Cowboys i ny, dansk litteratur

Et uvidenskabeligt lassokast

Jeg har lige anmeldt Thomas Bobergs nye digtsamling Boothill, der udkom i går onsdag og har navn efter det vilde vestens kirkegårde for gunslingers og cowboys, men er så godt som uberørt af western-universet indeni, hvilket jeg selvfølgelig klager urimeligt meget over nede i min anmeldelse. Men det fik mig til at tænke på - og sådan noget er der ikke plads til i anmeldelser (nu om stunder) - hvad der egentlig er af cowboys i ny, dansk litteratur; dette er det foreløbige, ret beskedne resultat, men suppler endelig, kære blog-læser(e):

Den eneste ene bog med cowboy i titlen (og på forsiden, Peder Bundgaards skønne Lucky Luke-inspiererede cover), Dan Turèlls Karma Cowboy, 1974, kan i næsten lige så høj grad som Bobergs digtsamling anklages for falsk varebetegnelse; den westerntætteste sektion er "Karma Cowboy's Sundown Songs", den eneste nemlig, hvor titelpersonen Karma Cowboy optræder i eget navn og egen person, men det er godt nok svært at få øje på kodrengen i Turèlls omkringridende zen-munk:

The Karma Cowboy
rides all night
to see another
morning light

He rides around
form place to place
forever lost
in another space

He's always on the point
of comin' or goin'
He's ramblin' between
unknowing and knowing

You see him fading
behind the alley
You know he's out
for Dead Man's Alley

You know he's out
in the lifelong chase
You know he's bound
for that purple haze

The Karma Cowboy
disappears in the fog
The jukebox keeps whistling
that same dirty rock

It doth have no end
and it all may come true
and the buildings are high
and you do what you do

Jens-Martin Eriksens stadigvæk fornøjeligste bog, post-pulp-novellesamlingen Entusiatiske historier, 1987, har et par (moderne) cowboys på forsiden (ved Poul Lange) og lever med den afsluttende, overgivne "Bankrøveriet i Tango", med genrebetegnelsen "En western", rent faktisk op til løfterne; dette er spaghetti-begyndelsen:

Himlen er helt blå, og ude foran er der masser af sand til en ørken. der er mindst fyrre grader i solen, og der er ikke skygge nogen steder, og ude foran er der heller ikke udsigt til det. Bare sand og sand. Og bakkerne længere ud, og de sjove kasseformede klipper, som rejser sig hér og dér. Der er heller ingen vind, men så stille at en flue kan sætte sig på et menneskes kind [Once Upon A Time In The West-link LB] uden at blive forstyrret af et vindpust. Som i en dagligstue en søndag eftermiddag, hvor man ikke ved, hvad man skal tage sig til. Det kunne også have været kedeligt dette her landskab, men det er det ikke. For drengen, på hvis kind en flue lige har sat sig, er meget overrasket, og lige vågnet fra en lang, lang søvn. Han slå fluen væk og opdager at han har en arm til at gøre det med. Så kigger han på sin arm, og ser at den foroven hænger fast ved skulderen, og at skulderen igen hænger fast i en krop, og han ser ned ad sig. Sådan hænger det hele sammen på en måde, tænker han som sin første tanke. Og han siger det, og opdager at han også har en stemme. En menneskelig:
 - "Sådan hænger det hele sammen på en måde."

Også Per Kirkebys trivi-approprierende (officielle) debutsamling (c), 1966, slutter med en "Western", og det er ikke løgn, at den hedder "Den langløbede colt" og indledes således:

Da Carse McKay hin 1. juli-eftermiddag red ned fra bjergene, var det næsten et år siden, han havde været i byen - og endnu længere siden, der var faldet en dråbe regn. Banken, den eneste i Rincon, lå på det store torvs nordøstlige hjørne. På begge sider af bankens massive dobbeltdøre sad store spejlglasvinduer. Carse læste meddelelsen og prørvede at spejde ind gennem vinduet. Skønt han normalt var uendelig ligeglad med sit udseende og det indtryk, han gjorde på fremmede, vidste han, at det var af stor betydning netop nu. I betragtning af at byen stadig var præget af sin spanske oprindelse, var der utroligt livligt på gaden nu i siestatimen. Rincon distriktet havde faktisk ikke nogtensomhelst at fejre i år, tænkte Carse. Han drejede sydpå ad River Street og ind i gyden bag købmandsgården - gjorde holdt foran en store ladelignende bygning over hvis port et skilt bekendtgjorde, at dette var Ace rejse- og lejestald. - Boise - kaldte han og svang sig af sadlen. Intet svar. En fed mand med beskidt ternet vest trådte bredt grinende frem bag en stabel kornsække: - Du er temmelig nervøs, hva? Carse lod sin Colt kaliber 45 glide ned i hylstret og sagde tørt: - En fyr , jeg kendte, blev skudt, fordi han opførte sig sådan.

Now we're talking, ikke sandt!?

Men så er der også stik modsat Klaus Rifbjergs naivt ideologikritiske digt "John Ford" i Mytologier, der fejlagtigt "afslører" John Fords film (The Man Who Shot Liberty Valance! The Searchers!) som falske "smukke myter", hvilket jeg tilbage i gymnaiset skrev en Rifbjergkritisk stil om, som jeg stadig er helt enig i (hvor er det også bare for uspændende LANGT):

Modet til at tro på naiviteten
og de gode gerningter
værdigheden og hver mands ret
til at handle i overensstemmelse
med sin samvittighed
er suspekt.

Frihedens vogtere
trives i en atmosfære af mistro
og demokratiet udruges
af maskiner.
Friheden er suspekt.

Men i de smukke myters land er det morgen.
Solen løftes på plads over
horisonten båret af en kaktusgren.
Kvæget vågner. I salvien pusler
et pindsvin og kvinden
sætter blikkanden med
kaffe over. Mændene spiser
deres brødhumpler og skyller
efter med kaffen. Så rider de ud.

Der er et vandløb og de
passerer vadestedet mens
det blinker over hovene.
På bakkekammen rider kavaleriet frem.
Kaptajnen standser kompganiet
ved at løfte hånden, hestene
vrinsker og står uroligt på
benene. Mændene taler
med hinanden.

De to flokke skilles
og på den anden side
af bakkekammen ligger
prærien set under hattens
brede skygge mens diligencen
snor sig forbi derude
vogntoget duver frem og
damplokomotivet med sit glade
overskæg fejer sporet rent,
Westward, ho!

De ler og er alvorlige
musikken blander irsk og svensk et sted
er noget ladt tilbage men andet
er erobret her og skal bevares.
De står på kirkegården og
begraver Jones. En mand
i sort træder ind i baren
og det er ikke godt.

Mor har stillet kedlen fra sig
mange øjne stirrer ud på
pladsen der ligger øde
under solen. De nærmer sig
hinanden. Solen på sit højeste.
I stalden vrinsker pludselig en hest,
en krage basker op. De
skyder, og støvet rejser sig.
En af dem falder.

Så danser de i baren. De
danser alle sammen og kvinderne
er med. Den unge mand i frynset
ruskind og støvlerne med høje
hæle lægger armen om Huroner-pigen.
Hendes lange fletning slår imod
hans hans håndryg [god detalje, men sadnsynligvis bare en klichè"? LB] da de
danser ud.

Nelly Jane og Baby Sue
går rundt fra bord til bord
og skubber hatten ned over øjnene
på dem der spiller kort straight flush
full house a pair three of a kind
og udenfor er solen hejset ned
nu hænger månen over
præriehundens hyl.

De blev på gården
og grandpa hviler trygt deroppe
under stenen og det skæve kors.
Den sorte hat er smidt på kulen
uden kiste moi'r sætter kedlen
på igen.

The late Stage afgår nu til
Denver og da dens skygge
er forsvundet fra depotet
ses i månelyset op ad bræddevæggen
det unge par. Han kysser hende
og før hun lukker sine indianerøjne
med de lange vipper
ses månen spejlet dobbelt
i de lysende pupiller [igen sikkert bare en "klichè" LB].

The Marshall og hans deputy
skrå over pladsen.
Tinstjernen lyser mat
og deres sporer klirrer.
Så er der tyst.
Folk sover i de gode myters by.

- Snork! Hvor cowboyfjendtligt!

Og, og, og Dy Plambecks glitter-glimrende roman Texas' Rose, 2007, der snarere end en western-roman er en country & western-roman, men det er den til gengæld for fuld tryk - og med den foreløbige rekord i konkrete western-henvisninger, her er fx optakten til onkel Jimmy og faster Lillians bryllup:

Et overdådigt slaraffenland af det vilde vesten. Rød- og hvidternede duge og buketter af markblomster på bordene. Wantedplakater på væggene med billeder af min onkel Jimmy og faster Lillian. Hestesko, Bowieknive og seksløbere, der flød på bardisken. Løst krudt til at kaste på brudeparret. der var tænkt på enhver detalje for at skabe stemning af en saloon i en vildmarksby langt pokker i vold i Arizonas ørken, da min onkel Jimmy og faster Lilian blev gift i 1973.
  Gæsterne var prikken over i'et, dem, der fuldendte illusionen. I indbydelsen havde de fået besked på at komme udklædt som cowboy, revolvermand, farmer, bandit, landevejsrøver eller bordelpige. Det var lige meget hvad, så længe de bare emmede af det vilde vesten. Min farbror fuldendte sit look som Sundance Kid ved at medbringe sin riffel til brylluppet. Det er ikke småting, man gør for familiefreden, sagde han, da han trak i sit kostume.

Taler vi bare indianere, er der en hel del hos Vagn Lundbye, flere samlinger af indianske tekster og igen og igen og igen skipperskrønen om indianeren, der undslap Titainic, men fremfor alt har vi jo bogstavet T i Halfdans ABC, 1967:

Tulle tog til Tikøb,
købte tulipaner,
købte to, købte ti,
købte tu, købte li,
købte tulipaner
hos en indianer.

UGH (hedder en antologi om Peter Laugesen, jeg redigerede i 2002, også den en forbandet uwestern)