Den fynske forårsudstilling 2009 - Prosadigte af Laus Strandby Nielsen. Upagineret, ingen pris
Jeg har i en kuvert modtaget fire års kataloger til Den fynske forårsudstilling medsamt et kort (med lappedykkerunge-motiv), hvor et medlem af udstillingen, Jens Bohr, skriver følgende:
Kære Lars Bukdahl/ Hermed 4 små bøger!/ Vi er en kunstnersammenslutning, der i en årrække har brugt vores mulighed for en årlig udgivelse til et samarbejde med udvalgte forfattere./ De sidste 30 år med tekster der ikke tidligere har være udgivet./ Street-credit?/ Venlig hilsen Jens Bohr.
I hvert fald! Eller måske snarere Bøgemarks-Kredit! Kataloget 2006 indeholdt gamle, sitrende digte af syremesteren Johs. L. Madsen. Kataloget 2008, stadigvæk en ikke umulig kandidat til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, som jeg (forhåbentlig) har omtalt et par gange her eller dér, myldrede med urolige "Haiku og børnerim" af allestedsnærværende Viggo Madsen (der i dag i Politiken som en selvfølgelighed navnedroppes af prof.emer. Thomas Bredsdorff i anmeldelsen af Nikolaj Zeuthens debutbog, så er der slet ingen tvivl længere, Viggo er kanonen!), her "Retfærdighedens mangel på fravær":
et skridt frem og to tilbage!
så skal vi have søsterkage!
søster selv får lov at smage!
hun har ingen grund til at klage!
Kataloget 2007 indeholdt 17 sødmefuldt klarøjede kortprosastykker af Thøger Jensen, hvoraf 8 ikke kom med i opsamlingen Høfde Q fra sidste år, bl.a. denne, "Hertil og ikke længere":
Vi går en tur på stranden. Nogen har gravet små huller i sandet. Ligesom du og jeg er hullerne forbundet med en streg i sandet. Hvad er det her for noget? spørger vi hinanden. Lidt senere finder vi ud af det. En mand har trukket stregen efter sig med en lille rød spade, og det er også den han har gravet hullerne med. Det gør han hver gang hans metaldetektor beder ham om det. Du vender dig mod vinden og smiler. Som gammel gademusikant forstår jeg også at påskønne et godt show og kaster en mønt i en af hullerne.
så skal vi have søsterkage!
søster selv får lov at smage!
hun har ingen grund til at klage!
Kataloget 2007 indeholdt 17 sødmefuldt klarøjede kortprosastykker af Thøger Jensen, hvoraf 8 ikke kom med i opsamlingen Høfde Q fra sidste år, bl.a. denne, "Hertil og ikke længere":
Vi går en tur på stranden. Nogen har gravet små huller i sandet. Ligesom du og jeg er hullerne forbundet med en streg i sandet. Hvad er det her for noget? spørger vi hinanden. Lidt senere finder vi ud af det. En mand har trukket stregen efter sig med en lille rød spade, og det er også den han har gravet hullerne med. Det gør han hver gang hans metaldetektor beder ham om det. Du vender dig mod vinden og smiler. Som gammel gademusikant forstår jeg også at påskønne et godt show og kaster en mønt i en af hullerne.
Ikke mindre sensationelt er årets forfatter til stadighed dybt undervurderede Laus Strandby Nielsen, generationskammerat til Viggo og Johs. L. Madsen (og Peter og Knud Steffen Nielsen og Laugesen og Turèll og CO.), der bidrager til kataloget med 18 splinternye og ret fantastiske prosadigte, angiveligt skrevet til kunstnernes egne tryk og tegninger, men det er sgu ikke uden videre til at (læ)se, der kan godt være skyggen af et synligt afsæt hist ogt pist, men ellers ryger digtet hver gang fluks ind i sin egen hastigt eller roligt billedhvirvlende (herunder hvirvlende ordet 'billede') meditationsturbine, hvor konkreter bliver abstrakter og abstrakter konkreter (til forskel fra Thøgers prosastykker, hvor konkreter bliver skarpe emblemer - på sig selv), sådan cirkus antifilosofisk afsyredigtning, her to stk. fra dette genuine HELværk (Strandby Nielsens anden digtsamling, Illustrationer, udkom som nummer 4, 1974, af Hvedekorn, han er vant til værkskjul!):
Han ser gennem vejret (som hermed er ude af billedet). Han ser at han bor i et glashus (som er et billede): Den første sten er den sidste. Han kan mærke en kold vind i nakken. Forsigtigt tager han den venstre sko af. Det er her stenen er. Tror han. Men det er det ikke. Det giver ingen mening at lede i den højre sko, så i stedet åbner han døren og ser hvad han hele tiden har set: Den døde due. Intet vingesus, men ikke desto mindre historie.
Nu skal det være. Gode, gamle nu. Mens katten sover, og musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden stadig holder sig i baggunden, og der er fred og ro i fryseren.
Gonggongen er en flue i øjet på læseren, er det eneste jeg kan finde på at sige til gengæld, og det er ikke nær nok
Ingen kommentarer:
Send en kommentar