ØK lever LIVE

I går aftes noteret i al hast - og i lørdags

Opproppende og -livende Øverste Kirurgiske-oplæsning i går aftes i et af de trælse ligesom klasselokaler, man hver tredje eller fjerde gang ender op i i Den (dér) Sidste Hal på Enghavevej: Sprechstallmesiter Niels-Ivar Larsen elegant indrammende kosteligt Petronius-fragment og kæntrende egentekst ved Harald Voetmann og - SENSATIONEN - helt friske tekster fra Korea, nye spørgeskemaer til hendes ældste søster og hende selv og en klokkeklart fremadvæltende liste over alt det af alting, hun er VRED over, af Maja Lee Langvad, med BRILLER på; det er få foredrag, jeg har holdt de sidste tre år, hvor jeg ikke har haft Find Holger Danske med i Howl-muleposen, så det var for VILDT pludselig at opleve helt ny og fremragende tekst, jeg nærved dånede - men huskede at tigge bidrag til Hvedekorn! Blendstrup & Krogsbøl var i den gode, proffe form: sensitivt gakkede, og dåseøllene smagte bedre og bedre og bedre, vil jeg bare sige!

Lad mig også lige bemærke, nu jeg er i gang, den dejligt nochalante marathon-oplæsning, arrangeret af Glenn Christian, i lørdags i det bittelille galleri Koh-i-noor i Dybbølsgade; jeg fik hørt både Claus Handberg, brd. Woetmann (skøn lyddigtning af storebror), Rasmus Graff, Nicolaj Stochholm (åh, debutdigte), Martin Glaz Serup (distink sardonik om en vis mark - altså mark som i marken; uddrag i det nye Blå Port, som jeg lige har fået) og mig selv (Martin Johs. Møller og Sigurd Buch så jeg udefra uden at kunne høre noget), og vi var allesammen SÅ gode!

Det flyder over med oplæsninger disse dage, jeg bugner lykkeligt af stemmer.

Og jeg ved godt, at jeg endnu ikke har skrevet noget - bortset fra de par linier i Laugesen-posten fra tieligere i dag - om den elektriske 70'er-turbine på SAS-hotellet forrige torsdag, men jeg troede, jeg kunne få en decideret reportage, EN FEATURE, i avisen, men det var sørme ikke velkomment, man ville hellere høre om stand-up-komikere og Eks-skolen (også en slags stand-up!), hvilket kun gør det endnu mere pinedød nødvendigt, at jeg gør noget ved det i dag eller imorgen i sin helt egen post, I PROMISE! 

The Daily Avantguardian 5

Lørdag 14. marts (falsk dato 3): Øverste Kirurgiske lever og nærmest livlig

Andreas Schulenbuerg (og co.): Mad og poesi. 24 sider, ? kr. Øverste Kirurgiske

Øverste Kirurgiske nr. 50. red. Blendstrup, Budtz m.fl. 60 sider, 50 kr.

Ikke meget, ud over de månedelige oplæsninger der nu mindre tydeligt er flyttet fra The Lab på Vesterbro til Den Sidste Hal i (vistnok, jeg har været der 1 gang) Valby, hører vi længere fra den tidligere så markante litteraturorganisation Øverste Kirurgiske (der forlængst heller ikke bebor Øverste Kirurgiske-gangen helt oppe under taget på Diakonissen), men i al tysthed ankom ind under vinter både det dybt forsinkede dobbelte jubliæumsnummer nr. 50 af tidsskriftet, der i stedet for 10-året nu markerer 11-året, og et lille særtryk, Mad og poesi. Og lad os tage særtrykket først, der indeholder 10 fuldstændig pokerface-straighte, kosteligt tautologiske opskrifter (med tilhørende enkle illutstrationer) ved Ø.K.s huskunstner Andreas Schulenburg, nemlig følgende: Helkogt æg med blødkogt æg henover, Brasede kratofler med pommes frites (som der optræder en ret uhyggelig filt-skulptur af i Schulenburgs stærkt seværdige (fordi genuint poetiske) katalog Alles ist verkehrt fra sidste år), Grøn stegt peberfrugt på ovnbagt rød peberfrugt, Majskolbe med løse majs, Hel grillkylling med halv grillkylling indeni, Kartoffelmos med kartoffel (så kan jeg som inkarneret kartoffelhader ikke forestille mig noget værre), Indbagt bolle (altså bolle i bolle), Store rejer med små rejer ovenpå, Familiepizza med frokostpizza ovenpå, Hummus med kikærter. Helt unødvendigt leverer så medlemmer af Ø.K.  forceret spøjse og fiktive kommentarer til opskrifternes kulinariske absurdisme, og kunne de da have holdt nallerne væk, lige bortset fra, passende nok, huskunstner nr. 2, Chr. Schmidt-Rasmussen, der nemlig syrer sig helt bort:

Lyde i mørket; støn, støn, snøft, rrrrr, (roteren af butterfly), wush, rasle rasle, wank, wank, rrrrrrr, ..... (en sky), ....... (udstillingsvagt), en trepunktsparkering, en dåseåbner og noget vasketøj, der venter på at blive hængt op.

Jubilæumsnummeret indeholder, foruden et nyttigt register over alle bidragydere (medsamt ("formentlige") pseudonymer, Yngle Grumberg og Gitte Krympe bl.a.) fine, klassisk snurrige tekster af de stadigværende Ø.K.'ere Jens Blendstrup, Thomas Ahrensbøll Hansen, Niels Henrik Svarre Nielsen, Thomas Krogsbøl, Martin Budtz og (collage comix-pseudonymet) Elton Jorn, splinternye "hypoteser", så meta-friske som for 10 år siden, af de gamle Ø.K.ere Morten Søndergaard og Tomas Thøfner ("Lige som mennesker kan små bogstaver beholde deres udseende som voksne", elsker den slags!), Stefan Kjerkegaards krønike om og afsløring af det mindeværdige ("Sweeper ved midnat") pseudonym Bob Hvid Green (som værende ham selv nemlig), et uroligt erindringsrids af Ø.K.-godfather T.S. Høeg ("Beatnik punk post neo hybrid gibberish"), et konkretistisk nonsensdigt ET KONKRETISTISK NONSENSDIGT af Peter Laugesen AF PETER LAUGESEN og endelig, ikke overraskende min klare favorit, et ALFABET, "Kunstens kødelighed - en kirurgisk totalscanning" af gale Ø.K.-onkel Viggo Madsen, Q er for: QUOD ERAT DEMONSTRANDUM:

Papiret er taknemligt! Det behøver ikke bevises, det er bevist. Vælg selv mulighederne: Det er bevist for længst (1), det er hermed bevist (2), det er bevis nok i sig selv (3). Mere behøves ikke! Det hænger os allerede langt ud af halsen!

Det pibler mærkbart i sårranden, Øverste Kirurgiske er IKKE død, hjernevindende tillykke med det fra en (lige så) aldrende sympatisør og hangaround.

Skid halm - også en poetik!

En blogpost om læsefavoritterne Kirsten Hammann og Helle Helle, der indeholder mindst 1 link til Alt for damernes hjemmeside!

Jeg havde lovet Helle Helle, at jeg ville deltage i Danske Skønlitterære Forfatteres decemberarrangement i aften; sidste år, som Helle sprang over, var første gang i mange år, jeg var med, for det er altså lidt mystisk og belastende med så mange danske skønlitterære forfattere på ét sted, vibrationerne overfor en anmelder, hvor meget han så end skriver følsomme digtsamlinger on the side, er mildest talt blandede. Sidste år læste Kirsten Hamman op, og i år har min særlige ven Jan Sonnergaard tjansen. Men altså for fanden, jeg fik ikke meldt mig til, og så blev jeg inviteret til at læse op hos Ø.K. på deres nye adresse i Den sidste hal, Enghavevej 82 (klokken 20.00) Og Helle skal jo nok klare sig, men jeg har alligevel noget dårlig samvttighed, så længe forfatterinder skriver fremragende, kan en anden i det mindste forsøge at holde sig galant. Og se også bare, hvor urimeligt godt Helle H og Kirsten H ser ud i det nye nummer af Alt for damerne, hvor de livfuldt lader sig interviewe om deres lange, trofaste venindeskab, men som jo er en sølle erstatning for de lyslevende eksemplarer, der snart ankommer til Baghuset i Borgergade. Jeg tager lige et kort klip fra bladet:

Hvad er det sjoveste i har foretaget jer sammen?
Helle: - En uges helseophold i 1998 på Sundgården på Langeland, hvor vi levede vegeanermad en uge og sked grønt.
Kirsten: - Nej, vi sked halm.
Helle: - Jeg måtte ud og ryge på bænken og Kirsten, der var bange for at blive tynd, smugspiste Digestive-kiks.
Kirsten: - Nej, det var økologiske kiks. Hold kæft vi spiste sundt.

Snakken om deres bøger er henvist til et længere fraklip, som er gemt inde på bladets hjemmeside; på trods af kokette besværgelser af det modsatte er de nu ret kloge på egen og hinandens skrift:

Kirsten: – Vi har en meget forskellig stil
Helle: – Men vi har ikke rigtig sprog for, hvordan den er forskellig. Vi er ikke gode til at analysere litteratur, vi kan kun skrive den.
Kirsten: – Helle kan nu være ret god til at slå ned på, hvad min bog handler om. Mens jeg ikke er særlig god til at slå ned på, hvad hendes bog handler om. Hvis jeg skal beskrive hendes prosa, vil jeg sige, at den er meget, meget ren. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde den kontrolleret, for det synes jeg egentlig ikke, den er. (Pause) Se, nu er jeg allerede i problemer. Jeg har altid misundt hende, at der er så meget styr over hendes bøger. De er som skarpslebne diamanter, formfuldendte.
Helle: – Og det irriterer dig også nogen gange. Vores skriveprocesser er så forskellige.
Kirsten: – Ja. Helle ved f.eks. altid, hvad hendes bøger skal ende med. Hun har også sagt nogle gange i telefonen, at hun vidste, hvad hendes næste bog skulle handle om. Og så tænker jeg: „Helle, du tilhører en anden verden‟. Hvordan kan man vide sådan noget? Jeg kaster mig mere hovedkulds ud i det, overholder ikke særlig mange regler, er ekstremt ekspressiv og ih, hvor de føler alle sammen. I Helles bøger føler og råber de ikke hele tiden. Til gengæld står det og runger og sitrer mellem linjerne.
Helle: – Det er bare to fuldstændig forskellige måder at skrive på. Jeg tror, man helt konkret kan se det på Kirstens form indtil den nye bog. Først nu har hun fundet ud af, at man kan skrive en bog på computer. Det synes jeg er meget misundelsesværdigt. At have så meget stof og være i stand til at skrive det ned. Hvor mit, det er mere sådan … jeg standser op mange gange undervejs. Men vi er ens på den måde, at betydningen opstår, imens vi sidder og skriver. Det er ikke sådan, at vi først tænker: Jeg har et godt tema, jeg vil skrive noget om provinsen og stille eksistenser. Eller om ulande. For mig er det noget med først at vælge et sted, for Kirsten er det nok mere en person, og så skriver vi, og så opstår det, mens det bliver skrevet. Så kommer det, det handler om.
Kirsten: – Man ser mange i vores alder, i ALT for damerne f.eks., som taler om at turde slippe det job, de har nu og tage en ny uddannelse. Og det er godt, de gør det, men det behov har vi slet ikke. Hvis vi har et behov for forandring, skriver vi bare en helt anden type litteratur. Hvilket vi tror, vi kan. Men det viser sig jo hver gang, at Helle har skrevet en Helle Helle-roman, og jeg har skrevet en Kirsten Hammann-roman.

Måske skal jeg bare læse op af Alt for damerne i Den dér Sidste Hal om et øjeblik, pjækrøv som jeg er.