nye rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, fra et ½gammelt medlem af bestyrelsen aftrykker jeg her kapitlet "Diskussionen med læreren" fra nyklassikeren
"Tingene har værdi for os mennesker, fordi de har værdi for os mennesker."
Pablo Henrik Llambías
- Men derved får du ikke sagt noget som helst, udbrød læreren spontant. - Jo, at værdierne har værdi for os, fordi de har værdi for os, svarede jeg stædigt. Han lo opgivende. - Rembrandt er bedre end maleren fra Faaborg, fordi Rembrandt er bedre, insisterede jeg dobbeltbundet. Han gloede uforstående på mig. Jeg tænkte på, om han nogensinde havde ærgret sig over, at jeg var elev på hans kursus. - Det er da klart, fortsatte jeg, velvidende, hvor kryptisk det kunne lyde, Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker, fordi Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker. det lå i sagens natur, at jeg kørte i ring. - Men på den måde får du jo ikke sagt noget som helst, sagde læreren igen. Han var med på karusellen. Jo, jeg siger, at Rembrandt er bedre - men med den lille tilføjelse, at han er bedre for os mennesker, fordi han er bedre for os mennesker. derved får jeg dels lagt et synspunkt ind, dels en statistik: Hvis kun ét menneske i hele verden holdt af Rembrandt, ville værdien ikke kunne almengøres og være "for os mennesker". Værdien af Rembrandt kan kun universaliseres via henvisningen til mange forbrugeres gavn. Med henvisning til stor enighed slutter man sig til universelle forhold. det er bare dét, jeg siger. - Men du kan så ikke skille tingene fra hinanden? indvendte læreren. - Jo, jeg betvivler ikke Rembrandts genialitet, men tilføjer blot at Rembrandt er genial, fordi han er genial for os mennesker. Så simpelt er det. At spørgsmålet om genialitet også omfatter størrelser som beskuer og statistik - foruden selve maleriet - er slet ikke noget problem for mig. Hans genialitet står ved magt, om jeg så må sige. Den er så virkelig, som virkeligheden overhovedet kan blive: nemlig somm en flosset størrelse mellem tingene, blikket, sproget, ubevidstheden, bevidstheden og tanken. Hverken helt eller udelukkende hos tingene eller i tanken - for nu at tage yderpolerne - men i cyberspace midtimellem. Jeg lagde tryk på det belastede ord. Det er denne kompleksitet, jeg forsøger at fastholde, når jeg siger, at tingene har værdi for os, fordi de har værdi for os. Problemet synes så måske at være, at universalierne, "naturen", "transcendensen", "menneskesindet", "nationalfølelsen", "værdierne" synes at være betingede af os selv. Men er det ikke magtens sprog at henvise til størrelser ud over os selv, når den skal legitimere udraderingen af såkaldt "falske" værdier? For eksempel "forældet kunst", "polygami", "amoral", "hjernevask" og "egosime"? Er det i stedet ikke på tide at erkende at ansvaret for vore værdier er vort eget, idet vi selv er ophav til dem - på godt og ondt.
Alt det sagde jeg ikke. Det var dér jeg skulle have sagt. I stedet blev jeg mere og mere deprimeret, idet jeg så mit oplæg til mit afsluttende essay smuldre mellem hænderne på mig. For det var dét, det handlede om. - Nej, jeg siger nok ikke noget, sagde jeg tomt. Jeg spekulerede på alternative emner, jeg kunne skrive om. Jeg kom til at tænke på et af min barndoms kunstneriske idoler. Jeg kom til at tænke på den aldrende Miró. Jeg ville kunne skrive om kunstneren Miró, der levede lykkeligt i sit paradis på Mallorca og altid så venlig ud på fotografier. Men den tekst ville jeg aldrig komme til at skrive. Det vidste jeg godt.
Jeg vil ønske for Pablo, at han på hver anden årgang vil møde en elev lige så påståelig som (unge) Pablo selv, bare omvendt - dvs. med argumentet: fordi jeg alene og af hele mit hjerte synes, at Laus Strandby Nielsen er en stor digter, er Laus Strandby Nielsen en stor digter - og som ikke holder sin mund, heller ikke i det afsluttende essay, men fremturer halsløst, og at han omsider får skrevet det essay om den aldrende, lykkelige Mirò, og at han efter udtjent rektortid bliver den aldrende, lykkelige Miró. Tillykke og lykke til!!
