The Daily Avantguardian 25

Fredag 3. april (falsk dato 23): Merete Pryds Helles bizarre bjæffen og sødmefulde sms'en + Liv Mørks iltert illegitime kortroman

Merete Pryds Helle (digte) og Jørgen Haugen Sørensen (billeder): Lad der blive hund. 24 sider, 129 kr. Spring (hæftet usynligt på hjemmesiden), 2008

Merete Pryds Helle: Jeg tror, jeg elsker dig. 27 sms-beskeder over 8 dage, 25 kr. (send ´sms'en 'Jeg elsker' til 1225). Lindhardt & Ringhof, 2008

Liv Mørk: Fingerkys. 28 sider, gratis (fås på udvalgte lokationer, se hjemmesiden). Fingerprint # 2, 2009

Den nysgerrigst eksperimenterende af de gæve og gyldne 90'er-piger forbliver Merete Pryds Helle; de andre, Aidt, Guldager, Hammann, Helle, Hesselholdt, har skrevet børnebøger (og Aidt har NB sit navn på en stor, gal tekstbilledbog, Balladen om Bianca), det har Pryds Helle også (skrevet børnebøger altså, sit navn på en stor, gal tekstbilledbog har hun ikke, bare på en lille, gal én, se nedenfor), men derudover har hun ved siden af sine væsensforskelige officielle bøger (i eget navn), fra den tværhistoriske mursten Fiske i livets flod til Romeo & Julie-remaket Oh Romeo, digtet en sonetkrans til et leksikon, forfattet et computerspil (helt tilbage i 1998, pioner-Pryds!) og under pseudonymet Liv Mørk skriblet to kriminalromaner, Hvad øjet ikke ser og Falken og falkoneren, sammen med digterhusbonden Morten Søndergaard, bl.a.!

En stor, forhistorisk roman (Pryds Helle har i en eller anden underjordisk tid også formået at uddanne sig til arkæolog) er forjættet til efteråret, og det glæder vi os varmt gysende til, i mellemtiden har vi ikke færré end  tre excentrisk-gnomiske publikationer - eller tilstedeværelser måske bare - at forlyste os med, os uforbederlige, hårdt prøvede MPH-fans:

1. excentrisk-gnomiske tilstedværelse er hæftet Lad der blive hund med grumme, kortprosaiske digte om især hunde skrevet til grumme akvareller af især hunde ved Jørgen Haugen Sørensen (oprindeligt udstillet, sammen med teksterne, i restaurant Gl. Mønt). Hvor Pryds Helles poetiske ekskursioner tidligere har været præget af en vis pligtskyldig (men unødvendig) ærefrygt, bider hun her aldeles skamløst til bolle, fantasmagorisk-hallucinatorisk-psykedelisk til fastelavnsbolle - smeder de mest rå og raffinerde mareridt, med gerne - prosaistens speciale - intrikat stedte jeg-fortællere. Pryds Helle har stadigvæk sidetalsrekorden for gæve og gyldne 90'er-piger (Fiske i livets vand's 458 sider), og man kan sagtens mærke, hvilket lystfuldt trip det er, når langskriveren giver sig lov at slutte, næsten før hun er begyndt. Jeg vil citere teksten om hundeklipperen, fordi den minder mig om Wilhelm Freddies skønne, grønagtige maleri "Brev til hundeklipperen", med på Statens Museums retrospektive udstilling:

Hundeklipperen kommer forbi igen, så står alle
hundene rystende under træet, mens han klipper
sine ord i luften og vil så gerne. Men vi er allerede
nøgne, siger hundene, hvad kan du klippe andet
end vores nosser? Så kommer vintervinden og
fryser ham til is midt i gården mellem husene, mens
hundene kopulerer alt hvad de kan, inden foråret
kommer og sætter ham fri.

2. gnomisk-excentriske tilstedeværelse er sms-romanen Jeg tror, jeg elsker dig, vistnok måske verdens eller Danmarks eller Frederikbergs første, som jeg indrømmer, at jeg ikke har læst på sms, men på papir, fordi jeg har et et nervøst, skræmt forhold til sms'er (hvilket, ville Merete sikkert mene, snarere var en god grund til at gå i krig), og fordi jeg fik tilsendt teksten/teksterne i forvejen, hvilket effektivt ødelagde den elementære supsense, men jeg skammer mig, skammer mig, skammer mig. Romanen folder sig udf som en gensidigt forførerisk dialog mellem en mand og en kvinde, der tilfældigt og lidt magisk har fået færten af hinanden; hver især forsøger de at udæske den anden uden at blotte sig selv mere end (forførerisk) nødvendigt (hvilket sms-læseren, den vigtig-Peter, får lov at opleve i real time: gennem de 8 dage tilsendingen strækker sig over, et fikst trick fandme!), indtil der omsider ingen vej er udenom (læserens håb om) en happy ending.  Det er lige så kantet ømt, som det er bristefærdigt morsomt, og både en hund og en kat og hær af keramikflodheste medvirker, svært at komme længere bort fra hunde-teksternes dynamiske dæmoni, derfor er her en sms om en kat (og med antydningen, måske falsk, af et plot!):

Jeg har en kat. den hedder Tiglath-Pileser efter en grusom assyrisk konge. den fanger mus og lægger dem stadig levende for mine fødder. Så må jeg slå dem ihjel. de får mig også til at føle skyld større end himlen. Hvis der er en musehimmel, er jeg deres djævel. I dag har jeg dog hverken grædt eller dræbt mus. Klokken tre skal jeg på arbejde. Efter et år er det en fest at gå på arbejde. M

3. gnomisk-excentriske tilstedeværelse er er kun en halv Pryds-tilstedværelse, for det er tredie bind i den gratis Fingreprint-serie, hvis nulte og første bind, af Kristina Stoltz og Viggo Madsen, blev anmeldt/omtalt i TDA no. 2, ægteparpseudonymet Liv Mørks Fingerkys, med undertitlen/genrebetegnelsen "Et legitimationspapir".  Det er en skiftevis prosaisk og poetisk, konkret og fordrømt, springende og svævende monolog eller dialog, eller er der faktisk tre fortællere, en for hvert af "legitimationskort", hæftet gengiver, digteren Fernando Pessoas "Bilhete de identitade" fra 1928, en (navnløs) opholdtilladelse i/til italien, "tempo indedertimanatio",  og logoet (!?) til en indrejseformular til USA, eller er der faktisk hele fire eller fem eller allerhøjst (?) seks fortællere? Det hele er på en underfundig, underspillet måde stærkt forvirrende; i de to yderste, nøgternt opremsende tekster (hvis de altså hører sammen) er et jeg 26 år gammel og ansat i bedrageriafdelingen, mens jeget i den tredje eller femte (eller den samme) tekst skriver digte ligesom det du, hun taler til, og som han/hun (kønnet tåger også) har ligget "skal vi sige sekstusinde gange" over og under. Men hvis der virkelig er tale om en bedragerisag - og vi har trods at at gøre med en notorisk kriminalforfatter - bliver læseren en temmelig (men gladelig) rådvild detektiv, der hurtigt (men gladelig) lade sig nøje med at nyde de klart glimtende (kun momentvist selvfedt lyriske) stykker om at høre til - og ikke - i et land og i en krop:

Mærkelige blomster
gror på grænsen mellem støj og sprog. Jeg går
på kommunen for at forny mine tillaldelser.
Kan jeg være her? Ja. Her
kan man få
alle slags attester. Hvem er vi?
Vi er dem, vi er, og vi har papir på det.
Det skal nok gå alt sammen.
Jeg ligger under et kastanietræ.
Du spurgte engang hvilket træ
det er bedst at ligge under og se op i himlen.
Jeg svarede: Kastanietræ.
Himlen bliver
mere blå på grund af kastanietræets grønne
blade, store muskler
arbejder derinde. derude. Et flyver flyver forbi
med sin besætning. Et fly er en lynlås
der åbner det blå og vi er
dem vi er.

Umiskendeligt Sønderhellesk, hvis ikke typisk Prydsgaardsk.