mandag den 21. september 2009

Late Night Kanon

Erotisk-poetisk kanon II

(reciteret ved arrangementet Erotik, takfredag 18. september i Huset)

1.
Jørgen Leth, født 1937
(fra Billedet forestiller, 2000):

Kneppe

Det er noget der foregår på øverste etage
hvor fjernsynet står og den store seng.
Det foregår når eftermiddagen er nået til ende
eller efter at fjernsynet har sendt en smadret film
og når det er det der er tilbage at gøre.
Det foregår mellem to kroppe som finder sammen
og har nogle bevægelser at udveksle
og nogle ord at udtale. Kneppe det er et sprog
der bliver brugt og en historie der bliver fortalt
og det er noget der foregår mens havet hvisker
udenfor og himlens stjerner endnu er usynlige
og byens mennesker endnu er i deres huse.
Kneppe det er noget der foregår i den evige eftermiddag
hvor de elektriske pumper og køleskabet er forstummet
og samtaler fra gaden stiger op til øverste etage
med fjensynset og sengen. Det er her med det overvældende
lys ind gennem vinduer og døre at det foregår. Det
udstrækker sig i denne time og tager form i dette rum.

2.
Sophus Claussen, født 1865 (digtere fødes, de dør ikke)
(fra Djævelerier, 1904):

4de møde

Hvis i Engens græs jeg løser dine Strømper, kysser, stormer,
skænd ej paa mig, skrig dog ikke! - Hvad der ligger mig paa Sinde
er ej det, at du er Kvinde og har Jomfru-unge Former,
men at Formerne er dine, og du, heldigvis, er Kvinde.

3.
Jeppe Aakjær, født 1866
(apokryft):

Kragen krær over Karup Aa,
og Frøerne kvækker i Kæret.
Bag Sivene kryber Jens Pæsen paa,
han har alt Røven i Vejret.
Han mærker hvor Maren er rund og trind,
saa sysler han lidt med at luske den ind.
Men Maren klapper hans stubbede Kind:
"lad nu vær mø a lej der å pærk
a vil ha et slav Pik a ka mærk".

Jens Pæsen han vender sindigt sin Skraa
og gi'r hendes Mødom dens Bane,
saa muler han langsomt og sindigt paa,
som det jo er Bøndernes Vane.
Støt vipper hans Buksebag op og ned,
medens Bølgerne klukker ved Aaens Bred,
og Maren stønner: "Bliv ved, bliv ved,
for Jøsses Kors hvor det kilder".

Der er intet saa skønt paa Guds grønne Jord
som at lægge Laarene sammen.
Kun Viben messer Velsignelsens Ord
og Storken knebrer sit Amen.
Da Viben letter med hæse Fløjt,
saa mærker Maren, den gaar af med et Sprøjt.
Hun vrider med Røven og stønner højt
og hvisker, man hører det næppe:
"hvor er det Guds dejligt at knæppe".

Jens Pæsen, han drager sin slantne Pik
af Marens skummende Fisse.
Så rejser han sig med et sindigt Blik
og stiller sig op for at pisse.
Han spytter og ta'r sig en frisk ende Skraa
og lader sit Vand i den Skummende aa.
"Saa, Maren, stræv nu faa Bukserne paa,
vi maa skynde os hjem paa Gaarden,
a vil be' til a mel'ma' er skaaren".

4.
F.P. Jac, født 1955
(fra Vi vil overdøve skammen, 1981):

clitoris siger du og rækker ud efter et stykke fersken, en tungespids svarer jeg og maver mig videre hen over gulvet, vi kan ikke tåle at se mere i dag og skubber det hele ud fingrene, du siger vi har bollet ligesom silke og ikke kan kræve mere af en hovedstad, jeg siger men vi må ikke overse vandet der hele tiden udvider vores alder, vi kan blive i hinanden til i morgen såsom natten iver til en cigaret skiller os i morgenhoster, og jeg vil have fat i din brystvorte mens du bider røgen til alvor, vi vil blive hos hinanden og tromme med tissetøjet, uden at se fabriksskorstenene skifte farverne ud,

5.
Søren Ulrik Thomsen, født 1956
(fra Ukendt under den samme måne, 1982):

Kussens og røvehullets omvendte søer
skyller glinsende over min hud
hårene skilles af springende pis
der tykt og lykkeligt vasker mig varm
               én gang til!
               én gang til!
aldrig før blev jeg slynget så højt
gennem roterende indsøers spejl
slingrende fortsat med hovedet nedad
dybt mod de skrævende skyer.

6.
Niels Simonsen, født 1946
(fra En kusse er en kuffert, 1970):

O at være en kusse
ingen kan finde hvor er
gemme sig dybt under buksen
ligne et rødhudet bær

O at knæppe en kælling
og pikke i saftige bær
bo i en udblokket kusse
sove sig mæt i en seng

O at være to læber
svulme af vellyst og blod
suge begærligt af saften
synke og trække sit vejr

O at være Frank Jæger
eller en helt anden mand
herlig og munter tungsindig
sådan en stodder er han

7.
Jokeren (AKA Jesper Dahl), født 1973
(fra Den Gale Poses cd Flere ho's, 1996):

Flere Ho's (uddrag)
Yo, du vil aldrig se mig svare på kontaktannoncer
Den Gale Pose har flere ho's end alfonser
Så hey, baby, baby, hæng med mig i nat
Jeg tar dig som en hund til du spinder som en kat
Der' intet pjat jeg nakker nok chicks - får sengen til at rocke
Bågoork - was sagst du den gokke?
Det' ik' så svært når du først får det lært
For i mit karabad baby, der' plads til lidt af hvert
Der' plads til en ho med store tasker
Lisså våd som en vasker - XXX som en slasker

8.
Eske K. Mathiesen, født 1944
(fra Skoledage, 1994):

Drøm

En munter drøm, en grinende rødhåret kvinde
med fyldige former, siddende på hug med vidt
skrævende ben. Hun kurer frem og tilbage på
gulvet, og ikke nok med det: Hun høvler!
Hendes kraftige balder er forsynet med høvlskær
og høvler gulvet! Lange smukke slangeagtige
høvlspåner af duftende træ snor sig op efter
hende. Skrævende og hvislende går det frem og
tilbage, og hver gang, hun nærmer sig, lyder det
fra hendes skamlæber, der strutter som en lille
rød højttalertragt: Så er det Bramming! Bramming
næste! Rejsende til Ribe og Tønder skifter!"
I et hjørne af rummet, næsten dækket af
høvlspåner, står gipsafstøbningerne af et par
herresko.

9.
Viggo Madsen, født 1943
(fra Fremtiden hænger i garderobeskabet, 2007):

Fromhed styrker rigerne

Og den årlige nat, den ene nat om året
hvor 20 dervisher fra Traihat-i-aliya samles i salen
for under ledelse af bibliotekaren at fremsige den
monoteistiske sætning
Der er ingen Gud uden Gud
70.000 gange i træk
ligger jeg vågen og tænker på om din kusse mon
er lige så kringlet som din hårpragt, Krøltop:
jeg vil tælle dig i begge ender!

10.
Henning Mortensen, født 1939
(fra So Happy Just To Be Alive, 2009, og Hvedekorn 2, 2009)

Geografisk drømmerapport

At slikke hende
mellem benene
herfra og til
Kina.

Og kneppe hende
hele vejen hjem
igen.

11 etc./boblere til begge kanoner, bl.a.:
Oehlenschläger, Winther, Baggesen, Drachmann, Halfdan, Ursula Andkjær, Blendstrup, Ørntoft, Niels Thomsen, Gjedsted, Laus Strandby, Niels Frank, Morti, Nordbrandt, Henrik Have, Edelfeldt, Thøger Larsen, Strunge, Sarvig, Bodil Bech, Sehested, Nash ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar