Pablo Honey Ny Rektor

Pablo Llambías er blevet valgt til ny inspektør for Forfatterkommuneskolen

Som en velkomstsalut til den i dag offentliggjorte nye rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, fra et ½gammelt medlem af bestyrelsen aftrykker jeg her kapitlet "Diskussionen med læreren" fra nyklassikeren Rådhus, 1997:

"Tingene har værdi for os mennesker, fordi de har værdi for os mennesker."
                                                                           Pablo Henrik Llambías

- Men derved får du ikke sagt noget som helst, udbrød læreren spontant. - Jo, at værdierne har værdi for os, fordi de har værdi for os, svarede jeg stædigt. Han lo opgivende. - Rembrandt er bedre end maleren fra Faaborg, fordi Rembrandt er bedre, insisterede jeg dobbeltbundet. Han gloede uforstående på mig. Jeg tænkte på, om han nogensinde havde ærgret sig over, at jeg var elev på hans kursus. - Det er da klart, fortsatte jeg, velvidende, hvor kryptisk det kunne lyde, Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker, fordi Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker. det lå i sagens natur, at jeg kørte i ring. - Men på den måde får du jo ikke sagt noget som helst, sagde læreren igen. Han var med på karusellen. Jo, jeg siger, at Rembrandt er bedre - men med den lille tilføjelse, at han er bedre for os mennesker, fordi han er bedre for os mennesker. derved får jeg dels lagt et synspunkt ind, dels en statistik: Hvis kun ét menneske i hele verden holdt af Rembrandt, ville værdien ikke kunne almengøres og være "for os mennesker". Værdien af Rembrandt kan kun universaliseres via henvisningen til mange forbrugeres gavn. Med henvisning til stor enighed slutter man sig til universelle forhold. det er bare dét, jeg siger. - Men du kan så ikke skille tingene fra hinanden? indvendte læreren. - Jo, jeg betvivler ikke Rembrandts genialitet, men tilføjer blot at Rembrandt er genial, fordi han er genial for os mennesker. Så simpelt er det. At spørgsmålet om genialitet også omfatter størrelser som beskuer og statistik - foruden selve maleriet - er slet ikke noget problem for mig. Hans genialitet står ved magt, om jeg så må sige. Den er så virkelig, som virkeligheden overhovedet kan blive: nemlig somm en flosset størrelse mellem tingene, blikket, sproget, ubevidstheden, bevidstheden og tanken. Hverken helt eller udelukkende hos tingene eller i tanken - for nu at tage yderpolerne - men i cyberspace midtimellem. Jeg lagde tryk på det belastede ord. Det er denne kompleksitet, jeg forsøger at fastholde, når jeg siger, at tingene har værdi for os, fordi de har værdi for os. Problemet synes så måske at være, at universalierne, "naturen", "transcendensen", "menneskesindet", "nationalfølelsen", "værdierne" synes at være betingede af os selv. Men er det ikke magtens sprog at henvise til størrelser ud over os selv, når den skal legitimere udraderingen af såkaldt "falske" værdier? For eksempel "forældet kunst", "polygami", "amoral", "hjernevask" og "egosime"? Er det i stedet ikke på tide at erkende at ansvaret for vore værdier er vort eget, idet vi selv er ophav til dem - på godt og ondt.

Alt det sagde jeg ikke. Det var dér jeg skulle have sagt. I stedet blev jeg mere og mere deprimeret, idet jeg så mit oplæg til mit afsluttende essay smuldre mellem hænderne på mig. For det var dét, det handlede om. - Nej, jeg siger nok ikke noget, sagde jeg tomt. Jeg spekulerede på alternative emner, jeg kunne skrive om. Jeg kom til at tænke på et af min barndoms kunstneriske idoler. Jeg kom til at tænke på den aldrende Miró. Jeg ville kunne skrive om kunstneren Miró, der levede lykkeligt i sit paradis på Mallorca og altid så venlig ud på fotografier. Men den tekst ville jeg aldrig komme til at skrive. Det vidste jeg godt.

Jeg vil ønske for Pablo, at han på hver anden årgang vil møde en elev lige så påståelig som (unge) Pablo selv, bare omvendt - dvs. med argumentet: fordi jeg alene og af hele mit hjerte synes, at Laus Strandby Nielsen er en stor digter, er Laus Strandby Nielsen en stor digter - og som ikke holder sin mund, heller ikke i det afsluttende essay, men fremturer halsløst, og at han omsider får skrevet det essay om den aldrende, lykkelige Mirò, og at han efter udtjent rektortid bliver den aldrende, lykkelige Miró. Tillykke og lykke til!!

The Daily Avantguardian 6

Søndag 15. marts (falsk dato 4): Laus Strandby Nielsens flaksende zen-labyrintiske prosadigte

Den fynske forårsudstilling 2009 - Prosadigte af Laus Strandby Nielsen. Upagineret, ingen pris

Jeg har i en kuvert modtaget fire års kataloger til Den fynske forårsudstilling medsamt et kort (med lappedykkerunge-motiv), hvor et medlem af udstillingen, Jens Bohr, skriver følgende:

Kære Lars Bukdahl/ Hermed 4 små bøger!/ Vi er en kunstnersammenslutning, der i en årrække har brugt vores mulighed for en årlig udgivelse til et samarbejde med udvalgte forfattere./ De sidste 30 år med tekster der ikke tidligere har være udgivet./ Street-credit?/ Venlig hilsen Jens Bohr.

I hvert fald! Eller måske snarere Bøgemarks-Kredit! Kataloget 2006 indeholdt gamle, sitrende digte af syremesteren Johs. L. Madsen. Kataloget 2008, stadigvæk en ikke umulig kandidat til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, som jeg (forhåbentlig) har omtalt et par gange her eller dér, myldrede med urolige "Haiku og børnerim" af allestedsnærværende Viggo Madsen (der i dag i Politiken som en selvfølgelighed navnedroppes af prof.emer. Thomas Bredsdorff i anmeldelsen af Nikolaj Zeuthens debutbog, så er der slet ingen tvivl længere, Viggo er kanonen!), her "Retfærdighedens mangel på fravær":

et skridt frem og to tilbage!
så skal vi have søsterkage!
søster selv får lov at smage!
hun har ingen grund til at klage!

Kataloget 2007 indeholdt 17 sødmefuldt klarøjede kortprosastykker af Thøger Jensen, hvoraf 8 ikke kom med i opsamlingen Høfde Q fra sidste år, bl.a. denne, "Hertil og ikke længere":

Vi går en tur på stranden. Nogen har gravet små huller i sandet. Ligesom du og jeg er hullerne forbundet med en streg i sandet. Hvad er det her for noget? spørger vi hinanden. Lidt senere finder vi ud af det. En mand har trukket stregen efter sig med en lille rød spade, og det er også den han har gravet hullerne med. Det gør han hver gang hans metaldetektor beder ham om det. Du vender dig mod vinden og smiler. Som gammel gademusikant forstår jeg også at påskønne et godt show og kaster en mønt i en af hullerne.

Ikke mindre sensationelt er årets forfatter til stadighed dybt undervurderede Laus Strandby Nielsen, generationskammerat til Viggo og Johs. L. Madsen (og Peter og Knud Steffen Nielsen og Laugesen og Turèll og CO.), der bidrager til kataloget med 18 splinternye og ret fantastiske prosadigte, angiveligt skrevet til kunstnernes egne tryk og tegninger, men det er sgu ikke uden videre til at (læ)se, der kan godt være skyggen af et synligt afsæt hist ogt pist, men ellers ryger digtet hver gang fluks ind i sin egen hastigt eller roligt billedhvirvlende (herunder hvirvlende ordet 'billede') meditationsturbine, hvor konkreter bliver abstrakter og abstrakter konkreter (til forskel fra Thøgers prosastykker, hvor konkreter bliver skarpe emblemer - på sig selv), sådan cirkus antifilosofisk afsyredigtning, her to stk. fra dette genuine HELværk (Strandby Nielsens anden digtsamling, Illustrationer, udkom som nummer 4, 1974, af Hvedekorn, han er vant til værkskjul!):

Han ser gennem vejret (som hermed er ude af billedet). Han ser at han bor i et glashus (som er et billede): Den første sten er den sidste. Han kan mærke en kold vind i nakken. Forsigtigt tager han den venstre sko af. Det er her stenen er. Tror han. Men det er det ikke. Det giver ingen mening at lede i den højre sko, så i stedet åbner han døren og ser hvad han hele tiden har set: Den døde due. Intet vingesus, men ikke desto mindre historie.

Nu skal det være. Gode, gamle nu. Mens katten sover, og musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden stadig holder sig i baggunden, og der er fred og ro i fryseren.

Gonggongen er en flue i øjet på læseren, er det eneste jeg kan finde på at sige til gengæld, og det er ikke nær nok