSEskole!

Olga har både en deleblog, http://klokken.blogspot.com/ og sin egen splinternye http://www.olga-ravn.blogspot.com/ , læs med i tide!

lørdag den 9. maj 2009

torsdag den 7. maj 2009

Hveden er i lade

Jeg knuger superrealistisk Hvedekorn nr. 1, 2009

Og der er 2 fejl selvfølgelig, selvom korrekturlæsningen som altid har været neutronkneppende nærsynet! Rasmus Graff har fået nogle små kasser/boxes med i sine to første digte, som min computers formatering af hans tekstfiler angiveligt har tilføjet, men heldigvis finder han dem selv ved nærmere eftersyn helt sympatiske: "det er lidt som om at man kan sætte kryds eller flueben/vingeben i dem, hvis man synes sætningen, udsagnet, lever op til digterkonventioner eller omvendt eller er sjovt eller om det kommenterer sig selv korrekt. Held i uheld, og det er vist meget heldigt." 1 point til tilfældet! Den anden fejl er bare en digtlinje, der er blevet en digttitel, i debutanten Julie Hornbek Tofts sidste, sjove tekst, "Empiri": "Højde: 170 cm (måske uden sko)" er ikke en digttitel, men en digtlinje. Hvilket generer mig langt mere end den mystiske kasse-invasion, fordi tilfældet her ikke er kreativt, men bare en sjuske.

Der ikke en udgivelsesdato endnu, men skal vi ikke bare sige, at nummeret udkommer LIGE NU, det er i hvert fald på tide! I skal så bare gå ned i jeres lokale boghandler og plage dagligt, indtil det smukke, af Anna Fro Vodder dekorerede nummer omsider er i hånden som en anden forårsbuket!
Dette er digterne: Jac, Aidt, Graff, Tind Kristensen, Hornbek Toft, Monrad Graunbøl, Laugesen (Gerd), Jensen (Ingelise), Grumløse (!), Madsen (Jeppe), Thomas (Thomas Bo), Færch Svensson, Carl (Mikkel), Raasted, Wolf, Daugbjerg, Riiskjær (Rasmus), Gjedsted, Mygind, Buch Kristensen, Møller (Martin Johs.), Daniel (oversat af Nissen).

Og her er sørme pressemeddelelsen som råber nærmere op:

ØJNENE SKAL ITUDRILLES

Hvedekorn nr. 1, 2009, indledes med ikke et farvel til prægtige F.P. Jac, der forbandet utidigt døde juledag, men et GODDAG til tre nye, umiskendeligt snurrige digte, han i august forærede Hvedekorn med opfordringen ”Håber I vil synge med på dem!”.

Der er ikke noget vi hellere vil! Og så er det kun en ekstra gevinst, at Jac målrettet ”itudriller” tidens coacheri: 

Telefonen er tyk,
side op og side ned med verbale coacher,
fra ansigtangrende til ålegårdsbesættelse.

En ægte sensation er vi ikke blege for at kalde den betydelig(st)e halvfemserdigter (og vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2008) Naja Marie Aidts HvedekornsDEBUT, med en gnistrende digtkreds fra Brooklyn, hvor hun for øjeblikket residerer, ”stirrende ud af vinduet/ langt væk hjemmefra/ med et amputeret sprog”.

Og naturligvis indeholder nummeret et yderligere HIMMELBJERG af skyskrabende god poesi: bl.a. besynger den unge trio Mads L. Mygind, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller Danmarks 10 største byer, om Esbjerg bemærker førstnævnte: ”Måske var det vestenvinden der tog kynismen/ med sig”

+ ikke færre end 9 debutanter, 4 piger og 5 drenge, for hvem der nu ikke længere er nogen vej tilbage, fra poesien, og bl.a. Sofie Daugbjerg, født 1987, der klassisk klager sig: ”Det er ikke til at holde ud/ når sommeren fortvivler”.

Sofie står skulder ved skulder med trubaduren Arnaut Daniel, ca. 1180 – ca. 1210, der er helt enig: ”Således forvandles mit hjerte til negl.”

Den Store Sproger er død, men sprogningen lever – i bedste vildgående!