Jeg har altid undret mig over udtrykket dobbeltkonfekt, for dobbelt så meget konfekt må da være dobbelt så godt som 1 gang konfekt, dvs. så temmelig herligt, også selvom det er den samme slags konfekt, og det forklarer måske faktisk en del om min stil eller for- og oppustede mangel på samme. Det spejlvendte af dobbeltkonfekt oplevede jeg på Frederiksberg Kommunale Tandplejeklinik her til morgen, da min søn i stedet for få en nakkebøjle – hans overbid var ikke blevet stort nok! – ”blot” skulle supplere sin ganebøjle med en såkaldt
togskinne, altså have to bøjler på på én gang, det stakkels pus.
En virkelig finurlig, men ufrivillig dobbelthed stødte jeg på i går søndag, da jeg satte mig til at læse Lone Hørslevs nye roman Naturlige fjender, der udkommer på fredag, og det kørte fint og livligt derudad, jeg begyndte at lære personerne (der er vildt nok personer og ikke ”bare” det spektakulære Lone-ego all over the place) og stilen og mekanikken at kende og følte mig, som forventet, i særdeles godt selskab; på side 32 tænker hovedpersonen (eller en af hovedpersonerne1?) Lars (godft navn!) tilbage på sin purunge og ulykkelige forelskelse i den to år ældre Solvej, som en dag pludselige var forsvundet, og da han forlangte et svar af Solvejs mor, bliver han inviteret indenfor, og så bliver der ellers skruet op for Mrs. Robinsom-effekten:
”Hun sagde, hvor gammel er du egentlig, og da han sagde, at han var 16, smilede hun til ham, og over sofaen hang der et maleri, og da han havde gloet længe, sagde hun: Det er en Trampedach. Nå, sagde Lars og vidste ikke hvad han skulle sige. Billedet var noget af det grimmeste han nogensinde havde set. Det er pænt, sagde han, det var det i hvert fald ikke. Dette forestillede en brun og skaldet baby, der stirrede ned på ham, han kikkede på elefanterne, babyen, den BAR de havde stående ved den modsatte væg. Med rigtige barstole i læder og whisky i karafler af krystal, det er klasse, tænkte Lars og så sig selv sidde og få sig en sjus i den bar, på det høje stole med en mand der kunne være Solvejs far, hey, svigerfar, gir du en Baileys, da han pludselig mærkede Solvejs mors hånd på sin nakke. Helt stille og ro-”
Her endte side 32 og jeg vendte i en glidende bevægelse mit blik skråt op mod næste sides begyndelse, der noget overrumplende lød, som følger:
”Åh, der var ikke noget hun hellere ville, Inger-Mai, end at unde sig selv den søvn, hun kunne bare ikke lide at tage de piller. Hun kunne ikke lide at være så TUNG i kroppen bagefter, og sløvheden, der fulgte med, men bortset fra så ville hun da gerne unde sig selv alt muligt, ALT muligt, ingen tvivl om det, som en unge pige drømte hun om at spise bananer og fersk laks hver dag.”
Hvilket dristigt træk af Lone dér: At benytte et sideskrift til MIDT I EN SÆTNING at skifte synsvinkel til en splinterny (hoved?) person og samtidig skabe en højfrekvent (flashback)cliffhanger (kommer de i clinch, Lars og Solvejs mor?), sådan som da hvis faktisk Niels Lyngsø ustandseligt gør det i sin gamle, uretfærdigt glemte roman Væskers vandring. Men så faldt mit blik (ned) på side tallet: 65, og selvom Svend Åge Madsen i vistnok Af sporet er du kommet springer flere sider frem, så anede jeg rimeligt nok uråd, og ganske rigtigt: det viste sig, at i stedet for andet og tredje ark, havde bogbinderen sat tredje ark i to gange, hvilket jo var dobbelt skuffende: Lone havde ikke været så dristig, som jeg troede (hvilket helt sikkert var for det bedste!), og mest hårdt: jeg kunne ikke læse videre i hendes uroligt lovende roman, før engang senere i dag mandag, når jeg har fået Athene til at sende et ekspresbud med en korrekt roman (men selvfølgelig beholder jeg den ukorrekte, som et trofæ)!
