Kritisk formel-digt
søndag den 30. november 2008
lørdag den 29. november 2008
Truthorn TRUTTET
3 gange!
Jeg sad på nåle på bagerste række i Kunstindustrimuseets festsal ved siden af Thorsten (AKA T.S. Høeg), hvis ubændige musikalitet havde særdeles svært ved at kapere den "dramatiske alt" Elisabeth Hankes insisterende skønsang, jeg til gengæld fik stadig flere sommerfugle i maven over min trut-mission, mens Klaus Rifbjerg distræt motiverede uddelingen af Klaus Rifbjergs debutantpris til en som altid stilig Morten Søkilde (og sidst jeg var i den festsal var for 20 (tyve) år siden, da jeg selv fik debutantprisen, ak!), og Tine Roesen, russist (! hedder det åbenbart), motiverede uddelingen af Akademiets Oversætterpris til Mette Dalsgaard, der takkede på vers, og Suzanne Brøgger forbløffende to the point motiverede tildelingen af Otto Gelsted-Prisen til Pablo Llambìas, der til gengæld holdt en lille tale om Suzanne Bøgger, for ville jeg nu give nogle af de mange ældre herrer et hjerteslag, og hvad med den heftige lysekrone, der hang ned fra loftet, ville den holde til truttet? MEN SÅ trådte Pia Tafdrup op på talerstolen og motiverede glimrende uddelingen af Akademiets Store Pris til F.P. Jac.
Og så truttede jeg 1 gang:
Og så truttede jeg 2 gange:
Og så truttede jeg 1 gang:
TRUT!
Og så takkede Jac for prisen med et langt og smukt, livsomkringslentrende digt.Og så truttede jeg 2 gange:
TRUT! TRUT!
Mission accomplished!fredag den 28. november 2008
Højeste lavmål
Der er ikke højt og lavt, finlitterært og populært, for helvede, der er litteratur!
Jeg siger det altsammen ca. i min Yndlingsaversion i dag om Jakob Levinsen (hvem ER Jakob Levinsen?) og Jyllands-Postens Vor Tids Roman-misere, men jeg gentager det gerne én gang til for Informations kulturredaktør Peter Centraleuropæer Nielsen, der i en selv for ham ualmindeligt mumlende kommentar i mandagens avis forsøger at diskutere den redaktionelle vægtning af "højt og lavt" apropos den her Formidlingspris, Kunstrådet har uddelt, og lad mig bare og ikke uoverraskende starte med et citat om mig selv (og meget muligt når jeg ikke længere):
"Kunstrådets nye Formidlingspris til Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl kan ses som et forsvar for det høje og et ønske om at lægge vægt på gamle dyder. Bukdahl er en kritiker, som i hele sin praksis er en fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære. Nu er Bukdahl heldigvis en altædende kritiker og derfor villig til også at konfrontere sig med det lave, blot kan han være irriterende fordomsfuld og idiosynkratisk i sin omgang med det."
Hvilket er lige præcis noget værre vrøvl, og jeg fatter ikke, hvordan en intelligent litterat (HVEM er Jakob Levinsen?) kan læse mig så forkert: Jeg er IKKE og har aldrig været fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære, jeg er fortaler for at opretholde et skel mellem god og dårlig litteratur, ganske simpelt, men samtidig insisterer jeg på, i forlængelse af store attituderelativister (og idoler) som Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll, at god litteratur kan finde sted hvor som overhovedet helst og til hver en tid ikke kun i den "fine litteratur", hvilket NB ikke bare er et credo og et posulat, men en kritisk praksis, så sandt som jeg ved siden af alt det fine og smalle også anmelder krimier, historiske romaner, tegneserier og børnelitteratur - i min gule mursten Generationsmaskinen om dansk litteratur som yngst 1990-2004 inkluderer jeg både rappere og genreforfattere som Susanne Staun og Steen Langstrup, ikke fordi de er rappere og genreforfattere, men fordi de er gode forfattere, og jeg har for fuck's sake redigeret en hel antologi, den første i DK, med danske raptekster; og Jokeren og Malk De Koijn og Per Vers er da i en radikal street-forstand helt anderledes lave og populære end en kulturradikalt poppet Gyldendal-bitch som Hanne-Vibeke Holst. Jeg mener og tror på, at intet litterært bør være en litteraturanmelder fremmed, og derfor er jeg også imod det særanmelderi, der bliver opretholdt på alle danske aviser, inkl. Inf. og WA, med særanmeldere for krimier, historiske romaner, børnelitteratur og lyrik, Det er Peter Nielsen (hvem er JAKOB Levinsen?), der opreholder et skel mellem højt og lavt, det finlitterære og det populære, ved for det første, i anmelderkorpset og det redaktionelle attak, at skille størrelserne ad og ved for det andet at forholde sig absolut kritisk til det høje/fine, fordi det er rigtig, kompliceret kunst, som er vigtigt for ånden, og relativeret ukritisk til det lave/populære, for det er et plat, men opsigtsvækkende fænomen, der så bare rent journalistisk fortjener en masse spalteplads. Mit projekt er at være idiosynkratisk og fordomsfri i omgangen med AL litteratur, at være TOTALKRITIKER.
Og så bliver jeg nødt til at løbe, der kommer en fotograf fra Jyllands-Posten for at fotografere mig til et interview, som jeg lige har set kladden til: ét langt, temmelig monotont raserianfald. Godt (hvem er Jakob LEVINSEN?)!
"Kunstrådets nye Formidlingspris til Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl kan ses som et forsvar for det høje og et ønske om at lægge vægt på gamle dyder. Bukdahl er en kritiker, som i hele sin praksis er en fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære. Nu er Bukdahl heldigvis en altædende kritiker og derfor villig til også at konfrontere sig med det lave, blot kan han være irriterende fordomsfuld og idiosynkratisk i sin omgang med det."
Hvilket er lige præcis noget værre vrøvl, og jeg fatter ikke, hvordan en intelligent litterat (HVEM er Jakob Levinsen?) kan læse mig så forkert: Jeg er IKKE og har aldrig været fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære, jeg er fortaler for at opretholde et skel mellem god og dårlig litteratur, ganske simpelt, men samtidig insisterer jeg på, i forlængelse af store attituderelativister (og idoler) som Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll, at god litteratur kan finde sted hvor som overhovedet helst og til hver en tid ikke kun i den "fine litteratur", hvilket NB ikke bare er et credo og et posulat, men en kritisk praksis, så sandt som jeg ved siden af alt det fine og smalle også anmelder krimier, historiske romaner, tegneserier og børnelitteratur - i min gule mursten Generationsmaskinen om dansk litteratur som yngst 1990-2004 inkluderer jeg både rappere og genreforfattere som Susanne Staun og Steen Langstrup, ikke fordi de er rappere og genreforfattere, men fordi de er gode forfattere, og jeg har for fuck's sake redigeret en hel antologi, den første i DK, med danske raptekster; og Jokeren og Malk De Koijn og Per Vers er da i en radikal street-forstand helt anderledes lave og populære end en kulturradikalt poppet Gyldendal-bitch som Hanne-Vibeke Holst. Jeg mener og tror på, at intet litterært bør være en litteraturanmelder fremmed, og derfor er jeg også imod det særanmelderi, der bliver opretholdt på alle danske aviser, inkl. Inf. og WA, med særanmeldere for krimier, historiske romaner, børnelitteratur og lyrik, Det er Peter Nielsen (hvem er JAKOB Levinsen?), der opreholder et skel mellem højt og lavt, det finlitterære og det populære, ved for det første, i anmelderkorpset og det redaktionelle attak, at skille størrelserne ad og ved for det andet at forholde sig absolut kritisk til det høje/fine, fordi det er rigtig, kompliceret kunst, som er vigtigt for ånden, og relativeret ukritisk til det lave/populære, for det er et plat, men opsigtsvækkende fænomen, der så bare rent journalistisk fortjener en masse spalteplads. Mit projekt er at være idiosynkratisk og fordomsfri i omgangen med AL litteratur, at være TOTALKRITIKER.
Og så bliver jeg nødt til at løbe, der kommer en fotograf fra Jyllands-Posten for at fotografere mig til et interview, som jeg lige har set kladden til: ét langt, temmelig monotont raserianfald. Godt (hvem er Jakob LEVINSEN?)!
Uformindsket poesibog
HVORFOR ER INFORMATION BANGE FOR STORE BOGSTAVER?
(udfyldt spørgeskema publiceret i Information i dag med versalerne udskiftet med kursiv og en enkelt ordstilling ændret til det slappere; vigtigt spørgsmål ved kommende jobinterviews: hvordan er jeres versalpolitik?)
Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?
Ildhu med stress ovenpå.
Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?
At læse og at skrive, og hvorfor er det så svært at gøre begge dele samtidig? Jeg troede, at det var derfor, Gud gav os to øjne.
Hvad betyder sommeren for dig?
En uvelkommen, men nødvendig forstyrrelse af læsningen og skrivningen.
Dine helte og heltinder i det virkelige liv?
Det er jo bare alle de kunstnere, jeg beundrer, og jeg er virkelig god til at beundre, fra Peter Laugesen over David Lynch og Jasper Johns og Iggy Pop og David Letterman til Eske K. Mathiesen, men der er 100er af dem, og jeg synes det er så lifligt at vide, at de LIGE NU i selvsamme virkelighed LYSLEVENDE går rundt (eller sidder ned) og MÅSKE FAKTISK laver deres kunst. LIGE NU sidder Svend Åge Madsen LYSLEVENDE i sin skrivehule i Risskov og skriver på sin næste roman, MÅSKE FAKTISK!
Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?
Jeg tror, det for min mor forblev den mindste smule kontroversielt, at jeg ikke gik efter et trygt universitetsjob, men valgte en karriere som fri ånd(ssvag).
Hvornår føler du dig mest misforstået?
Når jeg ikke har fået en stor, fed pris for at være mig selv; lige nu føler jeg mig skræmmende meget forstået. Men ellers hader jeg at blive kaldt provokerende og kontroversiel, gu er jeg da forhåbentlig ej for andre end de lammeste idioter, som der indrømmet er mange af.
Hvad er din største bedrift?
Min monografi Læberne sproges om Danmarks største digter F.P. Jac, som i dag (og vel ikke uden videre derfor!) modtager Det Danske Akademis Store Pris, den bog er jeg helt ærligt stolt over, og forunderligt nok er den stadig ikke udsolgt, bestil den øjeblikkeligt hos din lokale boghandler.
Dine største fejl?
Min manglende evne til at sige nej eller i det mindste måske, det kunne være så fedt at skære det øverste fedtlag af stressen, og så bare almindelig egomani: jeg er meget interessant, synes jeg nok, og gør I sandsynligvis også, når I sådan spørger mig om mig, ikke sandt? IKKE SANDT??
Din drøm om lykken?
Svævende travlhed.
Din sindsstemning netop nu?
Let elevateret, dvs. til lige omkring femte sal, ikke sjette, så skulle den nye Killers-plade, indkøbt i går i TP, lige være den grad bedre.
Hvilken dyd er den vigtigste?
Trofasthed, overfor alt og alle du elsker.
Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?
Per Højholt: Digte 1963-1979, Schønberg, 1982. Og deri særligt digtet ”Makker” (fra Revolver, 1977): ”her sad han på den sten lige før og græd ned i sin øl/ over et forspildt liv, sgu ikke nemt at forudse/ at netop han i pyjamas og ragsokker ville gå ind/ i en lancier der henne på marken budt op af et lige/ akkurat tilstrækkeligt antal viber/ men sådan er klassesamfundet” Det er det digt, jeg hele tiden skriver (for dårligt) og anmelder (for dumt).
Hvad betragter du som din største ulykke?
Min fars død, da jeg var 11 år gammel.
Dit motto?
Uncut thank you
(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)
Hele den takketale som Bo Bjørnvig i dagens WA uskønt har klippet i stykker og smidt det halve ud af, ja, jeg er noget forbandet
TAK ER KUN ET FATTIGT MORD Lille formidlingspoetik i anledning af den første uddeling af Kunstrådets Formidlingspris 2008
Øjeblikkeligt leve inhabiliteten
torsdag den 27. november 2008
Truthorn FUNDET!
Locked and loaded
Jeg har fundet et truthorn i den surrealistiske FCK-Supershop ved Parken (hvor man kan få alt, hvad som helst, med FCK-logo på, tandbørste med FCK-logo på, barberskum med FCK-logo på, håndklæder med FCK-logo på, for nu bare at tage badeværelsesafdelingen, og der var seriøst god gang i forretningen, en tilforladeligt udseende herre i halvtredserne købte en musemåtte med FCK-logo på, en madkasse med FCK-logo på, en kuglepen med FCK-logo på og en rulle gavepapir med FCK-logo
Jeg har fundet et truthorn i den surrealistiske FCK-Supershop ved Parken (hvor man kan få alt, hvad som helst, med FCK-logo på, tandbørste med FCK-logo på, barberskum med FCK-logo på, håndklæder med FCK-logo på, for nu bare at tage badeværelsesafdelingen, og der var seriøst god gang i forretningen, en tilforladeligt udseende herre i halvtredserne købte en musemåtte med FCK-logo på, en madkasse med FCK-logo på, en kuglepen med FCK-logo på og en rulle gavepapir med FCK-logo
på), TROMBER AIR, men det er så ikke elektronisk, hornet, det kører på drivgas, areosol, ligesom en spraydåse, ja, det er vel egentlig en spraydåse, der så bare sprayer lyd i stedet for farve, og hvilken lyd! Et totalt øredøvende, aggressivt, triumferende TRUUUUUUUUUUUT! Nøjagtig som jeg drømte om. Jeg håber så bare ikke, der er sikkerhedstjek til morgendagens højtidelighed. For nej, hvor jeg glæder mig som et lille barn til at give Flemming Palle hans velfortjente TRUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUT
Tilfældigt tillykke til Klaus Høeck
I mangel af antikvarisk hyldest-alfabet, for syv Søren Ulrik!
Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit
Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit SUT-chateque, det er helt, helt væk, og det er jeg virkelig forbandet over, men som jeg stod og bladrede og bladrede og bladrede i Hjem, slog det mig, at det eneste alternativ var at slå tifældigt op og citere løs, for det har altid været en perfekt, hvis ikke den perfekte måde, at læse Høeck på, og det burde jeg også have gjort under alle omstændigheder, Thomsen skulle for søren ikke have haft hele ordet her på den rigtig store Klaus' festdag; OK, here goes, , 1, 2, 3, bladr, opslaget side 232-233, først 232:
Svigt ikke tagrørene
i Sorø Sø. Vi må betragte
dem som vore venner.
De giver os stadig
så meget: nytte, skønheden
og den besynderlige
susen indicerende transcendens.
Da vi når tilbage til
bådebroen, lægger vi to over kors.
to skønheder in
den gud rører du mig med
din sjæl din stemmes
solare vinde
suser igennem mig med
transcendens to syn
der senere (o
ver korset) tilgiver du
mig min syndelse
Nu går jeg ind i sakristiet.
En kold vind trækker gennem
murens og sjælens sprækker.
Jeg har gåsehud og
ondt i solar plexus.
Så siger jeg med hæs
og rystende stemme: Gud,
jeg tilgiver dig dine synder.
Og side 233:
En dag ror vi over søen
til vores hemmelige bugt
(der skærer sig ind bag Bøg
holmen) fuld af hvide åkander
blot for at bekræfte blomsternes
tilstedeværelse. En ældgammel,
nedarvet sygdom. Jo, dér flyder
disse blændende mandalaer rundt
nøjagtigt midt i sjælen.
ord for ord blomstrer
du videre fra din mid
tes hemmelige
åkande ord for
ord bekræfter du din til
stedeværelse
i min sjæl ord for
ord lever du videre
i min mandala
Alt har du taget fra mig
undtagen ordet. Så tag også
dét som en straf for min
ulydighed mod din høje gotik.
Du kan tage mine negle eller
mine briller, mit liv. Jeg er
ikke bange for elfenbenskamrene.
Intet kan være værre end dette.
YOU'RE SO MUCH YOUNGER THAN THAT NOW,
Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit
Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit SUT-chateque, det er helt, helt væk, og det er jeg virkelig forbandet over, men som jeg stod og bladrede og bladrede og bladrede i Hjem, slog det mig, at det eneste alternativ var at slå tifældigt op og citere løs, for det har altid været en perfekt, hvis ikke den perfekte måde, at læse Høeck på, og det burde jeg også have gjort under alle omstændigheder, Thomsen skulle for søren ikke have haft hele ordet her på den rigtig store Klaus' festdag; OK, here goes, , 1, 2, 3, bladr, opslaget side 232-233, først 232:
Svigt ikke tagrørene
i Sorø Sø. Vi må betragte
dem som vore venner.
De giver os stadig
så meget: nytte, skønheden
og den besynderlige
susen indicerende transcendens.
Da vi når tilbage til
bådebroen, lægger vi to over kors.
to skønheder in
den gud rører du mig med
din sjæl din stemmes
solare vinde
suser igennem mig med
transcendens to syn
der senere (o
ver korset) tilgiver du
mig min syndelse
Nu går jeg ind i sakristiet.
En kold vind trækker gennem
murens og sjælens sprækker.
Jeg har gåsehud og
ondt i solar plexus.
Så siger jeg med hæs
og rystende stemme: Gud,
jeg tilgiver dig dine synder.
Og side 233:
En dag ror vi over søen
til vores hemmelige bugt
(der skærer sig ind bag Bøg
holmen) fuld af hvide åkander
blot for at bekræfte blomsternes
tilstedeværelse. En ældgammel,
nedarvet sygdom. Jo, dér flyder
disse blændende mandalaer rundt
nøjagtigt midt i sjælen.
ord for ord blomstrer
du videre fra din mid
tes hemmelige
åkande ord for
ord bekræfter du din til
stedeværelse
i min sjæl ord for
ord lever du videre
i min mandala
Alt har du taget fra mig
undtagen ordet. Så tag også
dét som en straf for min
ulydighed mod din høje gotik.
Du kan tage mine negle eller
mine briller, mit liv. Jeg er
ikke bange for elfenbenskamrene.
Intet kan være værre end dette.
YOU'RE SO MUCH YOUNGER THAN THAT NOW,
TILLYKKE DIN FODRAPPE KATEDRALBYGGER!
onsdag den 26. november 2008
HA!-præmien - Det Ny Humoristlegat UDDELT!
Den fortjente vinder, Line Knutzon, fik en vits, en beskidt en
I mandags kuppede jeg min egen prisuddeling og bekendtgjorde, at vinderen af HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat 2008 var Line Knutzon for bogudgaven af radiospillet Måvens og Peder på herrens mark.
Statutterne for HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat, formuleret i den stiftende kommentar tilbage i foråret, lyder som følger:
HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat præmierer værker, der har humoren som altdominerende kvalitet, hvilket nemlig vil sige altkvalificerende dominans. det værk, der er sjovest, vinder præmien, ganske simpelt.
Visse skønlitterære værker er pletvist morsomme, måske man faktisk har grinet højt og tydeligt undervejs, men hvis de ikke er overvejende, kontinuerligt, gennemgribende morsomme, kan de ikke indstilles til HA!-præmien - Det Ny Humoristlegat.
Kandidater til præmien var i år bøger sjove fætre og kusiner som Peter Adolphsen, Jens Blendstrup, Simon Grotrian, Lone Hørslev, F.P. Jac, Line Knutzon, Viggo Madsen, Erik Nietzsche (Lars von Trier), Preben Major Sørensen og (som forfatter af et ufrivilligt komisk værk) Carsten Jensen, men ingen tvivl i 1-mands-komiteen om at vinderen, klart og suverænt, var Line Knutzon.
Med et svedent grin, foreskriver statutterne, offentliggøres vinderen af HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat LIGE PLUDSELIG! Og præmien? Den er en vits!
Og som statuteret (?), så gjort. Line var inviteret til at optræde rent autonomt og anede ikke uråd, da jeg LIGE PLUDSELIG sprang bordbomben og udråbte hende til vinder af præmien, der i år bestod af følgende vittighed - overbragt mundtligt, skriftligt og på dvd - fra Eddie Murpohys legendariske stand-up-show Delirious, da han var ung og sindssygt sjov i 1983:
Hvorpå Line med al ønskelig og vild grinagtighed spillede (alle fire personer i) halvanden scene og en hel sang fra hendes spritnye musikforestilling Guitaristernes jul, der har premiere denne weekend på Østre Gasværk. Hun er livsfarligt sjov, den pige med huen på, og hermed præmieret som sådan.
I mandags kuppede jeg min egen prisuddeling og bekendtgjorde, at vinderen af HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat 2008 var Line Knutzon for bogudgaven af radiospillet Måvens og Peder på herrens mark.
Statutterne for HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat, formuleret i den stiftende kommentar tilbage i foråret, lyder som følger:
HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat præmierer værker, der har humoren som altdominerende kvalitet, hvilket nemlig vil sige altkvalificerende dominans. det værk, der er sjovest, vinder præmien, ganske simpelt.
Visse skønlitterære værker er pletvist morsomme, måske man faktisk har grinet højt og tydeligt undervejs, men hvis de ikke er overvejende, kontinuerligt, gennemgribende morsomme, kan de ikke indstilles til HA!-præmien - Det Ny Humoristlegat.
Kandidater til præmien var i år bøger sjove fætre og kusiner som Peter Adolphsen, Jens Blendstrup, Simon Grotrian, Lone Hørslev, F.P. Jac, Line Knutzon, Viggo Madsen, Erik Nietzsche (Lars von Trier), Preben Major Sørensen og (som forfatter af et ufrivilligt komisk værk) Carsten Jensen, men ingen tvivl i 1-mands-komiteen om at vinderen, klart og suverænt, var Line Knutzon.
Med et svedent grin, foreskriver statutterne, offentliggøres vinderen af HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat LIGE PLUDSELIG! Og præmien? Den er en vits!
Og som statuteret (?), så gjort. Line var inviteret til at optræde rent autonomt og anede ikke uråd, da jeg LIGE PLUDSELIG sprang bordbomben og udråbte hende til vinder af præmien, der i år bestod af følgende vittighed - overbragt mundtligt, skriftligt og på dvd - fra Eddie Murpohys legendariske stand-up-show Delirious, da han var ung og sindssygt sjov i 1983:
A BEAR AND A RABBIT ARE TAKING A SHIT IN THE WOODS. THE BEAR TURNS TO THE RABBIT AND SAYS: EXCUSE ME, DO YOU HAVE PROBLEMS WITH SHIT STICKING TO YOUR FUR? AND THE RABBIT SAYS: NO. SO THE BEAR WIPED HIS ASS WITH THE RABBIT.
Hvorpå Line med al ønskelig og vild grinagtighed spillede (alle fire personer i) halvanden scene og en hel sang fra hendes spritnye musikforestilling Guitaristernes jul, der har premiere denne weekend på Østre Gasværk. Hun er livsfarligt sjov, den pige med huen på, og hermed præmieret som sådan.
Vennetjenestefolk
Talen, som Jens skrev ved et tilfælde, men Johnnie holdt i CaféTeatret, efter jeg havde forkortet talen med en tredjedel (= redundans og sentimentalitet), fordi Jens havde Roskildesyge i Korsør, men han er rask nu, den gamle dreng
TALE VED UDDELINGEN AF KUNSTRÅDETS FORMIDLINGSPRIS
TALE VED UDDELINGEN AF KUNSTRÅDETS FORMIDLINGSPRIS
Af Jens Blendstrup
Jeg har kendt Lars siden gymnasiet i slutfirserne på Århus Katedralskole, og allerede i første dansk time så jeg mig irriteret på ham, da han rakte fingeren op på spørgsmålet om danske guldaldermalere, og nævnte de første 10 med årstal, baggrundsviden, digressioner til før og efter, samt favoritten Købke. Købke?! mumlede jeg til min sidekammerat og vores senere veninde Malene, HVORDAN kan en 16-årig nærsynet (han brugte ikke briller det år, fordi synet var under ”udvikling.”) vide alt det om guldaldermalere? Lars kom fra Korshøjen, akademikerghettoen højt hævet over det gamle Risskov med vvs- Kaj (der var så fed at han måtte svejse sig ind bilen hver morgen) og det slår mig at lige den forskel er en del af vores venskab den dag i dag. Jeg er ganske vist også akademikerbarn, men der hvor jeg kom fra var det ikke in at tilegne sig viden, til morgenmaden.
I omkring et år gik jeg rundt med de dumme drenge og drillede ham, så kom jeg til at skrive et digt i en opgave og så rullede venskabet. ”Hvordan kan nogen se så dum ud, og så skrive så godt.” – påstår jeg, han sagde. Med skolekomedier, dadaistiske manifester, sange gudhjælpemig! (til afslutningen hvor Lars, mig og den den tredje kumpan, Johnnie, var klædt ud som de 3 musketerer, (undskyld mine evindelige stavefejl – dem plejede Lars at rette – før han sendte dem ind til forlaget på mine vegne, så jo han hedder også Promotor Mogens Bukdahl – hvilket jo i virkeligheden også er en stor del af Lars at bringe dem frem, eller videre, som han tror på – gerne desperat! – Don Quijoteagtigt, med vejrmøller og enorme blege hænder, og helst som den eneste anmelder/ven/poetiske arkæolog i verden) Jeg har siden fået at vide at det var det der satte ham i gang med at skrive selv. Før det havde han mest bare læst bøger – sådan et par stykker om dagen siden han var 4 og fik briller, så han kunne se – mere end skygger og snot (han led af for-snottelse og blindhed i sine første 4 år, så massivt at forældre og børnehave troede han var ”sinke”).
Nå men han blev ældre. Og fik allerede efter et halvt års skrivning udgivet først en digtsamling, Readymade og så året efter en hel roman Guldhornene. En stærkt guldfarvet bog fuld af Lars. Og nære venner (vi er blevet nævnt stort set i alle senere bøger så hans trofasthed og groteske loyalitet, nogen vil sige nepotisme, men så er det i hvert fald en meget TYDELIG NEPOTISME kender ingen grænser – f.eks. glemmer jeg aldrig dengang han i Weekendavisen anmeldte gamle Billeskov Jansen kritisk, da han havde skrevet en mammutbog om Gustav Wied, der ifølge Bukdahl ”dog ikke står mål med Jens Blendstrups speciale ”satire af varianten Kiko”” – et speciale som selvsamme Lars i øvrigt var mere end fødselshjælper på, han havde jo naturligvis læst alt om emnet, uden at bruge det til andet end, ja til viden, mærkeligt at Sonnergaard, når han er efter os, ikke finder den anmeldelse frem).
Vores venskab er det tætteste man næsten kan have uden at være brødre. (det mener Lars, at vi er men jeg er skeptisk – da jeg som lillebror jo har 4 i forvejen). Han har engang sagt, han ville ønske han skrev mere ubevidst læs – dyrisk – og på følelse; han er nødt til at konstruere en metode, en særlig sætningsmaskine-mekanik, for at få det til at flyde. På den måde er han jo romantiker. Han tror, der findes ”rene digtere” og så konstruktører. Efterhånden kan det godt være, han har blødt mere op i sine kaptajn Nemo-agtige urlyriker- og tillært lyriker kasser, men dybest set tror jeg, det er det, der holder vores venskab levende, at tilgangen til det vi begge to elsker, litteratur - er forskellig. Han kunne i øvrigt blive en fantastisk kaptajn Nemo, jeg ser ham for mig, siddende med en splinterny bog på biblioteket i sit metalskelet af en båd, mens han leder efter bogens tangenter – for at finde – et anslag til – sin anmeldelse.
Lars er det mest vidende menneske jeg kender indenfor sit felt. Og jeg siger udtrykkeligt indenfor sit felt. På mange andre områder er han måske nok lidt svagtseende. Mange kalder ham venligt slagteren fra Pilestræde, men jeg synes ikke han er en slagter, for han argumenterer for sine synspunkter. Og han holder dem frem for alt ikke hemmelige, eller fedter med det, sådan som andre anmeldere gør. Det synes jeg også hans kæmpebog om 90ernes litteratur, Generationsmaskinen viser. Der er noget oplysningstid over hans projekt. Noget større end petit. Og det er nok også derfor han gerne vil slås. Nogen gange han gør sig ekstra skinger for at sige: ”Come back you coward and fight” som ridderen uden lemmer i Monty Python. Men folk tør ikke altid, fordi de tror han skal læses en til en i stedet for 2 til 2. Altså med et smil på læben. Det er dér man skal imødegå ham, altså i ord, iført ridderdragt.
Jeg kunne godt ønske for ham, at der var flere anmeldere der var ligeså massivt idiosynkratiske og bevidst larmende som Lars. Det ville være spændende at følge. Ind imellem ved jeg han tager sig til hovedet, når han f.eks. har anmeldt nogen kritisk. Han ser ikke hvor hårdt noget af det kan læses udefra. Han gribes af pennen, og arbejder egentlig ligeså litterært med sin anmeldelse som med en bog, den skal turneres, og ordflip har hans store kærlighed. Hvorfor nogen af hans anmeldelser, særligt overskrifterne, er decideret gak gak, fordi de er destillater, rim, afledninger af mystiske forbindelser i hans kringelkrogede hjerne. Det ringer vi ofte til hinanden om. Og så ler vi, for det er jo også lidt en drengeklub, mon redaktøren lader den passere?
Der skal helst være en stopklods et sted. En modstand. Og hvis Lars ikke kan finde den i den bog han sidder med, så opfinder han den. Bøger skal nemlig ikke gå upåagtede hen, hverken de anerkendtes, og bestemt heller ikke debutanternes. Hvis han måtte, tror jeg gerne han ville anmelde alt nyt der kom. Han ville sikkert også nå det, for han har en evne til at sove 2 timer, spise en halv croissant, han har croissanter liggende over det hele, og arbejde igen, nat er dag og dag er nat, der er ikke noget tidspunkt, hvor han ikke arbejder på et eller andet. Men til gengæld er der heller ikke den fest han går glip af. Som regel er han også den sidste til at gå. Gerne faderligt bærende på sin gamle gymnasieven.
Han er over det hele. Han er en slags hemmeligt isbjerg, tilsyneladende et meget meget tyndt isbjerg, med en enkelt kroget fremadstående klippe øverst, men der er ikke den seismografiske rystelse i det litterære Grønland (ja undskyld billedet det fylder det kan jeg godt se) som han ikke opfanger.
I hans hjem burde der flere steder stå FARE: gå ikke ind her. Bøgerne står i bjerge. Som regel er der også stukket papirer og beskeder ind. Han ved præcis hvor hver bog står. Til gengæld forstår han ikke hvad en computer er. Jeg har mere end engang bragt ham i autistisk angst, fordi jeg har lagt et tilfældigt billede ind af nogen graner, som pauseskærm. Hvad laver de derinde?! Sådan er det nok med mennesker der er solidt geniale. De arbejder og arbejder, og bevæger sig så ellers noget tumlende gennem resten.
Jeg kender heller ikke noget menneske, der som Lars kan gå amok i litterære diskussioner. Han råber op. Og agerer. Om det så er på Märkbar klokken 6 om morgenen. Og det er ikke beruselse, han bliver nemlig aldrig bersærkfuld, han er jo et kontrolleret menneske, nej det er på litteraturens vegne. Den skal forsvares. Gerne med stumfilmsagtige attituder. Han er vel også en slags litterær godfather. Men indeni er han stadig naivt begejstret, umulig at moderere, maskinelt eksalteret, damptromle-kalibreret. Små bevægelser er ikke ham. Han er en uromager, anarkist, født socialdemokrat, (total-demokrat?) vanemenneske og i hvert fald republikaner – han mener seriøst at kongehuset skal afskaffes. Hvorfor Lars? Fordi jeg er rap- ublikaner. Han kan efterhånden godt ligne en der vil være ung med de unge, der er jo ikke den bevægelse han ikke vil ind og oplæse og foredrage. Men det er en barnlig begejstring. Som han så kaster hele sit Tuth Ank-Ammon-bibliotek efter.
Han befinder sig bedst i opposition. Jeg tror han har det blandet med anerkendelse. Som han sagde til mig under tys-tys-fejringen.” Det er uhyggeligt, nu er der jo nogen der vil os det godt.” Og sagen er faktisk, at vi som 17-årige gik rundt i de vindblæste klitter nedenfor Rifbjergs sommerhus i Kandestederne og led med glæde. Det regnede og blæste, og han havde cottencoat med kædeolie på, den var gået ind i kæden, vi led der i lyngbakkerne, Vi var uopdagede. Det er han så ikke mere.
(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)
mandag den 24. november 2008
Lilja, Lilja
Staten er en guitar, readymade-gotik
Hovedcentret
Østbanegade 123
2100 København Ø
Telefon 72 22 18 18
E-mail via www.skat.dk/kontakt
www.skat.dk
Ean. nr. 5798000033788
14. november 2008
J.nr. 08-162373
Kunstyrelsen
Att. Christian Svane
H. C. Andersens Boulevard 2
1553 København V.
De har overfor Hovedcentret oplyst, at
"Kunstrådet vil uddele en pris til en person eller en redaktion, som i særlig grad har bidraget til krtiske kulturjounalistik eller som har præsteret en selvstændig, nyskabende kunstformidling inden for massemedierne. Kunstrådets Formidlingspris er på 100.000 kr. og uddeles en gang om året 2008, 2009 og 2010. Med prisen ønsker Kunstrådet at støtte og promovere dagsordenssættende og nyskabende måder at bedrive kulturformidling på.
Hædersprisen ydes som et uansøgt engangbeløb. Modtagerkredsen er "kulturfomidlere" - Dvs. typisk journalister, en kulturredaktion på en avis, en redaktør m.v."
Det fremgår af Ligningsvejledningens punkt A.B.7.4.1., at gave- og legatbeløb, der er ydet én gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lign. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjeneste, beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 0. Hæderspriser omfattet af ligningslovens § 7, nr. 19) er dog skattefri, jf. afsnit A.B.7.4.3.
Udgangspunktet er altså, at der skal ske beskatning af prisen efter ligningslovens § 7 O, idet der er tale om en pris uddelt én gang for alle af offentlige midler.
Spørgsmålet er herefter om Kunstrådets Formidlingspris er omfattet ligningslovens § 7, nr. 19, 2 pkt, og dermed undtaget fra skattepligten.
Der er i SKM 2004.77.LR taget stilling til, hvorvidt Cavling-prisen er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt.
Ligningsrådet udtalte i denne sag, "at Cavling-prisen ikke omfattes af ligningslovens § 7, nr. 19, 2 pkt. om skattefrihed af hædersgaver til kunstnere. Cavling-prisen uddeles til en journalist eller en gruppe af journalister. Lovforslaget om skattefrihed af visse hædersgaver til kunstnere blev fremsat sammen med forlaget om udvidelse af virksomheders adgang til at afskrive udgifter i forbindelse med kunstnerisk udsmykning af erhversmæssigt benyttede benyttede bygninger. Det samlede lovforslag skule forbedre vilkårene for skabende og udøvende kunstnere, for derigennem at fremme trivsel og miljø på arbejdspladsen. På baggrund af bemærkningerne i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget, og lovforslagetss samlede sigte, kan journalister ikke betragtes som omfattet af den personkreds, som bestemmelsen retter sig mod."
På baggrund af Ligningsrådets udtalelse er det SKATs opfattelse, at Kunstrådets Formidlingspris ikke er omfrattet af ligningslovens § 7, nr. 19, stk. 2.
Formidlingsprisen er således efter SKATs opfattelse omfattet af ligningslovens § 7 O.
Bestemmelsen i ligningslovens § 7 O fastslår, at gave- og legatbeløb, der overstiger et grundbeløb på 7.900 kr. inden for et indkomstår, medregnes til den personlige indkomst med 85 % af den del af værdien, der overstiger 7.900 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, og beløbet udgør i 2008 14.000 kr.
SKAT gør opmærksom på, at besvarelsen alene er en vejlendende udtalelse, og at en endelig afgørelse henhører under de lokale skattemyndigheder.
Med venlig hilsen
Lilja Eileen Kristjansson
lillja.eileen.kristjansson@skat.dk
Direkte telefon 72 37 46 97
SKAT
Hovedcentret
Østbanegade 123
2100 København Ø
Telefon 72 22 18 18
E-mail via www.skat.dk/kontakt
www.skat.dk
Ean. nr. 5798000033788
14. november 2008
J.nr. 08-162373
Kunstyrelsen
Att. Christian Svane
H. C. Andersens Boulevard 2
1553 København V.
Henvendelse om beskatning af Kunstrådets Formidlingspris
Den 7. november 2008 har De henvendt Dem til SKAT Hovedcenter om evt. beskatning af Kunstrådets Formidlingspris på 100.000 kr.De har overfor Hovedcentret oplyst, at
"Kunstrådet vil uddele en pris til en person eller en redaktion, som i særlig grad har bidraget til krtiske kulturjounalistik eller som har præsteret en selvstændig, nyskabende kunstformidling inden for massemedierne. Kunstrådets Formidlingspris er på 100.000 kr. og uddeles en gang om året 2008, 2009 og 2010. Med prisen ønsker Kunstrådet at støtte og promovere dagsordenssættende og nyskabende måder at bedrive kulturformidling på.
Hædersprisen ydes som et uansøgt engangbeløb. Modtagerkredsen er "kulturfomidlere" - Dvs. typisk journalister, en kulturredaktion på en avis, en redaktør m.v."
Det fremgår af Ligningsvejledningens punkt A.B.7.4.1., at gave- og legatbeløb, der er ydet én gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lign. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjeneste, beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 0. Hæderspriser omfattet af ligningslovens § 7, nr. 19) er dog skattefri, jf. afsnit A.B.7.4.3.
Udgangspunktet er altså, at der skal ske beskatning af prisen efter ligningslovens § 7 O, idet der er tale om en pris uddelt én gang for alle af offentlige midler.
Spørgsmålet er herefter om Kunstrådets Formidlingspris er omfattet ligningslovens § 7, nr. 19, 2 pkt, og dermed undtaget fra skattepligten.
Der er i SKM 2004.77.LR taget stilling til, hvorvidt Cavling-prisen er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt.
Ligningsrådet udtalte i denne sag, "at Cavling-prisen ikke omfattes af ligningslovens § 7, nr. 19, 2 pkt. om skattefrihed af hædersgaver til kunstnere. Cavling-prisen uddeles til en journalist eller en gruppe af journalister. Lovforslaget om skattefrihed af visse hædersgaver til kunstnere blev fremsat sammen med forlaget om udvidelse af virksomheders adgang til at afskrive udgifter i forbindelse med kunstnerisk udsmykning af erhversmæssigt benyttede benyttede bygninger. Det samlede lovforslag skule forbedre vilkårene for skabende og udøvende kunstnere, for derigennem at fremme trivsel og miljø på arbejdspladsen. På baggrund af bemærkningerne i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget, og lovforslagetss samlede sigte, kan journalister ikke betragtes som omfattet af den personkreds, som bestemmelsen retter sig mod."
På baggrund af Ligningsrådets udtalelse er det SKATs opfattelse, at Kunstrådets Formidlingspris ikke er omfrattet af ligningslovens § 7, nr. 19, stk. 2.
Formidlingsprisen er således efter SKATs opfattelse omfattet af ligningslovens § 7 O.
Bestemmelsen i ligningslovens § 7 O fastslår, at gave- og legatbeløb, der overstiger et grundbeløb på 7.900 kr. inden for et indkomstår, medregnes til den personlige indkomst med 85 % af den del af værdien, der overstiger 7.900 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, og beløbet udgør i 2008 14.000 kr.
SKAT gør opmærksom på, at besvarelsen alene er en vejlendende udtalelse, og at en endelig afgørelse henhører under de lokale skattemyndigheder.
Med venlig hilsen
Lilja Eileen Kristjansson
lillja.eileen.kristjansson@skat.dk
Direkte telefon 72 37 46 97
Elektronisk truthorn søges
En desperat og akut efterlysning
Mesteren F.P. Jac skal hyldes, når han på fredag den 28. november klokken 15.30 i Kunstindustrimuseet modtager Det Danske Akademis Store Pris omsider, så derfor skal I allesammen møde talstærkt op og give jubellyd fra jer, men det er jo ikke nok med stemmekraft alene, der skal også kunstig støj til, og jeg vil så gerne have fingre i sådan et elektronisk truthorn, eller hvad fanden det er for noget, som fodboldtilhængere forstyrrer den offentlige orden med, men hvor sælger de sådan nogle? Findes der deciderede fodboldtilhængerbutikker, eller foregår det gedulgt bag et træ på Gunnar Nu Hansens plads? Det vil jeg gerne have mine læsere til at oplyse mig!
Mesteren F.P. Jac skal hyldes, når han på fredag den 28. november klokken 15.30 i Kunstindustrimuseet modtager Det Danske Akademis Store Pris omsider, så derfor skal I allesammen møde talstærkt op og give jubellyd fra jer, men det er jo ikke nok med stemmekraft alene, der skal også kunstig støj til, og jeg vil så gerne have fingre i sådan et elektronisk truthorn, eller hvad fanden det er for noget, som fodboldtilhængere forstyrrer den offentlige orden med, men hvor sælger de sådan nogle? Findes der deciderede fodboldtilhængerbutikker, eller foregår det gedulgt bag et træ på Gunnar Nu Hansens plads? Det vil jeg gerne have mine læsere til at oplyse mig!
I mens nynner jeg med på tredje del af Jacs digt-føljeton BUKKEFAR (meget apropos min aktuelle venteposition):
Danmark vrimler af forfattere, med årsopgørelser til et par ispinde,
et forfattende folk, hele tiden oddsende på det næste værk,
men pludselig vil klokken ringe, en anmelder har stødt hjerte på bogen.
Så kommer anmeldelserne som vinterstorme, og billedet er så figurativt,
man går hånd i hånd med pressen, skulle livet være så hemmeligt,
den svære toer og treer, cognacen er fordampet på forlæggerens bord.
Men det skal nu nok gå, som at stå af ræset i tide, sysle tid,
og når nu også pamfletten var ens drøm, egotrippets sande blomst.
Aflastningen sidder i fingrene, disse brikker praler til humøret,
nu røg det næste hjørne på plads, flere hoveder, kasketter og cement,
det må sgu være en bro, og noget glidende, brikkerne svinder da.
Nu springer noget i øjnene, venstresiden plages af beverdninger, nh,
navnene er desværre bogstavforfaldne, men et indre tænker tit sit,
nå, nu får det lov at hvile lidt, men noget erindringer som altid tørt.
Hvor er det dog en næsten god bog, men sproget er følelsesstrandet,
og mimikken i erindringstegningen er forgabt i hullet humor, synd,
næsten en hel bog med slagtøj, men så er der knaster på omkvædet.
Tænk at en bog om erotik er til at skrive så talentløst, trækvognen vælter.
Kan en bog om puslespil mon skæres ud i pap, for jeg er så uerfaren,
findes den overhovedet, isåfald må den meget gerne falde mig i hu,
tænk at kunne støbe sin egen isme, ja sågar sin egen biblioteksfløj.
TO BE CONTINUED!
Kriminalalfabetet
En dræbt darling af et bonusalfabet, plottet er ikke spor indviklet
KRIMINALALFABETET
ARGH!
Babu-babu!
Chok!
Drab!
Elevatorskakt!
Filatelist!
Glasøje!
Hawaiiskjorte!
Ishockeystav!
Jesuiterorden!
Kriminalinspektør!
Lup!
Mariehøne!
Narresut!
Obduktion!
Postopkrævning!
Quai D’Orsay!
Rulleforretning!
Skalkeskjul!
Tredjegradsforhør!
Undervisningsminister!
Vvs-mand!
Windsurfer!
Xerograf!
Yderlomme!
Zloty!
Ægteskabsbrud!
Østenvind!
Ålekrage!
- ikke fra Alfabeter fra Pluto
søndag den 23. november 2008
At have formater mindst
Håbløst mindre og herligt lille
Jeg er så glad for det bittelille format på min bog Alfabeter fra Pluto - som en pressemeddelelse fra Borgen meddeler mig allerede ER udkommet, det gjorde den allerede forrige lørdag, da jeg stod og råbte op fra den på Bogforum, ergo har den været totalt fredløs lige siden, uden at nogen, hverken boghandlere eller kritikere eller MIG'er, har opdaget det - 18, 2 x 12,8 cm, valgt af chef-alfabet-designer Malene Kyed er det sgu et kvikt format, min mindste bog nogen sinde, altså rent formatmæssigt, og den passer så fint, svupidup, ned i en jakkelomme, jas faktisk passer 2 eksemplarer så fint, svupidup, ned i en jakkelomme, og ikke at forglemme: OP af en jakkelomme!
Jeg er så glad for det bittelille format på min bog Alfabeter fra Pluto - som en pressemeddelelse fra Borgen meddeler mig allerede ER udkommet, det gjorde den allerede forrige lørdag, da jeg stod og råbte op fra den på Bogforum, ergo har den været totalt fredløs lige siden, uden at nogen, hverken boghandlere eller kritikere eller MIG'er, har opdaget det - 18, 2 x 12,8 cm, valgt af chef-alfabet-designer Malene Kyed er det sgu et kvikt format, min mindste bog nogen sinde, altså rent formatmæssigt, og den passer så fint, svupidup, ned i en jakkelomme, jas faktisk passer 2 eksemplarer så fint, svupidup, ned i en jakkelomme, og ikke at forglemme: OP af en jakkelomme!
Men hvad er der sket med hæderkronede, nej jeg beholder tastfejlen: hæderkornede Rolling Stone, der med nr. 1064, Barack Obama killer-smilende på coveret, er gået fra flappet hippie-monstrøsitet til fuldstændig ordinær Alt for damerne-format, det ser horribelt forkert ud!
torsdag den 20. november 2008
Før mødet i festudvalget
kan man altid afskrive et digt,
hvad ligger øverst i bunken? godt nok meget og tung prosa, men her, Klaus Lynggaards debut Vinterkrig sgu, 1981, bladre, bladre, SÅ 1981, værs'go':
hvad ligger øverst i bunken? godt nok meget og tung prosa, men her, Klaus Lynggaards debut Vinterkrig sgu, 1981, bladre, bladre, SÅ 1981, værs'go':
på et fortov
ved en overgang
- orange blink for dig
for alle
som dig
jeg kan ikke vinke
ikke vende mit ansigt
mod vinden
alt visner
i de sidste sug af november
og alder omgiver os, falder
og alt der falder; omgiver os
Og det er og
(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)
Ca/rsten J/e/nsen fø/rer b/ogk/åringen
Knækprosaisk readymade
Carsten Je
nsens roman "Vi d
e druk
nede" fø
re
r Morgenav
is
ens Jy
llands-Pos
tens stor afst
emning om vor tids d
anske ro
man m
ed et ef
terhånd
en ret stort forsp
ring
onsdag den 19. november 2008
Thøgers kvinder
En liste over veninder/kærester/koner og det der ligner i Thøger Jensens kortprosasamling Høfde Q, for alle tilfældes skyld
Min penneveninde
Dig (der kommer op ad trappen)
(hun) (som implict del af et 'de', der er lykkelige)
Hende (med de mintgrønne sko på mit tangohold)
Kirsten
Du (med bogen tatoveret på venstre skulder)
Katarina
Hende (fra klassen, som han dansede med)
Den hollandske bager
Else
Kvinden (der sidder foran ham i Sterling-flyet)
Hun (der ligger der ved siden af ham)
Mette
(Hun) (hvis kys han stadig kan smage)
Belinda
Hun (der glæder sig til at bade)
Lis
De for hvert år stadig yngre unge piger
En anden ekspedient
Charlotte
Du (som lige har været ude at svømme en tur)
Dig (der kommer op ad trappen)
(hun) (som implict del af et 'de', der er lykkelige)
Hende (med de mintgrønne sko på mit tangohold)
Kirsten
Du (med bogen tatoveret på venstre skulder)
Katarina
Hende (fra klassen, som han dansede med)
Den hollandske bager
Else
Kvinden (der sidder foran ham i Sterling-flyet)
Hun (der ligger der ved siden af ham)
Mette
(Hun) (hvis kys han stadig kan smage)
Belinda
Hun (der glæder sig til at bade)
Lis
De for hvert år stadig yngre unge piger
En anden ekspedient
Charlotte
Du (som lige har været ude at svømme en tur)
tirsdag den 18. november 2008
I did not know that
Unyttig information og meningsløs research hos Hans Otto Jørgensen, Kristian Bang Foss og Lars Frost
Blogposten, der spiste sig selv, rekonstrueret [dobbelt LB 2011]:
Blogposten, der spiste sig selv, rekonstrueret [dobbelt LB 2011]:
I torsdags til Gyldendals marathon-show interviewede jeg Hans Otto Jørgensen, Lars Frost og Kristian Bang Foss, hvilket gik som henholdsvis en leg, en finanskrise og en politirazzia, og fred være med det. Og med Bobi-Bar. Og Andys Bar. Men da jeg tidligere på dagen genlæste op på de tre forfatteres 2008-romaner, Hestenes øjne, Ubevidst rødgang og Stormen i 99, slog det mig, at de alle tre bebyrdede mig med unyttig informatioin, som derfor - pga. unyttigheden - frydede mig umådeligt, og at lige pærcis det er en af de væsentlige forskelle på gode og slette romaner: den gode roman tilstænker dig (frydefuldt, og frydefuldheden går begge veje, romanen fryder sig også) med unyttig information (og ikke mindst unyttigt lingo, helst et helt nonsensisk vokabular) den slette roman begraver dig (trøstesløst, og trøstesløsheden går alle veje) i nyttig information.
Her informerer Hans Otto Jørgensen om sin barndoms dialekt:
"Vi snakker ikke andet end jysk, vi ved ikke, hvordan man bærer sig ad. Stald hedder nøs, trillebør hyvelboe, ko kou, roer rue, hø hyk, det er det, vi ved noget om, men det er så også et sprog, der er gået i stå, det finder jeg ud af, fordi min bedstefars sprog gik i stå, så det er ikke bare jysk, det er jysk, som man snakkede engang før århundredeskiftet, som på Aakjærs tid, eller måske endda på Blichers tid, et i enhver henseende antikveret sprog, med samme udtale, samme bøjningsformer og næsten uden optagelse af nye ord.
Et hus hedder jen hous, flere huse flie houuse, en hest hedder en heist, flere heste flie heejst, et føl hedder jen førl, flere føl hedder flie førlle. Det er ikke underligt, der er ingen udenbys, der forstår, hvad vi siger, nevøerne og niecerne og grandnevøerne og grandniecerne er målløse, jo længere ud i familien, vi kommer, jo værre bliver det.
Hvornår hedder hwie, hvor hwae, hvordan huen.
Vædder hedder vaije, gået omkuld hedder gawn i kåel, optærsket optosken, silke særlke, pjattehoved pjahue, i morgen i måe, næste efter nejst ae, at spise middagsmad å fo wo unen, at spise aftensmad å fo wø næe, i aften i javten, i aftes i jaas, er du alene er do aljanne, en lille smule syg en grån fesel, en byge en æel."
Her informerer Kristian Bang Foss om baggrunden for vanskelighederne med "plukningen" af jakken Mickey og bukserne Conrad på InWears lager på Amager i 1999:
"Det er værd at vide, at Part Two og Matinique også hører ind under InWear. Hængende Stock har store problemer med et Matinique-jakkesæt. Jakken hedder Mickey, og bukserne hedder Conrad. Asger har sagt, at Anton er den eneste, der må plukke Mickey og Conrad, for han er den, der har arbejdet i Hængende Stock længst og kender til problemet. Problemet er, at jakkesættene har forskellige nuancer. de sorte, som er dem, der sælges flest af, findes i flere forskellige dessiner. Man ser det ikke i lagerets dunkle neonlys - hvis man tog en jakke og et par bukser, der ikke matchede, med udenfor, ville man på en solrig dag måske kunne se det, men ikke indenfor. Så hvis en uerfaren medarbejder plukker Mickey og Conrad og kommer til at blande to dessiner, vil det først blive opdaget ude i den forretning, der har bestilt jakkesættene, og tøjet vil blive sendt retur, det vil ende i returafdelingen, hvor Nanna lige er blevet ansat. Og Nanna vil efter alt at dømme hænge tøjet forkert på plads, hun aner ikke noget om de forskellige dessiner, hvor skulle hun vide det fra?"
Til gengæld ved nu læseren ca. alt om Mickey og Conrad - til ingen verdens nytte!
Her informerer Lars Frost - via ingeniør og synsvinkelbærer Eriks læsning af et nummer af Mad&Gæster - om grillstegning, i 70'erne og til alle tider:
"Grillstegning, læser han. Stegning over gløder er den ældste stegemetode, man kender, læser han. Ja, det er der vel noget om, tænker Erik. I de senere år er der kommet flere effektive [endeløst diskuterede forfatter, redaktør og korrektulæser, har Frost fortalt, den rette (70'er)flertalsfórm af grill: grills? griller, men det endelige bud blev altså:] grill til husholdningsbrug i handelen, læser han videre. Ja, det fortæller min kone mig, tænker Erik. Grill i den gedigne udførelse, der betinger et godt resultat, formaner artiklens forfatter. Men hvad kendetegner grillstegning til forskel fra andre stegemetoder? spørger artiklen og svarer selv, at definitionen må blive en stegning over meget kraftig varme, cirka tre hundrede grader, fremkaldt dels af strålevarme, dels af kontaktvarme fra risten. Desuden er det en stegning ved tør varme - i modsætning til almindelig ovnstegning i et lukket ovnrum fyldt med dampen fra maden. Sådan beskriver de grillstegning i Mad&Gæster. Erik løfter øjenbrynene, ser man det, tænker han og læser videre. Det er slet ikke uinteressant og meget uventet, det overrasker ham at finde den slags omhyggelighed i et blad som Mad&Gæster, saglige artikler om et så i og for sig usagligt stofområde som madlavning og livsstil. Interessant. Det tørre ved grillstegningen kommer sig simpelthen af den frie luft, hvori grillstegningen foregår, ja, det foregår jo udendørs, simpelthen, eller læser Erik videre i artiklen, eventuelt i et inderum, for eksempel en pejs, med passende aftræk og ventilation."
Det er jeg så glad for ikke at have brug for at vide. Hvor er det det dog helt fantastisk uinteressant!
Den kunne også have heddet Flottenheimer
Stepskonote til anmeldelsen af T.S. Høegs snurrende Albue
Jeg glemte rent i min begejstrede (og nok derfor!) anmeldelse af T.S. Høegs digtsamling Albue (der bare har at komme i avisen på fredag) at forklare, HVORFOR den hedder Albue. det gør den, fordi T.S. altid har syntes, at det er sådan et smukt ord, ganske simpelt, som det nemlig fremgår af følgende lille passage (reciteret på cd'en Det talte ord & raske råberemser, 2001) fra romanen Gutboy, 1996 (som var noget af det allerførste, jeg anmeldte (begejstret) på WA); hoved- og titelperson og muteret alter ego Gutboy tænker tilbage på sin barndom, da han gik rundt og samlede på ord, and don't we all?:
"Albue og skumring var smukke ord, så de kom ned i den hvide kasse. Derimod var trend et åndssvagt ord, der ikke fortjente andet end den grå kasse. Og sådan hobede ordkasserne sig op, så der til sidst ikke var mere plads til Gutboy selv. Han måtte simpelthen tage ordene med udenfor, så de kunne gives videre til andre. Jeg glemte rent i min begejstrede (og nok derfor!) anmeldelse af T.S. Høegs digtsamling Albue (der bare har at komme i avisen på fredag) at forklare, HVORFOR den hedder Albue. det gør den, fordi T.S. altid har syntes, at det er sådan et smukt ord, ganske simpelt, som det nemlig fremgår af følgende lille passage (reciteret på cd'en Det talte ord & raske råberemser, 2001) fra romanen Gutboy, 1996 (som var noget af det allerførste, jeg anmeldte (begejstret) på WA); hoved- og titelperson og muteret alter ego Gutboy tænker tilbage på sin barndom, da han gik rundt og samlede på ord, and don't we all?:
Derude gik han så blandt menneskene og henvendte sig med dagens bunke. det kunne være epoxy, falanks, humbug, slave, flottenhejmer eller camouflage."
Den kunne også have heddet Guttermand, romanen, digtsamlingen, anmeldelsen, tilværelsen.
Morten-mig 2-1
Lille Forum-mosaik
T.S. Høeg, der ved fælles morgenvækning Under Uret forundret opdagede, at idag var det mig, der var den iltre opråber, og ham, der var den ømme poet.
Lone Hørslev, der havde sin bowler med, men ikke på, og som i Bogcafeen forklarede, hvordan en parantes lyder: (hviskende).
Bo Reinholdt, der på Springs bittelille stand intenst talte Midgårds-Loke et øre af, når han ikke furiøst deklamerede latinske citater.
17-årige debutant i Hvedekorn nr. 4, Cecilie Linds bedsteforældre, der var mødt op til min oplæsning hos Danske Kulturtidsskrifter af nummerets greatest hits, fordi Cecilie selv er for genert til at lade dem se hendes (kantet lysende) poesi.
Helle Helle, der Under Uret med et høfligt suk godt kunne se, at hundene i Ned til hundene kan symbolisere alt muligt og umuligt, hvilket jo imidlertid virkelig ikke er hendes ansvar, først og fremmest og til syvende og sidst er og bliver hundene hundene.
Helle og hendes veninde Kirsten Hammann næste dag ved 14-tiden, fuldstændigt overstadige over, at Kirsten tre timer tidligere og yderst fortjent havde vundet Danske Banks Litteraturpris på 300.000 kroner; Yiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiih!
Maria Helleberg, der Under Uret pralede af, at hendes roman Druknehuset indeholdt dansk litteraturs første folde-ud-neger.
Forfattere og forlæggere, der i ét væk spørger: Bliver bog A C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å snart anmeldt? For hvad tror de jeg svarer: Nej, nix, njet? Næh, jeg svarer træt og automatisk jajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajaja, ork jajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajaja, men jeg er for fanden da ikke til at stole på!
Morten Sabroe, der Under Uret (jeg nåede sjældent ret meget længere, og derovre til højre på Borgens stand lå jo også min egen, nyfødte bog) fik selveste Jørgen Leth til at foredrage en til lutter positivitet redigeret udgave af min onde WA-anmeldelse af Kærlighedskrigeren; for nok var teksten groft skamklippet, men det var stadig mine formuleringer, Leth gav suverænt synkoperet mæle: ""(...) begyndelsen [pause] eller "prologen" [pause], side 9-29 [pause], er faktisk skidegod [pause]: en intens [pause], dobbeltløbet [pause] erindringstekst [pause] om at blive svigtet [pause]: af danserinden Vicky Alvarez (...)". Det var stort!
Læserne, der i store stimer åbenbart findes, men jo først når de kommer hjem og faktisk læser.
Lone Hørslev, der havde sin bowler med, men ikke på, og som i Bogcafeen forklarede, hvordan en parantes lyder: (hviskende).
Bo Reinholdt, der på Springs bittelille stand intenst talte Midgårds-Loke et øre af, når han ikke furiøst deklamerede latinske citater.
17-årige debutant i Hvedekorn nr. 4, Cecilie Linds bedsteforældre, der var mødt op til min oplæsning hos Danske Kulturtidsskrifter af nummerets greatest hits, fordi Cecilie selv er for genert til at lade dem se hendes (kantet lysende) poesi.
Helle Helle, der Under Uret med et høfligt suk godt kunne se, at hundene i Ned til hundene kan symbolisere alt muligt og umuligt, hvilket jo imidlertid virkelig ikke er hendes ansvar, først og fremmest og til syvende og sidst er og bliver hundene hundene.
Helle og hendes veninde Kirsten Hammann næste dag ved 14-tiden, fuldstændigt overstadige over, at Kirsten tre timer tidligere og yderst fortjent havde vundet Danske Banks Litteraturpris på 300.000 kroner; Yiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiih!
Maria Helleberg, der Under Uret pralede af, at hendes roman Druknehuset indeholdt dansk litteraturs første folde-ud-neger.
Forfattere og forlæggere, der i ét væk spørger: Bliver bog A C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å snart anmeldt? For hvad tror de jeg svarer: Nej, nix, njet? Næh, jeg svarer træt og automatisk jajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajaja, ork jajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajajaja, men jeg er for fanden da ikke til at stole på!
Morten Sabroe, der Under Uret (jeg nåede sjældent ret meget længere, og derovre til højre på Borgens stand lå jo også min egen, nyfødte bog) fik selveste Jørgen Leth til at foredrage en til lutter positivitet redigeret udgave af min onde WA-anmeldelse af Kærlighedskrigeren; for nok var teksten groft skamklippet, men det var stadig mine formuleringer, Leth gav suverænt synkoperet mæle: ""(...) begyndelsen [pause] eller "prologen" [pause], side 9-29 [pause], er faktisk skidegod [pause]: en intens [pause], dobbeltløbet [pause] erindringstekst [pause] om at blive svigtet [pause]: af danserinden Vicky Alvarez (...)". Det var stort!
Læserne, der i store stimer åbenbart findes, men jo først når de kommer hjem og faktisk læser.
mandag den 17. november 2008
Jens August Marx, bror nr. sex
Med Schade på hovedet i biografen
Jeg foreslog min søn, at vi skulle se Hitchcocks The Birds, men han ville hellere se en komedie, og så gravede jeg en dvd med Marx Brothers-filmen Horse Feathers fra 1932 frem, den hvor Groucho kaotisk er ny rektor på Huxley College og en af de mest nådesløst anarkistiske værker i Marx-kanonen, og min søn, der aldrig havde oplevet brødrene før, måtte hurtigt overgive sig til almengrinagtigheden, men det jeg ville sige var, at den umoralske slutning på filmen, hvor de tre Marx-brødre, Groucho, Harpo og Chico, alle og på én gang bliver gift med "the college widow" (hvorefter de alle og på én gang springer på hende!) er en nøjagtig spejlvending af slutningen på digteren og den ivrige biografgænger Jens August Schades lystige eksperimentalroman Kommode-Tyven fra 1939 (er p.t. in print i et nydeligt genoptryk fra Arena), hvor titelpersonen i en flyvemaskine bliver gift med romanens tre kvindelige hovedpersoner, Cissy Mulbrin, Fandango og Lucia, hvilket totalt og aldeles eksalterer den kursiverede avisstemme:
E t e j e n d o m m e l i g t b r y l l u p f a n d t i d a g s t e d i d e t f o r a l l e m u l i g h e d e r å b n e f r i e D a n m a r k. Som frie fugle fløj i dag en amerikansk flyvemaskine (det bør noteres, for det ville aldrig kunne finde sted i s e l v e landet på grund af gamle, vedtagne love, men landet lærer jo nok af o s, der lader menneskene ordne deres pirvate sager, som de vil og ønsker - med henblik på naturlige, sociale hensyn, som vi altid tager her i Amerika, de frie menneskers land, som byggede sin kultur op på naturfolkenes (indianernes, eskimoernes, sydhavsboernes og andres) frie moral og samfunds-kærligheds rige traditioners hensyntagen til menneskenes naturlige følelser - og kulturfolkenes (mange europæere, asiater og andres) åndelige vurderingsevne af sociale porblemer og evne og vilje til indtrængen i det sanselige og åndelige livs mysterier) - en klar, kølig og høj dag er det derovre i landet på den anden side af jorden, som ligger og drejer i septembersolen - således telegraferer man fra flyvemaskinen - skovene ligger vidt og bredt i den klare luft - vi modtager i dette øjeblik telegrammet, der løber ud på bordet foran os - "vi ser måne stige op som en lyserød rose, efter som flyvemaskinen stiger - den stiger hurtigere end sædvanligt - månen, mens jorden daler --", men vi glemmer i hastværket - rotationspressen venter på stoffet, dette utrolige stof, som vi har eneret på - købt for 100.000 DOLLARS af vor fremsynede bladledelse, Horatio Adams - vi venter - nej, rotationspressen venter - vi glemmer i hastværket - hold kæft, Joe Smith, dumrian, idiot - der er et telegram om en kongelig forlovelse - hold kæft, siger jeg - tre tankestreger, siger jeg - s t o r e t y p e r - vi frygter i hastværket, at diktafonen har modtaget enkelte lyde eller ord, som vore læsere må undskylde os i redaktions-spektaklet - ØL, ØL, JEG SVEDER - vi glemte i hastværket den første sætning i artiklen og forbinder nu: "S o m f r i e f u g l e f l ø j i d a g, m e n s j o r d e n d r e j e r s i g u n d e r m a s k i n e n i d e n s t r å l e n d e s e p t e m b e r s o l - KOMMODE-TYVEN OG HANS TRE KÆRLIGHEDS-FRUER p å v e j m o d "h v o r h e n - v i d e s - i k k e" - telegrammerne vælter sig som tele-plasma over bordet, vi nøjes med brudstykker: "vi ser Fyn i eftermiddags-lys, den skønne ø i det skønne land med en kikkert - dérnede gik kommode-tyven i sin barndom og plukkede blomster -" "han så mod himlen og tænkte: dérop vil jeg flyve engang" - intervieweren spørger: "Tror de på kærligheden?" - Kommode-tyven ser blot op mod himlen - - højere op end han allerede er - - - Månen stiger højere og højere. Nu er den hvid. Og lokkende breder tre unge damer deres arme ud og siger: "My love", "kiss me" o.s.v. "I hate you", siger én til en anden af de unge, fine engle, "because of your being in love with my love - but I love you so much for it - he's the love of our all, and we'll drink love from him and forget our hate more and more deliciously to night. We'll be spirits on the bloom of his soul, and ranindrops on the bloom of his lips, because we are in god's great sphere of immoratl heavenly love."
Og fra nu af vil jeg altid forestille mig kommode-tyven med et fint malet moustache under det poetiske snydeskaft.
Scharx!
E t e j e n d o m m e l i g t b r y l l u p f a n d t i d a g s t e d i d e t f o r a l l e m u l i g h e d e r å b n e f r i e D a n m a r k. Som frie fugle fløj i dag en amerikansk flyvemaskine (det bør noteres, for det ville aldrig kunne finde sted i s e l v e landet på grund af gamle, vedtagne love, men landet lærer jo nok af o s, der lader menneskene ordne deres pirvate sager, som de vil og ønsker - med henblik på naturlige, sociale hensyn, som vi altid tager her i Amerika, de frie menneskers land, som byggede sin kultur op på naturfolkenes (indianernes, eskimoernes, sydhavsboernes og andres) frie moral og samfunds-kærligheds rige traditioners hensyntagen til menneskenes naturlige følelser - og kulturfolkenes (mange europæere, asiater og andres) åndelige vurderingsevne af sociale porblemer og evne og vilje til indtrængen i det sanselige og åndelige livs mysterier) - en klar, kølig og høj dag er det derovre i landet på den anden side af jorden, som ligger og drejer i septembersolen - således telegraferer man fra flyvemaskinen - skovene ligger vidt og bredt i den klare luft - vi modtager i dette øjeblik telegrammet, der løber ud på bordet foran os - "vi ser måne stige op som en lyserød rose, efter som flyvemaskinen stiger - den stiger hurtigere end sædvanligt - månen, mens jorden daler --", men vi glemmer i hastværket - rotationspressen venter på stoffet, dette utrolige stof, som vi har eneret på - købt for 100.000 DOLLARS af vor fremsynede bladledelse, Horatio Adams - vi venter - nej, rotationspressen venter - vi glemmer i hastværket - hold kæft, Joe Smith, dumrian, idiot - der er et telegram om en kongelig forlovelse - hold kæft, siger jeg - tre tankestreger, siger jeg - s t o r e t y p e r - vi frygter i hastværket, at diktafonen har modtaget enkelte lyde eller ord, som vore læsere må undskylde os i redaktions-spektaklet - ØL, ØL, JEG SVEDER - vi glemte i hastværket den første sætning i artiklen og forbinder nu: "S o m f r i e f u g l e f l ø j i d a g, m e n s j o r d e n d r e j e r s i g u n d e r m a s k i n e n i d e n s t r å l e n d e s e p t e m b e r s o l - KOMMODE-TYVEN OG HANS TRE KÆRLIGHEDS-FRUER p å v e j m o d "h v o r h e n - v i d e s - i k k e" - telegrammerne vælter sig som tele-plasma over bordet, vi nøjes med brudstykker: "vi ser Fyn i eftermiddags-lys, den skønne ø i det skønne land med en kikkert - dérnede gik kommode-tyven i sin barndom og plukkede blomster -" "han så mod himlen og tænkte: dérop vil jeg flyve engang" - intervieweren spørger: "Tror de på kærligheden?" - Kommode-tyven ser blot op mod himlen - - højere op end han allerede er - - - Månen stiger højere og højere. Nu er den hvid. Og lokkende breder tre unge damer deres arme ud og siger: "My love", "kiss me" o.s.v. "I hate you", siger én til en anden af de unge, fine engle, "because of your being in love with my love - but I love you so much for it - he's the love of our all, and we'll drink love from him and forget our hate more and more deliciously to night. We'll be spirits on the bloom of his soul, and ranindrops on the bloom of his lips, because we are in god's great sphere of immoratl heavenly love."
Og fra nu af vil jeg altid forestille mig kommode-tyven med et fint malet moustache under det poetiske snydeskaft.
Scharx!
torsdag den 13. november 2008
Selvanmeldelse
Ved konfrontationen med de første eksemplarer af alfabetsamlingen Alfabeter fra Pluto, netop ankommet med grønt bud fra Valby
DU
DU
HAR
BRUG
FOR
EN
SNURREPIBERENSER,
LARS!
onsdag den 12. november 2008
Anmeldelsesløfter
Pulveriseringsliste for anmelder, redaktør, læsere, forfattere og bøger
Jeg lover at gøre mit bedste for, at følgende bøger fra 2007 bliver anmeldt i papiravisen eller her på bloggen, inden vi skriver 2009, og jeg nægter at udtale mig om, hvor præcist de enkelte titler/anmeldelser lige nu står i kø, her eller i Pilestræde. Listen vil blive udvidet og (forhåbentlig især) indskrænket løbende, indtil alt omsider er for sent 31. december klokken 23.59.59:
Trine Andersen: På den anden side
Anonym: DAGENS ANSIGT: Allie
(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)
Jeg lover at gøre mit bedste for, at følgende bøger fra 2007 bliver anmeldt i papiravisen eller her på bloggen, inden vi skriver 2009, og jeg nægter at udtale mig om, hvor præcist de enkelte titler/anmeldelser lige nu står i kø, her eller i Pilestræde. Listen vil blive udvidet og (forhåbentlig især) indskrænket løbende, indtil alt omsider er for sent 31. december klokken 23.59.59:
Trine Andersen: På den anden side
Anonym: DAGENS ANSIGT: Allie
(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)
søndag den 9. november 2008
Jeg har Dig paa Følelsen
Et splinternyt digt af Jens August Schade til salg for lige nu kun 1250 kr, læs det her
På bruun-rasmussen.dk kan man de næste 27 dage og 23 timer byde på et utrykt og hidtil ukendt SKØNT kærlighedsdigt af Jens August Schade plus et "kærestebrev" (til, oplyser auktionsfirmaet, Birgit Schmedes) og en håndfuld bøger. Her klokken 14.38 er højeste bud 1200 kr, og det er jo ingenting, så hvad er der at betænke sig på? Jeg har møjsommeligt afskrevet både digt og brev fra min skærm (jeg kunne ikke finde ud af at printe), men det var så rigeligt umagen værd; her er først det effektivt (formoder man) forføreriske kærestebrev:
Og her er digtet - verdenpremiere! - svimlende rundtosset mellem himmel og hav, fugle og tagrygge, indtil brat og ud af det blå hendes hvide bluse i restauranten dukker op, og digtet på stedet umiddelbart HIMLER:
På bruun-rasmussen.dk kan man de næste 27 dage og 23 timer byde på et utrykt og hidtil ukendt SKØNT kærlighedsdigt af Jens August Schade plus et "kærestebrev" (til, oplyser auktionsfirmaet, Birgit Schmedes) og en håndfuld bøger. Her klokken 14.38 er højeste bud 1200 kr, og det er jo ingenting, så hvad er der at betænke sig på? Jeg har møjsommeligt afskrevet både digt og brev fra min skærm (jeg kunne ikke finde ud af at printe), men det var så rigeligt umagen værd; her er først det effektivt (formoder man) forføreriske kærestebrev:
Gardes Allé 14
Hellerup
Du store Mirakel
Jeg kan tusinde Navne til
Dig. Hermed nogle Overførings-
Blomster til Din Sjæl – nej,
Til Tine Elisabeth selvfølgelig,
og et Digt til din Sjæl Af
nogle, som jeg skrev mens Du
var ude at rejse i Sveriges
store Vidder –
Dette kan ogsaa
Overføres –
[tegning af blomst]
Din
Jens August Schade
Og her er digtet - verdenpremiere! - svimlende rundtosset mellem himmel og hav, fugle og tagrygge, indtil brat og ud af det blå hendes hvide bluse i restauranten dukker op, og digtet på stedet umiddelbart HIMLER:
Et Mirakel
Ja, kæreste Lykkebud,
Du bringer Lykke
med fra Havene, fra Lattermildheden,
fra Havstokken –
fra det store Hav af Mildhed ved
hvis Kyst
Du staar og ler. – Min Sjæl, min Sjæl
-forunderlig er Du, Du er som Modermælk
for det lille Barn, som Vin
for Englene. Jeg søgte Dig
i mørke Stræder, i dybe Skakter
i mange Aar – jeg havde Dig
paa Følelsen, i mine Tanker
uden at kende Dig. Jeg hørte Dig
om Natten i Fuglenes Træk
over Byen, som Vifter
der spredte sig ud og forsvandt
som en lille Stribe i Mørket
en sød Horisont
mellem Hustage – blaa, højt oppe. –
Jeg hørte
dem skrige og vifte med Vinger,
der suste i Luften – og bragte Bud
fra store Have. Saadan er Du –
jeg ledte i Luften, jeg ledte
paa Jorden,
jeg hørte Din Aand og Din Himmel
tale
en pludselig Dag. – saa var Du dér
i Luften foran, Din hvide Bluse
var syet af Havskum, jeg hørte suse
i Restauranten. Og om Dig laa
en Himmel af Lykke, saa dyb og blaa.
fredag den 7. november 2008
Erstatningsaversion
Barberblade, skjorter, brylcreme eller påsebryg - det er dig!
Redaktøren har været så uvenlig at udsætte min Yndlingsaversion nr. 4 ("den selvopløselige neoavantgardismes tragikomiske overbud af situationismeforfremmelse") til (forhåbentlig!) næste uge, men jeg ved, at der er læsere derude, som er veritable aversionsjunkier, og til dem leverer jeg her en en pga. dårlig timing kasseret aversion fra for en måneds tid siden - som en forhåbentlig ikke alt for skuffende kop erstatningskaffe:
Redaktøren har været så uvenlig at udsætte min Yndlingsaversion nr. 4 ("den selvopløselige neoavantgardismes tragikomiske overbud af situationismeforfremmelse") til (forhåbentlig!) næste uge, men jeg ved, at der er læsere derude, som er veritable aversionsjunkier, og til dem leverer jeg her en en pga. dårlig timing kasseret aversion fra for en måneds tid siden - som en forhåbentlig ikke alt for skuffende kop erstatningskaffe:
YNDLINGSAVERSION NR. X er en bestseller-datters tarveliggørelse af min estimerede Hvedekorn-forgængers poetiske ry og rygte
Marekat mermaid merskum
Jeg har ikke noget problem med, at Politiken hjælper Hanne-Vibeke Holst (og Gyldendal) med at reklamere for hendes nye, ”store” roman, Dronningeofret, eller at Hanne-Vibeke Holst hjælper Politiken med at sælge deres lørdagsudgave (forside-henvisning på 1. sektion: ”Bestsellerforfatter savner parnassets anerkendelse”, forsiden af 2. sektion, plus to hele sider indeni). Men jeg bryder mig ærligt talt ikke om, at Holsts og Politikens gensidige salgsarbejde atter skal tage udgangspunkt i den, med H.V.s egne ord, ”bitre datters” temmelig uforløste forhold til sin far, den parnasanerkendte digter Knud Holst (1936-1995, redaktør af Hvedekorn 1963-67), overskrift på 2. sektion: ”Og så kommer denne 19-årige møgunge og skriver en roman med den største lethed i verden.” Ca. 1 gang pr. spalte afbryder Carsten Andersen sit ”store” interview med dramatisk kursiverede afsnit om Andersens og Holsts konfrontation med Knud Holsts efterladte papirer nede i datterens kælder:
”Historier om et liv. Erfaringer høstet. Tab./ Hvis villaen brændte, ville beviserne for Knud Holsts brydsomme liv kun eksistere oppe i hovedet på hans døtre. Og når de var væk – puf. Ingenting. Eller kun det, man kunne læse ud af hans kortprosa og digte. Men intet om anerkendelsen. Intet om de kuldsejlede romandrømme.”
Som om ”hans kortprosa og digte” ikke var alt nok, som forpulet sprogkunst, der beviser sig selv! Ikke overraskende mener romanforfatteren H.V. Holst, at et forfatterliv, der ikke resulterer i 1 eneste roman, er mislykket og kuldsejlet, jeg vil mene, at et forfatterliv, det resulterer i bare 1 godt digt, altid er vellykket, og fx digtet ”Citron” fra K. Holsts tredje samling Samexistens fra 1966, så syrligt syret:
”Citron på gulvet/ en halvdel af en citron/ har du tabt på gulvet/ der stikker den op/ citronen på gulvet/ ligger og stritter/ med spidsen i vejret/ det er en halv citron/ som ligger på gulvet/ som er som et lille bryst/ som er som dit lille bryst/ pegende opad fra gulvet/ dit ene lille/ med sin frejdige spids.// I hånden holder du/ en halv citron/ som er den anden halvdel/ du ikke taber/ som er den halvdel/ du holder krampagtigt fast./ Jeg siger: smid så den citron.”
Inde i mit eXemplar af Samexistens (med dens flot poppede Kirkeby-cover) ligger Poul Borums håndskrevne noter og anmeldelse (til Jyllands-Posten”); i noterne kommenterer og smagsbedømmer Borum samtlige digte, og ud for ”Citron” står der bare ”NOVRA!”, i anmeldelsen uddyber han pædagogisk: ”Læg mærke til det barnlige raffinement i opbygningen frem mod knald-pointen til sidst.” Og sammenlign nu med et par linjer, lige så info-stresset, klichéfuldt prosaiske som digtlinjerne var fordrømt-ironisk, originalt poetiske, fra indledningen til Dronningeofret, trykt en uge tidligere, som endnu mere gratis reklame, i Politiken-tillægget Magasinet (synsvinklen er en jødisk-amerikansk læges):
”Som nu hende her, en udenlandsk VIP, morgenens første patient. En sofistikeret, honningblond dansker, der trods fødselsåret 1944 stadig var tiltrækkende, uden den skæmmende skarphed, som mange mørke jødinder udviklede med alderen. Det måtte være det østeuropæiske, der slog igennem, for var det ikke Litauen, den ene gren af familien stammede fra? Før de flygtede fra tsarens pogromer og havnede i Danmark.”
Jo, det var det nok! ”Sidste texter” står der på en af kasserne med efterladte papirer, men det er naturligvis ikke det litterære potentiale, der interesserer journalistforfatteren H.V. Holst: ”Hvad skulle hun bruge dem til? Godt spørgsmål. Men hun er jo journalist og kan se et materiale for sig. Et stof. (…) ”Det er en hård historie om liv, død, dæmoni, stræben og tab. Det bliver i givet fald en stor [”stor” LB] bog, men ikke en historie jeg traller ind på kontoret for at skrive. Til gengæld giver det for mig mening, hvis han engang bliver den roman, han aldrig selv fik skrevet.”
Til (og som!) gengæld fik Knud Holst allerede i 1966 skrevet et profetisk og knivskarpt digt om (og som!) sin datter (dengang kun 7 år), ”Det er dig” (Borums vurdering, som var det en roman af H.V.H.: ”energi, men a la mode”!), tilegnet ”pigen iblandt os”, de første to afsnit:
”Det er dig/ der hele tiden er på forsiden/ det er dig/ der sætter omsætningen i vejret/ det er hele tiden dig/ der sælger barberblade skjorter/ brylcreme eller påskebryg/ (men ingen blir som dig af at drikke det)/ det er dig/ de alle sammen råber på/ det er dig/ de ikke kan få nok af/ dig de ikke vil finde sig i/ dig som de hævner sig på/ det er dig der hele tiden vinder/ og kommer galt af sted i aviserne.// Det er dig/ der lyser i mørket/ det er dig/ der formørker billedet/ dig der er smukkest i modvind/ dig der må smide tøjet/ dig der går uden bukser/ dig der er jomfru/ dig der er luderen/ eller prinsessen/ vor ældste datter/ eller vor barnebrud/ vor pornografi/ og vor nationalsang/ vort lokum/ og vor kirke.”
Digtet slutter tragisk – ”Det er dig altid dig/ pige marekat mermaid merskum/ som ikke kan betragtes/ uden i adsplittelsen/ mellem dine forbudte og forsirede masker/ dig som ikke egner sig til livet/ dig som vi elsker/ ophængt mellem kroge” – men det gør jo, på trods (og på grund?) af al finlitterær forsmåelse Hanne-Vibeke Holst ikke, hun er og bliver en succesroman.
mandag den 3. november 2008
Et scoop af en tak
Eksklusivt for bloggen kan vi bringe Naja Marie Aidts takketale for Nordisk Råds Litteraturpris, tak for det!
Holdt tirsdag den 29. oktober ved Nordisk Råds 117. session i Helsingfors (med undervisningsminister Bertel Haarder blandt tilhørerne, målrettet nok), og slå lige den Obama:
Holdt tirsdag den 29. oktober ved Nordisk Råds 117. session i Helsingfors (med undervisningsminister Bertel Haarder blandt tilhørerne, målrettet nok), og slå lige den Obama:
NAJA MARIE AIDTS TAKKETALE I ANLEDNING AF NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2008
Når man skriver, er man alene i et vældigt mørke. Eller i et vældigt lys.
Da jeg var barn i Grønland et godt stykke nord for polarcirklen, var vinteren buldrende mørk døgnet rundt og sommeren uendeligt lys døgnet rundt. I disse ekstremer læste mine forældre eventyr for mig. De norske, de svenske, de finske, HC Andersen, Brødrene Grimm, Folkeeventyr, Sigøjnereventyr, Tusind og én nat, alle slags eventyr. Det var der, det begyndte.
Jeg lærte at man kan opløse både lys og mørke med litteratur. At man kan rejse, hvorhen man vil, at det umiddelbart genkendelige kan forvandles og løfte et menneske ind i andre stemninger, rum og verdener. Det er en evig trøst. Og en befrielse. Sådan blev jeg afhængig af litteratur.
Siden har særligt den nordiske litteratur været et centrum for mig. Uden Selma Lagerlöf, Gunnar Ekelöf, Sonja Åkesson, Kerstin Ekman, Tua Forsström, Kjell Askildsen, Per Petterson, Herman Bang, Johannes V. Jensen, Tove Ditlevsen, Inger Christensen og mange mange flere havde jeg aldrig lært mig at skrive, som jeg gør.
Benævnelsen af verden er central. At man kender sit sted og har ord for det. Og når jeg nu sidder i Brooklyn, New York, hvor jeg bor for øjeblikket og tænker på Norden og på hvor mærkeligt det er at være et sted, hvor jeg IKKE ved hvad fuglene, insekterne, ormene, træerne hedder, ikke ved at en plante, der ligner skvalderkål, til forveksling er vanvittigt giftig - så mærker jeg hvor jeg kommer fra. At det særligt nordiske ikke nødvendigvis er et særligt fællesskab, en særlig klub, men en viden om en særlig geografi. At man er vokset ud af den geografi og er en del af den. Den er mit hjerteslag, mit sprog.
Og noget der er helt særligt ved Norden, er tusmørket. Dage og nætter flyder sammen, både sommer og vinter. Vi glider ud og ind af mørket mere end nogen andre steder i Europa. Det giver en sensibilitet for forandringer. Og vi har altid, som det randområde, den lille klynge lande vi er, omgivet af europæiske stormagter, været nødt til og gode til at optage andre kulturer i os.
Tænk på den ris a la mande, vi i Danmark serverer til jul – tyske ris benævnt på fransk. Eller ordene ”sofa” og ”kandis”, som er arabiske ord.
Men foranderligheden er også som en tsunami, når man befinder sig i et randområde. Vi er mindre og føler, at vi bliver kastet mere rundt på bølgerne. Vi er bange for at drukne i den store verden. For vi er i forvejen sårbare, og vores sårbarhed bliver nærmest udstillet i disse år, hvor verden forandrer sig med en så utrolig hast på alle områder.
Og så reagerer vi - dels ved at forsøge at isolere os, lukke grænserne, og dels ved at definere meget klart, hvad der hører til i fællesskabet, og hvad der IKKE hører til i fællesskabet – i Danmark er kanon og danskhedstest pludselig – og desværre - en del af vores fælles dagsorden. Man stræber efter en monokultur. Det kommer der sjældent noget godt ud af. For det er udtryk for - og befordrende for - en særlig selvforståelse.
Det handler Bavian bl. a om: At man kan blive for selvopfyldt og glemme at generøsitet, åbenhed og almindelig høflighed er vigtige og nødvendige størrelser, når mennesker skal leve sammen.
Det er interessant at forlade den nordiske selvforståelse og opholde sig et sted, hvor det hele tiden handler om dels at være stolt af den kultur, man kommer fra og er en del af, og dels om hele tiden at skabe et fælles rum, hvor alle kan være til stede som ligeværdige. Hvor der altså er to niveauer for selvforståelsen, og hvor det ene ikke udelukker det andet, men tværtimod er med til at skabe energi, mangfoldighed og fællesskab – fordi man hele tiden TALER om det og IKKE forventer, at alle har samme baggrund, eller at det at være ens er noget man bør stræbe efter. Man stræber efter diversitet. Og det er måske den største forandring jeg oplever ved nu at bo i New York.
Men jeg oplever jo også at føle mig fremmed. Præcis som i Bavian: at den trygge fortrolige verden pludselig er fremmed – eller at man selv pludselig er fremmed i den – og dermed mister sin følelse af sikkerhed. Man bliver mildest talt udfordret. Fortvivlet. Væltet omkuld. Men også forandret, forvandlet.
Bavian handler om at være menneske i Norden på godt og ondt. Derfor er jeg så glad for at modtage Nordisk Råds Litteraturpris i dag. Det er en stor ære og en usigelig glæde. Tusind tak til komiteen, for tilliden, for at I fik øje på Bavian. Og tak til mit forlag, Gyldendal, Johannes Riis og min redaktør, Simon Pasternak. Jeg vil slutte med at læse Tua Forsströms fantastiske digt ”Sekstende September” i Peter Nielsens danske oversættelse:
Nat blå. Nat sort.
Vi tror let at vi er fortabte.
Men bjælderne på den lille hests
seletøj, en dag bliver det den sekstende september,
for alle skabninger, for hvert træ!
Sjælen er undselig. Lidt vand og havre forslår
Nogle fine, gennemsigtige sten.
Det er ikke godt med langt fremskredent forfald og
at græde for meget eller rejse til meningsløse
konferencer, ved vi der længe har
opholdt os i et strengt klima.
klapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklap
(se i øvrigt den splinternye, bonusrige hjemmeside www.najamarieaidt.com , med vidunderligt pinlige teeenage-digte og -dagbogsuddrag og de kæreste billeder af lillebitte Naja i den grønlandske sne)
Abonner på:
Opslag (Atom)