Postkortpost fra Vandkandestederne
Jeg skriver dette på min bærbare på skrivebordet i sommerhuset i Kandestederne, senere bærer jeg så computeren i en plasticpose hen til det rødmalede skilderhus, der er sommerhusområdets såkaldte hot spot, placerer den, maskinen, på en DISK fuld af turistinformation i en helt umulig, umiddelbart rygsmertende højde, kopierer blogposten, klikker mig ind på blog-skabelonen og paster blogposten ind, og nu har jeg helt glemt, hvad jeg ville skrive, selvom der skandaløst er gået over 14 dage siden sidst, og i hvert fald har jeg været en uge på Testrups Højskole og sammen med Christian Dorph haft Performance-værksted med 11 vidt forskellige, men alle sammen vildt søde og engagerede og modige (og mærkelige) kursister, som ikke bare fandt sig i at improvisere free style i 3 minutter til et trommebeat, men var læderhals-skidegode til det, og til afslutningsmiddagen opførte vi råbende en simultan-lyddigt-komposition med omkvædet ”ecnamrofrep”, gjorde vi fandeme, og Jens B og jeg lavede onsdag aften speed-litterær hypnose – hvordan reagerer den høflige litterat indeni tvangs-udsat for Gordon Inc-performance: PANISK! – efterfulgt af et poet-battle med mig som nervøs MC mellem Jens og mester Peter Laugesen, der sgu var stenkold og på trods af de udstukne emner nægtede at læse andet end korte, korte hunde-digte op, mens Jens hvirvlede rundt mellem langt længere høj- og lavmæltheder og snød så det drev, kvinder blev til hunde og hunde blev til kvinder, hvilket Laugesen ca. midtvejs (i et halvt smil) også begyndte på: ”Højskole” hed pludselig en kosmisk elegi af en art, og selvfølgelig vandt de begge to suverænt, og i den læsterlige lærergruppe, Chr. Jens, Naja, Line, Mette, Ina, Klaus, Pia, Mads, KB, No Name, arbejdede vi hårdt og partyede vi hårdt og modtog med åbne, elastiske arme gæstestjerner som nævnte Jens og Peter og Thorsten Høeg og Lillibeth Cuenca og Karl Aage Rasmussen (ordrigt foredrag om John Cages tavsheder: ), sødere hovedpine findes ikke end den konstante, summende Testrup-hovedpine, men før jeg vidste af det var jeg i en rekyl-kolbøtte i sommerhus i en vis, vederkvægende ro med nærmeste kærne-unit, og den nye opvaskemaskine larmer slet ikke, men velbehageligt benytter jeg den kun under protest, og Jens er på hestevognsferie på Sydfyn, og jeg har ikke hørt fra ham i to døgn, og jeg er den mindste lille smule bekymret, og spørgsmålet er, om min søn og jeg kan nå at se Marx Brothers’ Duck Soup, inden der kommer gæster fra Aalborg, og det er et godt sommerhusspørgsmål, når vejret er gråmeleret ad helvede til.
Jeg skriver dette på min bærbare på skrivebordet i sommerhuset i Kandestederne, senere bærer jeg så computeren i en plasticpose hen til det rødmalede skilderhus, der er sommerhusområdets såkaldte hot spot, placerer den, maskinen, på en DISK fuld af turistinformation i en helt umulig, umiddelbart rygsmertende højde, kopierer blogposten, klikker mig ind på blog-skabelonen og paster blogposten ind, og nu har jeg helt glemt, hvad jeg ville skrive, selvom der skandaløst er gået over 14 dage siden sidst, og i hvert fald har jeg været en uge på Testrups Højskole og sammen med Christian Dorph haft Performance-værksted med 11 vidt forskellige, men alle sammen vildt søde og engagerede og modige (og mærkelige) kursister, som ikke bare fandt sig i at improvisere free style i 3 minutter til et trommebeat, men var læderhals-skidegode til det, og til afslutningsmiddagen opførte vi råbende en simultan-lyddigt-komposition med omkvædet ”ecnamrofrep”, gjorde vi fandeme, og Jens B og jeg lavede onsdag aften speed-litterær hypnose – hvordan reagerer den høflige litterat indeni tvangs-udsat for Gordon Inc-performance: PANISK! – efterfulgt af et poet-battle med mig som nervøs MC mellem Jens og mester Peter Laugesen, der sgu var stenkold og på trods af de udstukne emner nægtede at læse andet end korte, korte hunde-digte op, mens Jens hvirvlede rundt mellem langt længere høj- og lavmæltheder og snød så det drev, kvinder blev til hunde og hunde blev til kvinder, hvilket Laugesen ca. midtvejs (i et halvt smil) også begyndte på: ”Højskole” hed pludselig en kosmisk elegi af en art, og selvfølgelig vandt de begge to suverænt, og i den læsterlige lærergruppe, Chr. Jens, Naja, Line, Mette, Ina, Klaus, Pia, Mads, KB, No Name, arbejdede vi hårdt og partyede vi hårdt og modtog med åbne, elastiske arme gæstestjerner som nævnte Jens og Peter og Thorsten Høeg og Lillibeth Cuenca og Karl Aage Rasmussen (ordrigt foredrag om John Cages tavsheder: ), sødere hovedpine findes ikke end den konstante, summende Testrup-hovedpine, men før jeg vidste af det var jeg i en rekyl-kolbøtte i sommerhus i en vis, vederkvægende ro med nærmeste kærne-unit, og den nye opvaskemaskine larmer slet ikke, men velbehageligt benytter jeg den kun under protest, og Jens er på hestevognsferie på Sydfyn, og jeg har ikke hørt fra ham i to døgn, og jeg er den mindste lille smule bekymret, og spørgsmålet er, om min søn og jeg kan nå at se Marx Brothers’ Duck Soup, inden der kommer gæster fra Aalborg, og det er et godt sommerhusspørgsmål, når vejret er gråmeleret ad helvede til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar