Erstatningsaversion

Barberblade, skjorter, brylcreme eller påsebryg - det er dig!

Redaktøren har været så uvenlig at udsætte min Yndlingsaversion nr. 4 ("den selvopløselige neoavantgardismes tragikomiske overbud af situationismeforfremmelse") til (forhåbentlig!) næste uge, men jeg ved, at der er læsere derude, som er veritable aversionsjunkier, og til dem leverer jeg her en en pga. dårlig timing kasseret aversion fra for en måneds tid siden - som en forhåbentlig ikke alt for skuffende kop erstatningskaffe:

YNDLINGSAVERSION NR. X er en bestseller-datters tarveliggørelse af min estimerede Hvedekorn-forgængers poetiske ry og rygte

Marekat mermaid merskum

Jeg har ikke noget problem med, at Politiken hjælper Hanne-Vibeke Holst (og Gyldendal) med at reklamere for hendes nye, ”store” roman, Dronningeofret, eller at Hanne-Vibeke Holst hjælper Politiken med at sælge deres lørdagsudgave (forside-henvisning på 1. sektion: ”Bestsellerforfatter savner parnassets anerkendelse”, forsiden af 2. sektion, plus to hele sider indeni). Men jeg bryder mig ærligt talt ikke om, at Holsts og Politikens gensidige salgsarbejde atter skal tage udgangspunkt i den, med H.V.s egne ord, ”bitre datters” temmelig uforløste forhold til sin far, den parnasanerkendte digter Knud Holst (1936-1995, redaktør af Hvedekorn 1963-67), overskrift på 2. sektion: ”Og så kommer denne 19-årige møgunge og skriver en roman med den største lethed i verden.” Ca. 1 gang pr. spalte afbryder Carsten Andersen sit ”store” interview med dramatisk kursiverede afsnit om Andersens og Holsts konfrontation med Knud Holsts efterladte papirer nede i datterens kælder:

  ”Historier om et liv. Erfaringer høstet. Tab./ Hvis villaen brændte, ville beviserne for Knud Holsts brydsomme liv kun eksistere oppe i hovedet på hans døtre. Og når de var væk – puf. Ingenting. Eller kun det, man kunne læse ud af hans kortprosa og digte. Men intet om anerkendelsen. Intet om de kuldsejlede romandrømme.”

   Som om ”hans kortprosa og digte” ikke var alt nok, som forpulet sprogkunst, der beviser sig selv! Ikke overraskende mener romanforfatteren H.V. Holst, at et forfatterliv, der ikke resulterer i 1 eneste roman, er mislykket og kuldsejlet, jeg vil mene, at et forfatterliv, det resulterer i bare 1 godt digt, altid er vellykket, og fx digtet ”Citron” fra K. Holsts tredje samling Samexistens fra 1966, så syrligt syret:

  ”Citron på gulvet/ en halvdel af en citron/ har du tabt på gulvet/ der stikker den op/ citronen på gulvet/ ligger og stritter/ med spidsen i vejret/ det er en halv citron/ som ligger på gulvet/ som er som et lille bryst/ som er som dit lille bryst/ pegende opad fra gulvet/ dit ene lille/ med sin frejdige spids.// I hånden holder du/ en halv citron/ som er den anden halvdel/ du ikke taber/ som er den halvdel/ du holder krampagtigt fast./ Jeg siger: smid så den citron.”

  Inde i mit eXemplar af Samexistens (med dens flot poppede Kirkeby-cover) ligger Poul Borums håndskrevne noter og anmeldelse (til Jyllands-Posten”); i noterne kommenterer og smagsbedømmer Borum samtlige digte, og ud for ”Citron” står der bare ”NOVRA!”, i anmeldelsen uddyber han pædagogisk: ”Læg mærke til det barnlige raffinement i opbygningen frem mod knald-pointen til sidst.” Og sammenlign nu med et par linjer, lige så info-stresset, klichéfuldt prosaiske som digtlinjerne var fordrømt-ironisk, originalt poetiske, fra indledningen til Dronningeofret, trykt en uge tidligere, som endnu mere gratis reklame, i Politiken-tillægget Magasinet (synsvinklen er en jødisk-amerikansk læges):

  ”Som nu hende her, en udenlandsk VIP, morgenens første patient. En sofistikeret, honningblond dansker, der trods fødselsåret 1944 stadig var tiltrækkende, uden den skæmmende skarphed, som mange mørke jødinder udviklede med alderen. Det måtte være det østeuropæiske, der slog igennem, for var det ikke Litauen, den ene gren af familien stammede fra? Før de flygtede fra tsarens pogromer og havnede i Danmark.”

  Jo, det var det nok! ”Sidste texter” står der på en af kasserne med efterladte papirer, men det er naturligvis ikke det litterære potentiale, der interesserer journalistforfatteren H.V. Holst: ”Hvad skulle hun bruge dem til? Godt spørgsmål. Men hun er jo journalist og kan se et materiale for sig. Et stof. (…) ”Det er en hård historie om liv, død, dæmoni, stræben og tab. Det bliver i givet fald en stor [”stor” LB] bog, men ikke en historie jeg traller ind på kontoret for at skrive. Til gengæld giver det for mig mening, hvis han engang bliver den roman, han aldrig selv fik skrevet.”

  Til (og som!) gengæld fik Knud Holst allerede i 1966 skrevet et profetisk og knivskarpt digt om (og som!) sin datter (dengang kun 7 år), ”Det er dig” (Borums vurdering, som var det en roman af H.V.H.: ”energi, men a la mode”!), tilegnet ”pigen iblandt os”, de første to afsnit:

  ”Det er dig/ der hele tiden er på forsiden/ det er dig/ der sætter omsætningen i vejret/ det er hele tiden dig/ der sælger barberblade skjorter/ brylcreme eller påskebryg/ (men ingen blir som dig af at drikke det)/ det er dig/ de alle sammen råber på/ det er dig/ de ikke kan få nok af/ dig de ikke vil finde sig i/ dig som de hævner sig på/ det er dig der hele tiden vinder/ og kommer galt af sted i aviserne.// Det er dig/ der lyser i mørket/ det er dig/ der formørker billedet/ dig der er smukkest i modvind/ dig der må smide tøjet/ dig der går uden bukser/ dig der er jomfru/ dig der er luderen/ eller prinsessen/ vor ældste datter/ eller vor barnebrud/ vor pornografi/ og vor nationalsang/ vort lokum/ og vor kirke.”

  Digtet slutter tragisk – ”Det er dig altid dig/ pige marekat mermaid merskum/ som ikke kan betragtes/ uden i adsplittelsen/ mellem dine forbudte og forsirede masker/ dig som ikke egner sig til livet/ dig som vi elsker/ ophængt mellem kroge” – men det gør jo, på trods (og på grund?) af al finlitterær forsmåelse Hanne-Vibeke Holst ikke, hun er og bliver en succesroman.

Nej, efter dig, Tue

Roseklubben er in session

På sin blog henviser min estimerede Information-kollega Tue Andersen Nexø venligt til min Yndlingsaversion nr. 39, "Samtids ammetid", om Hanne-Vibeke Holst og hendes anmeldere, og roser mig for at mene ca. det samme som ham, Tue, i hans kommentar "Strukturreform hos litteraturpolitiet" (knaldgod titel) i torsdagens avis, som jeg så til gengæld gerne vil rose for at være ca. lige så analytisk præcis og skarpsindig som min Yndlingsaversion nr. 39, som Tue klager over, at han ikke kan linke til - og jep, det egentlige formål med denne post er at afprøve gør-del-selv-blog-programmets link-funktion, jep, jep - men så aftrykker jeg den da bare her i al linkløs bogstavelighed, aversionen, men hov, jeg skal lige nå at linke til (såkaldt!) litteraturredaktør Jens Andersens pinlige Bogbjerg-klumme i fredagens Berlinger [og den slammer Tue her, enigheden vil ingen ende tage], der stadig mindre ironisk og til sidst fuldstændig næsegrus bare hylder Hanne-Vibeke Holst som Verdens Største Kvinde, bortset fra at det kan jeg ikke, for teksten er ikke til at finde inde på hjemmesiden:

YNDLINGSAVERSION NR. 39 er sådan ca. alt (frivilligt!) i og omkring Hanne-Vibeke Holsts papmursten Grønningen-luffen, og lad mig bare starte med anmeldelserne

Samtids ammetid

Af Lars Bukdahl

De selvopløsende anmeldelser, hvor al formuleret kritik afslutningsvist pulveriseres i kyste besværgelser af romanens gode intentioner og upåtvivlelige bestsellerskæbne og -evner; her stikker May Schack i Politiken sin hale mellem benene, efter hun (i små sprækker i den massive refereren) har stukket til romanens platte vinkling af politik (”Der er således mere spin end egentlig politisk diskussion i romanen) og kønsroller:

  ”Man kan godt forstå, at hun i interview har klaget over, at hun ikke er med, hvor priserne og roserne uddeles, når hun med sit store engagement, sin research og sin effektive, underholdende prosa har gjort sit som ikke mange andre for at tage temperaturen i [i stedet for ’på’, hvordan ser det ud? LB] dagens Danmark med politisk spin, magt- og kønskamp og farlige polariseringer i samfundet. Men hun bliver læst og hørt, og hendes romaner er i spil [hvilket spil? Ludo? Matador? LB] i en grad, som ikke mange forfattere oplever. Man skulle tro det var nok.” Ja, for hende, men sgu da ikke for mig, og hvad med dig, May?

  Og Erik Skyum-Nielsen i Information for fanden – ET TU, SKYE! – der uddeler det ene dødelige håndkantsslag efter det andet (det her blev jeg særligt jaloux på: ”Læseren skal være villig til at læne sig tilbage i sædet og lade sig fodre med ske. Jaah, Dooor dreng, tænker man, hver gang babubilen har afleveret atter en mundfuld mos”), men lige på falderebet brat og alfaderligt giver point for akkurat dooor-dreng-didaktikken, fordi jo budskabets er algodt nok; også her er afsættet Holsts offer-retorik:

  ”Efter min opfattelse kan hun højst være offer for sin egen ambition om at blive læst af de mange. For viljen til sejr, om man vil. Sejr i form af succes, men så sandelig også sejr i form af den effektive formidling af et behjertet budskab [og så er vi på glidebanen, swwwisjjjj! LB]/ Som kort fortalt går ud på, at så længe vi bliver ved med at stemple medborgere med anden etnisk baggrunds og/eller anden religion end vores egen som et samfundsproblem, som ’bare’ skal fjernes (…) ligger vejen fortsat åben til massegravene. For at have givet dette budskab stemme og krop [hvis krop helt præcist? Personernes, romanens, forfatterens? LB] fortjener Hanne-Vibeke Holst al mulig ros. Hun skriver groft og kulørt, javist, men hun er muligvis præcis den forfatter, Danmark har brug for nu.”

  Nej, hun fortjener ikke ”al mulig” ros, for hun fortjener ikke kunstnerisk ros, og når hun ikke fortjener kunstnerisk ros, fortjener hun slet ikke ros, i hvert fald ikke fra en litteraturkritiker med laser-briller!

  Hvad er det også for en patronisering af Hanne-Vibeke Holsts læsere, der foregår hos Schack og Skyum (for slet ikke at tale om Holst!). Det er, som om de (og hun!) tror, at hun vitterligt er en Folkelig Forfatter, der rækker langt ud over kulturkløften og ind i selve folkets mørke hjerte, som hun modigt oplyser med fornuftens PH-lampe. Men de virkelige, empiriske læsere er jo for fanden de samme dannede damer mellem 30 og 85, der læser (og skriver i) Information og Politiken og ser (og optræder i) Deadline og DR2’s temaaftener, og som, når de er ude at opleve kogekunst, sgu da ikke vil spises af med orange babymos, men så åbenbart intet problem har med sprogkunst som noget syntetisk sjask, der skal ind med skeer. ”Hun er så let at læse”, som en dannet dame mellem 30 og 85 kvidrede i TV-avisens reportage fra romanens lancering i (vistnok) Lyngby-centret.

  Og læselethed er vel simpelthen den korteste, præciseste formel for Hanne-Vibeke Holsts prosaæstetik: alt skal gå hurtigt, og alt skal forklares, med andre ord: Socialdemokratisk (i ekstrem bogstavelig betydning!) Synsvinkling som tarveligst - og smartest: Enkel syntaks, friskt vokabular, hastige klip mellem et mylder af synsvinkler, der hele tiden (men i al hast) forklarer sig selv, deres baggrund, tanker, fortrængninger, til bunds. Men nogle synsvinkler forstås selvfølgelig med en varmere dybde end andre, nemlig de gode, rene synsvinkler, the good guys eller rettere girls, dem er den indre socialrådgiver venindeintimt på fortovscafé med, de skurkagtige, blakkede synsvinkler til gengæld forstås tre fod fra livet og bag en skudsikker rude til en 8:30-aftale på Socialkontoret. Eftersom Holst er og bliver inkarneret journalist, udfylder hun (læse)lettest dybdeforklaringerne med hårdt researchede facts om fx jødedom (dybdeforklaring på socialdemokratiets leder, en central heltinde) og soldater-traumer (dybdeforklaring på den højreradikale snigmorder, en central (men stakkels) skurk).

  Vi får, som vi skal ifølge bestseller-reglerne, noget fims (forklaringsdybderne), noget debat (politik, køn og fremmedhad til en hel årgang af Politiken-ledere) og noget lir (den laaangt udtrukne suspense frem mod det afsluttende skud(melo)drama i Parken, direkte (men sikkert ubevidst) stjålet fra filmen Skytten, 1977, med manus af Anders Bodelsen, hvor Jens Okking vil skyde Allan Simonsen).

  Det er, milde kolleger, bare for dårligt.

Link that, Tue!

Forfatterhandelsskolen

Er det ikke sjovt, som mange, der er skeptiske overfor Forfatterskolen, går ind for (eller ER) forfattere, der har gået på Journalisthøjskolen?

Lars Frost, som i denne uge udgav den fantastiske roman Ubevidst rødgang, har gået på Forfatterskolen. Hanne-Vibeke Holst, som i forrige uge udgav den ufantastiske roman Dronningeofret, har gået på Journalisthøjskolen.

Lars Frost skriver som en rigtig forfatter, originalt og skønt. Hanne-Vibeke Holst skriver som en rigtig journalist, anonymt og professionelt.

Men hvad vildere er: Lars Frost forholder sig langt mere nysgerrigt og skarpsindigt til sin romans (70’er)virkelighed (også hardcore-researchmæssigt, der er sindssygt med crazy research i Ubevidst rødgang) end Hanne-Vibeke Holst til sin romans (08)virkelighed, fordi Hanne-Vibeke Holst bare kritiskløst overtager de forhåndenværende journalistiske vinklinger; politik = spin, køn = brevkassespørgsmål om familie og karriere etc.

På Forfatterskolen lærer man at frygte og modarbejde klicheerne. På Journalisthøjskolen lærer man at elske og stole på klicheerne (og langt farligere (= dummere) end sproglige klicheer er jo akkurat kliché-vinklingerne, kliché-optikkerne, kliché-nyhedskriterierne).

Forfatterforfatteres efteruddannelse er hans og hendes fortsatte læsning: stadigt at lade sig udfordre og inspirere af døde og levende kolleger/konkurrenter. Journalistforfatteres efteruddannelse er, fremgår det af det dybtgående reklameinterview med Hanne-Vibeke Holst i Politiken, et tredages kursus hos en manuskriptguru (er det en særlig kult: Manuskript-Kulten? det er det nok) fra Hollywood:

”Robert McKee er en af Hollywoods manuskriptguruer. Han lever af at fortælle folk, hvordan de skal strikke en historie sammen. Tre dage i november 2007 - 10 timer om dagen - sidder Holst og [hendes agent (!?) Lars) Ringhof og lytter til hans råd.
  At forfatteren skal bruge tid - lang tid - på at forberede sig, før skrivningen begynder. At historien skal være klar. At forfatteren skal go deep. Kende sine karakterer. Indefra. Kende deres hemmeligheder. Deres livsløgne. Deres skjulte drømme, deres livsprojekt og de ømmeste ligtorne. Det hele skal ligge der i en slags karakterbibler, før forfatterens fingre rammer tastaturet.
  »Mange forfattere tumler mere eller mindre blindt ud i historierne, og de tror, at karaktererne ligesom vokser frem af sig selv. Det bliver ofte derefter, fordi det ikke er tilstrækkelig gennemtænkt. Historierne og karaktererne bliver for svage, fordi mange har for dårlig viden om håndværket. Skønlitterære forfattere har en forventning om, at det hele er meget emotionelt, og at man udtrykker sig selv og sin sjæls indre. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket«. ”

Nej, Hanne-Vibeke Holst, rigtige skønlitterære forfatterforfattere har en viden om, at det hele er meget kunstfærdigt, og at man skal finde og dyrke sit eget yderlige, sjælfulde udtryk. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket, det er kunst, de er interesseret i; håndværket kan højst være et afsæt, som fx krimihåndværket i Susanne Stauns nye Fanny Fiske-roman Mine Piger er et afsæt for gal, flintrende Susanne Staunskhed

Og hvad er det da også for en forkvaklet idé om at bedrive deep deep investigative journalism på sine fiktionspersoner? Tror Holst og Ringhof og McKee, at Charles Dickens havde samlet en karakterbibel om Mr Micawber, før han gik i gang med David Copperfield? Selvfølgelig havde han ikke det, han vidste bedre end nogen, at fiktionspersoner lever (og dør!) i og med skriften og dens liv(lighed).

Det er Hanne-Vibeke Holst, der er en (GRÅ-PINK) skoleforfatter.