Viser opslag med etiketten Eske K. Mathiesen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Eske K. Mathiesen. Vis alle opslag

torsdag den 12. november 2009

Hvedekornskomiteen now in session

Supervisiret på plads!

Medlemmerne af Hvedekornskomiteen (også kaldet Klinte-kontroludvalget), seks poetisk sindede hæderspersoner

Lone Hørslev, digter, født 1974, i Hvedekorn siden 2000

Eske K. Mathiesen, digter, født 1944, i Hvedekorn siden 1969

Morten Søndergaard, digtere, født 1964, i Hvedekorn siden 1987, lyrikredaktør af Hvedekorn 2002-2007

Anne Marie Mai, litterat, født 1953

Ferdinand Aham Krag, billedkunstner, født 1977, Hvedekornskunstner i nr. 2, 2009

Andreas Brøgger, billedkunstkyndig, født 1970, billedkunstredaktør af Hvedekorn 1996-2005

- ser de ikke godt OG RIGTIGE ud, hver for sig og tilsammen!?

tirsdag den 29. september 2009

Bonjour monsieur Jehova

Gedigen gengæld: dobbeltlem!

De sidste to lørdag morgener er jeg på vej hjem fra Lagkagehuset på Vesterbrogade blevet attakeret af det samme midaldrende, uhyggeligt revisorudseende Jehovas Vidne, der indladende spørger: Kunne det friste med noget læsestof? mens han står og fægter med Vagttårnet som var det hans revisor-visitkort - på næste lørdag, lover jeg, får han ikke åbnet munden, før JEG spørger HAM, om det ikke kunne friste med noget læsestof og stopper min dublet af Eske K. Mathiesens too-good-to-be-true-digtsamling  Bonjour monsieur Satie - udkommer på Bebop 6. oktober - ned i revisorlommen på hans revisorblazer, for når han samme aften hjemme i sit revisorhjem i revisor-Brøndby kommer til at kigge i bogen, er han - DADADADADADADADADADADADADADADADADADA! - på stedet omvendt til dadaist:

Et guldkorn. Eller to. En drøm.

En nat, den sidste tid
på sygehuset hos nonnerne,
drømte Satie, den uforlignelige og
kapriciøse, at han var blevet
udstyret med to eksemplarer af det
mandlige lem i stedet for ét.
Hvad kunne man ikke udrette med sådan
et apparat! udbrød han til sygeplejersken,
da han vågnede. Tænk dem!

Det var ikke hans sidste ord i livet,
men næsten

mandag den 7. september 2009

Forlag og FORLAG

Efterårsprogrammer og EFTERÅRSPROGRAMMER

Fra forlaget Gyldendals efterårsprogram (dansk skønlitteratur bare):

EsterBockKlokkenslårAndersBodelsenVarmluftJakobEjersboRevolutionLibertySimonFruelund
IdaJessenBørneneJetteA.KaarsbølDinnæsteshusHansOttoJørgensenHjernensegenstorehund
KimLeineTunuSvendÅgeMadsenMangesæretingforAnneLiseMarstrandJørgensenHildegard
MetteMoestrupJævnetmedjordenHenningMortensenDetblankevandThomasQvortrupMellem
vennerKlausRifbjergDagstelegrafenJanSonnergaardGamlehistorierOmatomkrigensbetydning
forVilhelmFunksungdomSusanneStaunFørjegdørHanneMarieSvendsenRudimenterafR
MikkelThykierGodmorgen,ColumbusMartinØstergaardNielsenSystemetsmandNajaMarieAidt
AltingblinkerAndersAbildgaardKærevennerThomasBobergBoothillKnudSørensenNaturligvis
EvaTindKristensenDoToreØrnsboImmigrantensepilogTheisØrntoftYeahsuitenHerminskat

Forlagets Bebops efterårsprogram in toto:

Eske K. Mathiesen: Bonjour monsieur Satie

Hugo Ball: Fantasten Tenderenda. På dansk ved Peter Laugesen;

Blaise Cendrars: Nitten elastiske digte. På dansk ved Peter Borum.

(alle med omslag af Per Kirkeby)

torsdag den 15. januar 2009

Det er faktisk et ret stillesiddende job at være hare

Cool nysselige nytårs-knap-nok-bøger af Olesen og Mathiesen

Eske K. Mathiesen og Annete Blæsbjerg Ørom: Souvenir. 32 sider, ? kr. (altså også spørgsmålstegn til om der overhovedet er en pris), privattryk/nyårshilsen/ (fra?) Gullanders Bogtrykkeri a/s, Skjern)
Peter H. Olesen: [Jeg er her kun midlertidigt]. 48 sider, 90 kr. Privattryk (kan fås i Møllegades Boghandel, Kbh, og i netkiosken Butik Melodika ( nybog@melodika.dk )
Det er et særligt problem for Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, som hidtil kun har knyttet sig til udgivelser af Eske K. Mathiesen, men i disse dage har jeg fra både Mathiesen og Peter H. Olesen modtaget Bet-anglende bøger/hæfter, betitlet henholdsvis Souvenir og [Jeg er her kun midlertidigt] med nytåret som udgivelsesØJERBLIK, og hvilket er de så udkommet : 2008 eller 2009???
Mathiesen-bogen indeholder et enkelt, sirligt frivolt 12-linjet digt af Eske aftrykt, suspensefyldt, 1 linje ad gangen overfor lige så mange livligt systemdigteriske håndarbejde-værker af Anette Blæsbjerg Ørom, her lige præcis de første 6 linjer:

Kamé-skæreren på Guldsmedens Bro
har netop med sit bor ramt det blegrøde lag
bag konkylieskallens hvide,
da hans elskerinde ham uafvidende lader budet
fra fiskehandleren gøre ting ved sig,
som selv kamé-skæreren næppe ville få lov til.
(...)!

Olesen-bogen er, efter sidste års ekskurs med Gyldendal-romanen Korrekturlæseren, en opfølger omsider til digt-, notat, aforisme-, liste-samlingerne Jeg vil være hvor jeg ikke er, 2004, og Apropos alt, 2006, hvoraf mindst 1 blev indstillet til Bukdahls Bet; flere af teksterne har haft deres urpremiere på Olesens mildest talt fine blog Mildest talt og tidsskrifter som (bare fx) Hvedekorn, men de klæder hinanden lige så pokkers godt som kløvere på en kløvermark. Det er tekster, der er så små som spilfærdigt muligt, sentens-poesi kunne være en genrebetegnelse, udspillende sig i (anti)pointeret ikke-ironisk naturidyl ret præcist midtvejs mellem Mathiesens og idolet Laugesens jagtmarker: "Slet ikke tyst her/ hvor alting vågner og straks/taler i tunger" - når stedet ikke bare, ca. hver tredje gang, er rent/beskidt eksistentielt: "At grave sin egen grav/ hvis ikke jeg/ hvem skulle så". True! Digtet lige før: "Jeg holdt den forsigtigt/ som var det/ en fugleunge// Tegningen af Malevitij", nemlig, og lige efter: "Det gør ikke noget/ om det så bare er et parcelhuskvarter/ bare der er en baghave/ med et par træer/ og noget buskads/ De har ikke selv valgt/ navnet skovspurv." Netop! Og modsat de gamle 70'er-avntgardister Laugesen og (i hvert fald for det mester, jeg skal lige tjekke) Mathiesen tør den gamle postpunker H. Olesen godt tage herrens navn finurligt (til allersidst):

Den store landskabsmaler
ham man på disse kanter kalder gud
har været ude med sin efterårspalet
Selvom han helt sikkert har skævet
til Kirkeby og nok også Weie
overgik han i år
de andre mestre

Overmoden underfundighed fås ikke sprødere.
Og selvfølgelig kan/skal de bare kandidere to, nej tre gange.

tirsdag den 9. september 2008

Pindsvineæg klækkes i enrum

Eske K. Mathiesen: Den grønne flod. 20 digte til 33 (nervøst Axel Nygaardske) tegninger af Lea Boruszek. 120 kr. Clausens Kunsthandel

Nu har jeg lige sjoflet samtlige de digtsamlinger (med samt deres digtere, men det er mindre vigtigt), jeg skulle have anmeldt i denne fredags avis: Per Kirkebys Bemærkninger og noter, Jan Thielkes Faderskabsdigte, Christels Wiinblads 49 forelskelser og Janus Kodals Hovedbanen og andre impulskøb, til fordel for, ja hvad egentlig: indstillinger til Kritikerlisten (som jeg altid bruger for lang tid på, det er jo ikke nogen fucking haiku-samling, vel?), Yndlingsaversion nr. 34, ”Autentisk tastatur”, om yndlingsforfatteres trælse reality-blabla, der nok burde have været et blogindlæg, men jeg har for længst bestemt, at der skal være 53 aversioner, et fuldt års samlede og komplette, så ingen vej udenom at vrisse videre (heldigvis!), er forord, ”Traptrip”, til et nyt lille tidsskrift/institutblad i form af en anmeldelse af deres navn (Trappe Tusind), et mini-essay, ”Læs et fjæs”, om statsministerkarikaturer af Alfred Schmidt og Philip Ytournel til Danske Bladtegneres 75-års-jubilæumsbog – ja, hele 2 gratis spejderopgaver! og for helvede, hvor posten lyder som en stress-stolt ”Levned og meninger” af Bo Green nu, men på spejderære ymter jeg ikke et ord om min elskede søns strejf af influenza! – og nå, ja, jeg skulle også lige i radioen og (for sidste gang, det er et ægte løfte!) tale om plotspoileri og i tv og anbefale bøger (inkl. 1 digtsamling, Niels Franks!) i deres Kulturguide, hedder den vist. Så nej, der er ingen undskyldning (heller ikke, at de fire digtsamlinger ikke ligefrem er akut inciterende, for det er Kirkebys!)!

Perfekt meningsløst er det ergo, at jeg her vil anmelde endnu en diskret fremragende digtsamling af Eske K. Mathiesen, Den grønne flod; og hvor cool er det ikke af forlaget, der slet ikke er et forlag, og heller ikke et galleri, men en kunsthandel, Clausens, i en pressemeddelelse dateret ”august 2008” nøgternt at konstatere, at bogen såmænd udkom 31. maj, for 3 måneder siden, for poesi skynder sig sgu da ikke (så det gør poesianmelderen heller ikke, der fik jeg lige mit tynde, tynde alibi).

Der er aldrig nitter i en Mathiesen-samling, og der er altid mindst 1 bidrag til den løbende og foreløbigt virtuelle Greatest Huller I Luften-samling (opkaldt efter hint klassiske svaleformede hul) af digte, der med glasklar, Mathiesensk selvfølgelighed siger sig selv som selvopfyldende (mange S’er!) poetiske manifester; denne gang handler det om kastanjer – og (virtuelle) pindsvin (og det ikke mindst skønne ved at blogge: linjedelinger bevares!):

Med deres nålespidse pigge
ligger de små grønne kastanjer
på torvets brosten i skyggen af de brede kroner
og ligner pindsvineæg, som venter på,
at nogen får lyst til at ruge dem ud.

Hvilket akkurat er det, digteren netop har gjort, med selvsamme billede! Og som læseren i sit læsende (og erindrende (svært ikke at lære det digt udenad)) nu gøre i samme nu og vil gøre igen  og igen, atter og atter.

Jeg burde til bloggen have produceret nogle rigtig bitchy (Niels Frank (citerende en drag queeen): ”W need to be bitches again”) Sex & Hor-reportager fra de sidste ugers receptioner på Borgen og Gyldendal og Athene (for Lone Hørslevs Naturlige fjender), men der skete (fin diverterende!) ikke ret meget af en skid, og desuden har Mathiesen allerede klaret jobbet én gang for alle (selvom han helt sikkert ikke satiriserer receptionsgæsterne, men roserne (og ham selv), og det må virkelig være fimsede blomster, når de får digterens onde (men skamfuldt nysgerrige) øje):

De ligner fornemme mennesker til en reception,
de sjældne roser i de riges have,
kun optaget af at blomstre for hinanden,
og selvfølgelig uden blik for øjet, der grådigt prøver
at se så meget som muligt
gennem det blankpolerede nøglehul
i den låste port.

På de seneste har Mathiesen insisteret på at poetisere et eller flere granvoksne dyr pr. digtsamling, først og fremmest heste, men sidste gang rundt også (stedt i Sverige) en elg, for eftertrykkeligt at bevise, at han altså bare er myrernes og fluernes og skarnbassernes og muldvarpenes og pindsvinenes digter; og igen kunne det godt ligne et (uretfærdigt) ironisk selvportræt:

Droskehesten står og halvsover, men kun
med det ene ben, de andre tre tager gerne ture.
Hvis det fjerde ben skal vækkes,
koster det lidt ekstra.

Jeg har opdaget, at når jeg skriver afslagsbreve for Hvedekorn og anbefaler læsning (ingen har ikke altid læst for lidt god poesi, men hold op, hvor nogen har læst forsvindende lidt), så er de to digtere, jeg uden sammenligning anbefaler mest: Peter Laugesen og Eske K. Mathiesen. Fordi de er så velsignet ligetil at læse og så kropumulige at gøre kunsten efter. Jeg tror, jeg har skrevet 1 hæderligt Mathiesensk digt i mit liv, jeg siger ikke hvilket, men jeg ved godt, at jeg til daglig gør klogt i holde mig langt væk fra den slags hvid (og grøn) magi, jf. bare det allersidste digt, jeg vil citere (og jeg havde gerne citeret alle tyve og ville sikkert også være sluppet af sted med det, eftersom Eske (og Kunsthandler Clausen) næppe læser blogs, men skal I købe 1 digtsamling denne uge, og I bør købe mindst 1 digtsamling hver uge, er det denne): en lettere traurig, Sarvigsk billeddannelse kører de første fire linjer, og man er lige ved at blive stenet indadvendt selv, men så kommer sidstelinien, tindrende sval, og alt er med 1 godt – for nu ikke helt at røbe digtplottet:

Hver sten i havemuren langs med vejen
er et ansigt, sunket ind i sig selv, lukket om
sin egen gåde, ænser hverken solens hede
eller vinterstormens isnen, kun
mossets blidhed.

MOSSET GJORDE DET!