Evig skildpadde og udødelig flodhest

Viggo får livsvarigt!

Kære Nils Gunder Hansen, søde Morten Søndergaard og rare Christina Hesselholdt i Kunstfondens litteraturudvalg har i deres dugfriske visdom besluttet at indstille Viggo Madsen til Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse med følgende (vel)oplagte begrundelse:

Forfatter Viggo Madsen, f. 1943

Viggo Madsen er født i Esbjerg, uddannet bibliotekar og debuterede med romanen Brandmand på to hjul i 1966. Siden har han udgivet en lang række digtsamlinger, prosa– og børnebøger. Hans forfatterskaber har bevæget sig fra naivisme og sprogorienteret poesi til popkunstnerisk inddragelse af massekultur i sen-60'erne hen mod en mere særegen og mere udfoldet absurdisme op gennem 70'erne, 80'erne og 90'erne. Bøgerne er ofte kommet på undergrundsforlag, for det har været en bevidst strategi hos Madsen at afsøge og dyrke afkrogene i både det litterære og det sproglige. Det er i randen og i det upåagtede at ”lyset vælter sin kegler”, ”gulvtæppet synger for tapetet” og ”ansigtet vender udad”. Der er noget velgørende i den Madsenske insisteren på, at alt kan tage sig anderledes ud set gennem Viggo-briller, og at sproglige kastevinde kan blæse læseren helt andre sted hen, sådan som det ofte sker i læsningen af hans digte. Madsen modtog Emil Aarestrup-medaljen i 2000 og har tidligere modtaget Kunstfondens 3-årige arbejdsstipendium. Viggo Madsens forfatterskab har hele vejen igennem dyrket det glade vanvid, forstået som både en glæde ved galskaben og et skarpt blik for det absurde og det sprogligt krøllede. Lige siden debuten har Viggo Madsen stået for at udføre sin egensindige og galgenhumoristiske manøvre med det danske sprog, der i sproglige glimt og udladningen får læserne til at ane nye forbindelser mellem sprog og verden. Madsen tager faste vendinger under kærlig behandling og stiller skarpt på hverdagssituationer, så de står frem i et sprogligt modlys, der både gør dem absurd morsomme og foruroligende. Eller som han selv siger det: ”Jeg er ikke syg. Det er bare min indkøbsvogn, som trækker skævt”. Det sproglige overskud kommer også til udtryk i bogtitler som for eksempel Livet er den fattige mands udgave af evigheden (1983) eller Længslen er sin egen vampyr (1976). Viggo Madsens bøger hører til blandt de mere gakkede, paradoksale, naive, fabulerende, løjerlige, pornografiske og sære kreaturer i det danske litterære reservat og bliver forhåbentlig ved med at dukke op længe endnu:  

Skønheden er en flodhest
Der græsser på en mark.
Varsomt ser den op mod solen,
lyse stråler varmer den om
munden.

- Hørt! Med stor, hjertestyrkende glæde (Flodheste-digtet er (jo) fra Madsens i mange år uudgivne debutdigtsamling fra 1964-65, En flodhest går om hjørnet).

TILLYKKE MED LIVRENTEN, DIGTER (jeg skrev først: UDSIGTER!)! MÅ DEN VARE I MANGE ÆONER (en anden Madsen, Svend Åge, svarede forleden jysk tv, da han på sin 70 års fødselsdag blev spurgt, hvor længe han ville blive ved med at skrive: måske ikke 70 år, men noget i den retning ... Hørt! Èn Madsen, Johs L., døde alt for tidligt, de resterende skal blive ABSURD gamle!)

Lad mig selv - i min glædeligt overraskede målløshed - tilføje endnu et zoologisk digt, fra Viggos seneste bog, J&J-høftet (jeg skal nok få dem anmeldt, skal, skal nok!) Luns af det levende, kvinden kan være staten så:

ORNEKRONE

   det mærkelige ved kærligheden er dens forsvinden
sagde kvinden, så sked hun en fisk, det har nok været en
   en havtaske, den vendte sig i hvert fald en omgang

Vahlstrøm-korrespondancen

Via Viggo fra en vis Jonas

Det nye nummer 2, 2009, af Hvedekorn indeholder 10 digte af Jonas Vahlstrøm (eller Vahlström), delvist videreformidlet, íkke just med hans gode vilje, af digteren Viggo Madsen, fast bidragyder til Hvedekorn gennem 40 år; her følger den samlede Vahlstrøm-korrespondance:

- 1. brev (skrevet på ternet papir med rødt farvebånd på akustisk skrivemaskine):

Kære Hvedekorns-redaktør!

Under en mellemlanding i det gamle land har jeg lige lejlighed til at tilsende tidsskriftet vedlagte digt, som I kan antage eller lad vær efter forgodtbefindende. Jeg står allerede med et ben ude af landet igen.

Jeg har aldrig tidligere været optaget i Hvedekorn, men haft en del spredte tekster i Øverste Kirurgiske, som vist nu er gået ind. Ergo forsøger jeg Hvedekorn.

Personaleoplysning: Jeg er født i 1968 som et spinn-off efter the summer of Love; hvis motto (make love not war) jeg siden ganske eftertrykkeligt har forsøgt at efterleve, for min del ved at droppe ud af skolen og flytte til Sydøstasien (tailand), hvor jeg har ernæret mig siden på måder, det nok ikke er opportunt at skrive hjem om.

Medsendte digt skulle give udtrykt for et orientalsk tankesæt, som jeg finder interessant - og i visse sammenhænge slet ikke uerotisk.

Venlig Hilsen

Jonas Vahlström

- 2. brev (en mail)

Kære Lars! Nu skriver jeg på brugt brevpapir igen, det er nok mere dovenskab end økologi. Jeg har en lille sag her: en (efterhånden ikke helt) ung fusentast, Jonas Vahlström, var i Danmark for en lille måneds tid siden og slog en enkelt aften teltpælene op hos mig, inden han skulle tilbage til sit elskede Thailand. Nedkradset i margenen på en avis, som var faldet ned bag sengen, fandt jeg for nylig dette digt, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med andet end at sende det til dig, i Hvedekorn? Smide det helt ud turde jeg dog ikke. Nu er det din hovedpine!
Mange hilsner, Viggo
digtet indsættes her:

- 3. brev (en mail)

Kære Lars! Det er dog helt utroligt, men så er den gal igen! Den mand, Vahlstrøm, formår jo at svine med henkastede digte næsten hvorsomhelst! Denne gang fandt jeg en afrevet side fra en notesbog indlagt som bogmærke i mit eksemplar af bruno k. öijers
samlede digte, i afdelingen giljotin (l981) ved siden med stk CI: i telefonkatalogen/står dom/korsfästa i/alfabetisk ordning - ja, jeg ved faktisk ikke, hvordan man ansvarer for sådanne efterladenskaber - om man ikke er nævenyttigt selvbestaltet, hvis man befordrer dem til tryk? På den anden side må han vel have en mening med alle sine skriverier? Måske et forfængeligt håb om, at noget alligevel samler dem op? Eller er det hele bare en spin-off effekt fra livets opslidningsmotor?
Heldigvis for mig kan jeg jo bare hælde det videre til dig og lade være med at sidde her og få grå hår på mit gamle hoved! Jeg mener: Hvis du alligevel kan bruge hans digte kan du da også se på dette. Mange hilsener, Viggo

Digt indsat her (for min part for meget pagode og mandalay - mudderskredet er jo trådt ind i den virkelige verden efter digtets nedfældning, så der er ikke noget der)

- 4. brev (håndskrevet med sort kuglepen på ternet papir (under digt skrevet med rødt farvebånd på akustisk skrivemaskine))

Kære Lars
Jeg har vist fortalt, at jeg - mens jeg var i Sverige - var uforsigtig nok til at låne nøglen til mit sommerhus til Jonas Vahlstrøm - og senere at lade ham overnatte i mit hjem!
Nu er jeg omsider selv hernede for at slå græs - allerede alt for højt - og finder endnu en efterladenskab efter bemeldte - vedlagte betroelse, eller hvad man skal kalde det - og nu be'r jeg Dem, fru Heilbunth! - stukket ned i halsen på whiskyflaske, som han har tømt!! fuldstændigt! Som tak for whisky - og ellers ikke et ord! Det der krænker mig mest er dog nok at han har skrevet det på min skrivemaskine, det er formodentlig noget Freudiansk - men de digte der kommer ud af min maskine burde dog være mine, eller hur?
Skrot skidtet! Jeg ansvarer ikke!
mange hilsner Viggo

- 5. brev (skrevet på ternet papir med sort farvebånd på akustisk skrivemaskine)

Kære Lars! Mig igen!
Nu forsøger jeg i det mindste at generobre min skrivemaskine!

Medsendte klamamse fandt jeg i lommen på min regnfrakke - hvad den så har der at gøre!?
Og når jeg kommer den direkte i en kuvert til dig skyldes det udelukkende, at jeg ikke gider tage den med hjem og taste den ind og afsende den pr. mail - jeg er lumsk bange for, at jeg ville føle mig fristet til at arkivere den lodret.

Men en eller anden hensigt må han vel have haft med at efterlade alle disse tekster så nogen kunne finde dem?

For mit eget vedkommende bunder min modvilje mod manden jo nok i en form for jalousi, skrivemaskinefetichisme: lille spejl på væggen gher, hvem skriver smukkest på maskinen der? Jeg skal ikke nægte, at jeg er imponeret over, hvor ubesværet han skildrer sine eskapader.

Omvendt er jeg måske genstand for en næsten freudiansk fixering: hvad har den mand, som jeg ikke har? Hvordan kan han så ubesværet rejse jorden rundt, vælte sig i pigebørn overalt?

En sammenligning med mit trøstesløse liv som lønmodtager er jo knusende! Sønderknusende!

Let gang på jorden, sagde Agnes Henningsen. De uskyldige skal arve guds rige! Så kan alle vi arme synere stå tilbage med håret ned af nakken, stege i vores eget borgerskabs fedt!

Nok! Nu expederer jeg skidtet videre til dig! Jeg gider ikke høre om den Aladdin mere!

Mange hilsner Viggo

- 6. brev (en mail)

Kære Lars! Jeg tager en eksp. af børnerimene med til Litaraturhaus torsdag - jeg ser, du også deltager - hvis vi skulle gå hen og blive tidsforskudte, lægger jeg den til dig i baren.
Og apropos jonas vahlstrøm ((johan må være en fejlskrivning)) må jeg bare synge som pigen i musicalen: I'm gonna wash that man right out of my hair! Han hænger mig ud af halsen! Jeg sendte et par af hans efterladenskaber videre til dig via hvedekorn. Smid skidtet ud, hvis det er for meget! Mange hilsener  Viggo

- 7. brev (en mail)

Kære Lars, jeg er egentlig ked af at have belemret dig med Vahlstrøms notater hist og her - det er jo noget af en pestilens at skulle ansvare for andres efterladenskaber - mit råd nu som tilforn vil dog være: lad falde hvad ikke kan stå! (Tæl lige flovserne i ovenstående!). Altså: smid ud, hvis det ikke dur. Nyeste vedlagte er fundet under en tømt glenfiddish og formodentlig som betaling/erstatning for selv samme - ja, han har haft fart på, manden!  Jeg indsætter hans 'digt' eller erindringsskitse her nedenfor. Mange hilsener Viggo

8. (og foreløbigt sidste) brev (skrevet på ternet papir med rødt farvebånd på akustisk skrivemaskine (efterskriften skrevet i hånden))

Kære Lars!

HJÆÆÆÆLP! Endnu et digt fra mister Vahlstrøm! Denne gang et, som var faldet ned bag musikanlægget, formodentlig mens han har skiftet cd - jeg kan sgu ikke engang afgøre hvilken en af skiverne han har afspillet under sine udfoldelser - det er dog de fuldfedeste metaforer i mands minde! Ja, jeg er snart træt af den karl og hans evindelige efterladenskaber. Jeg skulle aldrig have lånt ham nøglen in the first place! Nå, men man er jo en samivttighedsfuld medborger - og man smider jo ikke andre digteres ting væk, før de har stået deres distance! Så nu ligger han, igen-igen, tungt og flot på dit skrivebord. Gør med ham, hvad du vil!
Personligt kan jeg godt misunde ham hans Aladdin-attitude: at slentre så ubekymret gennem livet! Jeg, der stort set altid har stået i lort til halsen! Men det bliver han vel ikke en bedre digter af?
Nok om ham. Undtagen: Det støder mig selvfølgelig også at alle hans digte er skrevet på MIN SKRIVEMASKINE, fandme sÅ! Smid ham ud!

Mange hilsner Viggo

- og endnu et, fandeme så! smidt ind under sengetæppet i gæsteværelset! Ja, man skulle tro, jeg boede i en rodebutik! Men det skal blive løgn, skal det!
V.

Fortsættelse følger måske!

(29/10 2009)

Late Night Kanon

Erotisk-poetisk kanon II

(reciteret ved arrangementet Erotik, tak, fredag 18. september i Huset)

1.
Jørgen Leth, født 1937
(fra Billedet forestiller, 2000):

Kneppe

Det er noget der foregår på øverste etage
hvor fjernsynet står og den store seng.
Det foregår når eftermiddagen er nået til ende
eller efter at fjernsynet har sendt en smadret film
og når det er det der er tilbage at gøre.
Det foregår mellem to kroppe som finder sammen
og har nogle bevægelser at udveksle
og nogle ord at udtale. Kneppe det er et sprog
der bliver brugt og en historie der bliver fortalt
og det er noget der foregår mens havet hvisker
udenfor og himlens stjerner endnu er usynlige
og byens mennesker endnu er i deres huse.
Kneppe det er noget der foregår i den evige eftermiddag
hvor de elektriske pumper og køleskabet er forstummet
og samtaler fra gaden stiger op til øverste etage
med fjensynset og sengen. Det er her med det overvældende
lys ind gennem vinduer og døre at det foregår. Det
udstrækker sig i denne time og tager form i dette rum.

2.
Sophus Claussen, født 1865 (digtere fødes, de dør ikke)
(fra Djævelerier, 1904):

4de møde

Hvis i Engens græs jeg løser dine Strømper, kysser, stormer,
skænd ej paa mig, skrig dog ikke! - Hvad der ligger mig paa Sinde
er ej det, at du er Kvinde og har Jomfru-unge Former,
men at Formerne er dine, og du, heldigvis, er Kvinde.

3.
Jeppe Aakjær, født 1866
(apokryft):

Kragen krær over Karup Aa,
og Frøerne kvækker i Kæret.
Bag Sivene kryber Jens Pæsen paa,
han har alt Røven i Vejret.
Han mærker hvor Maren er rund og trind,
saa sysler han lidt med at luske den ind.
Men Maren klapper hans stubbede Kind:
"lad nu vær mø a lej der å pærk
a vil ha et slav Pik a ka mærk".

Jens Pæsen han vender sindigt sin Skraa
og gi'r hendes Mødom dens Bane,
saa muler han langsomt og sindigt paa,
som det jo er Bøndernes Vane.
Støt vipper hans Buksebag op og ned,
medens Bølgerne klukker ved Aaens Bred,
og Maren stønner: "Bliv ved, bliv ved,
for Jøsses Kors hvor det kilder".

Der er intet saa skønt paa Guds grønne Jord
som at lægge Laarene sammen.
Kun Viben messer Velsignelsens Ord
og Storken knebrer sit Amen.
Da Viben letter med hæse Fløjt,
saa mærker Maren, den gaar af med et Sprøjt.
Hun vrider med Røven og stønner højt
og hvisker, man hører det næppe:
"hvor er det Guds dejligt at knæppe".

Jens Pæsen, han drager sin slantne Pik
af Marens skummende Fisse.
Så rejser han sig med et sindigt Blik
og stiller sig op for at pisse.
Han spytter og ta'r sig en frisk ende Skraa
og lader sit Vand i den Skummende aa.
"Saa, Maren, stræv nu faa Bukserne paa,
vi maa skynde os hjem paa Gaarden,
a vil be' til a mel'ma' er skaaren".

4.
F.P. Jac, født 1955
(fra Vi vil overdøve skammen, 1981):

clitoris siger du og rækker ud efter et stykke fersken, en tungespids svarer jeg og maver mig videre hen over gulvet, vi kan ikke tåle at se mere i dag og skubber det hele ud fingrene, du siger vi har bollet ligesom silke og ikke kan kræve mere af en hovedstad, jeg siger men vi må ikke overse vandet der hele tiden udvider vores alder, vi kan blive i hinanden til i morgen såsom natten iver til en cigaret skiller os i morgenhoster, og jeg vil have fat i din brystvorte mens du bider røgen til alvor, vi vil blive hos hinanden og tromme med tissetøjet, uden at se fabriksskorstenene skifte farverne ud,

5.
Søren Ulrik Thomsen, født 1956
(fra Ukendt under den samme måne, 1982):

Kussens og røvehullets omvendte søer
skyller glinsende over min hud
hårene skilles af springende pis
der tykt og lykkeligt vasker mig varm
               én gang til!
               én gang til!
aldrig før blev jeg slynget så højt
gennem roterende indsøers spejl
slingrende fortsat med hovedet nedad
dybt mod de skrævende skyer.

6.
Niels Simonsen, født 1946
(fra En kusse er en kuffert, 1970):

O at være en kusse
ingen kan finde hvor er
gemme sig dybt under buksen
ligne et rødhudet bær

O at knæppe en kælling
og pikke i saftige bær
bo i en udblokket kusse
sove sig mæt i en seng

O at være to læber
svulme af vellyst og blod
suge begærligt af saften
synke og trække sit vejr

O at være Frank Jæger
eller en helt anden mand
herlig og munter tungsindig
sådan en stodder er han

7.
Jokeren (AKA Jesper Dahl), født 1973
(fra Den Gale Poses cd Flere ho's, 1996):

Flere Ho's (uddrag)
Yo, du vil aldrig se mig svare på kontaktannoncer
Den Gale Pose har flere ho's end alfonser
Så hey, baby, baby, hæng med mig i nat
Jeg tar dig som en hund til du spinder som en kat
Der' intet pjat jeg nakker nok chicks - får sengen til at rocke
Bågoork - was sagst du den gokke?
Det' ik' så svært når du først får det lært
For i mit karabad baby, der' plads til lidt af hvert
Der' plads til en ho med store tasker
Lisså våd som en vasker - XXX som en slasker

8.
Eske K. Mathiesen, født 1944
(fra Skoledage, 1994):

Drøm

En munter drøm, en grinende rødhåret kvinde
med fyldige former, siddende på hug med vidt
skrævende ben. Hun kurer frem og tilbage på
gulvet, og ikke nok med det: Hun høvler!
Hendes kraftige balder er forsynet med høvlskær
og høvler gulvet! Lange smukke slangeagtige
høvlspåner af duftende træ snor sig op efter
hende. Skrævende og hvislende går det frem og
tilbage, og hver gang, hun nærmer sig, lyder det
fra hendes skamlæber, der strutter som en lille
rød højttalertragt: Så er det Bramming! Bramming
næste! Rejsende til Ribe og Tønder skifter!"
I et hjørne af rummet, næsten dækket af
høvlspåner, står gipsafstøbningerne af et par
herresko.

9.
Viggo Madsen, født 1943
(fra Fremtiden hænger i garderobeskabet, 2007):

Fromhed styrker rigerne

Og den årlige nat, den ene nat om året
hvor 20 dervisher fra Traihat-i-aliya samles i salen
for under ledelse af bibliotekaren at fremsige den
monoteistiske sætning
Der er ingen Gud uden Gud
70.000 gange i træk
ligger jeg vågen og tænker på om din kusse mon
er lige så kringlet som din hårpragt, Krøltop:
jeg vil tælle dig i begge ender!

10.
Henning Mortensen, født 1939
(fra So Happy Just To Be Alive, 2009, og Hvedekorn 2, 2009)

Geografisk drømmerapport

At slikke hende
mellem benene
herfra og til
Kina.

Og kneppe hende
hele vejen hjem
igen.

11 etc./boblere til begge kanoner, bl.a.:
Oehlenschläger, Winther, Baggesen, Drachmann, Halfdan, Ursula Andkjær, Blendstrup, Ørntoft, Niels Thomsen, Gjedsted, Laus Strandby, Niels Frank, Morti, Nordbrandt, Henrik Have, Edelfeldt, Thøger Larsen, Strunge, Sarvig, Bodil Bech, Sehested, Nash ...

The Daily Avantguardian 15

(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)

Kunsten at kaste/ redningsbælter i havet/ mens man selv drukner

Den Blå Port efter Det Grå Faldereb

Den Blå Port 81, 2009, redigeret af Gitte Broeng, Mathilde Walter Clark, Torben Jelsbak og Nikolaj Zeuthen, 80 sider, 120 kr. Athene

Jeg fik det nye nummer af 81 Den Blå Port i hænderne netop som jeg havde afsendt en bunkeanmeldelse, "Vindrosen i knaphullet", af hybrid(litteratur + kriitik)tidsskrifter til det rene kritiktidsskrift Standart (og hurtigt en korrekton: i optællingen af rene kritiktidsskrifter glemte jeg Dansklærerforeningens Dansk Noter, der ofte har rigtig gode og stærke artikler at prale med, og fx ser det ny nummer, i følge Martin Glaz' blog Kornkammer, rigtig spændende ud; jeg er bare så træt af at læse og kopiere bladet på Hovedbiblioteket). Jeg spurgte om jeg kunne nå at få en fodnote med om den nye Port, men det kunne jeg ikke, så den kommer her i stedet. Min konklusion på bunkeanmeldelsen lød (delvist):

Specifik ros og & ris: Apparatur og Ildfisken lever i al broget dynamik flot op til Den Blå Port-modellen [opstillet tidligere i anmeldelsen: ""fifty-fifty litteratur og kritik, og af litteratur både lovende tekster af lovende digtere og væsetlige unika-tekster eller boguddrag (i god tid!) af væsentlige (men gerne kanonisk perifere) danske digtere og væsentlige tekster af væsentlige udenlandske digtere, nulevende og afdøde (og "fund" af afdøde (og nulevende) danske digtere) og af kritik både energiske essays og originale, personlige læsninger og (hinsides avisanmeldelser) grundige anmeldelser og dybdegående interviews med danske og udenlandske digtere (og kritikere); kritikken meget gerne forfattet af væsentlige digtere, MEDSAMT DISTINKTE KURIOSITETER"] (uden, heldigvis, at være perfekte), mens Den Blå Port og Stern & Spielplatz lige skal stramme sig an, især med kritikken (væk med rejsebreve (Blå) og småanmeldelser (Stern)), litteraturen skal bare times (Blå) og udvælges (Stern) lidt skarpere.

Den Blå Port  nr. 81 lever noget bedre op til Den Blå Port-modellen end nr. 80: Der er hele to stykker vitale, medrevne og medrivende, trans-akademiske læsninger af samtidslitteratur, Peter Bo Andersens "Forførelsens politik i Lars Skinnebachs digte" og Elisabeth Friis' "livet, luften vi indånder findes. Om Juliana Spahr og Inger Christensen", der er noget så velsignet som en kronologisk kryds-læsning, hvor det nye værk, amerikanske Spahrs optimistiske thisconnectionofeverythingwithlungs, gør os klogere på det ældre værk, Ingers pessimistiske Alfabet, og så handler rejsebrevet, fra Polen, rent faktisk om om - og citerer generøst - litteratur; der er også en meget sjov opsats om føljetonen med Nicolas Winding Refn i Den 11. time som en (selv)undergravende "non-book", men hvorfor er lederen pludselig bare en indholdsopremnsing, det er pladsen sgu for kostbar til! Og solidt finurlige, poetiske ikke-forårs-boguddrag af Marius Nørup-Nielsen og Viggo Madsen (jf. blogpostens overskrift) og spektakulær, ny dans-baseret (!) visuel poesi af canadiske Derek Beaulieu og cool vittig-følsom 70'er-kortprosa af Richard Brautigan, der ville have være den kritiske grad mere øjenåbnende, hvis ikke jeg lige havde læst et alternativt udvalg, ved samme oversætter, i seneste nummer af Apparatur. I Standart klager jeg tvært over den relaive kulørthed under den nye redaktion, det gør jeg også her: hvorfor dog fx den Ud & Se-lækre illustration til 2008-debutant Christina Hagens fermt Christina Hagenske kæreste-udhængning, hvorfor dog? Men ingen tvivl om, at en vis Angelos notater om "Fængselsindsattes optegnelser" er en DISTINKT KURIOSITET. Bedste bidrag: Majse Aymo-Boots  kloge, kvikke interview med ungarske Péter Esterházy, der vildt nok bare handler om at skrive, konkret og helt konkret:

- Har du en favoritpen?

Ja, ja, det hele følger et gennemarbejdet ritual. I begyndelsen skriver jeg med kuglepen, og når det bliver bedre, skriver jeg med blæk. Så når jeg åbner et hæfte, kan jeg med det samme se på skriftbilledet, hvilken fase teksten er i. I den første fase er der skrevet meget hurtigt, mens den anden er skrevet med en roligere skrift, og den tredje gennemskrivning er skrevet med blæk, med en fyldepen.

- Det kan være langsommeligt og besværligt at skrive med kuglepen ...

Det ved jeg ikke. I lang tid havde jeg en fyldepen som havde en fejl, så den kradsede på papiret. Jeg vidste at den kradsede, men min hånd vænnede sig til det, og da jeg så fik en virkelig god fyldepen, så var den for god, den var for hurtig til mig.

Litteratur som kradsende penmanship.

The Daily Avantguardian 8

Tirsdag 17. marts (falsk dato 6): Jan Hjorts lumsk lystfulde personlighedskærnespaltninger

Jan Hjort: nipsonanomimatamimonanospin. 40 sider, 60 kr. Forlaget 28/6

Jan Hjort debuterede ivrigt eksperimenterende under det fulde navn Jannik Hjorthave i 2001 med PI lyrik+fysik - en af de få rene (ikke Forfattererskoleuddannede) undergrundsdebuter, hvis ikke (når vi ikke tæller B16-hæfter med) den eneste, der fik markeret selvstændig omtale i min mursten Generationsmaskinen - siden har han på lige så forsvindende små forlag udsendt yderligere to selvstændige bogsager, Ihuskommelse, 2003 (bestående af væsentligst readymades) og narkotika, 2005 (som jeg skammer mig en smule over ikke at have omtalt det mindste (men det var jo også før The Daily Avantguardian)) og avantgarde-heroisk stået for den store Palle Jessen-opsamling Tingene, 2005. Meget rimeligt er det forlaget 28/6, der udsender Hjorts fjerde værkting med den offensivt usælgelige titel nipsonanomimatamimonanospin, angiveligt verdens længste palindrom (og græsk for: vask dine synder og ikke kun dit ansigt). Ligesom debuten og narkortika er der tale om en stærkt og insisterende broget samling teXter med stort X, med så måske lige flere (tilsyneladende og sådan cirkus) personlige, centrallyriske numre midt imellem de blærede og drilske pastiche-øvelser, ny er også parløbet mellem de (meget) gerne aforistiske kortdigte på bunden af siden og (måske)hovednumrene i toppen; at læse Jan Hjort er at blive løbet over ende af af forvandlingskugle af en skriftbowlingkugle fermt og frenetisk rullende afsted alle andre steder end bowlingbanen, Og lige så glad man blivet for fx denne overgearede rable-litani om modernistisk hjemløshed:

your life
will be roads i den saga
hvor du har hjemme
med en halvlang halvkvædet vise
om halsen hypper du derudaf
med dine sammensvorne
ikke nogen marsk her
kun kviksand kongens bud
med mudrede ambitioner
ufuldendt statsambition
mislykket offentlig elsker
hvad skal det blive til
passér gaden tiden er gået
ryk tilbage i den fortid
du allerede tilhører
tilbage under den sten
nør i thy
far vild i dine stier
gram i hule
far vel drenge
ebbe & flod mødes
og stander med
våde sokker

Lige så ellevild kan man blive med den forunderligt vellykkede og autentisk klingende falske tekst fra Asger Jorns og co.s undergrundstidsskrift Helhesten, hver fald er titlen "helhest 1934", og sådan lyder slutløbet:

(...) knagerække hue pjækkert gasblus madam blaa ser vante spejlstump fuldskægsdada radmager mis udstoppet andalusisk hund paa hylden revnede rygge beskeder vægge tapetseret med collager monteret med billig lim kollegerne kalder ferniseret dekadence aah ak og ve livet er et fantasiforladet fængsel hvor alle spiller flugtkonger men det er jo blot et kedeligt faktum der ikke har nogen gang paa jorden gesundheit naa du kan faa varmen med en kaffepinch før du lægger tøjet og gaar i gang igen.

Det er vigtig at fremhæve hvor underholdende sådan en viljefast maskerade er, og at der en sejhed i og imellem de enkelte forvandlingskunster (kortdigtene er de mindst interessante (og underholdende) fordi de er de mindst sære og viltre (pga kortheden simpelthen!)), der er personlighedens umiskendelige stempel, hvor meget så end Hjort besværger, at der ikke er noget af finde bag masken: "du sniger dig om bag mit ansigts potemkinkulisse/ men opdager intet afslørende i regibemærkningerne/ finder din plads igen og afventer tæppet), for jeg har slet ikke lyst til at snige mig bag om ptemkinkulissen, når den rasler så gennemgribende!

Og selvfølgelig har Viggo Madsen illustreret med erotiske collager, selvfølgelig!

The Daily Avantguardian 6

Søndag 15. marts (falsk dato 4): Laus Strandby Nielsens flaksende zen-labyrintiske prosadigte

Den fynske forårsudstilling 2009 - Prosadigte af Laus Strandby Nielsen. Upagineret, ingen pris

Jeg har i en kuvert modtaget fire års kataloger til Den fynske forårsudstilling medsamt et kort (med lappedykkerunge-motiv), hvor et medlem af udstillingen, Jens Bohr, skriver følgende:

Kære Lars Bukdahl/ Hermed 4 små bøger!/ Vi er en kunstnersammenslutning, der i en årrække har brugt vores mulighed for en årlig udgivelse til et samarbejde med udvalgte forfattere./ De sidste 30 år med tekster der ikke tidligere har være udgivet./ Street-credit?/ Venlig hilsen Jens Bohr.

I hvert fald! Eller måske snarere Bøgemarks-Kredit! Kataloget 2006 indeholdt gamle, sitrende digte af syremesteren Johs. L. Madsen. Kataloget 2008, stadigvæk en ikke umulig kandidat til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, som jeg (forhåbentlig) har omtalt et par gange her eller dér, myldrede med urolige "Haiku og børnerim" af allestedsnærværende Viggo Madsen (der i dag i Politiken som en selvfølgelighed navnedroppes af prof.emer. Thomas Bredsdorff i anmeldelsen af Nikolaj Zeuthens debutbog, så er der slet ingen tvivl længere, Viggo er kanonen!), her "Retfærdighedens mangel på fravær":

et skridt frem og to tilbage!
så skal vi have søsterkage!
søster selv får lov at smage!
hun har ingen grund til at klage!

Kataloget 2007 indeholdt 17 sødmefuldt klarøjede kortprosastykker af Thøger Jensen, hvoraf 8 ikke kom med i opsamlingen Høfde Q fra sidste år, bl.a. denne, "Hertil og ikke længere":

Vi går en tur på stranden. Nogen har gravet små huller i sandet. Ligesom du og jeg er hullerne forbundet med en streg i sandet. Hvad er det her for noget? spørger vi hinanden. Lidt senere finder vi ud af det. En mand har trukket stregen efter sig med en lille rød spade, og det er også den han har gravet hullerne med. Det gør han hver gang hans metaldetektor beder ham om det. Du vender dig mod vinden og smiler. Som gammel gademusikant forstår jeg også at påskønne et godt show og kaster en mønt i en af hullerne.

Ikke mindre sensationelt er årets forfatter til stadighed dybt undervurderede Laus Strandby Nielsen, generationskammerat til Viggo og Johs. L. Madsen (og Peter og Knud Steffen Nielsen og Laugesen og Turèll og CO.), der bidrager til kataloget med 18 splinternye og ret fantastiske prosadigte, angiveligt skrevet til kunstnernes egne tryk og tegninger, men det er sgu ikke uden videre til at (læ)se, der kan godt være skyggen af et synligt afsæt hist ogt pist, men ellers ryger digtet hver gang fluks ind i sin egen hastigt eller roligt billedhvirvlende (herunder hvirvlende ordet 'billede') meditationsturbine, hvor konkreter bliver abstrakter og abstrakter konkreter (til forskel fra Thøgers prosastykker, hvor konkreter bliver skarpe emblemer - på sig selv), sådan cirkus antifilosofisk afsyredigtning, her to stk. fra dette genuine HELværk (Strandby Nielsens anden digtsamling, Illustrationer, udkom som nummer 4, 1974, af Hvedekorn, han er vant til værkskjul!):

Han ser gennem vejret (som hermed er ude af billedet). Han ser at han bor i et glashus (som er et billede): Den første sten er den sidste. Han kan mærke en kold vind i nakken. Forsigtigt tager han den venstre sko af. Det er her stenen er. Tror han. Men det er det ikke. Det giver ingen mening at lede i den højre sko, så i stedet åbner han døren og ser hvad han hele tiden har set: Den døde due. Intet vingesus, men ikke desto mindre historie.

Nu skal det være. Gode, gamle nu. Mens katten sover, og musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden stadig holder sig i baggunden, og der er fred og ro i fryseren.

Gonggongen er en flue i øjet på læseren, er det eneste jeg kan finde på at sige til gengæld, og det er ikke nær nok

The Daily Avantguardian 5

Lørdag 14. marts (falsk dato 3): Øverste Kirurgiske lever og nærmest livlig

Andreas Schulenbuerg (og co.): Mad og poesi. 24 sider, ? kr. Øverste Kirurgiske

Øverste Kirurgiske nr. 50. red. Blendstrup, Budtz m.fl. 60 sider, 50 kr.

Ikke meget, ud over de månedelige oplæsninger der nu mindre tydeligt er flyttet fra The Lab på Vesterbro til Den Sidste Hal i (vistnok, jeg har været der 1 gang) Valby, hører vi længere fra den tidligere så markante litteraturorganisation Øverste Kirurgiske (der forlængst heller ikke bebor Øverste Kirurgiske-gangen helt oppe under taget på Diakonissen), men i al tysthed ankom ind under vinter både det dybt forsinkede dobbelte jubliæumsnummer nr. 50 af tidsskriftet, der i stedet for 10-året nu markerer 11-året, og et lille særtryk, Mad og poesi. Og lad os tage særtrykket først, der indeholder 10 fuldstændig pokerface-straighte, kosteligt tautologiske opskrifter (med tilhørende enkle illutstrationer) ved Ø.K.s huskunstner Andreas Schulenburg, nemlig følgende: Helkogt æg med blødkogt æg henover, Brasede kratofler med pommes frites (som der optræder en ret uhyggelig filt-skulptur af i Schulenburgs stærkt seværdige (fordi genuint poetiske) katalog Alles ist verkehrt fra sidste år), Grøn stegt peberfrugt på ovnbagt rød peberfrugt, Majskolbe med løse majs, Hel grillkylling med halv grillkylling indeni, Kartoffelmos med kartoffel (så kan jeg som inkarneret kartoffelhader ikke forestille mig noget værre), Indbagt bolle (altså bolle i bolle), Store rejer med små rejer ovenpå, Familiepizza med frokostpizza ovenpå, Hummus med kikærter. Helt unødvendigt leverer så medlemmer af Ø.K.  forceret spøjse og fiktive kommentarer til opskrifternes kulinariske absurdisme, og kunne de da have holdt nallerne væk, lige bortset fra, passende nok, huskunstner nr. 2, Chr. Schmidt-Rasmussen, der nemlig syrer sig helt bort:

Lyde i mørket; støn, støn, snøft, rrrrr, (roteren af butterfly), wush, rasle rasle, wank, wank, rrrrrrr, ..... (en sky), ....... (udstillingsvagt), en trepunktsparkering, en dåseåbner og noget vasketøj, der venter på at blive hængt op.

Jubilæumsnummeret indeholder, foruden et nyttigt register over alle bidragydere (medsamt ("formentlige") pseudonymer, Yngle Grumberg og Gitte Krympe bl.a.) fine, klassisk snurrige tekster af de stadigværende Ø.K.'ere Jens Blendstrup, Thomas Ahrensbøll Hansen, Niels Henrik Svarre Nielsen, Thomas Krogsbøl, Martin Budtz og (collage comix-pseudonymet) Elton Jorn, splinternye "hypoteser", så meta-friske som for 10 år siden, af de gamle Ø.K.ere Morten Søndergaard og Tomas Thøfner ("Lige som mennesker kan små bogstaver beholde deres udseende som voksne", elsker den slags!), Stefan Kjerkegaards krønike om og afsløring af det mindeværdige ("Sweeper ved midnat") pseudonym Bob Hvid Green (som værende ham selv nemlig), et uroligt erindringsrids af Ø.K.-godfather T.S. Høeg ("Beatnik punk post neo hybrid gibberish"), et konkretistisk nonsensdigt ET KONKRETISTISK NONSENSDIGT af Peter Laugesen AF PETER LAUGESEN og endelig, ikke overraskende min klare favorit, et ALFABET, "Kunstens kødelighed - en kirurgisk totalscanning" af gale Ø.K.-onkel Viggo Madsen, Q er for: QUOD ERAT DEMONSTRANDUM:

Papiret er taknemligt! Det behøver ikke bevises, det er bevist. Vælg selv mulighederne: Det er bevist for længst (1), det er hermed bevist (2), det er bevis nok i sig selv (3). Mere behøves ikke! Det hænger os allerede langt ud af halsen!

Det pibler mærkbart i sårranden, Øverste Kirurgiske er IKKE død, hjernevindende tillykke med det fra en (lige så) aldrende sympatisør og hangaround.

Påføringsbillede

Thomsen kanoniserer Madsen, dén Madsen

I fredagens vrantne anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens essaysopsamling Repremiere i mit indre mørke glemte jeg at notere og celebrere, at Thomsen implicit bakker op om den kanonisering af digteren Viggo Madsen, som vi er er flere (men alt for få), der har propaganderet for i årevis (mens Viggo selv stadig mere flittigt og intenst har forsat det digteriske dobbeltarbejde, undergrund + overgrund, som hans generationskammerater (på nær til dels Laugesen, han skal hver gang bare udæskes, rimeligt nok) forlængst har opgivet).

På side 153, i essayet "Så klog at man kan undvære ørerne" (om den store stemme), nævnes VM eksplicit og og distinkt i en erindrende forbifart:

Allerede i mine første teenageår købte jeg i kiosken på jernbanestationen i Store Heddinge den fascinerende hippieavis Superlove, hvorigennem jeg mødte Viggo Madsens snurrige poemer, Robert Crumbs frapperende tegninger og hjemskrev den puerile plakat med Frank Zappa på lokum (...)

Lad mig lige præsentere et enkelt af disse snurrige poemer, sådan ca. verdens tristeste digt, "Bananmanden" (fra Superlove, februar 1969, optrykt i udvalget Viggo Madsens åbenbaring):

bananmanden kommer hjem
når han har solgt sin sidste banan
Bananer! Bananer! Men der er ingen
som vil købe den sidste,
fordi den er rådden. Banan! Banan!
Rådden banan! Er der ingen vil som vil købe
en dejlig rådden banan?

Jo, SUT vil (igen).  På side 175, i en note til det nyklassiske ½readymade-prosadigt "Beaufortskalaen", bekender han:

Det er gået op for mig, at "Beaufortskalaen" desuden har en anden vigtig inspirationskilde, nemlig Viggo Madsens tekst "Det syngende postkort" (fra bogen Afføringsbilleder, Attika 1972 [et selv for Viggo Madsen obskurt (fordi prosa)værk LB])", hvorpå den HELE sidelange tekst (langt længere end "Beaufortskalaen") citeres, og Thomsen fortsætter så: Som man ser, er ligheden ikke indholdmæssig, men strukturel: Digtet "Beaufortskalaen" bygger på, at hver anden sætning er hentet fra den faktiske Beaufortskala, mens hver anden er af egen avl, ligesom sætningerne i "Det syngende postkort" skiftevis henviser til postkortet og til Blaskes livsverden, og i begge tekster opstår effekten [Thomsen har alle dage været en slem selvfortolker LB], fordi det hurtigt bliver uklart/utvetydigt, hvilket niveau der refereres til.

Det er en smuk og lidt excentrisk note, eftersom jo ingen andre end Thomsen ville have øjnet den kritiske lighed mellem de to tekster, og ikke ret mange andre andre end Thomsen, Madsen og mig overhovedet kan formodes at kende til  "Det syngende postkort" og Afføringsbilleder, men det kan så ret mange andre nu. Tak for det, Søren Ulrik!

Den næstfølgende tekst i Madsens bog ´hedder "Hård dans" og lyder smerteligt sådan her (og måske handler den allegorisk om poesi og kanon rent faktisk):

Om aftenen står hun og danser på sine roser, helt alene. Hendes elsker er gået hjem. Der er for meget vanille i hendes vanillekrans, og alt for meget kakao i hendes chokolade. det eneste, hun grygter mere end sin kropslugt, er stanken af elskeren, som breder sig i huset. Hvor får han alle de penge fra? Hun danser så hårdt, at bomsterne sprøjter hende om ørerne, som om de var betalt for det, hvad de jo er. Hun kender ikke forskel på legeme og sjæl, og undrer sig over, hvor længe hendes kærlighed vil vare.

Jeg forudsiger derfor Akademiets Store Pris til Viggo Madsen i 2012 (eller sgu da så i det mindste Beatrice)!

The Daily Avantguardian 2

Onsdag 11. marts: Viggo Madsens fritvoksende besværgelse og Kristina Stoltz' nævenyttige raserianfald, i fingeraftryk

Kristina Stoltz: Hjemstavn nr. 13 (et festskrift). 24 sider, gratis. [FINGERPRINT] # 0

Viggo Madsen: Ønskebarn. Drama i én akt. 24 sider, gratis. [FINGERPRINT] # 1

En ny smal bogserie, [FINGERPRINT], niece til hendegangne B16 og A8, ser dagens lys i aften ved en reception klokken 20 på bogbaren Underwood Ink i Ryesgade. Bag i hver af de to første bind står et længere manifest for serien, hvis vigtigste punkter må være, at hæfterne er gratis, skrives af en dansk forfatter direkte til serien, har formatet A6 og en tekststørrelse på højst 2000 ord og kommer fire gang om året i 250 nummerede og fingeraftrykpåtrykte eksemplarer. Kristina Stoltz, der sammen med Kasper Kjeldgaard Stoltz og Simon Darø udgør (ikke)redaktionen, fik ideen ved simpelthen at skrive og på stedet kopiere det, der i sin anden udgave nu er serien 0'te bind, en serie eller suite på tretten trettenlinjede digte betitlet Hjemstavn nr. 13. Og i forhold til, at Stoltz to gange har optårdt i mine Yndlinsgaversioner (den ene gang med en ulæst bog, uretfærdig nok) er jeg meget nok glad for de ivrigt opkørte digtklumper, der placerer sig et drastisk og attraktivt sted midt mellem Lars Skinnebach og Lone Hørslev (og alle hendes storesøstre), piget sardonik sådan cirka:

Den anden stue er alt for stor til kniven
og gaflen, dronningerunde igen
en jubelnar med bar numse - min lille hvide kanin.
Se derude, landskabet strækker sig uendeligt.
Klokkeblomst og guld i hår, kattepis.
Hvis blot jeg bestod af hælervarer
Odysseus, jeg er den tøs der altid venter
klokkerne ringer og solen står op bag masterne.
Come on, nej det vil jeg ikke lægge krop til
er det ikke sådan man siger
når babymosen driver ned ad låret?
Mit totem er landbrugsstøtten
bølgerne står ind mod al postyret

Viggo Madsen, vinder Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2006, har forfattet en lille dramatisk monolog (med vis action udenom) starring hans egen version af Storm P.s evigt knævrende fredsforstyrrtere, Viggo har trukket sit eksemplar et godt stykke over mod den kværulerende læserbrevsskribent, i hvert fald i starten hvor han er ude efter både kvinder og muslimer, senere bliver bliver det til en (i al forhvirvling) mere inderlig vrængen af det hele:

Skjule sin skam.// Det er ligesom når man rykker ind i et feriehus, man har lejet - det hele ligner en boligudstilling, når man ankommer - men når man først er rykket ind ligner det den sædavnlige sigøjnerslumn - husvildebarakkerne, flygtningelejren. Losseplads overalt. Som om hele eksistensen var befængt med ens tilværelse. Ligesom som barn, når man aldrig måtte lade sine kammerater komme ind! Og havde nedrullede gardiner, for at vise, at der ikke var nogen hjemme! Og aldrig måtte lukke op, når det bankede!// De skulle jo have været skilt for længe siden, men det gjorde man jo ikke dengang.// Sandheden lader sig ikke dølge.

I hvert sit prægtigt dårlige humør forjætter de første [FINGERPRINT]-bind alt muligt umiddelbart sært, tryk videre!

Critik af kollagen

Pieces of Viggo

For 14 dage siden var der reception for Viggo Madsen og hans nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen i Cafébiografen i Odense, med deltagelse af velsagtens det samlede fynske litterære parnas, inkl. mytiske peronligheder som Jan(nik) Hjort(have) og Karsten Bjarnholt; forlægger Steen Piper fortalte en meget lang anekdote om vistnok en russisk maler, jeg selv gennemgik ekstra-parentesisk min en tredjedel (på toget) håndskrevne anmeldelse af den nye bog, og

Viggo, han læste selvfølgelig, med sin blide, rene undren, digte op, og bl.a. det, der hedder "Collage", som jeg ikke citerede i min anmeldelse, der ellers ret meget handlede om den fundamentale collageteknik (i ikke bare mandens poesi, men, Schwittersk, også hans billedkunst), fordi det er helhedsligt, anekdotisk, ikke-collage-digt, der åbent (og "åbent"!) begræder collagen, "Kritik af collagen" burde det hedde (med sideblik til Højholts blindgyde (om Borges) "Kritik af labyrinten"), ifølge digteren selv er digtet baseret på et autentisk barndomsminde, men digtere skal man jo ikke nødvendigvis stole på:

COLLAGE

jeg skulle lave en collage
ved at klippe et stykke ud af et stort billede
og klistre det på et andet sted
hvor det blev mere spændende
jeg syntes egentlig kun det passede der
hvor det var klippet ud
og var tilbøjelig til at kliustre det ind igen
så det dækkede det skræmmende hul
men det måtte jeg ikke
så var det ikke en collage, påstod de
jeg skulle finde på noget andet
til sidst opgav jeg
psykologen sagde
at jeg tænkte for meget over tingene
at jeg ikke gjorde det nemt
for mig selv

Madsen er på vej op ad kanon-stigen og har fået herligt mange og hurtige og store anmeldelser, den mest skeptiske signerede Kamilla Lôfström i Information, og hun begynder sørme med "Collage*-digtet, som om det var reglen og ikke undtagelsen:

"Her er et nyt digt af Viggo Madsen, det hedder "Collage": (...) Jeg forestiller mig, at jeget gengiver en drøm, det kunne forklare særlogikken i visse linjer, eller man kan sige, at hvis digtet er en drøm, slipper man for at forklare, hvem det er, der har sat jeget til at lave en collage (l. linje), hvem der bestemmer, hvad der er "mere spændende" og ud fra hvilke kriterier (4. linje), og hvem der afgør, hvad en collage er og hvordan (9. og 10. linje), for sådan er det bare i drømme. Digtet er også en vittighed om en kunstnerisk proces, måske en lidt plat vittighed oven i købet, men pointen er til at forstå. Linjerne med psykologen er vel noget stereotype - og så er den potte ude. Eller ude er den i det mindste for mit vedkommende. Og det er det, der er så ærgerligt ved Viggo Madsens nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen, at den nok har de helt særlige Viggo Madsen-træk: at sige tingene såre enkelt, at kaste et skævt blik på vante forestillinger, at få os til at le og selvfølgelig at skrive med en uartig pen, men at den også er meget hurtigt overstået. "

Jeg læser ikke digtet som fordrømt og vitset og uartigt, men som direkte og patetisk og desperat, i akkurat dets undtagelsesvished eller -dom; måske beskriver det selve den ikke bare biografiske og ikke bare eksistentielle, men kosmologiske urscene bag ikke bare Viggo Madsens, men den hele post/modernistiske collage-praksis og -tilstand: vi skal forestille som en selvfølgelighed og så let som ingenting at klippe stykker ud af verden og klistre dem på et andet sted og efterlade store huller, vi skal ikke tænke for meget over tingene (og hullerne efter dem), vi skal gøre det nemt for os selv, men det kan Madsen ikke, og det er netop derfor, fortæller digtet, at han bedre end nogen kan gøre det som en selvfølgelighed og så let som ingenting, fordi han tænker for meget, og gør det svært for sig selv, modsat alle de andre automat-collagister derude, men om det er det skræmmende hul, Madsens huller forgæves prøver på at at dække, eller han lydigt, men afslørende klistrer stykkerne ind et andet sted, fortæller digtet ikke, fordi hvor skulle digteren, mester-collagisten, vide det fra.