Kristina Stoltz: Hjemstavn nr. 13 (et festskrift). 24 sider, gratis. [FINGERPRINT] # 0
Viggo Madsen: Ønskebarn. Drama i én akt. 24 sider, gratis. [FINGERPRINT] # 1
En ny smal bogserie, [FINGERPRINT], niece til hendegangne B16 og A8, ser dagens lys i aften ved en reception klokken 20 på bogbaren Underwood Ink i Ryesgade. Bag i hver af de to første bind står et længere manifest for serien, hvis vigtigste punkter må være, at hæfterne er gratis, skrives af en dansk forfatter direkte til serien, har formatet A6 og en tekststørrelse på højst 2000 ord og kommer fire gang om året i 250 nummerede og fingeraftrykpåtrykte eksemplarer. Kristina Stoltz, der sammen med Kasper Kjeldgaard Stoltz og Simon Darø udgør (ikke)redaktionen, fik ideen ved simpelthen at skrive og på stedet kopiere det, der i sin anden udgave nu er serien 0'te bind, en serie eller suite på tretten trettenlinjede digte betitlet Hjemstavn nr. 13. Og i forhold til, at Stoltz to gange har optårdt i mine Yndlinsgaversioner (den ene gang med en ulæst bog, uretfærdig nok) er jeg meget nok glad for de ivrigt opkørte digtklumper, der placerer sig et drastisk og attraktivt sted midt mellem Lars Skinnebach og Lone Hørslev (og alle hendes storesøstre), piget sardonik sådan cirka:
Den anden stue er alt for stor til kniven
og gaflen, dronningerunde igen
en jubelnar med bar numse - min lille hvide kanin.
Se derude, landskabet strækker sig uendeligt.
Klokkeblomst og guld i hår, kattepis.
Hvis blot jeg bestod af hælervarer
Odysseus, jeg er den tøs der altid venter
klokkerne ringer og solen står op bag masterne.
Come on, nej det vil jeg ikke lægge krop til
er det ikke sådan man siger
når babymosen driver ned ad låret?
Mit totem er landbrugsstøtten
bølgerne står ind mod al postyret
Viggo Madsen, vinder Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2006, har forfattet en lille dramatisk monolog (med vis action udenom) starring hans egen version af Storm P.s evigt knævrende fredsforstyrrtere, Viggo har trukket sit eksemplar et godt stykke over mod den kværulerende læserbrevsskribent, i hvert fald i starten hvor han er ude efter både kvinder og muslimer, senere bliver bliver det til en (i al forhvirvling) mere inderlig vrængen af det hele:
Skjule sin skam.// Det er ligesom når man rykker ind i et feriehus, man har lejet - det hele ligner en boligudstilling, når man ankommer - men når man først er rykket ind ligner det den sædavnlige sigøjnerslumn - husvildebarakkerne, flygtningelejren. Losseplads overalt. Som om hele eksistensen var befængt med ens tilværelse. Ligesom som barn, når man aldrig måtte lade sine kammerater komme ind! Og havde nedrullede gardiner, for at vise, at der ikke var nogen hjemme! Og aldrig måtte lukke op, når det bankede!// De skulle jo have været skilt for længe siden, men det gjorde man jo ikke dengang.// Sandheden lader sig ikke dølge.
Den anden stue er alt for stor til kniven
og gaflen, dronningerunde igen
en jubelnar med bar numse - min lille hvide kanin.
Se derude, landskabet strækker sig uendeligt.
Klokkeblomst og guld i hår, kattepis.
Hvis blot jeg bestod af hælervarer
Odysseus, jeg er den tøs der altid venter
klokkerne ringer og solen står op bag masterne.
Come on, nej det vil jeg ikke lægge krop til
er det ikke sådan man siger
når babymosen driver ned ad låret?
Mit totem er landbrugsstøtten
bølgerne står ind mod al postyret
Viggo Madsen, vinder Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2006, har forfattet en lille dramatisk monolog (med vis action udenom) starring hans egen version af Storm P.s evigt knævrende fredsforstyrrtere, Viggo har trukket sit eksemplar et godt stykke over mod den kværulerende læserbrevsskribent, i hvert fald i starten hvor han er ude efter både kvinder og muslimer, senere bliver bliver det til en (i al forhvirvling) mere inderlig vrængen af det hele:
Skjule sin skam.// Det er ligesom når man rykker ind i et feriehus, man har lejet - det hele ligner en boligudstilling, når man ankommer - men når man først er rykket ind ligner det den sædavnlige sigøjnerslumn - husvildebarakkerne, flygtningelejren. Losseplads overalt. Som om hele eksistensen var befængt med ens tilværelse. Ligesom som barn, når man aldrig måtte lade sine kammerater komme ind! Og havde nedrullede gardiner, for at vise, at der ikke var nogen hjemme! Og aldrig måtte lukke op, når det bankede!// De skulle jo have været skilt for længe siden, men det gjorde man jo ikke dengang.// Sandheden lader sig ikke dølge.
I hvert sit prægtigt dårlige humør forjætter de første [FINGERPRINT]-bind alt muligt umiddelbart sært, tryk videre!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar