Jeg kan altså ikke komme i gang med den nye omgang, nu for alvor Bet-nedtællende The Daily Avantguardian, før jeg grundigt har fået snerret af Erik Skyum-Nielsens mærkværdige forårsprosarevy i torsdagens Information, overskrift: "Mislykket oprydning" (INDEED!!!!!!), underrubrik : "Forårets danske prosaudgivelser byder på generationsoprør, men også på en krig mellem æstetikker". 10 bøger omtales i revyen (2, Preislers og Jørgensens, kun i forbifarten), 7 rent positivt, Jacob Ejersbos roman Eksil, Katrine Marie Guldagers novellesamling Nu er vi så her, Julia Butschkows roman Apropos Opa, Søren Ulrik Thomsens essayssamling Repremiere i mit indre mørke, Pia Juuls roman Mordet på Halland, Hans Otto Jørgensens roman The Factory og Ea Jeppesens (debut)kortprosasamling Hun bryder sig langsomt om hunde, 1 neutralt, Juliane Preislers roman Privatpersoner (Skyums anmeldelse i sin tid var markeret ambivalent), 1 mestendels negativt, Simon Fruelunds roman Verden og Varvara, 1 rent negativt, Ib Michaels roman Vilde engle (men hvad er der blevet af fx Christian Haun, Lone Aburas, Louis Jensen, Rasmus Nikolajsen og Robert Zola?) Revyens uklare ræsonnement tager figur efter underrubrikken: Gode bøger fra foråret, der ligefremt og entydigt handler om generationsopgør, er i en krig om æstetikker med problematiske bøger, der æstetisk glitrende ikke handler om noget (opgør(ligt)) eller ikke er optaget af at handle om noget (opgør(ligt)), med nogle gode bøger midt imellem, der ikke så ligefremt og ikke så entydigt, men snarere "uregerligt" og "vidtdrevet viltert" handler om ca. det samme (opgør(lige)) som de ligefremt og entydigt handlende gode bøger, på hvis side de ergo er (en rodet bog, der entydigt handler om, at (de andres generations)opgør er noget pjat, er til gengæld på de ondes side, forvirrende nok) I dræbende slow motion er dette forløbet: Skyum starter med at konstatere, at "Når folk har forsøgt at fortælle hvad der var aktuelt i den danske litteratur foråret 2009 har de fleste talt om familier og hadske generationsopgør." Hvorefter han tematisk gennemgår Ejersbos roman, (en novelle fra) Guldagers novellesamling og Butschkows roman, og sørme om ikke det hele handler om generationsopgør: "Herefter må vist al tvivl være vejret bort om om generationsopgøret som trend i den nyeste litteratur" Sgu da ikke hos mig, der er langt fra tre hypede forårsbøger til en trend for den hele nyeste litteratur, desuden skal opgøret også kunstnerisk have vægt; jeg har ikke læst Ejersbo og Butschkows bøger (kun deres tidligere, som altså ikke overbeviste), men Guldagers bog har jeg både læst og anmeldt, og den lader mig forsat aldeles lunken. Imidlertid får akkurat Nu er vi så her eksplicit æstetisk ros af Skyum (efter en længere opgørstale er blevet citeret): "Den replik er signifikant, i indhold så vel som i æstetisk form - afbalanceret, ærlig, direkte, og frem for alt personlig og enkel, som en slags varemærke for bogen og dens forfatter, som nu tydeligvis er nået frem til besindelsen på vilkår, og formmæssigt tager konsekvens af sin viden ved som fortæller simpelthen at skære fedtet fra." Rosværdig form er ukunstlet, oprigtig form (et plusord i omtalen af Apropos Opa: "tørt"), der er konsekvensen af "besindelsen på vilkår", hvad det så er for en uhyggelig 50'er-klump, og det med afskæring af fedt forstår jeg slet ikke, Katrines bøger var da tyndere, før hun besindede sig på sin besindelse, hvad fx med ultrasmalle og stærkt ubesindige Blank fra 1996? Nå, da al tvivl om generationsopgørstrenden omsider er bortvejret, arrangerer Skyum en mandejævning mellem SUT, der i et essay udstiller fordommene i Dylan & co's Mr Jones-hån, med Ib Michael, der med en - sandt nok! - virkelig hængerøvsformulering ikke synes "Manfoldigheden i generationens udtryk skal (...) inddæmmes af et bagklogt snæversyn". Knockout i første omgang, med hænderne bundet på ryggen. Hvorefter Skyum tematisk sammenligner Juuls roman, læst nemlig som en "snigende, svigende selvanalyse", med Guldagers noveller: "Konklusionen: at kærlighed, også den altopslugende store, kan bruges som nem undskyldning for mangt et fejltrin i livet, ligger lige for, ganske som i Guldagers tekster", som de æstetisk ikke kan være længere fra, for hvis der er noget Juuls (og hendes forfatterhovedpersons (også professionelle)) skrift ikke er, så er det "afbalanceret, ærlig, direkte (...) enkel", personlig er den i høj grad, men da så genstridigt, egensindigt, poetisk personlig , som også Guldagers skrift var det, før hun fatalt besindede sig. Og så er det revyen bliver for alvor uigennemskuelig: "De to åbenlyse fejllæsninger, jeg har nævnt ovenfor - af Eksil som en ungdomsroman [i Politiken LB] og af Mordet på Halland som en kriminalroman [i WA LB] - kan tyde på at kampene i årets litteratur muligvis ikke kun står mellem generationer. Nej, der foregår tillige hele krige mellem litterære æstetikker. " Jamen, jamen, jamen, Juuls æstetik og Ejersbos, Butsckows og Guldagers er sgu da fandeme lige netop ikke de samme (ligesom de to fejllæsninger ikke er parallelle: Ejersbos roman læses som (oppustet) ungdomsroman pga. dens (oppumpede) simpelhed, Juuls roman læses som mislykket krimi pga. dens mangel på simpelhed). Videre til Fruelund, hvis roman først roses (patroniserende) som "denne på mange måder ret sjove og charmerende roman", derpå refereres udmærket loyalt og til slut får et af Skyums berygtede håndkantsslag lige i nakken: "Kalamiteten er bare, at alt dette sker i en overbelækret æstetisk form, der på forhånd har stiliseret sig i en sådan grad, at man ikke et øjeblik tror på romanen, når den foregiver at færdes i kaos." Jeg er lodret uenig i Skyums smagsdom (nr. 2, sjovet og charmen er jeg helt med på), i mine øjne er det særligt fine hos Fruelund, at han lystfuldt går til elegante, vittige yderligheder (herunder meta-yderligheder) med en stiliseret minimalisme, der er vant til at blive taget strengt alvorligt, af læsere såvel som forfattere, og som i sit lige så livlige som forfinede virvar (oplever jeg det, stik modsat Skyum, som) derfor er nærmere poetiske stiliseringer som Scherfigs og Schades end den stålblankt følsomme 90-stil, som Fruelund startede ud i (og hvorfor egentlig er det i orden med Guldager og co.'s stive fjendebilleder af forældregenerationen, men for galt med Fruelunds karikatur af sin hovedpersons bitchede eks?). Men skide være med smagdsommene, jeg fatter simpelthen ikke den eksemplariske dynamik i Skyums krigsscenarie: En ukunstlet, oprigtig æstetik + en egensindig, flosset æstetik vs. en lækkert stiliseret æstetik, og da slet ikke hvis Ib Michaels roman også skal udkommanderes, som den bliver straks efter (noget (med Fruelunds roman usammenhængende) snak om "vergangenheitsbewältigung", linket på Butschkows roman), et større citat:
Overført på litteraturens selvopgør og generationsopgør betyder det, at vi har hårdt brug for former, der kan fremstille en kaotisk erfaring som et anliggende af afgørende besværlighed frem for at skabe illusioner om kompleksitetens opløsning i forenkling. Modsætningen står, ganske som i Fruelunds roman, mellem den køligt distancerede, stramme og formsikre, men i sidste ende jo også både kedelige og usandfærdige fremstilling af det levede, og så det vidtdrevet viltre. Man kunne til yderligere illustration sammenligne f.eks. Ib Michaels retro-retoucherede selvbillede med Hans Otto Jørgensens herligt uregerlige erindringsbog The Factory; men man kan også bare citere debutanten Ea Jeppesen, der i Hun bryder sig langsomt om hunde skildrer det kriseramte senmoderne individ, en kvinde (skiftevis kaldet 'jeg' og 'hun'), som henslæber dagene i "en ufattelig lang og dyb kedsomhed", en stor trøstesløs tristesse, men hvis jeg-svaghed og usikkerhed ikke desto mindre formidles æstetisk gyldigt gennem en stil, en teknik, der gør kaoset nærværende.
Endnu mere besynderligt end at Fruelunds sjove og charmerende roman "i sidste ende" bliver kedelig (hvis noget er kedeligt, er det det vel i første omgang!?) og usandfærdig, er det, at Guldagers afbalancerede, ærlige, direkte, enkle (snublende tæt på forenklende!) bog nu er vildtdrevet vilter - eller er Skyum her med den særeste saltormortale i gang med at kritisere også Ejersbo, Guldager, Butschkow, selvom Guldager og Juul få spalter før blev ringforlovet, og så gudhjælpeme skal Ea Jeppesens debutbog være den opbyggelige rosin i pølseenden, men den er en blå plasticdrue, er den, og et dårligt eksempel på den traurige automat-mnimalisme om - Jesus! - kriseramte senmoderne individer, som Fruelunds legesyge (og stilige, men netop ikke stramme) trylle-minimalisme målrettet spænger sig vej ud af for syv søren!
Det var bare det jeg ville snerre!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar