På Hovedbanegården for en time siden, mens jeg ventede på min hustru, der var inde i kiosken for at købe dameblade og slik, fordi hun 12:50 skulle med Aalborg-toget, snuppede jeg ved informationsmontren det nye nummer af Ud & Se, som jeg slet ikke havde fået kigget på, da jeg i torsdags rejste frem og tilbage til et fordrag om Alice i Eventyrland på Århus Arktitektskole (jeg prøvede forgæves i Axel Music på Hovedbanen og Stereo Studio i Århus at købe Greatest Hit med Jefferson Airplane, så jeg kunne spille White Rabbit for de arkitektstuderende; for tyve minutter siden, på vej hjem fra Hovedbanen, fandt jeg den så i TP på Gl. Kongevej, og lige nu spiller jeg nummeret helt for mig selv: remember what the dormouse said: feed your head, feed your head)! Som altid slår jeg først op på "novellen" og stor er min glæde, da jeg opdager, at den er skrevet af Niels Frank og hedder "Solsortens øje" og straks begynder jeg da bare at læse, for når det gælder Niels Frank, er der ikke noget at betænke sig på - i hvert fald ikke til en start! - og sikke en skønt jamrende tekst, en veritabel jammerkommode!, om gentaget hverdagslighed i Barcelona og det pludseliges lykke & ulykke, hvis evige refrain: Åh nej! præcist illustreres af mini-portrætbilledet, hvor NF opgivende tager hånden til hovedet. Jeg afbrydes halvvejs henne, da min hustru vender tilbage fra kiosken, men henne ved pengeautomaten (det er mig der skal have penge, mit dankort er læst helt itu) læser jeg videre. Og da jeg har fulgt hende hen til og ind i toget og sagt farvel og har købt en hamburger i McDonalds og taget pickelen ud af den, læser jeg "novellen" færdig, mens jeg gumler på hamburgeren og forlader hovedbanen - glad af tekst! Her er begyndelsen:
Åh nej, nu ringer postbuddet på døren, hver dag klokken ti nul dut lyder den overstadige hylen fra dørtelefonen. Men så lad den dog. Jeg bliver liggende under dynen i soverværelset ud mod gaden. Nu lyder også sirener, og bilernes brølen står ind og blander sig med en ufattelig hamren og fræsen fra håndværkerne længere nede ad gaden, hvor en bygning er ved at blive sat i stand. Åh nej, nu kommer også gasmanden forbi med sin sækkevogn fuld af gasflasker. Hver dag hamrer han sikkert som amen i kirken på en af flaskerne med et stykke metal, en stor møtrik, en nøgle, et afbrækket håndtag, hvad som helst, så lyden går gennem marv og ben. Køber nogen overhovedet de forbandede flasker? Nå, jeg står op, åbne døren til balkonen (åh, nej, det gamle træværks triste knirken, når beslaget løsnes) og skubber skodderne til side. Nu også fuglefløjt! Og kvindernes hidsige hæle i fortovet et par meter under mig. Hver dag, når jeg kigger ud, står lyset skråt ned ned over den gule bygning overfor, jeg ser nogen smide affald i containeren på hjørnet, kvarterets ældre er ude at købe ind. Åh nej, her kommer en af de sædvanlige små lastbiler og ud springer en af de sædavnlige små tykke mænd med den sædvanlige cigaret i mundvigen, og her kommer også et par skulkende skoleelever fra Pia Sant Antoni et par gader væk. Hver dag den samme film. Hver dag.
Og jeg så Mia Lyhne komme ud af Irma i en fantastisk grøn Adidas-træningsdragt og se mig se hende komme ud af Irma i en fantastisk grøn Adidas-træningsdragt. Hej Mia i din grønne træningsdragt, sagde jeg ikke.
Åh nej, nu ringer postbuddet på døren, hver dag klokken ti nul dut lyder den overstadige hylen fra dørtelefonen. Men så lad den dog. Jeg bliver liggende under dynen i soverværelset ud mod gaden. Nu lyder også sirener, og bilernes brølen står ind og blander sig med en ufattelig hamren og fræsen fra håndværkerne længere nede ad gaden, hvor en bygning er ved at blive sat i stand. Åh nej, nu kommer også gasmanden forbi med sin sækkevogn fuld af gasflasker. Hver dag hamrer han sikkert som amen i kirken på en af flaskerne med et stykke metal, en stor møtrik, en nøgle, et afbrækket håndtag, hvad som helst, så lyden går gennem marv og ben. Køber nogen overhovedet de forbandede flasker? Nå, jeg står op, åbne døren til balkonen (åh, nej, det gamle træværks triste knirken, når beslaget løsnes) og skubber skodderne til side. Nu også fuglefløjt! Og kvindernes hidsige hæle i fortovet et par meter under mig. Hver dag, når jeg kigger ud, står lyset skråt ned ned over den gule bygning overfor, jeg ser nogen smide affald i containeren på hjørnet, kvarterets ældre er ude at købe ind. Åh nej, her kommer en af de sædvanlige små lastbiler og ud springer en af de sædavnlige små tykke mænd med den sædvanlige cigaret i mundvigen, og her kommer også et par skulkende skoleelever fra Pia Sant Antoni et par gader væk. Hver dag den samme film. Hver dag.
Og jeg så Mia Lyhne komme ud af Irma i en fantastisk grøn Adidas-træningsdragt og se mig se hende komme ud af Irma i en fantastisk grøn Adidas-træningsdragt. Hej Mia i din grønne træningsdragt, sagde jeg ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar