En blogpost om læsefavoritterne Kirsten Hammann og Helle Helle, der indeholder mindst 1 link til Alt for damernes hjemmeside!
Jeg havde lovet Helle Helle, at jeg ville deltage i Danske Skønlitterære Forfatteres decemberarrangement i aften; sidste år, som Helle sprang over, var første gang i mange år, jeg var med, for det er altså lidt mystisk og belastende med så mange danske skønlitterære forfattere på ét sted, vibrationerne overfor en anmelder, hvor meget han så end skriver følsomme digtsamlinger on the side, er mildest talt blandede. Sidste år læste Kirsten Hamman op, og i år har min særlige ven Jan Sonnergaard tjansen. Men altså for fanden, jeg fik ikke meldt mig til, og så blev jeg inviteret til at læse op hos Ø.K. på deres nye adresse i Den sidste hal, Enghavevej 82 (klokken 20.00) Og Helle skal jo nok klare sig, men jeg har alligevel noget dårlig samvttighed, så længe forfatterinder skriver fremragende, kan en anden i det mindste forsøge at holde sig galant. Og se også bare, hvor urimeligt godt Helle H og Kirsten H ser ud i det nye nummer af Alt for damerne, hvor de livfuldt lader sig interviewe om deres lange, trofaste venindeskab, men som jo er en sølle erstatning for de lyslevende eksemplarer, der snart ankommer til Baghuset i Borgergade. Jeg tager lige et kort klip fra bladet:
Hvad er det sjoveste i har foretaget jer sammen?
Helle: - En uges helseophold i 1998 på Sundgården på Langeland, hvor vi levede vegeanermad en uge og sked grønt.
Kirsten: - Nej, vi sked halm.
Helle: - Jeg måtte ud og ryge på bænken og Kirsten, der var bange for at blive tynd, smugspiste Digestive-kiks.
Kirsten: - Nej, det var økologiske kiks. Hold kæft vi spiste sundt.
Snakken om deres bøger er henvist til et længere fraklip, som er gemt inde på bladets
hjemmeside; på trods af kokette besværgelser af det modsatte er de nu ret kloge på egen og hinandens skrift:
Kirsten: – Vi har en meget forskellig stil
Helle: – Men vi har ikke rigtig sprog for, hvordan den er forskellig. Vi er ikke gode til at analysere litteratur, vi kan kun skrive den.
Kirsten: – Helle kan nu være ret god til at slå ned på, hvad min bog handler om. Mens jeg ikke er særlig god til at slå ned på, hvad hendes bog handler om. Hvis jeg skal beskrive hendes prosa, vil jeg sige, at den er meget, meget ren. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde den kontrolleret, for det synes jeg egentlig ikke, den er. (Pause) Se, nu er jeg allerede i problemer. Jeg har altid misundt hende, at der er så meget styr over hendes bøger. De er som skarpslebne diamanter, formfuldendte.
Helle: – Og det irriterer dig også nogen gange. Vores skriveprocesser er så forskellige.
Kirsten: – Ja. Helle ved f.eks. altid, hvad hendes bøger skal ende med. Hun har også sagt nogle gange i telefonen, at hun vidste, hvad hendes næste bog skulle handle om. Og så tænker jeg: „Helle, du tilhører en anden verden‟. Hvordan kan man vide sådan noget? Jeg kaster mig mere hovedkulds ud i det, overholder ikke særlig mange regler, er ekstremt ekspressiv og ih, hvor de føler alle sammen. I Helles bøger føler og råber de ikke hele tiden. Til gengæld står det og runger og sitrer mellem linjerne.
Helle: – Det er bare to fuldstændig forskellige måder at skrive på. Jeg tror, man helt konkret kan se det på Kirstens form indtil den nye bog. Først nu har hun fundet ud af, at man kan skrive en bog på computer. Det synes jeg er meget misundelsesværdigt. At have så meget stof og være i stand til at skrive det ned. Hvor mit, det er mere sådan … jeg standser op mange gange undervejs. Men vi er ens på den måde, at betydningen opstår, imens vi sidder og skriver. Det er ikke sådan, at vi først tænker: Jeg har et godt tema, jeg vil skrive noget om provinsen og stille eksistenser. Eller om ulande. For mig er det noget med først at vælge et sted, for Kirsten er det nok mere en person, og så skriver vi, og så opstår det, mens det bliver skrevet. Så kommer det, det handler om.
Kirsten: – Man ser mange i vores alder, i ALT for damerne f.eks., som taler om at turde slippe det job, de har nu og tage en ny uddannelse. Og det er godt, de gør det, men det behov har vi slet ikke. Hvis vi har et behov for forandring, skriver vi bare en helt anden type litteratur. Hvilket vi tror, vi kan. Men det viser sig jo hver gang, at Helle har skrevet en Helle Helle-roman, og jeg har skrevet en Kirsten Hammann-roman.
Måske skal jeg bare læse op af Alt for damerne i Den dér Sidste Hal om et øjeblik, pjækrøv som jeg er.
