Påføringsbillede

Thomsen kanoniserer Madsen, dén Madsen

I fredagens vrantne anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens essaysopsamling Repremiere i mit indre mørke glemte jeg at notere og celebrere, at Thomsen implicit bakker op om den kanonisering af digteren Viggo Madsen, som vi er er flere (men alt for få), der har propaganderet for i årevis (mens Viggo selv stadig mere flittigt og intenst har forsat det digteriske dobbeltarbejde, undergrund + overgrund, som hans generationskammerater (på nær til dels Laugesen, han skal hver gang bare udæskes, rimeligt nok) forlængst har opgivet).

På side 153, i essayet "Så klog at man kan undvære ørerne" (om den store stemme), nævnes VM eksplicit og og distinkt i en erindrende forbifart:

Allerede i mine første teenageår købte jeg i kiosken på jernbanestationen i Store Heddinge den fascinerende hippieavis Superlove, hvorigennem jeg mødte Viggo Madsens snurrige poemer, Robert Crumbs frapperende tegninger og hjemskrev den puerile plakat med Frank Zappa på lokum (...)

Lad mig lige præsentere et enkelt af disse snurrige poemer, sådan ca. verdens tristeste digt, "Bananmanden" (fra Superlove, februar 1969, optrykt i udvalget Viggo Madsens åbenbaring):

bananmanden kommer hjem
når han har solgt sin sidste banan
Bananer! Bananer! Men der er ingen
som vil købe den sidste,
fordi den er rådden. Banan! Banan!
Rådden banan! Er der ingen vil som vil købe
en dejlig rådden banan?

Jo, SUT vil (igen).  På side 175, i en note til det nyklassiske ½readymade-prosadigt "Beaufortskalaen", bekender han:

Det er gået op for mig, at "Beaufortskalaen" desuden har en anden vigtig inspirationskilde, nemlig Viggo Madsens tekst "Det syngende postkort" (fra bogen Afføringsbilleder, Attika 1972 [et selv for Viggo Madsen obskurt (fordi prosa)værk LB])", hvorpå den HELE sidelange tekst (langt længere end "Beaufortskalaen") citeres, og Thomsen fortsætter så: Som man ser, er ligheden ikke indholdmæssig, men strukturel: Digtet "Beaufortskalaen" bygger på, at hver anden sætning er hentet fra den faktiske Beaufortskala, mens hver anden er af egen avl, ligesom sætningerne i "Det syngende postkort" skiftevis henviser til postkortet og til Blaskes livsverden, og i begge tekster opstår effekten [Thomsen har alle dage været en slem selvfortolker LB], fordi det hurtigt bliver uklart/utvetydigt, hvilket niveau der refereres til.

Det er en smuk og lidt excentrisk note, eftersom jo ingen andre end Thomsen ville have øjnet den kritiske lighed mellem de to tekster, og ikke ret mange andre andre end Thomsen, Madsen og mig overhovedet kan formodes at kende til  "Det syngende postkort" og Afføringsbilleder, men det kan så ret mange andre nu. Tak for det, Søren Ulrik!

Den næstfølgende tekst i Madsens bog ´hedder "Hård dans" og lyder smerteligt sådan her (og måske handler den allegorisk om poesi og kanon rent faktisk):

Om aftenen står hun og danser på sine roser, helt alene. Hendes elsker er gået hjem. Der er for meget vanille i hendes vanillekrans, og alt for meget kakao i hendes chokolade. det eneste, hun grygter mere end sin kropslugt, er stanken af elskeren, som breder sig i huset. Hvor får han alle de penge fra? Hun danser så hårdt, at bomsterne sprøjter hende om ørerne, som om de var betalt for det, hvad de jo er. Hun kender ikke forskel på legeme og sjæl, og undrer sig over, hvor længe hendes kærlighed vil vare.

Jeg forudsiger derfor Akademiets Store Pris til Viggo Madsen i 2012 (eller sgu da så i det mindste Beatrice)!