Apropos Mikkel Zangenbergs ikke-eksisterende Troels: Marianne Juhls betjent-blindhed
I dagens Information giver Erik Skyum-Nielsen den alt, hvad den overhovedet kan trække af elegant sarkasme og sveden insinuation, at Mikkel Bruun Zangenberg i sin Politiken-anmeldelse af Jacob Ejersbos efterladte novellesamling Revolution kommer til at kalde en person, der hedder Tore, for Troels. Vistnok! Jeg har ikke læst Ejersbos bog, og og Skyum oplyser ikke, om det faktisk for Tore ender med " en opløftende og komplet usentimental kærlighed" frem for den ikke-eksisterende Troels, for hvis det er tilfældet, synes jeg altså ikke, at forbrydelsen er så allerhelvedes graverende - langt værre ville fx det være, hvis slutningen for Tore/Troels stik modsat var trist og ulykkelig. Måske kunne man lave den distinktion i forhold til navneforglemmelser, at det er i orden, men farligt (i forhold til forfatterklager!) at forveksle og fortegne navne i dårlige (meget lange) romaner (for det er jeg sikker på, at jeg gjort de første 100 gange, og i særlige tilfælde MED VILJE!), men pænt pinligt - og så heller ikke mere - at forveksle og fortegne navne i bøger, man er glad eller - som i Zangenbergs tilfælde - direkte begejstret for.
Nå, men det fik mig bare til at tænke på en langt mere alvorlig og gennemgribende fehler i Marianna Juhls monografi Kirsten Thorup, som jeg anmeldte i fredags (altså bogen, ikke fehleren, som jeg ikke fik plads til, men det har jeg nu!) i kapitlet om romanen Bonsai, hvor Juhl bruger mange kræfter (og meget besvær) på at fortolke det første afsnit, "Til Charlotte", hvor en mand Kris fortæller (psykologen Charlotte) om sit promiskuøse leben, der førte til hustruen Monas selvmord, som romanens hovedperson Ninas egen fiktivisering af den historie, som resten bogen går med at berette: det ulykkelige ægterskab med bifile Stefan og medskylden i Stefans selvmord, da han er dødssyg er aids, Og jep, ingen tvivl om, at Nina er den skjulte forfatter/fortæller til/af første del og at der er visse paralleller mellem de to historier, men det er ved Gud utroligt, at Juhl fortier eller simpelthen ikke har fået øje på - det var ellers selve pointen i Skyums legedanrisk reduktion i sin Inf-anmeldelse (som han senere, i en artikel i Passage, offentligt fortrød) af romanen som en privat hævnaktion - at Kris ikke er en frit opfundet person, men akkurat den mand, der gav Stefan aids: det fremgår tydeligt af hans egen monolog, at Kris er politibetjent, og hen mod slutningen, på side 253 i min hardback-udgave, siger Nina til en læge,om "smittebæreren", at "Han er ansat ved politiet (...) han er kriminalbetjent." Det er ikke et tilfældigt sammentræf! Men det er måske bare for intrikat en roman-dynamik i forhold til Juhls akavede fiktivsering ud i det blå, helst og med vold og magt skal nemlig Kirsten Thorups romaner være lige så lige-ud-af-vejen-aflæselige som fx Ejersbos Nordkraft.
I dagens Information giver Erik Skyum-Nielsen den alt, hvad den overhovedet kan trække af elegant sarkasme og sveden insinuation, at Mikkel Bruun Zangenberg i sin Politiken-anmeldelse af Jacob Ejersbos efterladte novellesamling Revolution kommer til at kalde en person, der hedder Tore, for Troels. Vistnok! Jeg har ikke læst Ejersbos bog, og og Skyum oplyser ikke, om det faktisk for Tore ender med " en opløftende og komplet usentimental kærlighed" frem for den ikke-eksisterende Troels, for hvis det er tilfældet, synes jeg altså ikke, at forbrydelsen er så allerhelvedes graverende - langt værre ville fx det være, hvis slutningen for Tore/Troels stik modsat var trist og ulykkelig. Måske kunne man lave den distinktion i forhold til navneforglemmelser, at det er i orden, men farligt (i forhold til forfatterklager!) at forveksle og fortegne navne i dårlige (meget lange) romaner (for det er jeg sikker på, at jeg gjort de første 100 gange, og i særlige tilfælde MED VILJE!), men pænt pinligt - og så heller ikke mere - at forveksle og fortegne navne i bøger, man er glad eller - som i Zangenbergs tilfælde - direkte begejstret for.
Nå, men det fik mig bare til at tænke på en langt mere alvorlig og gennemgribende fehler i Marianna Juhls monografi Kirsten Thorup, som jeg anmeldte i fredags (altså bogen, ikke fehleren, som jeg ikke fik plads til, men det har jeg nu!) i kapitlet om romanen Bonsai, hvor Juhl bruger mange kræfter (og meget besvær) på at fortolke det første afsnit, "Til Charlotte", hvor en mand Kris fortæller (psykologen Charlotte) om sit promiskuøse leben, der førte til hustruen Monas selvmord, som romanens hovedperson Ninas egen fiktivisering af den historie, som resten bogen går med at berette: det ulykkelige ægterskab med bifile Stefan og medskylden i Stefans selvmord, da han er dødssyg er aids, Og jep, ingen tvivl om, at Nina er den skjulte forfatter/fortæller til/af første del og at der er visse paralleller mellem de to historier, men det er ved Gud utroligt, at Juhl fortier eller simpelthen ikke har fået øje på - det var ellers selve pointen i Skyums legedanrisk reduktion i sin Inf-anmeldelse (som han senere, i en artikel i Passage, offentligt fortrød) af romanen som en privat hævnaktion - at Kris ikke er en frit opfundet person, men akkurat den mand, der gav Stefan aids: det fremgår tydeligt af hans egen monolog, at Kris er politibetjent, og hen mod slutningen, på side 253 i min hardback-udgave, siger Nina til en læge,om "smittebæreren", at "Han er ansat ved politiet (...) han er kriminalbetjent." Det er ikke et tilfældigt sammentræf! Men det er måske bare for intrikat en roman-dynamik i forhold til Juhls akavede fiktivsering ud i det blå, helst og med vold og magt skal nemlig Kirsten Thorups romaner være lige så lige-ud-af-vejen-aflæselige som fx Ejersbos Nordkraft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar