Tirsdag 7. april (falsk dato 27): Thøger Jensens viljestærkt nysselige kortprosa
FORT ROSA Thøger Jensen demonstrerer virtuost og helt enkelt, hvordan (og hvorfor) kortprosa kan slå en yndefuld krølle (eller 3) og helt lade være
FORT ROSA Thøger Jensen demonstrerer virtuost og helt enkelt, hvordan (og hvorfor) kortprosa kan slå en yndefuld krølle (eller 3) og helt lade være
Opad klitten i stepsko
Thøger Jensen: Høfde Q. 62 sider. 175 kr. Borgen
Lad os forsvare Thøger Jensens ret til i sin, nye kortprosa(op)samling Høfde Q at være sød, endog kær; en hel tekst hedder faktisk, og det er egentlig en præcisere genrebetegnelse end ”prosa 1998 [året, Jensen debuterede med den navnkundige kortprosasamling I vores familie kan vi ikke lide ubåde (jeg skal altid lige tjekke om han staver ’ubåde’ med bindestreg, det gør han selvfølgelig ikke)] - 2008”, hedder faktisk ”Søde opstød” og former sig som en fabulerende fodnote til Jensens forrige bog, kortromanen Fugle i frostvejr, 2006, der udspillede sig for foden af Cézannes Mont Sainte-Victoire, og jeg er bange for, at jeg ikke kan lade være med at citere den hele, skønne tekst:
”Engang sagde Paul Cézanne: ”Min hustru elsker kun Schweiz og limonade.” Som om det ikke var nok. For når jeg tænker tilbage på Den 16. Tekstilbiennale i Lausanne. Katarina stod på toget i Bern og var en af den slags kvinder, man enten vender ryggen til eller skænker umådeholden opmærksomhed. Jeg satte en tankestreg i min interrailbillet, og så inviterede hun mig med til ferniseringen. Der var gule, røde og blå drinks med sukker på kanten af glassene. Da jeg havde fået nok, var gulvet i udstillingsbygningen blevet så klistret, at jeg måtte efterlade mine vandrestøvler ved siden af hendes installation, der var en malkeskammel hæklet af kønshår, og jeg kom på den måde næsten uforskyldt til at bidrage til værket. Mens jeg fortsatte min rejse til Aix-en-Provence, blev smagen af Schweiz og limonade ved med at klæbe til både mine tænder og min blyant. Det var stadig i fin overensstemmelse med Tekstilbiennalens koncept, da jeg et par dage senere besteg Cézannes yndede Mont Sainte-Victoire i strømpesokker.”
Det er en sød, endog kær tekst, men den er ikke klistret, endsige kælen, takket være den fine humor og lette elegance (og i parentes bemærket: umærkelige melankoli), hvormed kunstfærdigheden er kreeret: fra Cézanne-citat om limonade og Schweiz via charmerende kvinde i togkupé til drinks med sukker på i Lausanne-galleri til fastklistrede vandrestøvler og strømpesokker på Cézanne-bjerg: ikke nur behändigkeit, også en smule hexeri. Og sjovt som vandrestøvlerne står langt klarere, klokkeklart, på nethinden end den jo spektakulært spøjsere malkeskammel, men intet slår naturligvis strømpesokkerne, der er selve tekstens raison d’être, selvom det er som pludseligt, overrumplende bonus, de slår til.
Ellers er jo også kortprosagenren noget skummel og skumlende i DK, fra blakket realistiske Hans Otto Jørgensen over grelt surreelle Carsten Renè Nielsen til morbidt gotiske Preben Major og Harald Voetmann; ud over Louis Jensen i sit helt eget firkantede miniature-univers har vel Thøger Jensen kun Eske K. Mathiesen, hvem en ivrig tekst i Høfde Q er tilegnet, på sin og sødmens side; Eske er mere karsk og mere barok, men lige så fodrapt stilig og lige så fugle- og fauna-kær.
Debutbogens stykker koncentrerede sig vældigt, herunder vældigt spøjst, om deres hyper-minimale pointer og konkreter; siden har Jensen skrevet fire kortromaner, foruden Fugle i frostvejr, Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub, 2000, Serpentine, 2002, og Ludwig, 2004, med hver deres hyper-minimale plot (som regel noget med et fremmed/nyt sted og en kvinde) og løse/organiserede sværm af konkreter, og i disse nye stykker, der blevet til langs med og efter romankvartetten, oplever man en velgørende frigjorthed i forhold til formatet.
For ikke at sige feriestemning, eftersom flere af teksterne, trip, trap på steppende træsko, handler om små ture ud i danske landskaber, og jo bare fx titlens Høfde Q ovre på vestkysten ved byen med det ”fjollede” navn Fjaltring (hvor jeg netop har holdt foredrag, men da var vejret roligere); teksten må gerne, men behøver ikke at slå krøller med pointer og skrue øjet i konkreter, den kan sagtens nøjes med at holde sig present zigzaggende eller lige ud af landevejen, men OK, altid bliver det hos Jensen lige den dirrende grad tydeligere end som så, som her til sidst i Høfde Q-teksten ”Kuling”:
”De sidder lidt og kigger på det uden at sige noget. Frådende bølger vælter ind over høfdestenene. Bølgesprøjtene blæser helt op ad skrænten og rammer forruden. Han lader vinduesviskerne køre et par gange. Naturligvis er der ingen der bader, men på parkeringspladsen holder der 4-5 andre biler med folk, der ligesom dem sidder og ser på sceneriet. På grund af alt det sand bølgerne pisker op, er havet helt gult inde ved strandkanten. Kvinden i den hollandske bil ved siden af er ved at ryge en cigaret, som hun holder ud af vinduet. Det er heldigt for hendes mand, tænker han, at hun har så lange arme.”
I al beskedenhed bliver denne lange, hollandske arm ud af vinduet et mindst lige så fyndigt image som de fastklistrede vandrestøvler og strømpesokkerne på bjerget.
Teksterne er vel ca. 50/50 jegfortalt og 3. person-synsvinklet og kun en fjerdel (ligelige fordel på de to grupper!) opleves som egentlige fiktioner; ”Søde opstød” fx er nok totalt kunstfærdig og i en eller anden objektiv forstand ”usand”, men synderligt fiktiv virker den på den anden side ikke, dertil er jeget simpelthen for alter egoistisk Thøger-agtigt. Endnu en forskel i forhold til debutsamlingen – men ikke så meget til romanerne, der hver gang har en mildt excentrisk ca.-Thøger i hovedrollen – i et par tekster outer forfatteren sig direkte som den specifikke forfatter TJ med titlers nævnelse. Og jeg synes, den klæder ham rigtig godt, denne letfærdige, men adrætte selvsikkerhed som pilgrimmen Jensen såvel som artisten ”Jensen”. Som en selvfølge er det begge de herrer, der signerer bogens korteste tekst, ”Når man er der” (også en slags poetik):
”Først en, så tre, altså fire svaler, da han på cykel ad små ulige veje nærmede sig Pederstrup. Det havde således slet ikke været nogen omvej, men en genvej, ofte er det svært at se forskel, før man er der, det var landsvaler.”
Frem og tilbage fra Pederstrup til Mont St. Victoire er præcist lige langt – sødt nok!
