Jeg gættede rigtigt: Jens Christian Grøndahls nye roman Fire dage i marts får ca. 10, efter den nye karakterskala, i Klaus Rothsteins anmeldelse i gårsdagens bogtillæg; i en central, men uigennemskuelig manøvre bekræfter anmeldelsen, at Grøndahl skriver fimset, hvilket imidlertid er en god ting, thi fims er jo, hallo, selve mandens brand (som ikke i 'lokummet brænder', hos Grøndahl er der ingen ild og slet intet lokum):
"Den fine, velfortalte og uhyre sprogciviliserede roman kan da heller ikke sige sig fri for også at forfalde til klicheer. For eksempel ler Frank en »drenget latter«, og han har en »rig og varm stemme«. Den slags er der masser af. Men her er også præcisionsskrivning, som når den krukkede, selviscenesættende Berthe bliver »bleg af pudder og forvirring«. Det er alt dette, som nogen ynder at kalde fimsen i forfatterskabet. Men, hallo! Det er et af Jens Christian Grøndahls kunstneriske varemærker, og han beskytter det perfekt. At han så samtidig er en af de få danske forfattere, der orker at mene noget uden for sin fiktion og skriver personlige, politiske essays, trækker ikke ned i mit bedømmelsesbillede, tværtimod."
Jeg er med på at det ikke skal trække ned i vurderingen af Fire dage i marts, at han skriver "personlige, politiske essays", men hvorfor skal det trække op? Skyum roste i Information Hanne-Vibeke Holst for hendes sympatiske meningsvirksomhed i Dronningeofret, Rothstein roser Grøndahl for hans sympatiske meningsvirksomhed uden for hans roman, og hvad har det med den litterære sag at gøre? Og så forstår jeg bare slet ikke det med fimsen som Grøndahls kunstneriske varemærke, som han beskytter perfekt, for det er jo fuldstændig rigtigt, men hvordan kan det i noget kritisk univers blive en ros? Den gode forfatter er kendetegnet ved at formulere sig personligt og egensindigt og originalt og - med endnu er erhverslivsord - innovativt. Grøndahl formulerer sig bare pænt og nydeligt og lækkert og fimset, som i akkurat vendingen "bleg af pudder og forvirring", der måske nok er fiks, men først og fremmest fikst klichéfuld og -bekræftende.
I sammenligning fx med ugens bind ægte prosakunst, Christina Hesselholdts Camilla and the Horse, som jeg skammeligt nok ikke nåëde at anmelde færdig, fordi jeg bare sad og måbede over dens præcist skæve mesterskab (hvilket, indrømmet, er en virkelig dårlig undskyldning), og jeg kan jo bare slå tilfældigt op (hvorpå jeg lige slår tilfældigt op én gang til, så opvakt er tilfældet heller ikke), sirligt chok på sirligt chok fra nødtvungent punktum til nødtvungent punktum (og intet handlingsreferat fra mig, nooo sir):
"Jeg aftvinger hende et løfte om ikke straks at begynde at drikke igen næste morgen, jeg begynder at se mig selv som en slags barfodslæge, gående fra bar til bar, jeg bestiller champagne til hele bordet for at fejre alkoholikerens beslutning, og min skat kysser mig, hendes tunge er meget spids, min er meget tør, det bliver dyrt, og jeg fortæller dem, at samlivet med min mand er som en laaang tysk pornofilm, han er en superboy, han er opløst, jeg er også helt opløst, min skats ene bryst er faldet ud og hendes nederdel har drejet sig en halv omgang, hun er ved at gå i opløsning, men hun aer og aer mig, nu vil hun hjem, derfor giver jeg hende en lussing, ikke ret hårdt."
UGH med kruspersille og klapperslange!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar