mandag den 29. juni 2009

The Daily Avantguardian 32½, Xtraudgave i sørgeflor

Nekrolog over et forlag på ingen alder

Rastløst surfende i går aftes opdager jeg, at forlaget 28/6 pr. den dags dato, nemlig 28/6, er opløst, og det er da virkelig, i ordets rent negative forstand, en bet for den ungsmaleksperimenterende litteratur, og hvad er det også for en deprimerende timing: dagen før uddelingen af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, der nemlig finder sted i dag klokken 13 ved Café Svejk i Smallegade, hvor en eksemplarisk og fremragende smal 28/6-udgivelse, Rasmus Graffs patchwork, er en af de 13 nominerede værker: nøjagtigt 1 år var åbenbart, hvad stifterne Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller havde givet sig lov til at gide - og måske har de også tidligt eller sent proklameret, at det skulle være sådan, det har jeg så bare nægtet at compute - men succes må da også have noget at skulle have sagt, og 28/6 har i imponerende grad været i stand til at sætte en både konsekvent og uforudsigelig dagsorden (også rent bog/hæfte/mappe-materielt, herunder bare bog/hæfte/mappe-kønt) for den ungsmaleksperimenterende litteratur og få den til effektivt at resonere, fra midaldrende mere eller mindre (selv)gennemhullede statesmen (Kodal, Thykier) over crazy, lonely riders (Hjort, Halling Nielsen) til bravt fremadsnublende ungdom (redaktørerne, G. Christian). Forlaget nåede at signere lige 14 udgivelser, hvilket alt andet lige er grumme flot gået, og sådan her lyder min 28/6-kanon 1-5:

1. Rasmus Graff: patchwork
2. Jan Hjort: nipsetc.
3. Mikkel Thykier: Skyggeboksning
4. Rasmus Halling Nielsen: Bidrag til Niihsø 98-09
5. Glenn Christian: Moro forsvandt

Med Christian Bjoljahn og Martin Johs. Nielsens generøst øretæveindbydende Flytning og tidsskriftrodebunken 28/6, som det hele startede med, boblende lige bagefter, og det må være muligt at finde et sidste, sørgende trut nede i rodebunken, jeg slår tilfældigt op (først én gang og så en til gang, sådan skal tilfældighed altid manipuleres EN SMULE), og voilá Robert Henningssons "Klaatu barado 5/2008":

Klaatu barado niktu vub
zoom vuusj klik börka
krunsj klonk zoom kövök
vulöffa pizzaro l'nef
klaatu barado vilcabamba
klik krak ups
m'forlu m'narm laab hoolu
klang klang klanketi-plump
rumle kabum svusj
bip bip bonk slurp
jeg er et søvningt lille stjernedrys
minor minor manko kapak
klaatu barado gurgel plask

Og jeg ved godt, at jeg ikke har fået anmeldt Janus' Tokyo endnu, jeg ved det godt, og gad vide. hvor mange 1000 kroner jeg skal betale antikvarisk for Sigurds og Martin Johs.'s udsolgte skriftrulle han har sit eget tog kørende om ti år? Jeg foreslår, at I/vi ca. klokken 16.00 ved Café Svejk på Smallegade spontant opretter forlaget 29/6. Vi skes!

søndag den 28. juni 2009

The Daily Avantguardian 32

Fredag 10. april (falsk dato 30): Line Knutzons hilarious Handymen

Line Knutzon: Håndværkerne. 125 sider, 198 kr. Forlaget Drama, 2009

Jeg lå i morges inde i min seng og læste i en vis fart - men forsøgte hele tiden at stalle - Line Knutzons skuespil Håndværkerne, opført på Det Kgl. sidste år, og skralderlo, som jeg aldrig har skralderleet over skrift - af andre end Line, og Charles og Jens. I sommers på Testrup sad dramatikeren i tide og utide og kæmpede med 2. akt og klagede sin nød ved de opulente måltider i spisesalen, og til morgensamling den sidste dag læste hun - på utallige opfordringer - op fra manuskriptet, de første scener i første akt, så vidt jeg husker, hvor de håndværkerplagede hovedpersoner Alice og Manfred viser "vennerne", skrydende Karl og absence-forsvindende Magrete (typisk Line med det manglende 'r') rundt i deres langt fra færdigindrettede hus, og jeg skralderlo lige det farlige nøk mere end i morges, som betyder, at man rent faktisk riskerer sit liv, fordi Line er så skræmmende ubændigt og frenetisk god til at give sine personer mæle, i munden på hinanden i munden på Line; jeg kommer til at le i sådan nogle små, hidsige, hysteriske anfald, en slags styrtlatter kunne man måske kalde det. Her et lille udsnit fra 1. scene, med Karl i centrum, og I er advaret:

KARL: Sååååå Manfred, ikke så trist
MANFRED: Jamen jeg er ikke trist
KARL: Gu er du så! ... Nogengange så tvinger jeg mig selv til at smile. Så smiler jeg helt sindssygt, selvom jeg bare har lyst til at ... uhhh, du ved, bare smadre næven ind ind i noget, så smiler jeg vreden væk, og det virker sku', ikke Maggie???
MAGRETE: Jo
ALICE: Men Karl, vi er ikke vrede
KARL: Gu er I så, alle er vrede, dig, mig, dig og dig og alle, ALLE er vrede ... (for sig selv:) Jeg orker ikke mere, skridt med jer ... Nå nej. Det er os! Vi ses på lørdag
KARL går uden MAGRETE
MAGRETE: KARL???? ... nå ...
MANFRED hjælper hende op
MANFRED: Farvel Lille MAGRETE
MAGRETE: Farvel, vi ses på lørdag

Og lad os opfinde den regel, at jo mere Lines personer RÅBER (MED STORE BOGSTAVER) jo farligt sjovere er stykket, for de RÅBER - eller RÅVER som Line vil bogstavere det - så TEMMELIG meget i Håndværkerne. Ikke mindst de elendige, idiotiske og udspekulerede klamphuggere, der er selve håndværkerne, som i første akt terroriserer Manfred - der skiftevis protesterer og resignerer - og Alice - der forsøger bare at være servil og i anden akt, blodigt, terroriseres igen (ved siden af at der skal RÅVES meget, mindst, er det en regel, at en mindst én af personerne mindst én gang i stykket umotiveret skal tale svensk, ét ord er nok, men her er det, og desto sjovere så, en hel sætning på et særdeles kritisk tidspunkt). Og jeg kan ikke huske, hvad det var anmelderne, TEATERanmelderne, i sin tid var skeptiske overfor, sikkert noget med dybden, der var for lav, men i virkeligheden var de stensikkert bare fornærmede over, at det er så drabeligt sjovt og sjovt drabeligt, som det faktisk er, hvilket jo nemlig også BETYDER noget, noget RÅVENDE noget, som jeg ikke ved om er dybt, men det er i hvert fald til at blive høj over, sortnende høj, fordi mest præcist er det måske at sige, at stykket er desperat sjovt, for alle enhver kan være desperat, men det er en nådesløst (overfor såvel os som hende selv) stor digter, der kan lykkes med at være sjov desperat.

Den mest avantgardistiske genre overhovedet er det bogudgivne skuespil, det er der INGEN, der interesserer sig for, og INGEN, der anmelder, heller ikke ude på avantgardistiske blogs eller i Standart eller andre tågede blindgyder; ny dramatik udgives troligt og trofast af det llille forlag Drama, uden hensyntagen til det enkelte stykkes dilettantteatralske potentiale; det er engang imellem lykkes mig at smugle anmeldelser ind i WA Bøger, af især Line, men denne gang har redaktøren givet mig klare ordrer om, at hverken Håndværkerne eller Jokum Rohdes to på en helt anden led skidegode (og -sjove) spil  Darwins testamente og Rød oresti  må anmeldes, fordi vi har hørt nok om dem af teateranmelderne, SOM OM. men den ordre nægter jeg at adlyde, lige om lidt er redaktøren på sommerferie, og så slår jeg til, ligesom Manfred og Alice dér hen mod slutningen, da de er er faldet ned MED lysekronen, bare konstruktivt i stedet for destruktivt (når Manfred er trængt op i en krog og/eller bliver aggressiv, taler han om sig selv i tredje person):

MANFRED: SÅ ALICE NU ER MANFRED BLEVET RIGTIG SINDSSYG, NU DRÆBER JEG DEM, NU SKAL DER DRÆBES
ALICE: Jamen nej, jamen jo, men hvem skal så lave det færdigt, Manfred? Hvem skal lave det? Vi er så tæt på
MANFRED: ER DU DUM ELLER HYVAD. ER DU DUM ALICE? KAN DU IKKE SE DET, DET BLIVER ALDRIG FÆRDIGT FORSTÅR DU DET IKKE NU SKAL HAN FANMA DØ DET SVIN
ALICE (hysterisk): JEG VIL HA MIT HUS, JEG VIL HA MIT HUS JEG VIL HA DET!
MANFRED: Jeg ordner det! Manfred ordner det. Om han så skal slå hele håndværkerstanden ihjel, så ordner han det.

- Den der ler spidst, ler blæst!

fredag den 26. juni 2009

The Daily Avantguardian 30 (men ingen slutning i sigte)

Onsdag 8. april (falsk dato 28): Carsten René Nielsens prægtigt diskrete, fordi tyst udpenslende prosadigte 

HUSMUSE Carsten Renè Nielsens kortprosaiske groteske-virksomhed tysser sig effektivt ned til en kun lettere foruroligende, men absolut fordrømt suk-realisme
  
En container fuld af tavse sagførere

Carsten Renè Nielsen: Husundersøgelser. 49 sider, 150 kr. Borgen

Carsten René Nielsen er en digter, der har valgt at specialisere sig: efter fem klodset og rastløst flaksende digtsamlinger 1989-95, slog han igennem med prosadigtsamlingen Cirkler, 1998, og siden har han udelukkende skrevet grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat; i 2001 kom Clair Obscur (indeholdende prosadigt-grotesker forklædt som ”almindelige (dvs. bare højreside-flossede) digte), i 2005 samlingen 41 dyr, og nu er et nyt nummer i føljetonen på gaden under den fyndige titel Husundersøgelser.
  Man kunne godt mene, at det for både digteren og læseren er blevet en lige lovlig tryg nichevirksomhed, men på den anden gælder side vel også for digtmaskiner de vise ord: if it ain’t broke, don’t fix it, og faktisk har Nielsen hver eneste gang gjort sig bravt umage med at organisere og differentiere den enkelte bog og dens grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat: de encyklopædiske serier i Cirkler, yin yang-parrene i Clair obscur, den zoologiske polyfoni i 41 dyr: Systemsyret omhu så sandelig.
   Den nye bogs titel og pressemeddelelse: ”Rammen (…) er et kvarter i en by i Danmark” lover en hårdere og klarere organisation end bogen kan holde, hvilket er så absolut OK, når den vage orden, vi får i stedet, er kvalificeret vag: som nemlig hin gamle gode vage orden, der er den moderne centrallyriske: fremmedgjort, bymæssig melankoli med og uden jeg (ret præcist 50 % med og 50 % uden). Og som prosadigt-omvendingen vel oprindeligt var en flugt fra! Nu træder digteren så baglæns ned i sine gamle fodspor, og det er en meningsfuld, måske endda direkte moden gangart: grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende CENTRALprosadigte af højeste karat. En lille flok butiks- og sted-tekster optræder, ”Blomsterbutik”, Stoppested”, ”Bank”, ”Parkering”, men langt snarere end byrummet er bogens samlende faktor bare stemningen af – jeg havde nær sagt – stemning, af fremmedhed, melankoli, hensmægten, hjertesmerte, af motherfucking (som teksten efter teksten ”Skumring” hedder) ”Vemod”, men sikke paradoksalt friskt og radikalere endnu: sjovt sgu det vemod:
  ”Ovre på havnen, på en bænk med udsigt over havnebassinet, sidder der en svømmepige. Hun er iført badedragt og badehætte, hendes hofter er brede, brysterne små. Allerede før landet og skovene, før dalene og bakkerne, før stier blev til veje og bopladser til byer, sad hun her, men dengang var alt dette hav. ”Man siger pænt goddag,” får børnehavebørnene på udflugt at vide, og de siger pænt goddag, når de hånd i hånd går forbi. Det er egentlig ret uforskammet, synes jeg, at hun aldrig hilser tilbage, men sådan er det, og hvorfor ved jeg ikke. Selv har jeg aldrig forstået de vemodige: Min hukommelse er så dårlig, at jeg sjældent husker, hvad det er, jeg længes efter.”
  Hvilket vel kun gør ham endnu mere vemodig, digterjeget: hypervemodig, derfor skal vemodige digte ikke bare skrives, men også findes på, fremfabuleres, med stil.. Og stilen er overalt den samme dirrende sirlige, lettere omstændelige som i de tre tidligere prosadigtsamlinger, men den hviler mere i sig selv i Husundersøgelser, måske fordi fablerne og tableauerne også mere hviler i sig selv, de har ikke længere travlt med at opliste og forvride og pointere deres påfund, de lader dem stille og roligt sige og være sig selv. Cirkler navnedroppede surrealisterne Yves Tanguy og Man Ray, den nye bog nøjes med René Magritte, jf. bare nævnte ”Skumring”, tystere bliver surrealisme ikke, og jeg kommer i tanke om en anden Magritte-beundrende, tyst surrealistisk poet, salig Uffe Harder:
  ”Mens jeg sidst på eftermiddagen ligger fuldt påklædt på sengen ved vinduet og sover, glider skygger fra drivende skyer over mine lukkede øjenlåg. Så let, som var den lavet af silke, svæver en tuba over trætoppene, og det er lamper af rispapir, der nu langsomt stiger op på himlen. Længe vil det ikke vare, før de tændes.”
  Der er jegerne i kvide og knibe, der er de tavse og/eller insisterende flokke af politibetjente og borddamer og sagførere og søvngængere, der er de menneskelige og umenneskelige syner, som dukker op og/eller driver forbi, der er de labyrintisk, mekanisk muterende omgivelser. Der er alle modernismens usual suspects, og de er der bare, og det sker bare, som og i grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat, med den selvfølgeligste mærkværdighed, den evidenteste anelsesfuldhed, den vitterligste drømagtighed.
  Carsten René Nielsen har hverken opfundet prosadigtet eller den dybe tallerken, men når firkanterne snurrer i det sørgmuntre køkken, morer denne læser sig ekskongeligt:
  ”Bagerst i butikken hvor støvet porcelæn var stablet fra gulv til loft, fandt jeg en tallerken så dyb, at jeg en dag i mit køkken kom til at tabe et helt blomkålshoved i den og først fandt det igen flere dage senere, da jeg kravlende på alle fire nede på bunden af tallerkenen, var nået frem til kanten, hvor der, i et strålende lys og så langt øjet rakte, hang tynde, hvide gardiner roligt vajende frem og tilbage, som var det selve rummet, der tippede fra side til side.”
  Fantomsøsyge!

- skrevet til WA-bøger, men lagt i mølposen indtil NU!

The Daily Avantguardian 29

Tirsdag 7. april (falsk dato 27): Thøger Jensens viljestærkt nysselige kortprosa 

FORT ROSA Thøger Jensen demonstrerer virtuost og helt enkelt, hvordan (og hvorfor) kortprosa kan slå en yndefuld krølle (eller 3) og helt lade være

Opad klitten i stepsko

Thøger Jensen: Høfde Q. 62 sider. 175 kr. Borgen

Lad os forsvare Thøger Jensens ret til i sin, nye kortprosa(op)samling Høfde Q at være sød, endog kær; en hel tekst hedder faktisk, og det er egentlig en præcisere genrebetegnelse end ”prosa 1998 [året, Jensen debuterede med den navnkundige kortprosasamling I vores familie kan vi ikke lide ubåde (jeg skal altid lige tjekke om han staver ’ubåde’ med bindestreg, det gør han selvfølgelig ikke)] - 2008”, hedder faktisk ”Søde opstød” og former sig som en fabulerende fodnote til Jensens forrige bog, kortromanen Fugle i frostvejr, 2006, der udspillede sig for foden af Cézannes Mont Sainte-Victoire, og jeg er bange for, at jeg ikke kan lade være med at citere den hele, skønne tekst:
  ”Engang sagde Paul Cézanne: ”Min hustru elsker kun Schweiz og limonade.” Som om det ikke var nok. For når jeg tænker tilbage på Den 16. Tekstilbiennale i Lausanne. Katarina stod på toget i Bern og var en af den slags kvinder, man enten vender ryggen til eller skænker umådeholden opmærksomhed. Jeg satte en tankestreg i min interrailbillet, og så inviterede hun mig med til ferniseringen. Der var gule, røde og blå drinks med sukker på kanten af glassene. Da jeg havde fået nok, var gulvet i udstillingsbygningen blevet så klistret, at jeg måtte efterlade mine vandrestøvler ved siden af hendes installation, der var en malkeskammel hæklet af kønshår, og jeg kom på den måde næsten uforskyldt til at bidrage til værket. Mens jeg fortsatte min rejse til Aix-en-Provence, blev smagen af Schweiz og limonade ved med at klæbe til både mine tænder og min blyant. Det var stadig i fin overensstemmelse med Tekstilbiennalens koncept, da jeg et par dage senere besteg Cézannes yndede Mont Sainte-Victoire i strømpesokker.”
  Det er en sød, endog kær tekst, men den er ikke klistret, endsige kælen, takket være den fine humor og lette elegance (og i parentes bemærket: umærkelige melankoli), hvormed kunstfærdigheden er kreeret: fra Cézanne-citat om limonade og Schweiz via charmerende kvinde i togkupé til drinks med sukker på i Lausanne-galleri til fastklistrede vandrestøvler og strømpesokker på Cézanne-bjerg: ikke nur behändigkeit, også en smule hexeri. Og sjovt som vandrestøvlerne står langt klarere, klokkeklart, på nethinden end den jo spektakulært spøjsere malkeskammel, men intet slår naturligvis strømpesokkerne, der er selve tekstens raison d’être, selvom det er som pludseligt, overrumplende bonus, de slår til.
  Ellers er jo også kortprosagenren noget skummel og skumlende i DK, fra blakket realistiske Hans Otto Jørgensen over grelt surreelle Carsten Renè Nielsen til morbidt gotiske Preben Major og Harald Voetmann; ud over Louis Jensen i sit helt eget firkantede miniature-univers har vel Thøger Jensen kun Eske K. Mathiesen, hvem en ivrig tekst i Høfde Q er tilegnet, på sin og sødmens side; Eske er mere karsk og mere barok, men lige så fodrapt stilig og lige så fugle- og fauna-kær.
  Debutbogens stykker koncentrerede sig vældigt, herunder vældigt spøjst, om deres hyper-minimale pointer og konkreter; siden har Jensen skrevet fire kortromaner, foruden Fugle i frostvejr, Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub, 2000, Serpentine, 2002, og Ludwig, 2004, med hver deres hyper-minimale plot (som regel noget med et fremmed/nyt sted og en kvinde) og løse/organiserede sværm af konkreter, og i disse nye stykker, der blevet til langs med og efter romankvartetten, oplever man en velgørende frigjorthed i forhold til formatet.
  For ikke at sige feriestemning, eftersom flere af teksterne, trip, trap på steppende træsko, handler om små ture ud i danske landskaber, og jo bare fx titlens Høfde Q ovre på vestkysten ved byen med det ”fjollede” navn Fjaltring (hvor jeg netop har holdt foredrag, men da var vejret roligere); teksten må gerne, men behøver ikke at slå krøller med pointer og skrue øjet i konkreter, den kan sagtens nøjes med at holde sig present zigzaggende eller lige ud af landevejen, men OK, altid bliver det hos Jensen lige den dirrende grad tydeligere end som så, som her til sidst i Høfde Q-teksten ”Kuling”:
  ”De sidder lidt og kigger på det uden at sige noget. Frådende bølger vælter ind over høfdestenene. Bølgesprøjtene blæser helt op ad skrænten og rammer forruden. Han lader vinduesviskerne køre et par gange. Naturligvis er der ingen der bader, men på parkeringspladsen holder der 4-5 andre biler med folk, der ligesom dem sidder og ser på sceneriet. På grund af alt det sand bølgerne pisker op, er havet helt gult inde ved strandkanten. Kvinden i den hollandske bil ved siden af er ved at ryge en cigaret, som hun holder ud af vinduet. Det er heldigt for hendes mand, tænker han, at hun har så lange arme.”
  I al beskedenhed bliver denne lange, hollandske arm ud af vinduet et mindst lige så fyndigt image som de fastklistrede vandrestøvler og strømpesokkerne på bjerget.
  Teksterne er vel ca. 50/50 jegfortalt og 3. person-synsvinklet og kun en fjerdel (ligelige fordel på de to grupper!) opleves som egentlige fiktioner; ”Søde opstød” fx er nok totalt kunstfærdig og i en eller anden objektiv forstand ”usand”, men synderligt fiktiv virker den på den anden side ikke, dertil er jeget simpelthen for alter egoistisk Thøger-agtigt. Endnu en forskel i forhold til debutsamlingen – men ikke så meget til romanerne, der hver gang har en mildt excentrisk ca.-Thøger i hovedrollen – i et par tekster outer forfatteren sig direkte som den specifikke forfatter TJ med titlers nævnelse. Og jeg synes, den klæder ham rigtig godt, denne letfærdige, men adrætte selvsikkerhed som pilgrimmen Jensen såvel som artisten ”Jensen”. Som en selvfølge er det begge de herrer, der signerer bogens korteste tekst, ”Når man er der” (også en slags poetik):
  ”Først en, så tre, altså fire svaler, da han på cykel ad små ulige veje nærmede sig Pederstrup. Det havde således slet ikke været nogen omvej, men en genvej, ofte er det svært at se forskel, før man er der, det var landsvaler.”
  Frem og tilbage fra Pederstrup til Mont St. Victoire er præcist lige langt – sødt nok! 

- Skrevet (til tiden) til WA Bøger, men lagt i mølposen indtil NU!

The Daily Avantguardian 28

Mandag 6. april (falsk dato 26): Birgit Munchs ondt gensplejsende roman-groteske

MUNCHEHVIRVLEN Birgit Munch forsøger virkelig (IKKE) at få ordentlig romanmæssigt styr på sin endeløst kortprosaiske flintren; stadig tummelumske(lige)re lykkes det (IKKE)

Til bablebal med Tintins 114 enker

Birgit Munch: Piratdans. 74 sider. 200 kr. Borgen

Pludselig synes jeg, at Birgit Munch meget mere end samtidige skæv-ånder som Major, Grotrian, Munksgaard, Voetmann minder om STORM P., ikke så meget flue- og vittigheds- og tegneserie- og opfindelsestegneren som kortprosaforfatteren Robert Storm Petersen og dennes tendens til løbende og på mindste foranledning at gå i barokt-digressivt selvsving; dette er f.eks. afslutningen på teksten ”Et slags foredrag”, et foredrag om og travesterende foredragsvirksomhed:
  ”Som et lille Kuriosum kan her berettes om et Foredrag, som i sin Tid blev holdt af en Væver i Grenaa, der førte ham til Æbeltoft over Skyerne i Stratosfæren, derfra gennem Biavlens Mysterier til Udlejning af Garager og Brolægning i Odense, hvorfra han forlagde Emnet til de smaa Haver i Pilealléen og derfra til en Barberstue i Aarhus, hvor han sluttede med at tage Toget syd paa – hvor han nu er henne, er der ingen, der aner.”
  Linket ’Biavlens Mysterier’ bringer os direkte videre til sjette kapitel eller fortælling i Birgit Munchs nye, utrolige bog Piratdans, der mildt ordspillende bærer titlen ”Tidslommetyveri”:
  ”Ved at danse med bier via en fjernstyret bidukke kom Jonathan i forbindelse med 75.000 biers dansebevidsthed. Og gennem en fremtidslomme kom han direkte kontakt med Noahs rumraket hvorved han kunne steppe med himmelaber, valse med helvedeshunde og hiphoppe med den almægtige vampyrblomst sprukket af 50.000 jordmødre gået op i en spids af selvmyrdede ærkeengle i skærsildens fatwa morgana.”
  Munchs første sætning om at danse med bier er umiddelbart svært sær, men dog til at fiksere som 1 stykke episk information/begivenhed, sluttet og overskueligt, men så går rutsjebanen bardus op i verdensrummet til Noahs rumraket og lige lukt ned (eller bliver den deroppe? hvor præcis mellem himmel og helvede befinder sig den almægtige vampyrblomst?) i skærsildens ”fatwa morgana”, vs. kapiteloverskriften ikke noget rart ordspil så sandelig.
  Storm P.’s væver fra Grenaa nøjes bierne med at føre op omkring et skydække og lidt rundt i kongeriget, fra Jylland til Fyn til Sjælland og tilbage til Jylland, før han forsvinder mod syd. Det er forskellen mellem Storm og Munch: den ene syrer jordbundet rundt i det lokale, den anden syrer himmel(op)sprættende 114-kantet (mindst) i uendeligheder (af enhver trosretning og mangel på samme (herunder en mild sagt karnevalistisk obskønitet)).
  Modsat Munchs første tre bøger 2000, 2002, 2005, skal Piratdans forstille faktisk at hænge sammen som naturligvis ikke en roman (selvom den med statsgaranti bliver indstillet som sådan til Jørgen Fegge-Hansen-Medaljen – Den Innovative Litteraturpris 2009), men ”En fortællekredsen”, hvilket faktisk er et meget præcist ord(spil) for den (anti)narrative aktivitet på tværs af bogen: Munch kredser amokgående omkring 1 kærne(spaltning) af en Messias-fortælling: Et kvindeligt jeg, primært alias: Eva, stjæler en dreng, primært alias: Jonathan, destineret til at blive verdensfrelser.
  Overordnet set kommer historien ingen vegne, der kan godt, især i starten, ageres links fra et tekststykke til et andet – ”Min søn hed nu Per” – men det holder aldrig et helt stykke igennem, så hurtigt så muligt er udsusning og/eller sammenkrakning, for nu at opfinde et par sympatiske ord, i gang, ud i det blå og/eller helt ad helvede til. Og lige så tit og i stigende grad begynder stykket eksplicit HELT forfra på en ny version; mens de små stykker i starten er meget ”rent” Munchske, sniger et vist pastichepræg sig ind over (begyndelserne på!) håndfulden af længere, mere selvstændigt (igen: selvstændigt begyndende) stykker: ”En dreng voksede op i bunden af Folketingets talerstol (..)
  Sådan kunne en Svend Åge Madsen-historie godt begynde, og sådan fortsætter den også lige 1 side, førend opløsningen flintrer i omdrejninger, og meget snart står der fx: ”Rul mig i opstandelsens løvstikke. Rasp mig i nådens bukkedans. Ritt mig i de oversavede damers oprør mod sammenhængens diktatur. Rids mig i lærkernes skuldetræk. Rynk mig i stemmeseddelmasturbationens skrupsuttende mintdukkecølibat. Raml mig i ænsekloden. Rim mig I’ets fødder irisdækkende mod prikkernes skyløft.” ETC.!
  Beskidte yndlingstricks til stadighed, de fleste demonstreret ovenfor: bogstavrim, ordspil (helst tre-i-én), sammensatte neologismer (jo længere, jo lykkeligere), manisk halsende syntaks-omstændelighed, remserullende listemageri. To modsatrettede nyheder: reel, renfærdig poesi lige pludselig: ”Rids mig i lærkernes skuldertræk”, det kunne stå i en Grotrian-salme, og revy- og rap-agtig aktualitet med navns nævnelse: ”Ritt mig i de oversavede damers (…)”. Velkommen til begge!
  Til enhver tid nyder jeg at fortumles fakiragtigt i Munchskriftens turnerende tegnestift-mumie (!?), men det særligt forunderligt ved Piratdans er den sgu den ØMHED, som relationen Eva-jeg og Jonathan-dreng genererer, og som hverken døves eller underløbes af nok så pyramidalsk forsplintring (!!??), men faktisk bare bliver stærkere: ”Regn mig i genernes uldne ekko.”
  Det kan kun gå for langsomt med åbningen af Birgit Munch-museet på Mars Runddel!
 
- Skrevet (til tiden) til WA Bøger, men lagt i mølposen indtil NU!

The Daily Avantguardian 26

Lørdag 4. april (falsk dato 24): Mia Helmers sardonisk aflyttede maskuline fiksering af andenhånds-kvindemennesker

Mia Helmer: She was not important. 100 stories about women told by men. 100 sider (/opslag), 200 kr. Forlaget MegaEgo (ingen hjemmeside, forfatterens e-mail er miahelmer@gmail-com )

Et skarpt og sjovt stykke konceptuelt (serie(kort))prosa skrevet (på engelsk) og udgivet i et fikst, buttet paperbackformat (med guldryg!)af Mia Helmer, fjerdeårsstuderende på Det Fynske Kunstakademi, til en maj-udstilling i akademiets FAA Project Room betitlet "Innocent no found" og efter endt udstilling sendt videre til mig på The Daily Avantguardian, og tak for det! Det er et herligt simpelt koncept, som undertitlen, med al ønskelig tydelighed, skærer ud i pap: 100 historier om kvinder fortalt af mænd. I sit følgebrev besværger forfatteren historiernes andenhånds- for ikke at sige tredjehånds-autenticitet: "Alle 100 historier er fortællinger om kvinder, som mænd har fortalt mig på et eller andet tidpunkt af mit liv. Så det er min hukommelse/erindring af [mændenes historier om LB] de her kvinder, som jeg aldrig har mødt (de fleste i hvert fald)."  Alle historier er fortalt i en nøgtern, utral-cool minimal-tone (som lige får den ekstra distance af det engelske, og desto mere når miljøet er markeret, navngivet dansk)). Ingen historier er længere end en halv side, og flere nøjes med kun en enkelt (kort) linje; det samme stræk finder man i genrekarakteren: fra skæbneanekdote til wisecrack.  I kun halvdelen ca. af historierne indgår den fortællende mand explicit, så en stor og vigtig del af læseaktiviteten er at huske at tænke de ham'er med: samtlige historier forbliver bliver mandlige versioneringer, med alskens mere eller mindre klare dagsordener på drengen. Men så er der lige den håndfuld tekser, hvor et jeg, Mia-fortællerens nemlig, højst uuskyldigt kommer på banen, og den stressede læser erindrer sig, at de mandlige versioneringer i næste omgang er re-versioneret af en kvinde, der i den grad kender sin lus på travet og i flere tilfælde har en personlig intersse i sagen: der er mænd og hendes mænd, og der er kvinder og hendes mænds andre kvinder. I et velpudset spejlkabinet bliver kønnetheden formelig skeløjet! Her fem tekster i sekvens:

She was too chubby for his taste. He thougt sleeping with her would help him foreget about me. She met him in a bar.

She was in the beginning of her fifties and there were still something really wonderful about her. She had seen him many times around town. And now they were suddenly colleagues.
  They had something special together, but a real relationship were probably out of the question as she already had a partner, which she used to drag around to different social arrangements. Even though this man seemed like a wreck, she stayed with him. Maybe she was the kind of woman who tend to find fucked up men who they believe they can save.

She met him on a dating site for very intelligent people. She never really liked his guinea pig or his daughter.

Years after they split up she became a well-known artist. At least she was a name on the Danish art scene.

She was the granddaughter of a famous architect. During the one night they spent together she told him the story of her grandfather and how the family had lost the rights to his products as a result of some very coincidental and private affairs.

- Hvem satiriserer sørgmuntert og syleskarpt hvem? spørger læseren, og vender sig hurtigt om!

The Daily Avantguardian 27

Søndag 5. april (falsk dato 25): Co.'s ivrige sprællen i Mette Moestrups (og uddøde indianeres) ord-net

Mette Moestrup og alle mulige: http://web.archive.org/web/20091118180206/http://www.kollektiv-anonymt.dk/

Jeg forlader med det samme min tekst og går ind på den hjemmeside, kollektiv-anonymt.dk, Mette Moestrup skabte i marts sidste år, og som stadig skal forestille at være i funktion - øjeblik! - og NU er jeg tilbage igen; jeg scrollede (hedder det ikke det?) dernedad et pænt stykke og klikkede mig ind på et af de mere populære ord, "Du", hvorpå følgende intruktion poppede frem: "Du/ Skriv en sætning, hvordet valgte ord - Du - indgår./ Det, du skriver, skal være sandt for dig// [lang tom firkant at skrive i]/ Tilføj tekst [i lille grå firkant at trykke på]// Eksempel:/ Det valgte ord er "armbånd."/ Sætningen er: "Jeg så et oldgammelt armbånd på Djurslands Museum."/ Du må godt ændre ordets form, altså fx skrive armbåndet eller armbåndene i stedet for armbånd." Jeg skrev: "Jeg skriver om dig lige nu, Mette, på http://web.archive.org/web/20091118180206/http://www.weekendavisen.dk i den tomme firkant, for det var i hvert fald ikke løgn, og trykkede på "Tilføj tekst" og blev bedt om at rette i min sætning eller gå videre, jeg gik videre, og vupti, var min sætning - og denne blogpost - en del af det aldrigfærdige kollektive og anonyme værk (selvom den selvfølgelig ikke er helt anonym, sætningen, i hvert fald ikke hvis man har fulgt linket og læser med her nu!).

Udgangsspunktet og - hvad skal man kalde det? - værk-nettet (det er så meget bedre med grid på engelsk) i kollektivt-anonymt.dk er 192 ord, som Moestrup har oversat fra en ordbog over et uddødt indiansk sprog, hun faldt over i Argentina. Søsterværket (helt ud i titlen jo) er det grande. vægtige nummer "Primitivt-privat" fra Moestrups prisvindende digt- og tekstsamling kingsize, 2006, hvor værk-nettet  udgjordes af fragmenter fra Knud Rasmussens opslagsbog 500 Leveregler, gamle Ord og Varsler; forskellene er flere mellem de to aktioner: i "Primitivt, privat" er der 1 svar eller udsagn pr. fragment (højst, flere er ubesvarede) pr. fragment, i kollektivt-anonymt.dk kan der skrives så mange sætninger som overhovedet muligt; i "Primitivt, privat" er det digteren selv og ingen anden, der skal (forestille at) skrive sande (primitive og private) udsagn, i kollektivt-anonymt.dk er det hvem som helst, der besøger siden (inkl. gymnasieeelver, som tvinges af deres dansklærer!), der skal skrive sande (og ikke nødvendigvis primitive og private) sætninger, og hvor fragmenterne i "Primitivt, privat" fluktuerede mellem et og flere ord og mellem enkle og komplekse set-ups, er ordene i kollektiv-anonymt.dk enkeltord (nu og da bestående af to ord!), allesammen elementære og de allerfleste betegnende konkrete fænomener - kroppen fylder meget (albue!) -  og handlinger. kollektivt-anomymt.dk bliver dermed helt anderledes broget og kaotisk og kantet (albue!) myldrende end "Primitivt, privat", men overraskende nok rent kvalitativt litterært akkurat ligeså vellykket.

Og jeg tror vellykketheden har meget med konkretionen i ordbogsordene at gøre; de anonyme forfattere tvinges igen og igen til at tænke og formulere sig konkret og direkte i stedet for tåget "lyrisk" og forgrublet; ikke fordi der ikke også er masser af tågesnak og fis og ballade og politisk propganda og obstruerende vrængen i gang, det er bare altsammen (også tilsammen) i mindretal i forhold til alle de skægge og rørende og foruroligende specificiteter, som dynamsik og musikalsk sætter hinanden i spil i både det enkelte ord-afsnit og det hele eksploderende spørgeskema. Og virkelig mærkeligt og virkelig virkelig tankevækkende, at det ikke bare som konceptuelt koncept, men også nede i og henover teksten opleves som så umiskendeligt, råt og intrikat Mette Moestrupsk:

Kindben. Mine kindben stikker frem, som smilet på en sindssyg Pjerrot. Hvem der bare havde kindben som dine. Kindbenene vender nærmest omvendt, de huler ligesom indad bag rynkerne. Jeg slutta og spise--og fikk nye kindben-- Høje kindben er sexede, de der ikke er høje ser jeg ikke. Det er længe siden,at mine kindben har modtaget en kindhest Jeg brækkede hans kindben med et alubat Knæhase. Hendes knæhase er blød som smør, men tør, men glat som skinke, let behåret som en plantestilk. De fleste kvindelige Hollywood stjerner har en mandlig knæhase-stunt. Jeg ville ønske, at du helt af dig selv ville kysse mig i knæhaserne. Jeg sveder i min knæhase

Jeg prøver lige én gang til:

Er det løgn at min lillesøster havde en dukke med en pladespiller indeni?

- Åh nej, jeg skulle have skrevet 'grammofon'.

The Daily Avantguardian 31

Torsdag 9. april (falsk dato 29): Erik Helgers 70'er-avantgardistiske eftermiddag-bebop i skov-pavillonen
 
Erik Helger: Jordens låge. 62 sider, 125 kr. Attika , 2008

Dårlig samvittighed har jeg til overflod og i læssevis i forhold til Erik Helger, fordi han er en ægte 70-avantgardist, født 1948, debuteret i Hvedekorn 1969, sit første undergrundshæfte, Med søer og grønne dale, ude på Jorinde & Joringel i 1975, en god håndfuld digtsamlinger på ultracoole After Hand og (mere eller mindre) egne forlag de sidste 30 år, og selvom jeg vist nok ejer det hele forfatterskab (undtagen en Tintin-quiz-bog, den skal jeg nok få fat på!), har jeg ikke fået læst det systematisk igennem, og endnu mere krimnelt har jeg heller ikke, før NU, anmeldt nogen af mandens bøger, og jo bl.a. fordi jeg først lige skulle læse forfatterskabet systematisk igennem, og det var så heller ikke fordi der var nogen - andre end mig selv - der gjorde gældende, at det var en digter, der burde anmeldes, men netop derfor burde jeg have anmeldt ham, igen og igen, og derfor gør jeg det hermed og omsider, nej, jeg gør det, fordi han er en lige så forbandet god som forbenet typisk 70'er-avantgardist, Helger, også i det seneste opus,  Jordens låge, der kom på Attika sidste sommer. Og sigende nok har jeg et forpulet besvært med præcist at få pindet hans særegenhed ud; jeg sidder hele tiden og sammenligner med de 70'er-avantgardister, jeg kun alt for godt kender på deres gakkede gangarter, Viggo Madsen, Peter Nielsen, Henrik Have, Knud Steffen Nielsen, Eske K Mathiesen, som  han allsammen ligner i glimt - ligesom de i glimt ligner hinanden og Helger - og det kommer næsten, kan jeg høre, til at lyde negativt, hvis jeg siger, at Helger er hurtigere, mere henkastet skæv og/eller præcis end de nævnte, uden dog at være i nærheden af (eller interesseret i) den ubændige energi, hvormed Peter den Store Laugesen sjasker; det er med blyant og ikke på hakkebrædt, Helger skriver (sig) løs, i hvert fald billedligt. Yderlighederne er typisk 70-avantgardistisk (måske er problemet, luXusproblemet, at Helger FOR selvfølgeligt er FOR typisk grænsende til konsensus-70'er-avantgardistisk?) en forfinet, stoflig naturlyrik og en springsk, excentrisk hermetik, med en stor bunke ret ligefrem fyndig- og vitsethed midt imellem plus pludselige, ondt flossende raserianfald. Bogen starter lumsk med skønno, bittesmå naturidoler - "Nede under stadig dunklere/ tungere tæpper af nætter/ begyndte små selvopklaringer/ belysninger at hæve sig/ horisonten rundt mellem sprækkerne/ af de pressede omtrent udviskede/ næsten forladte kanaler/ med strømninger under de løftede/ broklappere i glimt", men så en ti sider inde trækkes græstæppet væk under læseren med med et brutalt snapshot: "Steningen tager ½ time./ En kvinde sænkes ned i et hul/ og dækkes op til brystet/ til med jord". For så har digteren os, hvor han vil have os, i en lysvågen forvirring, som han rastløst sidesteppende holder i ånde bogen ud, hvad fx bare med disse to vidt forskellige nær-epigrammer, der står ved siden af hinanden  på side 31 og 32, den ene dejsende visionært, den andet sølverne underfundigt, Johs L. Madsen jr. vs. Spørge-Jørgen sr.:

Landet der løftes i livets glas
af sandet ud mod det blå
,
vil altid søge at være lykkelig
i de røde fugle


hvorfra ved
det indiske ocean
det ikke er stillehavet

hvorfra ved trompeterne
de ikke på bunden er koraldyr

De stærkeste digte, dvs. de mest Helgerske (dvs. de mest prototypisk 70'er-avantgardistiske?) er naturligvios yderligheds-hybriderne, hvor Helger på samme tid digter natur-konkret og fabel-abstrakt, i en hvirvlende ruf; endnu en formel: Lynsnart virvar! Som i dette glimrende digt sidst i bogen, der næsten kommer op på siden af sig selv og sin erfarne mangel på metode (og så skide være med at "glemmesteder" i forbifarten er tyvstjålet fra 70'er-klassicisten Henrik Nordbrandt!):

Stoppenålene kommer hvirvlende
så lette som dun.
Stikkelsbærret vinkede og råbte:
Dueller er stivhåret trætorn.
Vi bruger aldrig trapezer
men glemmesteder.
Vi bruger mystik som våben
og blæsten som pile.
Det larmer infiltreret
i vores kamre.
Harlekinsommerfuglen skræller os
til solen
og drikker vores sjældne vin.

- Ja, den gør nemlig så; nedskrællet læser jeg videre på lektien som en god dreng - og glad!

BET-ARKIVET!

Samtlige Bet-leende 2004-2009

Vindere af Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris 2004-2008

2004: Boris Boll-Johansen for mail-spredningen Små breve (hjemmeafsendt)
2005: Martin Larsen for den som 60 sammenkrøllede A4-ark i en rigsarkivæske formaterede udsmidte sonetkrans Svanesøsonetterne (Basilisk)
2006: Viggo Madsen for den 18 år gamle, forlagte post-konkretistiske kortdigtsamling Grænsefladning (illustreret af Jesper Fabricius) (Adressens forlag)
2007: Lili W. Hur (= Lene Asp, Anders Bojen & Kristoffer Ørum) for sci-fi-kortprosasamlingen I multiverset er demokratiet enevælde (dansk og martiansk version) (Space Poetry og Arenadottir)
2008: Hans Otto Jørgensen for udvalget af eksperimenterende juvenilia Fluebogen/ under insekternes fordi 1972-1976 (Anblik)

Nominerede til Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris 2004-2009
(minus vinderne)

Peter Adolphsen: En million historier (nomineret 2008)
Alskens forfattere ved/fra småforlag: Bogobjekt (2008)
Anonym: DAGENS ANSIGT: Alie Mae (2009)
Kaspar Kaum Bonnén: Arkitektur & andre værelser vi kan bygge sammen (2008)
Per Aage Brandt: Negationer (2008)
Christian Bretton-Meyer og Søren Petersen: fortsat god weekend (2004)
Christian Bretton-Meyer og Søren Petersen: Fars ven John (2006)
Jesper Elving: Jeg arbejder i Danmark (2009)
Jens-Martin Eriksen: Forfatteren forsvinder ind i sin roman (2006)
Frank Esmann: Kissinger (2005)
Kristian Bang Foss: Fiskens vindue (2005)
Niels Frank: Første person, anden person (2005)
Christian Yde Frostholm: Ofte stillede spørgsmål (2009)
Rasmus Graff: patchwork (2009)
Simon Grotrian: Melatonin (2006)
Simon Grotrian: Talkumekspressen (2007)
Henrik Have: Vikariatet (2005)
Lene Henningsen: Fonogrammer – fra blæstens datter/ Havfruefonografen (2007)
Christina Hesselholdt: En have uden ende (2006)
Henrik S. Holck: Drømmesøn (2008)
Klaus Høeck: Heartland (2007)
T.S. Høeg: Samtid (2004)
Per Højholt: Hans Henrik Mattesen. En monografi (2008)
Peter Højrup: Under det kogende hav (2008)
Louis Jensen: Alma (2004)
Ida Jessen: Foxy Lady I-V (2004)
Palle Jessen: Tingene. Udvalgt lyrik 1960-62 (2006)
Teddy Josephsen: Spilkonfetti (2007)
Bo Hakon Jørgensen: Næsten at nå. Tre forsøg med at prise (2007)
Janina Katz: Landskabet der blev væk (2005)
Thomas Krogsbøl: Umådehold (2007)
Thomas Hvid Kromann: Hr. Toksvig (2007)
Hans Erik Larsen: Og så til mennesket (2008)
Marianne Larsen: Par i disede haver (2005)
Martin Larsen: Monogrammer 1-8 (2009)
Peter Laugesen: Af Kunsthistorier II (2004)
Max Load: Cantabile 3 – Sejren (2009)
Svend Åge Madsen: Tekster i Biennale-katalog (2004)
Viggo Madsen: Flyveblade (2004)
Viggo Madsen: Fremtiden hænger i garderobeskabet (2008)
Eske K. Mathiesen: Stikkelsbær (2007)
Jørgen Michaelsen: Over 100 førbevidsthedspoemoider & 87 fravalgte førbevidsthedspoemoider (2005)
Jørgen Michaelsen: AUTO. Selected Writings/ Udvalgte skrifter (2007)
Mette Moestrup og alle mulige: www.kollektivt-anonymt.dk (2009)
Birgit Munch: Faderkageorgiet (2006)
Birgit Munch: Piratdans (2009)
Asger Stig Møller: Ikonoklasten (2005)
Lasse Krog Møller og Anders Visti: Meddelelser fra C.I.R.K.A. Center for Infrahuman Research, Kommunikation og Analyse no. 57 (2009)
Knud Steffen Nielsen: Toppilot (2005)
Knud Steffen Nielsen: Intarsia. Et forhalingspapir (2007)
Knud Steffen Nielsen: Det gør ikke rigtigt ondt på fisk (2009)
Lone Munksgaard Nielsen: Rimgræs (2004)
Lone Munksgaard Nielsen: Hvem kommer morgengryet til? (2006)
Bent Vinn Nielsen: Labyrintbyen (2004)
Rasmus Nikolajsen: Frihed og sex på rejsen (2004)
Peter H. Olesen: Jeg vil være hvor jeg ikke er (2005)
Bo Reinholdt: I sit billede (2004)
Bo Reinholdt: Thoras kammer (2007)
Jokum Rohde: Löwenlandet (2006)
Lars Skinnebach: I morgen findes systemerne igen (2005)
Maja Magdalena Swiderska: The Border Breaking Bunch (2009)
Preben Major Sørensen: De dødes vej (2008)
Morten Søkilde: Pan – en fabel & Landskaber (2008)
Jan Thielke: Ånden er over os (2006)
Kasper Thomsen Malonecity (2007)
Nina Søs Vinther: Hvis Helsinki (2009)
Torben Ulrich: Terninger, tonefald (2006)
Morti Vizki: Almanak (2006)
Harald Voetmann (Christiansen): Teutoburger (2006)
Harald Voetmann: Trivia 1: Spøgelser og antikvarer (2009)
Mikkel Wallentin: Rævegraven (2004)
Jess Ørnsbo: Hopla (2005)

Rekordindehavere:
3 nomineringer: Viggo Madsen (OG 1 SEJR) og Knud Steffen Nielsen
2 nomineringer: Christian Bretton-Meyer og Søren Petersen, Simon Grotrian, Martin Larsen (OG 1 SEJR), Jørgen Michaelsen, Birgit Munch, Lone Munksgaard Nielsen, Bo Reinholdt, Harald Voetmann

SMALL ALL STARS!

De 13 nominerede til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009 + 2. og 3. pladser

De nominerede til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009
(fotos af digterne, citater fra værkerne og yderligere info forefindes i dagens Weekendavis)

1. Anonym: DAGENS ANSIGT: Allie Mae. Anonymt forlag (ikke anmeldt af LB)
2. Jesper Elving: Jeg arbejder i Danmark. E+ (anmeldt i The Daily Avantguardian (TDA) 9)

3. Christian Yde Frostholm: Ofte stillede spørgsmål. Afsnit P. (anmeldt i WA)

4. Rasmus Graff: patchwork. 28/6 (anmeldt i TDA 14)

5. Martin Larsen: Monogrammer 1-8. Basilisk (anmeldt i WA)

6. Max Load: Cantabile 3 – Sejren. Ink Inc (anmeldt i WA)

7. Mette Moestrup og co.:
www.kollektivt-anonymt.dk (anmeldt i TDA 27)

8. Birgit Munch: Piratdans. Borgen (anmeldt (til WA) i TDA 28)

9. Lasse Krog Møller og Anders Visti: Meddelelser fra C.I.R.K.A. Center for Infrahuman Research, Kommunikation og Analyse No. 57. * [Asterisk] (anmeldt i TDA 19)

10. Knud Steffen Nielsen: Det gør ikke rigtigt ondt på fisk. Arena (anmeldt i WA i dag)

11. Maja Magdalena Swiderska: The Border Breaking Bunch. Borgen (anmeldt i WA)

12. Nina Søs Vinther: Hvis Helsinki. Borgen (anmeldt på Litlive)'

13. Harald Voetmann: Trivia 1: Spøgelser og antikvarer. Blurp.com/privattryk (anmeldt i TDA 12)

2. pladserne
Den korte shortlist til nomineringerne til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009
(PS alle opfylder ca. alle Bet-kriterier (oplistet i dagens WA)):

1.      Simon Grotrian: Parallelogram. Dræby (ikke anmeldt af LB)
2.      Merete Pryds Helle og Jørgen Haugen Sørensen: Lad der blive hund. Spring (anmeldt i TDA 25)
3.      T.S. Høeg: Albue. Borgen (anmeldt i WA)
4.      Thøger Jensen: Høfde Q. Borgen (anmeldt (anmeldt (til WA) i TDA 29)
5.      Per Kirkeby: Bemærkninger og noter. Borgen (ikke anmeldt af LB)
6.      Pablo Llambías: … rasende … . Gyldendal (anmeldt i WA)
7.      Eske K. Mathiesen og Lea Boruczek: Den grønne flod. Clausens Kunsthandel (anmeldt på bloggen (4/9 2008))
8.      Carsten René Nielsen: Husundersøgelser. Borgen (anmeldt (til WA) i TDA 30)
9.      Rasmus Halling Nielsen: Bidrag til Niihlsø 99-08. 28/6 (anmeldt i TDA 16)
10.  Rasmus Nikolajsen: Alting ender med et bryllup. Borgen (anmeldt i WA)
11.  Preben Major Sørensen: På vippen. Anblik (anmeldt i WA)
12.  Bjørn Friis Thomsen: Rottemades. * [Asterisk] (Anmeldt i TDA 10)
13.  Kasper Nørgaard Thomsen: idioteque. Anblik (ikke anmeldt af LB)

3. pladserne
Den lange shortlist til den korte shortlist til nomineringerne til Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris 2009
(NB langt fra alle opfylder alle Bet-kriterier):

Naja Marie Aidt: Poesibog. Gyldendal (anmeldt i WA)
Per Aage Brandt: Fandango. Borgen (anmeldt i WA)
Jan Bäcklund: Bureaugrafi. * [Asterisk] (anmeldt i TDA 19)
Glenn Christian: Det hjemlige. After Hand (anmeldt i TDA 22)
Glenn Christian: Den agrare modoffensiv. 28/6 (anmeldt I TDA 22)
claus ejner: ynk/klynk. Dada-invest (anmeldt i TDA 13)
claus ejner: optisk bedrag. Dada-invest (anmeldt i TDA 13)
Jesper Elving: Vulkanudbrud. E+ (anmeldt i TDA 9)
poul g. exner: forsvindingen. Forlaget Frother (anmeldt i TDA 11)
Niels Frank: Små guder. Gyldendal (anmeldt i WA)
Lars Frost: Ubevidst rødgang. Gyldendal (anmeldt i WA)
Rasmus Graff/ Sigurd Buch Kristensen/ Martin Johs. Møller: de helvedes lambier ødelægger mine sandheder. 28/6 (anmeldt i TDA 4)
Simon Grotrian: Citroner til Vorherre. Borgen (ikke anmeldt af LB)
Simon Grotrian: Å. Borgen (ikke anmeldt af LB)
Simon Grotrian: Soprangalop. Borgen (ikke anmeldt af LB)
Simon Grotrian: Arons besættelse. Engum Sogn musik (ikke anmeldt af LB)
Christina Hagen: Sexdronning. Gyldendal (ikke anmeldt af LB)
Kurt Harrits: Fem grunde til ikke at dø. Jorinde & Joringel (anmeldt i TDA 23)
Erik Helger: Jordens låge. Attika (anmeldt i TDA 31)
Niels Jakob Rey Henningsen: Frede går amok. Siesta (anmeldt i TDA 24)
Merete Pryds Helle: Jeg tror, jeg elsker dig. Lindhradt og Ringhof (anmeldt i TDA 25)
Mike Hellstrøm: Mani. De-press (ikke anmeldt af LB)
Christina Hesselholdt: Camilla and the Horse. Rosinante (anmeldt I WA)
Klaus Høeck. Palimpsest. Gyldendal (anmeldt i WA)
Lone Hørslev: Naturlige fjender. Athene (anmeldt i WA)
F.P. Jac: Jeg er selv med på billederne. Borgen (anmeldt i WA)
Janus Kodal: Tokyo. 28/6 (ikke anmeldt af LB)
Hans Otto Jørgensen: Hestenes øjne. Gyldendal (anmeldt i WA)
Kristian Leth: Besværet. After Hand (anmeldt i TDA 22)
Maja Lucas: Min far kan ikke lide fugle. Athene (anmeldt sent i WA)
Rune Høirup Madsen: Rygerbilleder. Books on Demand (anmeldt i TDA 15)
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: ingen. Gyldendal (anmeldt i WA)
Eske K. Mathiesen: Tranedun. Bebop (anmeldt i WA)
Marlene Nedergaard: Vær ikke bange-bogen. Gyldendal (ikke anmeldt af LB)
Mette Norrie: April. Privattryk. (anmeldt i TDA 16)
Ursula Andkjær Olsen: Havet er en scene. Gyldendal (ikke anmeldt af LB)
Bo Reinholdt: Den morgen i Jolkos. Spring (anmeldt i WA)
Andreas Schulenbrug m.fl.: Mad og poesi. B.Ø.K. (anmeldt i TDA 5)
Nicolaj Stochholm: Aldrig mere. Gyldendal (anmeldt i WA)
Harald Voetmann: En alt andet en proper tilstand. Gyldendal (anmeldt i WA)
Dorrit Willumsen: Dage med slave. Gyldendal (ikke anmeldt af LB) 

tirsdag den 23. juni 2009

INVITATION TIL ALLE SMALLE

Deltag i elitefesten for Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009

MANDAG 29. JUNI, 2009, KLOKKEN 13:00
PÅ/VED CAFÈ SVEJK I SMALLEGADE
UDDELES BUKDAHLS BET

- DEN SMALLE LITTERATURPRIS
FOR IKKE MINDRE END SJETTE GANG
ALLE VENNER OG VENINDER
AF DEN SMALLE BOG,
HVOR TYK DEN END MÅTTE VÆRE
(OG DEN KAN VÆRE MEEEEEEEEEEEEEEEEGET TYK)
ER HJERTELIGT VELKOMNE!

The Daily Avantguardian 25

Fredag 3. april (falsk dato 23): Merete Pryds Helles bizarre bjæffen og sødmefulde sms'en + Liv Mørks iltert illegitime kortroman

Merete Pryds Helle (digte) og Jørgen Haugen Sørensen (billeder): Lad der blive hund. 24 sider, 129 kr. Spring (hæftet usynligt på hjemmesiden), 2008

Merete Pryds Helle: Jeg tror, jeg elsker dig. 27 sms-beskeder over 8 dage, 25 kr. (send ´sms'en 'Jeg elsker' til 1225). Lindhardt & Ringhof, 2008

Liv Mørk: Fingerkys. 28 sider, gratis (fås på udvalgte lokationer, se hjemmesiden). Fingerprint # 2, 2009

Den nysgerrigst eksperimenterende af de gæve og gyldne 90'er-piger forbliver Merete Pryds Helle; de andre, Aidt, Guldager, Hammann, Helle, Hesselholdt, har skrevet børnebøger (og Aidt har NB sit navn på en stor, gal tekstbilledbog, Balladen om Bianca), det har Pryds Helle også (skrevet børnebøger altså, sit navn på en stor, gal tekstbilledbog har hun ikke, bare på en lille, gal én, se nedenfor), men derudover har hun ved siden af sine væsensforskelige officielle bøger (i eget navn), fra den tværhistoriske mursten Fiske i livets flod til Romeo & Julie-remaket Oh Romeo, digtet en sonetkrans til et leksikon, forfattet et computerspil (helt tilbage i 1998, pioner-Pryds!) og under pseudonymet Liv Mørk skriblet to kriminalromaner, Hvad øjet ikke ser og Falken og falkoneren, sammen med digterhusbonden Morten Søndergaard, bl.a.!

En stor, forhistorisk roman (Pryds Helle har i en eller anden underjordisk tid også formået at uddanne sig til arkæolog) er forjættet til efteråret, og det glæder vi os varmt gysende til, i mellemtiden har vi ikke færré end  tre excentrisk-gnomiske publikationer - eller tilstedeværelser måske bare - at forlyste os med, os uforbederlige, hårdt prøvede MPH-fans:

1. excentrisk-gnomiske tilstedværelse er hæftet Lad der blive hund med grumme, kortprosaiske digte om især hunde skrevet til grumme akvareller af især hunde ved Jørgen Haugen Sørensen (oprindeligt udstillet, sammen med teksterne, i restaurant Gl. Mønt). Hvor Pryds Helles poetiske ekskursioner tidligere har været præget af en vis pligtskyldig (men unødvendig) ærefrygt, bider hun her aldeles skamløst til bolle, fantasmagorisk-hallucinatorisk-psykedelisk til fastelavnsbolle - smeder de mest rå og raffinerde mareridt, med gerne - prosaistens speciale - intrikat stedte jeg-fortællere. Pryds Helle har stadigvæk sidetalsrekorden for gæve og gyldne 90'er-piger (Fiske i livets vand's 458 sider), og man kan sagtens mærke, hvilket lystfuldt trip det er, når langskriveren giver sig lov at slutte, næsten før hun er begyndt. Jeg vil citere teksten om hundeklipperen, fordi den minder mig om Wilhelm Freddies skønne, grønagtige maleri "Brev til hundeklipperen", med på Statens Museums retrospektive udstilling:

Hundeklipperen kommer forbi igen, så står alle
hundene rystende under træet, mens han klipper
sine ord i luften og vil så gerne. Men vi er allerede
nøgne, siger hundene, hvad kan du klippe andet
end vores nosser? Så kommer vintervinden og
fryser ham til is midt i gården mellem husene, mens
hundene kopulerer alt hvad de kan, inden foråret
kommer og sætter ham fri.

2. gnomisk-excentriske tilstedeværelse er sms-romanen Jeg tror, jeg elsker dig, vistnok måske verdens eller Danmarks eller Frederikbergs første, som jeg indrømmer, at jeg ikke har læst på sms, men på papir, fordi jeg har et et nervøst, skræmt forhold til sms'er (hvilket, ville Merete sikkert mene, snarere var en god grund til at gå i krig), og fordi jeg fik tilsendt teksten/teksterne i forvejen, hvilket effektivt ødelagde den elementære supsense, men jeg skammer mig, skammer mig, skammer mig. Romanen folder sig udf som en gensidigt forførerisk dialog mellem en mand og en kvinde, der tilfældigt og lidt magisk har fået færten af hinanden; hver især forsøger de at udæske den anden uden at blotte sig selv mere end (forførerisk) nødvendigt (hvilket sms-læseren, den vigtig-Peter, får lov at opleve i real time: gennem de 8 dage tilsendingen strækker sig over, et fikst trick fandme!), indtil der omsider ingen vej er udenom (læserens håb om) en happy ending.  Det er lige så kantet ømt, som det er bristefærdigt morsomt, og både en hund og en kat og hær af keramikflodheste medvirker, svært at komme længere bort fra hunde-teksternes dynamiske dæmoni, derfor er her en sms om en kat (og med antydningen, måske falsk, af et plot!):

Jeg har en kat. den hedder Tiglath-Pileser efter en grusom assyrisk konge. den fanger mus og lægger dem stadig levende for mine fødder. Så må jeg slå dem ihjel. de får mig også til at føle skyld større end himlen. Hvis der er en musehimmel, er jeg deres djævel. I dag har jeg dog hverken grædt eller dræbt mus. Klokken tre skal jeg på arbejde. Efter et år er det en fest at gå på arbejde. M

3. gnomisk-excentriske tilstedeværelse er er kun en halv Pryds-tilstedværelse, for det er tredie bind i den gratis Fingreprint-serie, hvis nulte og første bind, af Kristina Stoltz og Viggo Madsen, blev anmeldt/omtalt i TDA no. 2, ægteparpseudonymet Liv Mørks Fingerkys, med undertitlen/genrebetegnelsen "Et legitimationspapir".  Det er en skiftevis prosaisk og poetisk, konkret og fordrømt, springende og svævende monolog eller dialog, eller er der faktisk tre fortællere, en for hvert af "legitimationskort", hæftet gengiver, digteren Fernando Pessoas "Bilhete de identitade" fra 1928, en (navnløs) opholdtilladelse i/til italien, "tempo indedertimanatio",  og logoet (!?) til en indrejseformular til USA, eller er der faktisk hele fire eller fem eller allerhøjst (?) seks fortællere? Det hele er på en underfundig, underspillet måde stærkt forvirrende; i de to yderste, nøgternt opremsende tekster (hvis de altså hører sammen) er et jeg 26 år gammel og ansat i bedrageriafdelingen, mens jeget i den tredje eller femte (eller den samme) tekst skriver digte ligesom det du, hun taler til, og som han/hun (kønnet tåger også) har ligget "skal vi sige sekstusinde gange" over og under. Men hvis der virkelig er tale om en bedragerisag - og vi har trods at at gøre med en notorisk kriminalforfatter - bliver læseren en temmelig (men gladelig) rådvild detektiv, der hurtigt (men gladelig) lade sig nøje med at nyde de klart glimtende (kun momentvist selvfedt lyriske) stykker om at høre til - og ikke - i et land og i en krop:

Mærkelige blomster
gror på grænsen mellem støj og sprog. Jeg går
på kommunen for at forny mine tillaldelser.
Kan jeg være her? Ja. Her
kan man få
alle slags attester. Hvem er vi?
Vi er dem, vi er, og vi har papir på det.
Det skal nok gå alt sammen.
Jeg ligger under et kastanietræ.
Du spurgte engang hvilket træ
det er bedst at ligge under og se op i himlen.
Jeg svarede: Kastanietræ.
Himlen bliver
mere blå på grund af kastanietræets grønne
blade, store muskler
arbejder derinde. derude. Et flyver flyver forbi
med sin besætning. Et fly er en lynlås
der åbner det blå og vi er
dem vi er.

Umiskendeligt Sønderhellesk, hvis ikke typisk Prydsgaardsk.

mandag den 22. juni 2009

The Daily Avantguardian 24

Torsdag 2. april (falsk dato 22): Nils Jacob Rey Henningsens ultra-godmodige ungdomsroman

Nils Jacob Rey Henningsen: Frede går amok. 125 sider, 199 kr. Siesta (bogen har også sin egen hjemmeside), 2008

For mange kursister og lærere på Tag og skriv, Testrup Højskoles årlige litteratursommerkursus har Nils Jacob Rey Henningserns ungdomsroman Frede går amok længe været et legendarisk, hvis ikke decideret mytisk værk; flere år i træk har Rey Henningsen, til kursisternes faste oplæsningsaften, givet partier af værket til bedste, og det har hver gang været en ubetinget succes, ikke mindst pga. forfatterens smittende, ivrigt renhjertede engagement i sit lille it-nørd-univers.  Og selvfølgelig undgår en Terup-veteran som jeg ikke at blive den mindste smule skuffet, når han omsider sidder med det legendarisk mytiske værk i hænderne: Som udgangspunkt mangler ret meget både højskolens dunkelt belyste spisesal  og Rey Henningsens legemliggørelse af fiktionsens troskyldighed. Der forbliver stor forskel på at opleve it-nørden Frede og hans venner Benny og Åge og Ronnie og co. i et knaldhårdt folkekomedie-glimt mellem sukkende poesi og gammelkolg essaystik dér i spisesalen, og så i egen lænestol hænge på et helt, 125 sider langt, mere Tykke Niels- end Kim-agtigt plot om, hvordan Frede efter flere fiaskoer lokkes til at arbejde for den grumme rocekertype Olfert (og Gry lærer Olga (bogens navne er også fra ern anden tid) at brude (!) osv.). Men det går endda, og ligesom på Testrup fordi  Rey Henningsen er i drekte øjenhøjde med - og går 100 % ind for - bogens kiksede teenagere. Der umiddelbart synes lysår væk fra de yderst mundgrove hovedpersoner i en amerikansk flim-komedie som Superbad; den centrale celebrering af outsider-drenges ubrydelige venskab imidlertid er nøjagtig den samme rørende og uskyldige og rammende:

"Hej Benny", sagde Frede.
"Nå, så det er hotshotten, der ringer?" sagde Benny vrængende.
"Øh, hotshot? Det ved jeg nu ikke."
"Er du sikker på, at du har tid til at tale med mig" sagde Benny.
"Jeg ved godt, jeg har været lidt af en røv, jeg blev bare totalt grebet af det."
"Ha, det skal jeg lover for, sådan at gå under jorden i flere måneder. Hvad faen har du lavet i al den tid?"
"Jeg har siddet og arbejdet med det system til Steady Eddie," sagde Frede.
"Tak skal du have, det lyder sgu for kedeligt, det er godt, at det ikke er mig."
"Hvad har du bedrevet?"

Sådan nogle samtaler har Jens og jeg stadigvæk ...