At læse en stavelse og fatte en brik

Apropos Mikkel Zangenbergs ikke-eksisterende Troels: Marianne Juhls betjent-blindhed

I dagens Information giver Erik Skyum-Nielsen den alt, hvad den overhovedet kan trække af elegant sarkasme og sveden insinuation, at Mikkel Bruun Zangenberg i sin Politiken-anmeldelse af Jacob Ejersbos efterladte novellesamling Revolution kommer til at kalde en person, der hedder Tore, for Troels. Vistnok! Jeg har ikke læst Ejersbos bog, og og Skyum oplyser ikke, om det faktisk for Tore ender med " en opløftende og komplet usentimental kærlighed" frem for den ikke-eksisterende Troels, for hvis det er tilfældet, synes jeg altså ikke, at forbrydelsen er så allerhelvedes graverende - langt værre ville fx det være, hvis slutningen for Tore/Troels stik modsat var trist og ulykkelig. Måske kunne man lave den distinktion i forhold til navneforglemmelser, at det er i orden, men farligt (i forhold til forfatterklager!) at forveksle og fortegne navne i dårlige (meget lange) romaner (for det er jeg sikker på, at jeg gjort de første 100 gange, og i særlige tilfælde MED VILJE!), men pænt pinligt - og så heller ikke mere - at forveksle og fortegne navne i bøger, man er glad eller - som i Zangenbergs tilfælde - direkte begejstret for.

Nå, men det fik mig bare til at tænke på en langt mere alvorlig og gennemgribende fehler i Marianna Juhls monografi Kirsten Thorup, som jeg anmeldte i fredags (altså bogen, ikke fehleren, som jeg ikke fik plads til, men det har jeg nu!) i kapitlet om romanen Bonsai, hvor Juhl bruger mange kræfter (og meget besvær) på at fortolke det første afsnit, "Til Charlotte", hvor en mand Kris fortæller (psykologen Charlotte) om sit promiskuøse leben, der førte til hustruen Monas selvmord, som romanens hovedperson Ninas egen fiktivisering af den historie, som resten bogen går med at berette: det ulykkelige ægterskab med bifile Stefan og medskylden i Stefans selvmord, da han er dødssyg er aids, Og jep, ingen tvivl om, at Nina er den skjulte forfatter/fortæller til/af første del og at der er visse paralleller mellem de to historier, men det er ved Gud utroligt, at Juhl fortier eller simpelthen ikke har fået øje på - det var ellers selve pointen i Skyums legedanrisk reduktion i sin Inf-anmeldelse (som han senere, i en artikel i Passage, offentligt fortrød) af romanen som en privat hævnaktion - at Kris ikke er en frit opfundet person, men akkurat den mand, der gav Stefan aids: det fremgår tydeligt af hans egen monolog, at Kris er politibetjent, og hen mod slutningen, på side 253 i min hardback-udgave, siger Nina til en læge,om "smittebæreren", at "Han er ansat ved politiet (...) han er kriminalbetjent." Det er ikke et tilfældigt sammentræf! Men det er måske bare for intrikat en roman-dynamik i forhold til Juhls akavede fiktivsering ud i det blå, helst og med vold og magt skal nemlig Kirsten Thorups romaner være lige så lige-ud-af-vejen-aflæselige som fx Ejersbos Nordkraft.

Sjovt kedeligt, charmerende usandfærdigt, nemlig, nemlig

Skyums principielle bobleløshed

Jeg kan altså ikke komme i gang med den nye omgang, nu for alvor Bet-nedtællende The Daily Avantguardian, før jeg grundigt har fået snerret af Erik Skyum-Nielsens mærkværdige forårsprosarevy i torsdagens Information, overskrift: "Mislykket oprydning" (INDEED!!!!!!), underrubrik : "Forårets danske prosaudgivelser byder på generationsoprør, men også på en krig mellem æstetikker". 10 bøger omtales i revyen (2, Preislers og Jørgensens, kun i forbifarten), 7 rent positivt, Jacob Ejersbos roman Eksil, Katrine Marie Guldagers novellesamling Nu er vi så her, Julia Butschkows roman Apropos Opa, Søren Ulrik Thomsens essayssamling Repremiere i mit indre mørke, Pia Juuls roman Mordet på Halland, Hans Otto Jørgensens roman The Factory og Ea Jeppesens (debut)kortprosasamling Hun bryder sig langsomt om hunde, 1 neutralt, Juliane Preislers roman Privatpersoner (Skyums anmeldelse i sin tid var markeret ambivalent), 1 mestendels negativt, Simon Fruelunds roman Verden og Varvara, 1 rent negativt, Ib Michaels roman Vilde engle (men hvad er der blevet af fx Christian Haun, Lone Aburas, Louis Jensen, Rasmus Nikolajsen og Robert Zola?)  Revyens uklare ræsonnement tager figur efter underrubrikken: Gode bøger fra foråret, der ligefremt og entydigt handler om generationsopgør, er i en krig om æstetikker med problematiske bøger, der æstetisk glitrende ikke handler om noget (opgør(ligt)) eller ikke er optaget af at handle om noget (opgør(ligt)), med nogle gode bøger midt imellem, der ikke så ligefremt og ikke så entydigt, men snarere "uregerligt" og "vidtdrevet viltert"  handler om ca. det samme (opgør(lige)) som de ligefremt og entydigt handlende gode bøger, på hvis side de ergo er (en rodet bog, der entydigt handler om, at (de andres generations)opgør er noget pjat, er til gengæld på de ondes side, forvirrende nok) I dræbende slow motion er dette forløbet: Skyum starter med at konstatere, at "Når folk har forsøgt at fortælle hvad der var aktuelt i den danske litteratur foråret 2009 har de fleste talt om familier og hadske generationsopgør." Hvorefter han tematisk gennemgår Ejersbos roman, (en novelle fra) Guldagers novellesamling og Butschkows roman, og sørme om ikke det hele handler om generationsopgør: "Herefter må vist al tvivl være vejret bort om om generationsopgøret som trend i den nyeste litteratur" Sgu da ikke hos mig, der er langt fra tre hypede forårsbøger til en trend for den hele nyeste litteratur, desuden skal opgøret også kunstnerisk have vægt; jeg har ikke læst Ejersbo og Butschkows bøger (kun deres tidligere, som altså ikke overbeviste), men Guldagers bog har jeg både læst og anmeldt, og den lader mig forsat aldeles lunken. Imidlertid får akkurat Nu er vi så her eksplicit æstetisk ros af Skyum (efter en længere opgørstale er blevet citeret): "Den replik er signifikant, i indhold så vel som i æstetisk form - afbalanceret, ærlig, direkte, og frem for alt personlig og enkel, som en slags varemærke for bogen og dens forfatter, som nu tydeligvis er nået frem til besindelsen på vilkår, og formmæssigt tager konsekvens af sin viden ved som fortæller simpelthen at skære fedtet fra." Rosværdig form er ukunstlet, oprigtig form (et plusord i omtalen af Apropos Opa: "tørt"), der er konsekvensen af "besindelsen på vilkår", hvad det så er for en uhyggelig 50'er-klump, og det med afskæring af fedt forstår jeg slet ikke, Katrines bøger var da tyndere, før hun besindede sig på sin besindelse, hvad fx med ultrasmalle og stærkt ubesindige Blank fra 1996? Nå, da al tvivl om generationsopgørstrenden omsider er bortvejret, arrangerer Skyum en mandejævning mellem SUT, der i et essay udstiller fordommene i Dylan & co's Mr Jones-hån, med Ib Michael, der med en - sandt nok! - virkelig hængerøvsformulering ikke synes "Manfoldigheden i generationens udtryk skal (...) inddæmmes af et bagklogt snæversyn".  Knockout i første omgang, med hænderne bundet på ryggen. Hvorefter Skyum tematisk sammenligner Juuls roman, læst nemlig som en "snigende, svigende selvanalyse", med Guldagers noveller: "Konklusionen: at kærlighed, også den altopslugende store, kan bruges som nem undskyldning for mangt et fejltrin i livet, ligger lige for, ganske som i Guldagers tekster", som de æstetisk ikke kan være længere fra, for hvis der er noget Juuls (og hendes forfatterhovedpersons (også professionelle)) skrift ikke er, så er det "afbalanceret, ærlig, direkte (...) enkel", personlig er den i høj grad, men da så genstridigt, egensindigt, poetisk personlig , som også Guldagers skrift var det, før hun fatalt besindede sig.  Og så er det revyen bliver for alvor uigennemskuelig: "De to åbenlyse fejllæsninger, jeg har nævnt ovenfor - af Eksil som en ungdomsroman [i Politiken LB] og af Mordet på Halland som en kriminalroman [i WA LB] - kan tyde på at kampene i årets litteratur muligvis ikke kun står mellem generationer. Nej, der foregår tillige hele krige mellem litterære æstetikker. " Jamen, jamen, jamen, Juuls æstetik og Ejersbos, Butsckows og Guldagers er sgu da fandeme lige netop ikke de samme (ligesom de to fejllæsninger ikke er parallelle: Ejersbos roman læses som (oppustet) ungdomsroman pga. dens (oppumpede) simpelhed, Juuls roman læses som mislykket krimi pga. dens mangel på simpelhed). Videre til Fruelund, hvis roman først roses (patroniserende) som "denne på mange måder ret sjove og charmerende roman", derpå refereres udmærket loyalt og til slut får et af Skyums berygtede håndkantsslag lige i nakken: "Kalamiteten er bare, at alt dette sker i en overbelækret æstetisk form, der på forhånd har stiliseret sig i en sådan grad, at man ikke et øjeblik tror på romanen, når den foregiver at færdes i kaos." Jeg er lodret uenig i Skyums smagsdom (nr. 2, sjovet og charmen er jeg helt med på), i mine øjne er det særligt fine hos Fruelund, at han lystfuldt går til elegante, vittige yderligheder (herunder meta-yderligheder) med en stiliseret minimalisme, der er vant til at blive taget strengt alvorligt, af læsere såvel som forfattere, og som i sit lige så livlige som forfinede virvar (oplever jeg det, stik modsat Skyum, som) derfor er nærmere poetiske stiliseringer som Scherfigs og Schades end den stålblankt følsomme 90-stil, som Fruelund startede ud i (og hvorfor egentlig er det i orden med Guldager og co.'s stive fjendebilleder af forældregenerationen, men for galt med Fruelunds karikatur af sin hovedpersons bitchede eks?). Men skide være med smagdsommene, jeg fatter simpelthen ikke den eksemplariske dynamik i Skyums krigsscenarie: En ukunstlet, oprigtig æstetik + en egensindig, flosset æstetik vs. en lækkert stiliseret æstetik, og da slet ikke hvis Ib Michaels roman også skal udkommanderes, som den bliver straks efter (noget (med Fruelunds roman usammenhængende) snak  om "vergangenheitsbewältigung", linket på Butschkows roman), et større citat:

Overført på litteraturens selvopgør og generationsopgør betyder det, at vi har hårdt brug for former, der kan fremstille en kaotisk erfaring som et anliggende af afgørende besværlighed frem for at skabe illusioner om kompleksitetens opløsning i forenkling. Modsætningen står, ganske som i Fruelunds roman, mellem den køligt distancerede, stramme og formsikre, men i sidste ende jo også både kedelige og usandfærdige fremstilling af det levede, og så det vidtdrevet viltre. Man kunne til yderligere illustration sammenligne f.eks. Ib Michaels retro-retoucherede selvbillede med Hans Otto Jørgensens herligt uregerlige erindringsbog The Factory; men man kan også bare citere debutanten Ea Jeppesen, der i Hun bryder sig langsomt om hunde skildrer det kriseramte senmoderne individ, en kvinde (skiftevis kaldet 'jeg' og 'hun'), som henslæber dagene i "en ufattelig lang og dyb kedsomhed", en stor trøstesløs tristesse, men hvis jeg-svaghed og usikkerhed ikke desto mindre formidles æstetisk gyldigt gennem en stil, en teknik, der gør kaoset nærværende.

Endnu mere besynderligt end at Fruelunds sjove og charmerende roman "i sidste ende" bliver kedelig (hvis noget er kedeligt, er det det vel i første omgang!?) og usandfærdig, er det, at Guldagers afbalancerede, ærlige, direkte, enkle (snublende tæt på forenklende!) bog nu er vildtdrevet vilter - eller er Skyum her med den særeste saltormortale i gang med at kritisere også Ejersbo, Guldager, Butschkow, selvom Guldager og Juul få spalter før blev ringforlovet, og så gudhjælpeme skal Ea Jeppesens debutbog være den opbyggelige rosin i pølseenden, men den er en blå plasticdrue, er den, og et dårligt eksempel på den traurige automat-mnimalisme om - Jesus! - kriseramte senmoderne individer, som Fruelunds legesyge (og stilige, men netop ikke stramme) trylle-minimalisme målrettet spænger sig vej ud af for syv søren!

Det var bare det jeg ville snerre!

Et kosteskaft gennem Skyum

Hvordan man IKKE skriver om Helle Helle til et norsk bogklubblad

Jeg skulle skrive en præsentation af Helle Helles Ned til hundene til et norsk bogklubblad, og i en vis fart, og jeg havde virkelig svært ved ikke at tage udgangspunkt i den drøm om Erik Skyum-Nielsen, som Helle i september refererede på (netop reklancerede) litteratursiden.dk og som i al glasklar hermetik lød sådan her (jeg anbefaler også varmt Helles øvrige drømme om bl.a. Ida Jessen, Pia Juul, Naja Aidt, hendes mor, Christian Dorph, islandske forfattere og ikke lort nok, allesammen offentliggjort på sidens blog august-december 2008, minimalismens månebagside):

Drøm  
02 september 2008Erik Skyum havde en lille kasse til alt det ubærlige. Når kassen blev for fuld, kunne han ved hjælp af sine hænder varme den op, så den tømtes. Mens det stod på, blev han selv vægtløs. I flere timer ad gangen svævede han rundt en meter over gulvet, liggende på maven, som om han havde et kosteskaft gennem sig.

Jeg tror, jeg ville skrive noget om, at drømmen blandede Helle Hellesk skrive- og læseproces sammen, det er Helle, der kan varme kassen med det ubærlige op, så den tømmes, og det er læseren/kritikeren, som bliver vægtløs, svævende en meter over gulvet, liggende på maven, som om han havde et kosteskaft gennem sig, hvilket på den anden side ikke lyder fuldt ud behageligt, hvilket en Helle Helle-bog jo heller ikke fuldt ud er, men det er måske ikke den bedste reklame, og slet ikke i Norge, hvor de heller ikke har et mere intimt forhold til Skyum end som så. Derfor opgav jeg drømme-afsættet og skrev i stedet noget snusfornuftigt om rullekufferter i fiktiionen og virkeligheden, som jeg kan dele med jer en anden god gang.

Ølkurver (jacisme fra 1993)

Om at gå op i en lille spids

Det er en af den slags fikse bemærkninger, der lige generer i forbifarten og i al hast - pga. al hasten - tilgives, men da jeg så fiksheden gentaget i dag i Berlingskes Groft Sagt-spalte - af alle steder - hvor Egon Balsby ironiserer over bl.a. mine lovord til F.P. Jac i Olav Hergels Politiken-nekrolog, var der ikke længere nogen vej udenom en korrektion:

"Og sandt at sige fik den ikke for lidt. Indfølt interview med enken. Storslåede karakteristikker fra anmeldere og kolleger, der ikke tøvede med at betegne afdøde som det danske sprogs mest nyskabende digter. Bulder­bassen Lars Bukdahl , Weekendavisen, fik lov at gå så langt som at betegne F.P. Jac som »en af vore store digtere, og så længe han levede den største nulevende«. Må vi lige være her. [nej, I må ej, det er akkurat det, Jac demonstrerede, at I ikke kan, og at han var og blev den største, er altså ikke noget posthumt påfund, det har jeg hævdet og argumenteret for i talrige sammenhænge, mest ekstensivt i min monografi Læberen sproges LB] Der er naturligvis intet i vejen med ægte entusiasme, og ej heller med F.P. Jacs liv og virke. Men balancen, kære Hergel. Balancen. Som Skyum-Nielsen konstaterede i sin nekrolog i Information, var det tydeligt, at »jo kortere der var mellem genstandene, jo længere var der mellem snapsene«. Det vidste selv F.P. Jac."

Det gjorde han nu ikke, han forblev stensikker på sit talents umådelige format, heldigvis. Den fikse påstand er Skyums, og sentensen lyder i sin helhed således: "Man kunne nok sige, at jo tættere der blev mellem genstandene i forfatterens liv, jo længere blev der mellem snapsene i hans bøger." Der er to usandheder i spil her, dels en kvalitativ smagsdom om forfatterskabet, der naturligvis er til diskussion, og dels en biografisk påstand om livsløbet, der enten er rigtig eller urigtig. Skyum dømmer, at der blev stadig længere imellem de poetisk optimerede Jacs i hans bøger, hvilket i en vis forstand er sandt, når det gælder den dramatik og (især) prosa, der blomstrede i det sene forfatterskab, og helt bevidst jo: for nemlig at give epikken: historierne og deres karakterer, luft til at ånde, men i poesien sprang sgu da stadig jacismerne som champagnepropper om øjnene på én. Objektivt usandt er det til gengæld, at Jac gennem årene drak mere og mere, han drak afsindigt fra han var 14-15 til han var ca. 30, men efter han midt i 80'erne mødte Bodil og flyttede til Allerød, blev der skåret kraftigt ned på indtaget og i flere perioder var han (så godt som!) på vandvognen, hvilket aldeles punkterer den implicitte moralisme i Skyums fikshed: jo længere der (ifølge Skyum) blev mellem snapsene i hans bøger, jo længere blev der også mellem de faktiske genstande; da Jac (ifølge Skyum, NU; dengang var han langt mere loren, jf. kapitlet Legendarisk levende i min monografi) var på toppen, omkring 1980, lå han i sprit sådan ca. 24 timer i døgnet (jf. de to erindringsbind, Fortælleren blev senere sig selv og Jeg er selv med i billederne).
En bedre og sandere morale: Det viljefaste naturtalent nærer sig på hverdag såvel som fest.