Reklameagentreklame

Zangenberg er vred over, at han mener det samme som mig, der mener det samme som en vis svensker - om en klog nordmand!

Meget mærkeligt overfald i anden halvdel af  Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af Øivind Rimbereids Nordisk Råds Litteraturprisindstillede digtsamling Herbarium i Politikens bogtillæg:

Og jeg ved søreme ikke ... Rimbereid er angiveligt højt værdsat i Norge; og jeg er muligvis belastet af at være på en vis afstand af det norske; men Rimbereids kloge, velfungerende poesi, der væver sig gennem et herbarium af politik, økonomi, historie, litteratur og filosofi (Giordano Bruno optræder her også), lader mig nogenledes kold./ Og det er ærgerligt! For Weekendavisens anmelder, den skingert højtråbende reklameagent Lars Bukdahl, fedter i sin anmeldelse af Rimbereid på Litlive.dk flittigt for de kvindelige poeter Anna Hallberg og Mette Moestrup og benytter endog med vanlig, national-provinsiel aplomb Moestrup til at dukke Rimbereid. / Så kan man næsten ikke andet end få lyst til at hylde samme Rimbereid, selv om det bedste selvfølgelig er at slalome uden om blålyset Bukdahls mange manøvrer og se uhildet på teksten selv./ Men ak, det giver ikke meget mere end Bukdahls vanlige vræl, nemlig en tør konstatering af, at ’Herbarium’ næppe kommer til at tage prisen hjem i år, og at det er helt i sin orden, der er andre og mere intenst duftende blomster på marken

Jeg forstår ikke helt, hvordan et "vræl" kan indeholde "mange manøvrer", men sandt er det, at min litlive-anmeldelse er tre-fire gange så lang som Zangenbergs avis-anmeldelse og forsøger sig med både genre-diskusioner og nærlæsninger; skingert højtråbende var ikke det første jeg ville kalde dens stil, den er snarere noget for mumlende og distræt. Men det virkelig mærkelige er, at min og Zangenbergs anmeldelse besværger det samme problem, nemlig at en anden er kommer først med vores smagsdom, i mit tilfælde Anna Hallberg (som jeg altså ikke fedter for som poet, men som kritiker) i en anmeldelse i Vagant. Men hvor jeg venligt roser min forgænger, så skoser Zangenberg aggressivt og uden påviselig grund sin, mig LB, og hvor jeg i al gennemsigtighed starter med Hallberg, slutter Zangenberg i al blakkethed med mig, sådan er vi åbenbart så forskellige, os kulørte lamper. Hallberg tager udgangspunkt i tittelordet "Herbarium", slår ordet op i en ordbog, sætter det i poesihistorisk kontekst og sammenligner bogen med andre digtsamlinger med samme titel, jeg forskyder mig let og akavet fra Hallberg ved at oprette min egen lille digttypologi bestående 1. buket-digtsamlinger og 2. herbarie-digtsamlinger, som jeg forsøgsvist sætter i bevægelse, og Zangenberg, ja, han skriver dansk stil, går tilbage til (allerede) de gamle ægypere og lommefilosoferer over, hvorfor egentlig blomster er poetiske ("Spekulativt kan vi foreslå, at blomsten vækker intense æstetiske sansninger i kraft af sin lugt og sit udseende; at den er så tilpas lille, at den er egnet som anskueligt emblem (...)"), for så er det pludselig ham, der står placeret allerførst (men aldeles intetsigende) i den kritiske knopskydning. Zmart!
Og hvordan nu med reklameagenturet: Jeg er reklameagent for Anna Hallberg, fordi jeg roser hendes anmeldelse, og for Mette Moestrup, fordi jeg foretager en komparativ analyse af et et Moestrup-digt (fra hendes forrige samling Golden Delicious) og et Rimbereid-digt, der begge bærer titlen "Rose", med en efterfølgende smagsdom til Moestrups favør, hvilkert så tilmed gør mig "national-provinsiel" (det er Zangenberg, der mener sig "belastet af at være på en vis afstand af det norske", det mener jeg mig i og for sig ikke); må jeg anbefale Zangenberg at opsøge min kritisk diskuterende anmeldelse i atter Vagant af Moestrups seneste digtsamling, kingsize, men pas nu på, Mikkeldrengen, du risikerer at være enig! Snarere kunne man mene, at Zangenberg er reklameagent for mig, eftersom han formår at nævne mit navn tre gange (mens han til gengæld "slalomer udenom" selve min tekst, det er, som det skal være, rent overfladisk reklame) i anmeldelsen af en norsk digtsamling, mindre end en uge efter han uden navns nævnelse i den mildest talt hårdt lancerede (3 portrætbilleder!) sektionsforsideanmeldelse af Lone Hørslevs Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, beskyldte digteren for i et digt, der nævnte mit navn (to gange), at fedte for mig. Jeg ved ikke, hvad det er for en trist idé om endeløst fedteri frem og tilbage mellem kritikere og digtere, måske er der bare ikke nok, der fedter for Mikkel Bruun Zangenberg, men det vil jeg da gerne gøre så: Kære uven, hvis du bliver ved med at håne mig, skal jeg nok blive ved med at drille dig, deal?

Og selvfølgelig kom Tue Andersen Nexø først med at drille Zangenberg for at håne mig.

Og hvad angår størrelsen "kvindelige poeter", se Pia Juuls blog på det seneste.