torsdag den 30. juli 2009

Såkaldt sommertekst 1

Postkortpost fra Vandkandestederne 

Jeg skriver dette på min bærbare på skrivebordet i sommerhuset i Kandestederne, senere bærer jeg så computeren i en plasticpose hen til det rødmalede skilderhus, der er sommerhusområdets såkaldte hot spot, placerer den, maskinen, på en DISK fuld af turistinformation i en helt umulig, umiddelbart rygsmertende højde, kopierer blogposten, klikker mig ind på blog-skabelonen og paster blogposten ind, og nu har jeg helt glemt, hvad jeg ville skrive, selvom der skandaløst er gået over 14 dage siden sidst, og i hvert fald har jeg været en uge på Testrups Højskole og sammen med Christian Dorph haft Performance-værksted med 11 vidt forskellige, men alle sammen vildt søde og engagerede og modige (og mærkelige) kursister, som ikke bare fandt sig i at improvisere free style i 3 minutter til et trommebeat, men var læderhals-skidegode til det, og til afslutningsmiddagen opførte vi råbende en simultan-lyddigt-komposition med omkvædet ”ecnamrofrep”, gjorde vi fandeme, og Jens B og jeg lavede onsdag aften speed-litterær hypnose – hvordan reagerer den høflige litterat indeni tvangs-udsat for Gordon Inc-performance: PANISK! – efterfulgt af et poet-battle med mig som nervøs MC mellem Jens og mester Peter Laugesen, der sgu var stenkold og på trods af de udstukne emner nægtede at læse andet end korte, korte hunde-digte op, mens Jens hvirvlede rundt mellem langt længere høj- og lavmæltheder og snød så det drev, kvinder blev til hunde og hunde blev til kvinder, hvilket Laugesen ca. midtvejs (i et halvt smil) også begyndte på: ”Højskole” hed pludselig en kosmisk elegi af en art, og selvfølgelig vandt de begge to suverænt, og i den læsterlige lærergruppe, Chr. Jens, Naja, Line, Mette, Ina, Klaus, Pia, Mads, KB, No Name, arbejdede vi hårdt og partyede vi hårdt og modtog med åbne, elastiske arme gæstestjerner som nævnte Jens og Peter og Thorsten Høeg og Lillibeth Cuenca og Karl Aage Rasmussen (ordrigt foredrag om John Cages tavsheder:       ), sødere hovedpine findes ikke end den konstante, summende Testrup-hovedpine, men før jeg vidste af det var jeg i en rekyl-kolbøtte i sommerhus i en vis, vederkvægende ro med nærmeste kærne-unit, og den nye opvaskemaskine larmer slet ikke, men velbehageligt benytter jeg den kun under protest, og Jens er på hestevognsferie på Sydfyn, og jeg har ikke hørt fra ham i to døgn, og jeg er den mindste lille smule bekymret, og spørgsmålet er, om min søn og jeg kan nå at se Marx Brothers’ Duck Soup, inden der kommer gæster fra Aalborg, og det er et godt sommerhusspørgsmål, når vejret er gråmeleret ad helvede til.

lørdag den 18. juli 2009

Sitcom Kamikaze

Om Birgitte Hesselaas helgode bog om ny dramatik (og dens tøven overfor Technicolor- og High Definition-inspiration)

Endnu et apropos til en artikel i fredagens WA (nr. 20), nemlig pseudo-blæksprutten om om at teater- og litteraturanmelde Line Knutzon og Jokum Rohde, der selvfølgelig (ved siden af at være en skjult litteraturanmeldelse af K's og R's drama-bøger) var et korrektiv til Henrik Dahls hult polemiske ikke-anmeldelse af Birgitte Hesselaas bog Det dramatiske gennembrud. Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990'erne til i dag i foråret, men jeg syntes, det var mere cool slet ikke at nævne hans navn, til gengæld burde jeg have nævnt og rost Helsselaas bog (pludselig var der bare ikke mere plads, sådan er det altid!), som jeg med stor fornøjelse læste i min sommerferie (nr. 1, der kommer heldigvis også en nr. 2): det er en (sammenlignet med min egen Generationsmaskinen) forbilledligt klart organiseret og sensitivt tekstlæsende Generationsmonografi, en oplagt kandidat til næste års Georg Brandes-pris:

FØRSTE DEL: DRAMATIKERNE/ Astrid Saalbach/ Morti Vizki/ Nikoline Werdelin/ Jokum Rohde/ Line Knutzon/ Peter Asmussen// ANDEN DEL: DET DRAMATISKE GENNEMBRUD tværsnit og perspektiver/ Det dramatiske gennembrud/ Den store fortælling/ Eksistentiel tid/ Det historiske blik/ Plottet/ Karakteren/ Temaer// EPILOG: EN NY GENERATION

Hesselaa får mig til at sluge selv referater af tematiske sociologer som Beck og Baumann og DAHL, fordi hun hele tiden - modsat litterater som fx Marianne Stidsen og ham Bunch, jeg var efter i en nylig blæksprutte (Stidsen er jeg efter i artiklen om tomme bøger i tillægget Ideer) - har sit afsæt i skuespilteksterne og deres dramatiske-litterære-æstetiske teen sig, det er dramatikken, der sætter dagsordenen, ikke tematikken. Og klart nok er jeg gladest for portrætterne af de dramatikere, jeg som sådan er gladest for, og som jeg også mistænker Hesselaa for at være gladest for, Vizki, Rohde, Knutzon, som ikke tilfældigt er de sprogligt mest fantasi- og karakterfulde, og netop i stil-karaktersitikken excellerer Hesselaa særligt - når der altså er en stil at karaterisere, for hos Saalbach og Asmussen er der snarere en minimal-stil eller en anti-stil, som Hesselaa anstrenger sig mistænkeligt meget for være en tilhænger af; især i tilfældet Asmussen finder jeg det rimeligt at spørge, om der ikke nu og da er tale om højfimset minimal-kitsch - men det er som om Hesselaa nægter at indrømme eller tro på, at kitsch også kan være finlitterært, pop- og mainstream-kitsch har hun ingen problemer med at rynke på næsen af, først og fremmest hos Nikoline Werdelin (som det altså ikke virker rimeligt at have blandt de 6 særligt udvalgte - frem for fx Bo Hr. Hansen - når hun kun bryder sig om 1½ stykke), hvor det ser ud som om, hun har en god sag, men også hos yndlingen Line Knutzon, hvis seneste (scene)stykker implicit og explicit dømmes under niveau pga af deres for realistiske og for mainstreamede (og for komiske!?) komik:

Den lille 'intim-musical' Guitaristerne (2005) med den mindre veloplagte opfølger Guitaristernes jul (2008) er et eksperiment i diametral modsat retning [end den fantastisk-symbolske retning LB]. Tid, rum, karakterer og replikker er realistiske så langt ud i detaljen, som det overhovedet er muligt, når der samtidig satiriseres med pokerface [virkelig en kritisk sandhed med modifikationer, hvad angår både realismen og pokerfjæset LB]. Hvis Guitaristerne alligevel har sit eget absurde præg, ligger det i situationen: Den berømte 'visesanger og tolvtonekunstner' John Hansen, ophavsmand til hits som 'Hvor er min lighter?' og 'De rige svin skal dø', er kommet af dage ved ulykkelig omgang med en brødrister. Vi følger fire dedikerede fans og deres arbejde med at tilrettelægge en mindekoncert. Guitaristerne er en bundkomisk og øm satire med fin udarbejdede karakterer, et antropologisk studie i menneskelige statuskampe, konflikter og pseudodemokratiske konfliktløsninger, alt komplet, med undtagelse af sagen.
  Hovedpersonerne i Knutzons seneste skuespil, Håndværkerne (2008) er pæne, venstreorienterede moderne mennesker, som forvandles til mordere i mødet med 'sorte' håndværkeres tyranni og bedrag. Vi er i nærheden af den klassiske farce, men også for første gang hos Knutzon tæt på mainstream-dramatikken.

Gu er vi da ej! Teateranmelderne af Håndværkerne havde travlt med at henvise til Arsenik og gamle kniplinger (teater-udgaven, ikke filmen med Cary Grant og Peter Lorre og Boris Karloff) Men en primær, hvis ikke faktisk DEN (i stigende grad) primære komiske inspiration hos Knutzon er (post)moderne amerikansk komedie på film og i tv, sitcoms fra Seinfeld over Friends til The Office (USA-versionen nemlig, med Steve Carrell) og filmkomedier med folk som Jim Carrey, Will Ferrell, Seth Rogen - nonsensisk-plat-satirisk-opbyggelig, improvisatorisk anti-plottet fysisk og sproglig sjov med djævelsk meget fart på (Ligesom også Jokum Rohdes links til mytologiske (film- og) tegneserieuniverser som X-men og Wathmen går dybere end bare postmoderne intertekst-lir). Jeg har længet villet lave en avis- eller bog-føljeton sammen med Line om alt det her funny shit, vi begge dyrker, så der kan komme noget tekst på det, jeg har bare ikke fået spurgt hende, men det gør jeg næste uge til Tag og skriv på Testrup H. I mellemtiden kan jeg citere lidt af hendes raserianfald morgenen efter premieren på Guitaristernes jul (i et interview til (bl.a.?) Midtjyllands Avis OG, for det må aldrig ende i - nok så retfærdigt - raseri, noget amok Håndværkerne-dialog eklatant hinsides både mainstream og klassisk farce, først Knutzonen selv:

(...) den egentlige årsag til Knutzons harme skal findes på et større dansk dagblad. Her sidder en anmelder, der med Line Knutzons ord ikke har forstået en skid af komedier, når han i sin kritik efterlyser, at Line Knutzon skal ville noget mere end at få folk til at grine.- Han tager slet ikke komedien som genre seriøst. Det er nemlig ikke så fint her i Danmark. Folk skal altid blande lidt smerte ind i historien, og en mand som ham tror, at når man skriver komedie, er det bare hahaha og så levere nogle jokes af den slags, man kunne fyre af i et selskab eller en kantine. Men det er det altså ikke! sprutter hun og redder en krydderbolle fra at brænde på. - Det er ikke bare nogle jokes. Det er timing. Det er et håndværk. Det er hårdt arbejde. Det er helt vildt svært at få folk til at grine. Du kan spørge alle, der skriver komedier. De kæmper med det. Line Knutzon taler med stor begejstring om, hvor sjove amerikanske teenagekomedier som » American Pie « er. Film, hvor karaktererne prutter, bøvser og brækker sig i skraldespande. - Ja undskyld, men halvdelen af befolkningen har en latrinær form for humor. Mig selv inklusive. Enten kan man grine af en prut, eller også kan man ikke, og det er ikke en kritik af dem, der ikke kan, men mange af dem der går ind og ser mine stykker elsker netop den slags (...) da jeg ligesom den pisseirriterende anmelder forsøger at spørge til, hvad hun så vil med sin dramatik, stopper hun op midt i en mundfuld.- Ikke noget. Så for helvede ikke noget. Hvorfor skal folk, der skriver humor altid stå til regnskab bagefter? Ikke uvenligt. Bare undrende. - De fleste, der beskæftiger sig med humor, starter ikke med at ville ændre verden. John Cleese skabte ikke » Fawlty Towers « ( Halløj på badehotellet, red.), fordi han ville noget bestemt. Han lavede den, fordi han selv synes, det var sjovt. Gøg og Gokke, Zirkus Nemo. Hvad vil de? Det er meningsløst, men fantastisk sjovt, siger Line Knutzon (...)

Og så Manfred og Alice og håndværkeren Glen:

MANFRED kommer ned fra reposen med sin violin, Alice kommer efter
GLEN: Nååååå, der er nok nogen der har sovet længe
MANFRED: JA! MEN TIL GENGÆLD ARBEJDEDE JEG TIL KLOKKEN TRE I NAT
ALICE: Ikke råbe [en omsonst opfordring i et Knutzon-stykke LB]
GLEN: Øh venner, vi skal lige ha' en lille snak. Vi er røget ind i nogle problemer med kloakken
ALICE og MANFRED tavse af angst
GLEN: Det er måske lidt svært for jer som LÆGMÆND at forstå, og jeg kan godt forstå at I undrer jer, men det som sker er ... at ... vi er nødt til tage hele fronten af og det er fordi ... (pause fordi han lige skal digte hvad det der er galt) ... der er et hulrum i gulvet hvor der trænger vand ind, det drejer sig om en form for utæthed man tit ser både i nyere og ældre bebyggelse
ALICE: Men er det nødvendigt at pille det hele af
GLEN: Ja ... det er det ...
ALICE: Så er vi ikke færdige på lørdag?
GLEN: Det som vi regner med er, at vi går hen og er færdige ikke NU på lørdag, men næste lørdag
MANFRED går hulkende op og sætter sig på trappen
ALICE: Okay ... altså så?
GLEN: JA, vi må jo bare tage det fra en ende af, jeg vil sgu ikke lade jer leve med en utæthed
MANFREDs hulk bliver højere, ALICE løber op til ham
ALICE: Jeg ska' nok, jeg holder øje, Manfred, rolig nu, jeg ringer til Klinkevals
MANFRED (helt færdig): Klinkevals, hvad er nu det?????
ALICE: Der hvor vi købte kaklerne
MANFRED: Hva' for nogen kakler?
ALICE: KAKLERNE TIL KØKKENET FOR HELVEDE
GLEN: SÅ PRØV DA AT FØLG LIDT MED I DIN KONES LIV!
MANFRED i chok
ALICE: Ja ... helt ærligt ... tak Glen
MANFRED: Undskyld! Men må jeg godt lige ha' lov til at SIGE EN TING
ALICE (skør): NEJ STOP. Jeg ringer og får dem byttet til de små, de sjanserer på en anden måde og skaber i øvrigt en forbindelse til toiletterne. JEG KAN GODT LIDE AT DER ER SAMMENHÆNG I TINGENE, MANFRED!!!!
MANFRED: Nu går Manfred. Han går hen til sit lillle arbejde. Han havde ikke mere at give mennesker
ALICE: PAS PÅ TRAPPEN!
MANFRED falder
MANFRED: AV for satan!
Håndværkerne griner af ham

Og vi både med og af ham, og derfor!

Handsker i papæsker i tørre rum

En opvakt læser bidrager med et illuminerende Bet-tillæg

(Inge Helene Nørgaard skriver i et brev bl.a.:
Tillykke til Martin Larsen, - og sikke en gaveregn! Dog fornemmede jeg en vis rådvildhed, da han modtog damehavehandskerne, og derfor har jeg tænkt mig at forære ham en brugsanvisning til disse. Denne brugsanvisning fulgte med et lignende par handsker, som jeg købte for et par år siden, og jeg har haft stor fornøjelse af den siden. det er en rigtig lille EU-perle! (...) Jeg kan frygte, at når der ikke er mere tilbage at kanonisere, så kaster ministrene sig over EU-harmoniseringen af kulturlivet. jeg tænker, at den medsendte brugsanvisning giver et fingerpeg om, hvordan EU-godkendt litteratur vil komme til at se ud ... Da den samtidig er udsendt i stor mængde og til et meget bredt publikum (handskerne forhandles i Fakta og Coop over hele DK) kan den vel også ses som et eksempel på bred litteratur, ikke?
LB: Jo da!)

Informationsbrochure om beskyttelseshandsker i h.t. EU-direktiv 89/686/E F-bilagll, kp, 1.4.
HER:se faktura (eller) se vedl.artikelliste
Repræsentant

Dette par handsker er h.t. Kapitel II, artikel 8, stk. 5 udntaget fra konstruktions-testen og indplaceres i kategori 1. Der gås ud fra, at effektiviteten i forhold til mindre risici bedømmes, og at disses virkning, når den efterhånden indtræ der, bemærkes i tide og uden fare. Beskyttelsesgraden bestemmes af kravene, der kan være af mekanisk, kemisk eller temperaturafhængig art samt lignende påvirkninger, der ikke forudsætter en beskyttelsesgrad under kategori 2. Der skal forinden udføres en risikoanalyse. Ud fra en test, hvor handskerne bæres, konstateres det, hvilken stør relse der passer. Ved brug af tilbehørdele, f.eks. Undertrækshandsker, skal man væreopmærksom på, at funktionen bliver påvirket i negativ retning.

Handskerne skal opbevares forsvarligt, dvs. i papæsker i tørre rum. Påvirkninger såsom fugtighed, temeperaurer, lys samt naturlige materialeænderinger over en periode kan medføre ændrede egenskaber.
Der kan ikke angives nogen forfaldstid, da denne er afhængig af graden af slid og brug samt anvendelsesområdet

Pleje med rengøringsmidler, der fås i handlen (f.eks. Børster, pudseklude osv.) anbefales. Inden vask eller kemisk rensning skal en anerkendt virksomhed på området spørges til råds. Producenten kan ikke her påtage sig noget ansvar for ændringer i egenskaberne.
Inden handskerne bruges igen, skal det under alle omstændigheder kontrolleres, om de er intakte.

Denne artikel leveres i en ensartet salgsemballage i papkarton, der kan genbruges. Den mindste emballerede enhed befinder sig i poser af polyethylen eller lignende miljøvenlige omslutninger

I forbindelse med dette produkt har vi ikke hidtil fået kendskab til substanser, som kunne have indvirkning på brugerens helbred. Hudirritationer hos særligt følsomme personer kræver en særskilt analyse med speciel rådgivning.

De bedes med henblik på yderligere oplysninger og instruktioner henvende Dem til den afdeling, som De direkte har med at gøre.

fredag den 17. juli 2009

Når krydsninger flugter en sporhund

Konkret-poetisk notation af sekundkort (sandsynligvis kun envejsnærværende) parnasparallelogram fredag klokken ca. 13:57:14

P                                 N
E                                 Ø
B                                 R
L                                 R
I           S.U.T              E          MIG
N             i                                med
G          seler                S          hjelm
E            på                  Ø            på
S          cykel                G          cykel  
Ø                                 A
E                                 D
N                                 E

Tomheden genkorrekset

Rundt om en debut i/om/som Ideer

Jeg kan jo ikke vide, hvor mange af de ugentlige læsere af Weekendavisen Bøger også læser det konkurrerende tillæg Weekendavisen Ideer, og måske er det faktisk dem allesammen undtagen (en gang imellem!) mig, men selv hvis der kun er tale om en et forsvindende lille mindretal, vil jeg gerne gøre dem opmærksom på, at jeg denne fredag for første (og måske sidste?!) gang optræder i Ideer, med en præsentation af Thomas Hvid Kromanns- ph.d.-afhandling Appropriering, system, bogobjekt. Litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970 og en (stærkt selvcentreret) reportage fra forsvaret af samme i luffttomt auditorium på RUC. Artiklen blev pænt (og nydeligt) homogeniseret af den stedlige redaktion, og derfor aftrykkes et Critic's Cut til sidst i denne post, også som en nervøs hommage til Hvid Kromanns arkiviske strenghed; indtil flere gange i afhandlingen er det mig (og mine skriverier om HJ Nielsen), han svinger krabasken over: forkerte dateringer, forkert afskrevne citater, forkerte ophavsmænd til (andres) citater, og på side 325, i en diskussion af den eventuelle zen-effekt i Hans-Jørgen Nielsens "hvidbog" vedr. visse foreteelser, mister han omsider tålmodigheden helt:

Bukdahls zen-reference præciseres eller uddybes ikke. Et værk som vedr. visse foreteelser, hvor en betydelig del af indholdet ligger i overfladen, skal ikke behandles overfladisk: Når "hvidt - det usynlige fravær af alt" i Bukdahl (2001B) ved en fejl bliver til "hvidt det usynlige fravær af alt", så forsvinder sætningens paradoksale konstruktion. Paradokset (et usynligt nærvær) er her ikke længere et paradoks (et usynligt nærvær):

Hørt! Og shame on me (men er der helt ærligt ikke noget mistænkeligt/betænkeligt gammelmodernistisk over den paradoksalitet? Nej, nej, stop, stop, jeg skal nok lade være med at gøre en pointe ud af mit sjuskeri (selvom det vel akkurat er, hvad Hvid Kromann gør, men han har ret til det!). Da jeg skrev kort og langt om mit yndlings-HJN-værk, den lille "dokumentar-roman" om overdadaen Johannes Baader, Diletariatets proktatur, i Danske digtere i det 20. århundrede og antologien Portræt af et forfatterskab, foretog jeg de første spadestik til en kreditering af citaterne i Diletariatet: "Jeg har ikke nærlæst alle berlinske dadaisters fælles- og enkeltarbejder (...)" besværger jeg i antologien, men det har Thomas HK, plus alt andet remotely relevant, hvilket muliggør, at han som  apendiks til sin afhandling kan præsentere en "Liste over approprierede stykker i Hans-Jørgen Nielsens Diletariatets proktatur" med kun 16 ikke-lokaliserede stykker ud af 85 - fx denne, som I derude hjertens gerne må bide spids på: " pseudologi, mystematisk sytologisering" - det kalder jeg Sherlocksk tekstvidenskab.

Det eneste reelle problem, jeg har med Hvid Kromanns afhandling er, at mere vil have mere, med det samme! For trods alt har der, både i samtiden og de senere år, været en hel del opmærksomhed omkring selve HJ Nielsens og Kirkebys gyldne (og BLÅ) tresseravantgrade (men de 30 år mellem 70 og 00 så godt som ingenting, sandt nok!) - og tre ud af de syv centrale nærslæsninger er læsninger af værker af Hans-Jørgen, hvoraf de to, hvidbogen og Diletariatet, altså er blevet læst før, sjusket!, men dog læst; igen er det bare fordi jeg bliver så glad og forbandet rørt over at opleve totale (litteraturhistoriske) freaks som Vagn Steens Skriv selv og Per Kirkebys blå trilogi og Bjørn Nørgårds udleasede roman Sommeren der gik behandlet med den respekt og omhu, værkerne fortjener. And I want more, som Iggy synger. Og fordi 70'er-avantgarden - med undtagelse (og dog!) af HøeckLaugesenTurèll (og dog! fordi hverken Turèll eller Laugesen endnu er (litterært) monograferet) - hverken blev læst dengang eller i nogen ambitiøs, nysgerrig grad bliver det nu eller bare bliver KORTLAGT (jeg har faktisk et 70'er-avantgarde-kort, lige her under skrivebordet, tegnet på to to Testrup Højskole-plakater til et foredrag for tre år siden) - og det ved jeg godt - delvist! - er min jobbeskrivelse, og jeg får sådan en frygtelig dårlig samvittighed!

Bjørn Nørgaards roman Sommeren der gik kendte jeg ikke noget til (jeg anede akkurat dens eksistens, vistnok), og selvfølgelig anskaffede jeg mig straks bogen antikvarisk, især fordi Hvid Kromann markerer en vis skepsis overfor de litterære kvaliteter, da han afrunder sin (i forhold det store nummer, der er Diletariatet) kompakte præsentation:

Sommeren der gik er interessant som en variation af afpersonaliseringen, en kritik af forfatterrollen og værkkategorien, men er, som en naturlig konsekvens af værkets poetik, mindre interessant som værk som helhed, hvilket skyldes at værket er usammenhængende, springende og mange af teksterne er sjusket skrevet hvilket igen delvist kan legitimeres af den processualitet og kollektivitet, der er en betragtelig del af værkets poetik [romanen består af tekster skrevet (eller stjålet) på bestilling - til bare at fylde 5 sider - af venner og bekendte og hvem som helst LB].
  Egentlig kan det dog undre, at Nørgaard placerer sig selv som "forfatter", idet kritikken af forfatterfunktionen derved kun sker indirekte gennem forfatterfunktionen. Sommeren der gik er et forsøg på at nedbryde grænsen mellem kunst og liv indefra ved at Nørgaard overdriver, ja fordrejer udstyrssiden af værket, idet indholdssiden dementerer formen. Men immervæk bibeholdes den traditionelle publiceringsform frem for at forsøge at realisere en ny praksis. Alternativt kunne Sommeren der gik have været en anonymt publiceret ramme for et kollaborativt projekt uden ansvarshavende redaktør(er) som tidsskrifterne ta' BOX (1969-70) og bladet Hætsjj (1968-70), som Nørgaard havde været involveret i  i årene forinden. Eller projektet kunne i stedet været udformet som "et komplet udtryk af lejravisen fra Thy trykt på den billigst mulige måde", som Hans-Jørgen Nielsen foreslår i sin anmeldelse af Sommeren der gikInformation d. 8 december 1971.
  En plads i en litterær kanon vil et værk som Sommeren der gik selvsagt aldrig få, men for det første figurerer værket i denne afhandling mestendels som et dokument fra perioden, et eksempel på et forsøg på gentænkning af forfatterrollen og værkkategorien. For det andet er det jo just disse finlitterære og eksklusive kanondannelser, der er forbeholdt de få, som står for skud. Det er denne demokratiseringsutopi, der ligger til grund for Sommeren der gik.

Interessant hvordan forventningshorisonter vinkler læsebrillen, provokeret af Hvid Kromanns mere-Nielsen-end Nielsenske kritik af Nørgaard for manglende konsekvens, følte jeg mig faktisk glimrende underholdt - selv når jeg reelt kedede mig! - af Sommeren der gik, og frem for alt oplevede jeg den finlitterære, eksklusive udstilling og indramning og organisation - kapitelinddelingerne brutalt på tværs af de vilkårligt sammenkittede tekster - som en afgørende faktor for min fornøjethed: pele melet af Bibeltekst og menneskerettigheder og tyske og engelske brokker og forævlet 70'er-hejs sat på de kønneste bog-stylter som en essaysamling (snarere end en roman, sådan rent stilmæssigt) af Jacob Paludan eller Knud Sønderby udkommet på Thanning & Appel. Og så er den allersidste tekst, som Hvid Kromann også citererer, altså ret suverænt drilagtig og nonchalant i sin bad boy-Højholtagtighed (jf. fx PH's tekst "ingenting" i Stenvaskeriet og andre stykker) og et eller andet sted hele den enerverende bog værd, hvem der så end har skrevet den (Hvid Kromann er garanteret også bare tekstarkæologisk sur på romanen: for få tekster kan med nogen sikkerhed krediteres); så dead on går slutningen til værks:

Gad vide hvad side du er på. Se lige efter. - Tak. Nu ved du, hvad side du er på. Jeg ved det ganske vist ikke, men det gør ikke noget. For jeg ved noget andet. Jeg ved noget om dig. Jeg ved, at selv om du ved, hvad side du er på, og altså hvor mange du har læst, så læser du alligevel videre. Og det gør mig glad for, at jeg ikke kender dig personligt. Du er nemlig af den frustrerende handlingslammede type, der læsere videre, selv om det egentlig indest inde er gået op for dig, at heller ikke denne bog vil kunne skabe handlingen i dig.

Og nå ja, Critic's Cut:
Ved forsker-digteren Thomas Hvid Kromanns ph.d.-forsvar stod kampen mellem litteraturhistorisk kanon-patos og hybrid-avantgardistiske neon-noter

Tomme bøger tæller!

Af Lars Bukdahl

Jeg har i min besiddelse en tom bog, som hyper-smal prosaist og nyslået ph.d. i tomme bøger – med afhandlingen Appropriering, system, bogobjekt. Litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970 – Thomas Hvid Kromann garanteret ikke kender til. Trykkeåret er 1960, titlen Hodayot, Psalms for Qumran og forfatteren kirkehistoriker Svend Holm-Nielsen. Hele indramningen – det litteraturvidenskabsfolk kalder para-teksten – er artigt på plads: Titelblad, dekanens antagelse af afhandlingen til doktor-forsvar, indholdsfortegnelse, forord. Men så begynder tomheden ellers og forsætter ubrudt (og upagineret) de næste ca. 350 sider. Den håndskrevne dedikation allerforrest – til, formoder jeg, min far – har følgende ordlyd: ”måtte dette værk blive til lykke og velsignelse ved flittig brug/ 10.XII. 1963/ Svend Holm-Nielsen”.
   Hvid Kromann inkluderer i sin afhandling de snævert vitsede tomme bøger, der fx kan hedde The Official Government Nucelar Survior’s Manual; Holm Nielsens tomme bog tilhører en (tom) kategori, Hvid Kromann ikke har fået med, og som vi kan døbe Den (i 1 eller flere eksemplarer) Fejltrykt Tomme Bog – i dette tilfælde hverken smidt ud eller makuleret, men tværtimod forsynet med en ekstra, egenhændig signatur! 
  Til gengæld havde jeg så aldrig hørt om K.J. Almqvist, dansk billedkunstner og tom bog-pioner med flere hel- og halvtomme bøger på samvittigheden, bl.a. Den store Sandhed, 1933, og Demokrati, 1951. Og hvor jeg er glad for nu at høre om ham, og for at Hvid Kromann har gjort sig den ulejlighed at opspore og præsentere hans tomme forfatterskab: det er jo ikke fordi nogen ville have savnet ham, hvis han var blevet sprunget over, ikke engang jeg!
  De fem tomme bøger, afhandlingen kanoniserer og nærlæser eller nærkigger, er Vagn Steens Skriv selv, 1965, Hans-Jørgen Nielsens vedr. visse foreteelser/ en hvidbog, 1967, og Per Kirkebys såkaldte ”blå trilogi”, Blå, 5, 1965, Blå, tid, 1968, og Blå, ornament, 1969. Mindst tre vidt forskellige slags tomhed er på færde: Steens højlydt indrammede, rent tomme kalenderblok, som læseren opfordres til at udfylde med egen ”skrivsel”; Nielsens konkretistiske bønnebog: fire papirstrimler, på de 12 tomme sider, er skjul for henholdsvis copyright-oplysninger, linjen ”hvidt – det usynlige nærvær af alt”, slet ingenting og linjen ”hvidt – det synlige fravær af alt”; Kirkebys tre blåninger: større og større blåt kvadrat, lutter heltblå sider og et endeløst sig-selv-gentagende blåt ornament.
    Fordi de tomme bøger snarere forholder sig til en international kontekst og (avantgarde)tradition end til noget nationalt sækkevæddeløb, og fordi de som ”bogobjekter” – værker hvis konkrete fremtræden som bog, deres boglighed, er en afgørende del af deres udsagn eller mangel på samme – agerer både litteratur og billedkunst og hverken eller, bliver de hjemløse i de traditionelle litteratur- og kunsthistorier, der kun opererer med enten eller og primitive generations-plots. Det er for galt, synes Hvid Kromann – og det synes jeg også! Hvid Kromanns løsning er at skrive hverken kunst- eller litteraturhistorie og både og - ved nemlig at skrive (ind i en) transnational avantgardehistorie.
   Som det fremgår af titlen, handler afhandlingen om mere end tomme bøger; Hvid Kromann fikserer ”afpersonaliseringsstrategier” – strategier til detronisering og nedkøling og anonymisering af kunstner-egoet - som det centrale projekt hos det, han kalder ”den danske tresseravantgarde 1964.1970”, som ret cirka var flokken af forfattere, billedkunstnere og komponister omkring Eks-skolen og tidsskriftet ta’ – og talrige løse fællesaktiviteter – med Hans-Jørgen Nielsen og Per Kirkeby som to af de tydeligste og flittigste aktører.
   Tre litterære strategier kondenserer Hvid Kromann virvaret til: 1. appropriering: at lave en tekst ved at stjæle (fra) andre tekster, eksempler: Bjørn Nørgaards rodebunke-”roman” Sommeren der gik, 1971, og Hans-Jørgen Nielsens dada-montage (og en af mine absolutte yndlings(ikke)bøger) Diletariatets proktatur, 1969. 2. Systemer og spilleregler: at lave tekster ved hjælp af sådanne, eksempler: Nielsen og Henning Christiansens nul/prik-tekst med noder Informations og Nielsens pop-kværne-roman ”Den mand der kalder sig Alvard”, 1970. 3. Bogobjekter: tekster, hvis pointe er deres særlige boglighed, eksempler: de tomme bøger af Steen, Nielsen, Kirkeby.
  Udpindingen af de tre strategier er afhandlingens hovednummer - og med sin hvirvlende diskussionslyst, sit olympiske udsyn, sin entusiastiske opdagerglæde (K J. Almqvist!), sit (spøgelses)fluekneppende nærsyn og sin detektiviske vedholdenhed (nu er så godt som alle tekststykker i Diletariatets proktatur identificeret!) et grande nummer! Af øvrige bedrifter kan nævnes den sensationelle afsløringen af de svenske aner til Hans-Jørgen Nielsens kodeord Attituderelativisme og krøniken om ”Tresseravantgardens omkalfatring og opløsning [i politisering LB] omkring 1970” elegant fortalt via gennembladren af tidsskrifterne MAK og ta’ BOX – ved sit forsvar plæderede Hvid Kromann for en Avantgardetidsskriftshistorie (firserblad: Flækket pik!). Hørt! Men den kan han værsgo selv skrive!
  Jeg havde endnu ikke fået afhandlingen i hænderne, da jeg en trykket maj-eftermiddag valfartede til RUC’s universitetsfabriksbygninger, men alligevel formåede forsvarshandlingen at engagere mig i en grad, så jeg, før jeg vidste af det, stod på scenen som opponent ex auditorio!
   Inden det kom så vidt, havde doktoranden sobert og kun en smule spidst præsenteret sin afhandling, hvorpå første opponent, Marianne Stidsen, trådte op og affyrede en traditionalistisk totrinsraket:
  Hvorfor, spurgte hun, er de kanoniserede systemdigtere Inger Christensen og Klaus Høeck ikke taget med? Fordi, svarede Hvid Kromann, de ikke bruger deres systemer til at afpersonalisere, men til at frisætte en ny patos. Men hvad er det gode egentlig ved afpersonalisering, ville Stidsen så vide, hvordan gør det os klogere på verden og livet, hvorfor bruge så meget tid og så mange kræfter på så lille og uattraktivt hjørne, hvorfor er det så fedt?
  Jeg måtte fysisk holde mig selv for munden for ikke at blande mig med uartikuleret, lyddigterisk rablen, men Hvid Kromann holdt sig heldigvis cool, også for cool, syntes jeg, og indrømmede, at der var tale om et lille felt, der til gengæld peger ud i den store verden og den store (avantgarde)historie på en måde, som det ikke er vanligt at fokusere på i dansk sammenhæng. Og så mente han ellers, at afhandlingen talte for sig selv: hvis han kunne skrive 100 sider om tomme bøger, og blive ph.d. på det, så måtte der ergo være noget ved tomme bøger – ud over tomhed!
   I pausen meldte jeg mig på falderebet som ex-skole-opponent, men smart nok på kom jeg først på efter anden opponent, Per Stounbjerg, der ikke som Stidsen gik efter at provokere avantgardist-segmentet blandt tilhørerne (som ud over mig selv blandt andre talte akademikerne Max Ipsen og Tania Ørum og praktikerne Martin Glaz Serup og Henrik Have), men engageret foreslog alternative overskrifter og typologier: burde fx ikke tilfældighedsæstetik være sin egen strategi? Tjoh, men er det ikke faktisk en spilleregel?
  Så var det chokerende nok min tur, og eftersom jo opponenterne ikke skal yppe kiv med hinanden, men med doktoranden, opfordrede jeg Hvid Kromann til at give Stidsen, der som lektor i ny dansk litteratur på KUA og forfatter til det postrmoderne afsnit i Gyldendals Hovedsporet repræsenterede selve Litteraturhistorien, kanonisk og effektivt svar på tiltale: Hvorfor er tomme bøger fede, og hvorfor er nogle federe end andre?  Sådan at min søn, når han om føje år skal i gymnasiet, ved siden af Anders Bodelsen-noveller om velfærdssamfundet tvinges til læse Hans-Jørgen Nielsen-hvidbogen om ingenting, også bare fordi den er så utroligt fin og nysselig at fingerere – en ægte konkurrent til hans I Pod Touch. Men Hvid Kromann forblev uinteresseret i nationale litteraturhistorier og indoktrinering af uskyldige små, han foretrak at groove minutiøst videre i sit hippe, globale netværk, hvilket det sgu er svært at bebrejde ham.
  Da jeg så omsider faktisk læste afhandlingen, viste den sig selvfølgelig at indeholde et skarpt, lille afsnit om ”parametre for tomme bøger”, der citerer Hans-Jørgen Nielsen for, at et muligt vurderingskriterium er ”handlingens grad af alibi og præcision. Er den ramme, ophavsmanden har stablet på benene, interessant nok til at kunne legitimere handlingen, og er realisationen i overensstemmelse med rammen? Det er for så vidt gode værdikriterier på kunst i det hele taget. Og der findes både gode og dårlige tomme bøger.”
  Fjerde og sidste opponent var Anne Birgitte Richard, der frem for Hvid Kromann internationale og avantgardistiske kontekst gerne havde set noget mere lurmærket samtidshistorisk kontekst, velfærdssamfund, ungdomsoprør, kvindefrigørelse etc; og ligesom Stidsen fandt Richard det lettere komisk med Hvid Kromanns passioneret tekstarkæologiske grundighed: Hvorfor er det vigtigt at få at vide hvilken lyskunst-udstilling af Dan Flavin nøjagtigt, det mystiske blånende (!) foto på forsiden af ”Den mand der kalder sig Alvard” stammer fra (”Dan Flavin: alternating pink and gold” på Museum of Contemporary Art i Chicago, 9. december 1967 – 14. januar 1967)?
  Fordi det billede er en vigtig, foruroligende del af oplevelsen af Nielsens ondt forrygende bog, og fordi bogen er forbandet ondt forrygende, hvilket er et kanonisk kvalitetskriterium, og fordi man bliver klogere på en bog af at blive klogere på en bog!
  Af Hvid Kromann afhandling er jeg blevet bedre til at læse mine tomme bøger, fordi han forklarer og demonstrerer, hvordan ingenting skal læses omhyggeligere end noget og har mindst lige så meget at skulle have sagt, rent kunstnerisk, - med det samme er Svend Holm-Nielsens Hodayot. Psalms for Qumran [tom udgave] rykket ind på mine skønlitterære hylder, mellem Benn Q. Holm og Hanne-Vibeke Holst.

torsdag den 16. juli 2009

Dagens digt, årets rim

On the cover of Hvedekorn!?

Jeg har en enkelt patron for Messerschmidt,
for han snakker masser' shit
 

- 11-årig dreng på sommer-rapskole i Århus, som derfor blev lukket (altså sommer-rapskolen, ikke Århus)

mandag den 6. juli 2009

Absolut sommerperformers

En rampelysende kanon 1-9

SOMMERENS BEDSTE LIVE-PERFORMERS i PRIORITERET RÆKKEFØLGE

1. Jørgen Sonne
Ildfuldt hviskende og råbende digte & cantos af Ezra Pound onsdag 10. juni i et tårnværelse ved Søtorvet

2. Karen O (fra The Yeah Yeah Yeahs)
Oprømt energisk bag slør og neon-maske og med åbent ansigt søndag 5. juli på Roskilde Festival

3. Jesper Bruun Rasmussen
Flamboyant og vittig auktionarius ved Bruun Rasmussens auktion for moderne kunst onsdag 24. juni i Bredgade

4. Chrissie Hynde (fra The Pretenders)
Driftsikker, cool og sexet levering af klassikerne fredag 19. juni på The Train i (sgu) Århus

5. Poul Reumert
Eller rettere: Thomas Corneliussen virtuost stumfilmsmimende til små og lange lydklip med Den Store Skuespiller i forestillingen Reumert Remix på Portscenen i Det Kgl. Teater på Skt. Annæ Plads

6. Jarvis Cocker
Kosteligt skabagtig og forunderligt beleven (før koncerten tilbød han publikum frugt!) søndag 31. maj i Lille Vega på Enghavevej

7.  Morten Søndergaard
Lyddigterisk præcist amok tirsdag 2. juni ved receptionen for må sort dreng dø ren? på Underwood i Ryesgade

8. Kurt Ravn
For fuld hammer og fuld hals "Kurt Ravn" torsdag 28. maj i Det Kgl. Teaters revy på store scene.

9. Knud Steffen Nielsen
Sidesteppende nye tekster gennem sidebenet lørdag 27. juni ved recpetionen for Standart på Underwood

I SKULLE HAVE VÆRET DER, ALLESAMMEN, OVER DET HELE!

Engle på stylter

Line Knutzon + Romeo og Julie + dukketeater + Frilandsmuseet = WHA-HA-HA-AT!?

Von Haekkenfelds Dukketeater: Romeo og Julie. Skrevet (efter Shakespeares foræg, ja, ja)  af Line Knutzon, instrueret af Lars Knutzon, spillet af Heid Colidng Hansem, Casper Crump og Peter Darger. Frilandsmuseet, tirsdag, onsdag, torsdag kl. 11 og 14, lørdag kl. 14, søndag kl. 12 og 14, indtil 16. juli

Er man fan eller man ikke fan! Jeg er fan af Line Knutzon, ergo var der ikke nogen vej udenom at tage til motherfucking Frilandssmuseet og i stegende hede og i selskab med indtil flere børnehave-ekskursions-hold og på bittesmå, skrøbelige træbænke overvære Von Haekkenfaldts Dukketeaters opførelse af Lines versionering af Romeo og Julie. Heldigvis! For jeg morede mig strålende, og det samme gjorde børnehave-ekskursions-holdene, jeg var så bare noget mere højlydt og ukontrollabel i mine latteranfald (jf. anmeldelsen af Lines Håndværkerne i The Daily Avantguardian 32) hvilket, bildte jeg mig paranoidt ind, resulterede i skeptiske blikke fra flere voksen-ledsagere (hvor var også de børn, jeg ledsagede!? Indeni!). Lines R&J er en punket-speedet komedie-version, med flere serlvopfundene, rent absurde - og hylende morsomme - (gentageses)numre: Julies far som opfinder af elastikken, Romeos far som opfinder af pudeholderen (Mercutio: Elastikken er en dille, glemt om tyve år), Mercutio der ikke vil være ved, at han konstant går til frisøren, eller bare den jyske betjent i starten, der skiller Thybalt og Mercutio ad: det' forbudt, det' forbudt (efter Romeo og Julies fædre er blevet uvenner, fordi de via Thybalt og Mercutio begge snyder i fisk!) I balkon-scenen siger Lines Romeo ikke et ord om om rosen, der med et andet ord ville dufte lioge så sødt, men foreslår i stedet, at de kalder sig Romeo Jensen og Julie Jensen og får en hund, der også hedder Jensen, og en Volvo, ærke-Knutzonsk! Line og instruktøren/spillerne har det - midt i al den kvikke, grove morskab - noget ambivalent med parrets renfærdige kærlighed: det ene øjeblik forelsker Rome og Juli sig i ordløs dans som dukker, det næste, efter brylluppet (hos storpruttende (Will Ferrell er en større inspiration for Line end Wililam S)) Fader Lorenzo), grimasserer de sig (herligt) åndssvagt og igen ordløst gennem deres første kys som humanoide skuespillere. På et tidspunkt begynder Line decideret at gøre grin med Romeo, der frempludrer blød new age-speak om, at hvis folk bare tog et kommunikationskursus, så ville de komme bedre ud af det med hinanden, hvorpå Thybalt tophysterisk vælter og ind og forlanger svar på, om Romeo har snavet med Julie! De kun tre spillere, der for fanden også er dukkeholdere, holder løjerne virtuost i gang foran og bagved og rundt og rundt om scenen, med mange fine sær-tricks undervejs (Romeo med humanoid-overkrop og dukke-underkrop syngede og dansende). Og selvom børnene hele tiden bliver advaret af den stortudende og hovedbankende (et centralt dukketeaterelement: at banke hovedet i scenekanten, igen og igen!) fortæller om, at det hele ender sørgeligt, fornemmede jeg, at mange lige slugte en klump,. da Romeo oig Julie rent faktisk og uigenkaldeligt var, men smart tænkt og smukt udført derfor med engle-forvandlingen til allersidst! Hun kan selv være en engel, Line, levende af grin!

fredag den 3. juli 2009

Metro-poesien i fuldt format

Critic's Cut af dagens groft tilskårne Martin Larsen-anmeldelse 

DIGTE TIL TIDEN Martin Larsen kæmper den gode kamp i Københavns undergrund: skriver gæv metropoesi mod (og med) de forpulede gratisaviser - på kukket fransk finmekanik (se denne)

Må stå!/ Fordømt!/ Der skubbes./ Øv!

Martin Larsen: Noter til mere perfekte liv. 178 sider, kun 180 kr. Basilisk

Fire franske digtere. Udvalgt og oversat af Merete Nissen. 140 sider, kun 150 kr.  Legenda 7/ Forfatterskolens skriftserie

Af Lars Bukdahl

Martin Larsens svalt fornøjelige Noter til det mere perfekte liv, med undertitlen ”Metrodigte” (som jeg i den grad nok skal forklare nærmere nedenfor), er by far mandens mest traditionelle, digtsamlingsagtige bogtingest siden den sene debut med .det stof alting er gjort af (på decideret Gyldendal og præmieret med motherfucking Rifbjergs Debutantpris), i 2002, i mellemtiden er bl.a. og først og fremmest kommet de to kære monstre, Svanesøsonetterne, 2004, en rigsarkiv-æske med den 60 ark lange, grundigt sammenkrøllede kladde til en sonetkrans, præmieret med Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris 2005, og Monogrammer, 2008, otte bind lutter frie og unikke navne, stadigvæk favorit til Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris 2009.
  Noter til det mere perfekte liv er 1 bog, proft limet sammen, på 177 sider, hvilket er ret meget for en digtsamling, men i Klaus Høecks og Ursula Andkjær fædreland ikke vildt meget, og på langt de fleste af de sider står pænt og ordentligt to firelinjede digte. Det er med andre ord en bog, de godt kan finde ud af at læse og måske endda anmelde på Politiken, men om de kan finde ud at goutere dem, er en helt anden sag, for også Noter er et radikalt påhitsomt værk. Den er det bare ikke udenpå, men kun indeni, og så er den ikke Larsens eget påhit, men baseret på et påhit opfundet til almindelig afbenyttelse af den franske digter Jacques Jouet, påfundet Metrodigtet nemlig, som går ud på, at man skriver en linje imens og hver gang toget holder på en metrostation, mens toget kører, må man gerne tænke på og planlægge sit digt, men ikke skrive på det (mens man skriver, må man til gengæld ikke tænke!), sidste linje skrives på den station, man står af på.
  Fordanskninger af Jouets metro-digte finder man to steder, i tidsskriftet Passage 49, 2004, hvor Peter Borum gymnastisk har oversat et mega-metrodigt, der i løbet af en lang dag er skrevet på samtlige stationer i Paris’ metro, og i den nye antologi Fire franske digtere (der har besøgt DK og Forfatterskolen), hvor Jouet, i Merete Nissens nænsomme oversættelse, er præsenteret med bl.a. 10 mindre parisiske metrodigte og sensationelt nok en københavnsk metrodigt-serie, her er digtet til/på ruten ”Vestamager – Kongens Nytorv”:
  ”Der er alligevel en metrostewart iført en jakke forsynet med et rødt M./ Han er der måske bare for at kompensere for at der næsten ikke er nogen/ rejsende her ved endestationen. Om styrbord bygges der,/ ruderne bærer endnu deres mærkes sommerfugl. Lidt længere væk må/ murstenen indrømme, at den kun er et lille stykke hud på de præfabrikerede betonelementer måske …/ I et metrodigt kan man aldrig efterprøve noget. Derfor alle disse måske’er./ Det er lørdag. Så der er mange børn i metroen.,/ de betragter sig selv i rudernes spejlflader, mens de laver kinetiske klovnenumre.”
  De københavnske metrodigte fokuserer mere på omgivelserne (og sig selv) end de parisiske, der vrimler med løst grubleri og kvik fabuleren (hvilket jo ligner en regel, om fremmede og hjemlige metroer). Jouets linjer, i Paris såvel som København, er pænt meget længere end Martin Larsens, hvilket kan have noget med træning, metrodigttræning at gøre, eller med temperament, espirit, hvis det ikke simpelthen skyldes – hvad skal man kalde det – rejseomstændigheder: Jouet tager metroen flanerende, bare for at skrive, Larsen tager metroen, om morgenen og eftermiddagen, for at komme til og fra sit arbejde som ord-kontrollør/programmør på Krydsordsforlaget, hvilket også er grunden til det faste linjeantal på fire, ”Forum/ Frederikberg/ Solbjerg/ Lindevang” som et offensivt uinspireret metrodigt lyder.
   Hvor Jouet er elegant og vidtløftig, er Larsen studs og ordpåholden på grænsen til det punkede: han nyder ikke sin rejse, ved at skrive, han overlever den, ved at skrive, og i høj grad ved at afskrive: effektivt automatpoetisere folks (mobil)snak og gratisavisers overskrifter, når ikke lige han hjemsøges af eksotiske krydsordsord eller besværer sig over mas og støj (jf. overskriftens metrodigt) eller, en sjælden gang, finder fred til at gøre sine egne, indre betragtninger om poesien og verden. Det er en stikkende livlig og akut øjeblikspoesi, udstrakt og drypvist akut, så sandt som man har disse (usynlige) stræk af tvangs-tavs tid og transport mellem hver linje, der jo skaber en særlig slags poetisk suspense: kan tankerækken holdes (også fra morgendigt til eftermiddagsdigt), eller skal vi springe hektisk og langbenet af sted, som over store vandpytter? Her en eksemplarisk sekvens på fem digte fra sidst i bogen (der er delt op i tre sektioner, efter ansættelsesperioder: I. 12/6 - 31/8, II. 1/10 - 1/12 2006 og III, der bare er dateret 2006, rimeligvis en trykfejl for 2007):
  ”Der er ikke meget sprog omkring mig/ Her til morgen. Sproget holder ferie/ Og lader sig nødigt lokke frem./ Åh nej, det regner herude!// 8.55” & ”Det regner stadig lidt herude./ Ikke meget. Det skulle ikke undre mig om det nu/ Regner meget mere inde omkring Nørreport./ Det vil dette digt aldrig få at vide.// 14.17” & ”Jeg kunne godt huske vi skulle af på Forum./ Australien er langt borte./ Det her er hip luksus [god poesidefinition! LB]./ Nul tillæg.// 8.55” & ”Jeg har hørt om dem på nettet./ De har en partner i Spanien./ Det er et andet problem, det er jeg opmærksom på./ Selve oprettelsen er gratis.// 14.48” & ”Er det så næste gang?/ Er det så næste gang?/ Er det så næste gang?/ Pige med bamse”
   Det sidste digt er jo sgu et perfekt enkelt og enkelt perfekt metrodigt, men igen og igen effektuerer metropoesien samme mekanisk-magiske oplevelse af real time i øjnehøjde, mens virkelighed på godt og ondt (for digteren, ondt for digteren kan gerne være godt for læseren) og helt konkret tvinger sig på, en væsentlig forskel i forhold til Klaus Høecks ellers nærtbeslægtede haiku-kvartetter, som de uforstyrret skrives på hans fynske landsted, de udsættes ikke for ”Metro-nedbrud/ 30 graders varme./ Solstik/Solbjerg/ Snart: Trepanering.” Ikke fordi metrodigte ikke sagtens kan være solide idyller (og kan man overhovedet skrive andre digte end metrodigte om små piger?): ”Lille utroligt sød (somalisk?) stærkt skelende pige i bussen./ Tanker om en bog./ Blomster i håret./ Gråvejr.”
   Ingen tvivl om, at dansk poesi ville opleve et massivt kvalitetsløft, hvis danske digtere i et halvt år blev tvunget til at skrive to metrodigte dagligt, med Martin Larsens regelret inciterende bog er afsporingen for alvor på skinnerne!
  (og lad mig så lige på falderebet anbefale de øvrige digte og digtere i Fire franske digtere: Jean-Michel Espitalliers højstemt logisk svimlende ”60 påstande om livet og døden”: ”Livet kan dermed defineres som det samlede antal situationer, der har modsat sig døden”, Jacques Jouets isnende pseudo-konceptuelle ”99 forberedende noter til destruktionen af Hiroshima og Nagasaki”: ”Kyoto er for betagende, man ville tro vi var barbarer. Kokura er dække af tåge; det bliver Nagasaki”, Jean-Michel Maulpoixs (vel) veltalende lyrismer om især poesifarven blå og Nathalie Quintaines fine, fine, elementære finurligheder om biler, huse og kroppe: ”Når jeg går er der altid en af mine fødder, der er forsvundet bag mig.” Ny fransk poesi kan læses, livet, mellem stationerne, er mere end langt nok!)

! ! ! ! ! ! ! !

AND THE BET GOES TO:

1. BIND: LARSENS
2. BIND: MONOGRAMMER
3. BIND: SCORER
4. BIND: BUKDAHLS
5. BIND: BET -
6. BIND: DEN
7. BIND: SMALLE
8. BIND: LITTERATURPRIS

onsdag den 1. juli 2009

Spoilerguide

Konkurrerende blog røber vinderen af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, og det er så OK!

Vi havde i mandags ved det improviserede LANGbord på SMALLEgade en fantastisk hygsom og spektakulær udddeling af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris. Prismodtageren Xxxxxx Xxxxxx var glad, og prissamlerne og -uddelerne Lars og Jens B var maniske og de jo heldigvis ikke utallige gæster var animerede (af Pixar!). Traditionen tror bliver vinderen første offentliggjort sådan rent officielt i den reportage eller rapport måske snarere, som WA Bøger bringer over et helt opslag på fredag, men i disse virtuelle paparazzi-tider er det svært at holde en god nyhed nede, så hvis I, hvad jeg sagtens forstår, slet ikke kan vente, er det bare at klikke sig ind på Bet-gæst og anmelder- og blogger-kollega Kamilla Löfströms blog på Information, dér bliver alle bønnerne spildt, som de siger på amerikansk, i farver, og hvis I ydermere er ven med mig (kom nu, bliv min ven!) eller gæsterne Malene Kirkegaard Nielsen og Hans-Henrik T. Ohlsen på Facebook, er der mulighed for at studere en hel billed-kollektion + en decideret video, 20 minutter lang, fra det smalle cirkus.