Forfatterskolen-Femina-forbindelsen oprettet
Dametidsskriftet Femina, der på forsiden bærer det attituderelativistiske motto: "Til alle de kvinder du er" (og bare jeg fx er ret mange), har som ny boganmelder hyret forfatterskoleelev og debutant i Hvedekorn 1, 2008, Olga Ravn, og allerede i sin første optræden, i nr. 19, 2009, fra i torsdags, melder den unge dame skarpt og præcist ud: giver fem F'er til Trude Marsteins Weekend ("En dag i 118 nordmænds liv"), fire F'er til Lone Hørslevs Jeg ved ikke om den slags tanker er normale ("Av mit ægteskab") og tre F'er (for "Fås bedre") til Katrine Marie Guldagers Nu er vi så her ("Dumme mor"), den sidste anmeldelse vil jeg gerne citere, ikke (bare) fordi jeg er fuldstændig enig, men (også) fordi den er forbilledeligt og elegant to the point:
Katrine Marie Guldagers novellesamling Nu er vi så her handler om, hvordan det var at vokse op i 70'erne, om selvoptagede mødre og om at bryde med sin familie. Enkelte noveller som "Fliser" og "Alle dør jo til sidst" glimter skarpt, men for det meste er Guldagers persontegninger klodsede og klichéfyldte. Det er i det hele taget en meget svingende samling. Selv om Guldager har flere lighedspunkter med Helle Helle, er problemstillingerne i Guldagers bog - i modsætning til Helles bøger - så tydelig, at man godt kan komme i tvivl om, hvorvidt figurerne fungerer rigtigt oppe i hovederne, når de nu er så dårlige til at gennesmkue deres egne situationer. Tværtimod tramper de lige så forvirrede rundt i slutningen, som de gjorde i starten. Ingen fatter noget om sig selv, mens vi som læsere hurtigt har forstået, hvor det er, skoen trykker. Tungt og vedkommende stof, som desværre ikke finder ordentlig forløsning.
I et lille interview, "3 hurtige til Olga Ravn", nævner hun som de tre bøger, der har forandre hendes liv: Madame Bovary, Ingen Christensens digte og Peter Laugesens oversættelse af Gertrude Steins Tender Buttons, der jo vildt nok hedder Ømme dupper: "Det er et lille, næsten 100 år gammelt mesterværk, og meget af det er rent vidunderligt sludder". Sådan ser postmoderne litterær dannelse ud! På en dup!
Der er kommet masser af fremragende digtere ud af Forfatterskolen, men alt for få bare fungerende kritikere; flere elever har proft være inde over noget kritik, fra Kristian Ditlev Jensen til Martin Glaz Serup, og Martin Larsen og Rene Jensen (og Peter Højrup?) var rent faktisk anmeldere på hedengangne Dagen, nu er de begge, i al spektakulær hemmelighed, tilknyttet litlive.dk, men ingen har haft staying power ude i den publicistiske frotnlinje. Lad os håbe, at Olgas Ravns Femina-job markerer en ny, frygtløs og utrættelig æra i forfatterskolet anmelderi (så kan vi også blive fri for den selvopløsende diskussion om en en Kritikerskole (hvor man ifølge Mikkel Bruun Zangenberg skal lære ikke at være mig, LB, som er den eneste i DK, der lever af (og for!) at være litteraturkritiker)), alt andet lige er Forfatterskolen jo vores bedste LÆSEskole!
Olga har både en deleblog, http://klokken.blogspot.com/ og sin egen splinternye http://www.olga-ravn.blogspot.com/ , læs med i tide!
Viser opslag med etiketten Forfatterskolen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forfatterskolen. Vis alle opslag
tirsdag den 12. maj 2009
mandag den 30. marts 2009
Pablo Honey Ny Rektor
Pablo Llambías er blevet valgt til ny inspektør for Forfatterkommuneskolen
Som en velkomstsalut til den i dag offentliggjorte nye rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, fra et ½gammelt medlem af bestyrelsen aftrykker jeg her kapitlet "Diskussionen med læreren" fra nyklassikeren Rådhus, 1997:
Som en velkomstsalut til den i dag offentliggjorte nye rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, fra et ½gammelt medlem af bestyrelsen aftrykker jeg her kapitlet "Diskussionen med læreren" fra nyklassikeren Rådhus, 1997:
"Tingene har værdi for os mennesker, fordi de har værdi for os mennesker."
Pablo Henrik Llambías
- Men derved får du ikke sagt noget som helst, udbrød læreren spontant. - Jo, at værdierne har værdi for os, fordi de har værdi for os, svarede jeg stædigt. Han lo opgivende. - Rembrandt er bedre end maleren fra Faaborg, fordi Rembrandt er bedre, insisterede jeg dobbeltbundet. Han gloede uforstående på mig. Jeg tænkte på, om han nogensinde havde ærgret sig over, at jeg var elev på hans kursus. - Det er da klart, fortsatte jeg, velvidende, hvor kryptisk det kunne lyde, Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker, fordi Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker. det lå i sagens natur, at jeg kørte i ring. - Men på den måde får du jo ikke sagt noget som helst, sagde læreren igen. Han var med på karusellen. Jo, jeg siger, at Rembrandt er bedre - men med den lille tilføjelse, at han er bedre for os mennesker, fordi han er bedre for os mennesker. derved får jeg dels lagt et synspunkt ind, dels en statistik: Hvis kun ét menneske i hele verden holdt af Rembrandt, ville værdien ikke kunne almengøres og være "for os mennesker". Værdien af Rembrandt kan kun universaliseres via henvisningen til mange forbrugeres gavn. Med henvisning til stor enighed slutter man sig til universelle forhold. det er bare dét, jeg siger. - Men du kan så ikke skille tingene fra hinanden? indvendte læreren. - Jo, jeg betvivler ikke Rembrandts genialitet, men tilføjer blot at Rembrandt er genial, fordi han er genial for os mennesker. Så simpelt er det. At spørgsmålet om genialitet også omfatter størrelser som beskuer og statistik - foruden selve maleriet - er slet ikke noget problem for mig. Hans genialitet står ved magt, om jeg så må sige. Den er så virkelig, som virkeligheden overhovedet kan blive: nemlig somm en flosset størrelse mellem tingene, blikket, sproget, ubevidstheden, bevidstheden og tanken. Hverken helt eller udelukkende hos tingene eller i tanken - for nu at tage yderpolerne - men i cyberspace midtimellem. Jeg lagde tryk på det belastede ord. Det er denne kompleksitet, jeg forsøger at fastholde, når jeg siger, at tingene har værdi for os, fordi de har værdi for os. Problemet synes så måske at være, at universalierne, "naturen", "transcendensen", "menneskesindet", "nationalfølelsen", "værdierne" synes at være betingede af os selv. Men er det ikke magtens sprog at henvise til størrelser ud over os selv, når den skal legitimere udraderingen af såkaldt "falske" værdier? For eksempel "forældet kunst", "polygami", "amoral", "hjernevask" og "egosime"? Er det i stedet ikke på tide at erkende at ansvaret for vore værdier er vort eget, idet vi selv er ophav til dem - på godt og ondt.
Pablo Henrik Llambías
- Men derved får du ikke sagt noget som helst, udbrød læreren spontant. - Jo, at værdierne har værdi for os, fordi de har værdi for os, svarede jeg stædigt. Han lo opgivende. - Rembrandt er bedre end maleren fra Faaborg, fordi Rembrandt er bedre, insisterede jeg dobbeltbundet. Han gloede uforstående på mig. Jeg tænkte på, om han nogensinde havde ærgret sig over, at jeg var elev på hans kursus. - Det er da klart, fortsatte jeg, velvidende, hvor kryptisk det kunne lyde, Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker, fordi Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker. det lå i sagens natur, at jeg kørte i ring. - Men på den måde får du jo ikke sagt noget som helst, sagde læreren igen. Han var med på karusellen. Jo, jeg siger, at Rembrandt er bedre - men med den lille tilføjelse, at han er bedre for os mennesker, fordi han er bedre for os mennesker. derved får jeg dels lagt et synspunkt ind, dels en statistik: Hvis kun ét menneske i hele verden holdt af Rembrandt, ville værdien ikke kunne almengøres og være "for os mennesker". Værdien af Rembrandt kan kun universaliseres via henvisningen til mange forbrugeres gavn. Med henvisning til stor enighed slutter man sig til universelle forhold. det er bare dét, jeg siger. - Men du kan så ikke skille tingene fra hinanden? indvendte læreren. - Jo, jeg betvivler ikke Rembrandts genialitet, men tilføjer blot at Rembrandt er genial, fordi han er genial for os mennesker. Så simpelt er det. At spørgsmålet om genialitet også omfatter størrelser som beskuer og statistik - foruden selve maleriet - er slet ikke noget problem for mig. Hans genialitet står ved magt, om jeg så må sige. Den er så virkelig, som virkeligheden overhovedet kan blive: nemlig somm en flosset størrelse mellem tingene, blikket, sproget, ubevidstheden, bevidstheden og tanken. Hverken helt eller udelukkende hos tingene eller i tanken - for nu at tage yderpolerne - men i cyberspace midtimellem. Jeg lagde tryk på det belastede ord. Det er denne kompleksitet, jeg forsøger at fastholde, når jeg siger, at tingene har værdi for os, fordi de har værdi for os. Problemet synes så måske at være, at universalierne, "naturen", "transcendensen", "menneskesindet", "nationalfølelsen", "værdierne" synes at være betingede af os selv. Men er det ikke magtens sprog at henvise til størrelser ud over os selv, når den skal legitimere udraderingen af såkaldt "falske" værdier? For eksempel "forældet kunst", "polygami", "amoral", "hjernevask" og "egosime"? Er det i stedet ikke på tide at erkende at ansvaret for vore værdier er vort eget, idet vi selv er ophav til dem - på godt og ondt.
Alt det sagde jeg ikke. Det var dér jeg skulle have sagt. I stedet blev jeg mere og mere deprimeret, idet jeg så mit oplæg til mit afsluttende essay smuldre mellem hænderne på mig. For det var dét, det handlede om. - Nej, jeg siger nok ikke noget, sagde jeg tomt. Jeg spekulerede på alternative emner, jeg kunne skrive om. Jeg kom til at tænke på et af min barndoms kunstneriske idoler. Jeg kom til at tænke på den aldrende Miró. Jeg ville kunne skrive om kunstneren Miró, der levede lykkeligt i sit paradis på Mallorca og altid så venlig ud på fotografier. Men den tekst ville jeg aldrig komme til at skrive. Det vidste jeg godt.
Jeg vil ønske for Pablo, at han på hver anden årgang vil møde en elev lige så påståelig som (unge) Pablo selv, bare omvendt - dvs. med argumentet: fordi jeg alene og af hele mit hjerte synes, at Laus Strandby Nielsen er en stor digter, er Laus Strandby Nielsen en stor digter - og som ikke holder sin mund, heller ikke i det afsluttende essay, men fremturer halsløst, og at han omsider får skrevet det essay om den aldrende, lykkelige Mirò, og at han efter udtjent rektortid bliver den aldrende, lykkelige Miró. Tillykke og lykke til!!
tirsdag den 28. oktober 2008
Rektor Basho, kom frit frem
Forfatterskolen søger en beåndet boss
Som medlem af Forfatterskolens bestyrelse vil jeg gerne gøre opmærksom på den stillingsannonce, der er at finde inde på skolens hjemmeside og som lyder sådan her:
Som medlem af Forfatterskolens bestyrelse vil jeg gerne gøre opmærksom på den stillingsannonce, der er at finde inde på skolens hjemmeside og som lyder sådan her:
Rektor ved Forfatterskolen.
Ved den selvejende institution under Kulturministeriet, Forfatterskolen, er stillingen som rektor ledig til besættelse pr. 1.6. 2009.
Rektor har ansvaret for den daglige ledelse af Forfatterskolen i overensstemmelse med institutionens vedtægter og bestyrelsens instruktioner og har undervisningspligt på skolen. Rektor har ansvar for tilrettelæggelse af undervisning, ansættelse af lærere og administrator og samarbejde med skolerådet, der er skolens kollegiale organ.
Ansøgere skal være udøvende, anerkendte forfattere, og det er en fordel, hvis ansøgere kan dokumentere erfaringer med undervisning og samarbejde inden for det kunstfaglige område.
Stillingen er en fuldtidsstilling. Ansættelse vil ske for en periode af 4 år med mulighed for forlængelse i 1 år. Det samlede lønniveau vil være ca. 500.000 kr. om året ekskl. pension.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i en kontakt, der indgås med Forfatterskolen.
Ansøgningsfrist: 1.11.2008
Ansøgerne kan forvente svar på ansøgningen senest 1.4 2009.
Ansøgningen stiles og sendes til:
Bestyrelsen, Forfatterskolen, Peder Skrams Gade 2A, 1054 København K.
Der er altså lige en uge at løbe på, og det kunne jo være skønt at få så mange kvalificerede ansøgerere som muligt at vælge imellem. Idealet ville i mine øjne være en blanding af Homer, Sapfo, Aristofanes, Catul, Horats, Tu Fu, Rumi, Basho, Petraca, Dante, Rabelais, Cervantes, Swift, Holberg, Fielding, Sterne, Goethe, Ewald, Hölderlin, Blake, Shelley, Pusjkin, Heine, Dickens, Aarestrup, Andersen, Gogol, Whitman, Poe, Baudelaire, Tolstoj, Dickinson, Mallarmé, James og Rimbaud. Så hvis du synes, du passer på (bare 4-5, vi er large, af) det mix, kære danske forfatter, så tøv ikke med at søge!
fredag den 10. oktober 2008
Forfatterhandelsskolen
Er det ikke sjovt, som mange, der er skeptiske overfor Forfatterskolen, går ind for (eller ER) forfattere, der har gået på Journalisthøjskolen?
”Robert McKee er en af Hollywoods manuskriptguruer. Han lever af at fortælle folk, hvordan de skal strikke en historie sammen. Tre dage i november 2007 - 10 timer om dagen - sidder Holst og [hendes agent (!?) Lars) Ringhof og lytter til hans råd.
At forfatteren skal bruge tid - lang tid - på at forberede sig, før skrivningen begynder. At historien skal være klar. At forfatteren skal go deep. Kende sine karakterer. Indefra. Kende deres hemmeligheder. Deres livsløgne. Deres skjulte drømme, deres livsprojekt og de ømmeste ligtorne. Det hele skal ligge der i en slags karakterbibler, før forfatterens fingre rammer tastaturet.
»Mange forfattere tumler mere eller mindre blindt ud i historierne, og de tror, at karaktererne ligesom vokser frem af sig selv. Det bliver ofte derefter, fordi det ikke er tilstrækkelig gennemtænkt. Historierne og karaktererne bliver for svage, fordi mange har for dårlig viden om håndværket. Skønlitterære forfattere har en forventning om, at det hele er meget emotionelt, og at man udtrykker sig selv og sin sjæls indre. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket«. ”
Nej, Hanne-Vibeke Holst, rigtige skønlitterære forfatterforfattere har en viden om, at det hele er meget kunstfærdigt, og at man skal finde og dyrke sit eget yderlige, sjælfulde udtryk. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket, det er kunst, de er interesseret i; håndværket kan højst være et afsæt, som fx krimihåndværket i Susanne Stauns nye Fanny Fiske-roman Mine Piger er et afsæt for gal, flintrende Susanne Staunskhed
Og hvad er det da også for en forkvaklet idé om at bedrive deep deep investigative journalism på sine fiktionspersoner? Tror Holst og Ringhof og McKee, at Charles Dickens havde samlet en karakterbibel om Mr Micawber, før han gik i gang med David Copperfield? Selvfølgelig havde han ikke det, han vidste bedre end nogen, at fiktionspersoner lever (og dør!) i og med skriften og dens liv(lighed).
Det er Hanne-Vibeke Holst, der er en (GRÅ-PINK) skoleforfatter.
Lars Frost, som i denne uge udgav den fantastiske roman Ubevidst rødgang, har gået på Forfatterskolen. Hanne-Vibeke Holst, som i forrige uge udgav den ufantastiske roman Dronningeofret, har gået på Journalisthøjskolen.
Lars Frost skriver som en rigtig forfatter, originalt og skønt. Hanne-Vibeke Holst skriver som en rigtig journalist, anonymt og professionelt.
Men hvad vildere er: Lars Frost forholder sig langt mere nysgerrigt og skarpsindigt til sin romans (70’er)virkelighed (også hardcore-researchmæssigt, der er sindssygt med crazy research i Ubevidst rødgang) end Hanne-Vibeke Holst til sin romans (08)virkelighed, fordi Hanne-Vibeke Holst bare kritiskløst overtager de forhåndenværende journalistiske vinklinger; politik = spin, køn = brevkassespørgsmål om familie og karriere etc.
På Forfatterskolen lærer man at frygte og modarbejde klicheerne. På Journalisthøjskolen lærer man at elske og stole på klicheerne (og langt farligere (= dummere) end sproglige klicheer er jo akkurat kliché-vinklingerne, kliché-optikkerne, kliché-nyhedskriterierne).
Forfatterforfatteres efteruddannelse er hans og hendes fortsatte læsning: stadigt at lade sig udfordre og inspirere af døde og levende kolleger/konkurrenter. Journalistforfatteres efteruddannelse er, fremgår det af det dybtgående reklameinterview med Hanne-Vibeke Holst i Politiken, et tredages kursus hos en manuskriptguru (er det en særlig kult: Manuskript-Kulten? det er det nok) fra Hollywood:
At forfatteren skal bruge tid - lang tid - på at forberede sig, før skrivningen begynder. At historien skal være klar. At forfatteren skal go deep. Kende sine karakterer. Indefra. Kende deres hemmeligheder. Deres livsløgne. Deres skjulte drømme, deres livsprojekt og de ømmeste ligtorne. Det hele skal ligge der i en slags karakterbibler, før forfatterens fingre rammer tastaturet.
»Mange forfattere tumler mere eller mindre blindt ud i historierne, og de tror, at karaktererne ligesom vokser frem af sig selv. Det bliver ofte derefter, fordi det ikke er tilstrækkelig gennemtænkt. Historierne og karaktererne bliver for svage, fordi mange har for dårlig viden om håndværket. Skønlitterære forfattere har en forventning om, at det hele er meget emotionelt, og at man udtrykker sig selv og sin sjæls indre. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket«. ”
Nej, Hanne-Vibeke Holst, rigtige skønlitterære forfatterforfattere har en viden om, at det hele er meget kunstfærdigt, og at man skal finde og dyrke sit eget yderlige, sjælfulde udtryk. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket, det er kunst, de er interesseret i; håndværket kan højst være et afsæt, som fx krimihåndværket i Susanne Stauns nye Fanny Fiske-roman Mine Piger er et afsæt for gal, flintrende Susanne Staunskhed
Og hvad er det da også for en forkvaklet idé om at bedrive deep deep investigative journalism på sine fiktionspersoner? Tror Holst og Ringhof og McKee, at Charles Dickens havde samlet en karakterbibel om Mr Micawber, før han gik i gang med David Copperfield? Selvfølgelig havde han ikke det, han vidste bedre end nogen, at fiktionspersoner lever (og dør!) i og med skriften og dens liv(lighed).
Det er Hanne-Vibeke Holst, der er en (GRÅ-PINK) skoleforfatter.
Abonner på:
Opslag (Atom)