Selv en hardcore-narcissist kan få for meget opmærksomhed, vinkl venligst Cecilie!
Denne uge blev "debatten" officielt surreel med Katrine Marie Guldagers
helsidesinterview i Jyllands-Posten om intet andet end hendes totale foragt for mig og mit. Katrine!!?? Den samme K.M. Guldager, som for et år siden KUN ville optræde med mig som interviewer og som nok er den forfatter fra min egen generation, som jeg mest aktivt (portræt i Danske Digtere, på top ti i Generationsmaskinen, motivationstale for Kritikerprisen ETC.) har været mest begejstret for og i hvis selskab jeg altid har befundet mig fortrinligt - fordi - åbenbart! - hun så aldeles overbevisende
hyklede, at den personlige og professionelle sympati var gensidig. Og så håner net- og læserbrevsskribenter mig for, at udtale til Jyllands-Posten, at jeg er "ked" af hendes tilsvining, men det er for fanden da helt ærligt det, jeg er. Selvom (eller fordi) kommunikationen allerede gik ad hekkenfeldt til i det tidlige forår, da jeg med en vis skepsis anmeldte hendes nye roman
En del af historien i WA (dér og da tissede jeg på hendes racekat) eller mere præcist: samme morgen, før 7, i en forbitret mail, en af flere, hvoraf den næstsidste opsagde al videre fælles optræden, herunder et forlængst aftalt job i Forfatterforeningen,; ingen citater her, heller ikke fra mine (ekstensive) svar, de godbidder gemmer vi til biograferne (altså dem, der skriver biografier - om Guldager: "Salsaens rekyleffekt. The Katrine Marie-Story" (jep, KMG har våbnetilladelse og nedskyder uskyldige dyr med gevær, bare lige for at advare mig selv!)).
1. Står Guldagers interview til troende, er alt, jeg har skrevet af effektiv ros (se ovenfor) ugyldigt, fordi det er lutter idiosynkratisk overspændthed ("Hele hans stil drejer sig om hans fobier, yndlingsaversioner og manier. Det er ikke særlig seriøst, det er ren følelse, ingen argumenter."). En spøjs diskvalifiktion af en væsentlig, hvis ikke den væsentligste, del af egen positive reception og deraf resulterende kanonisering, ikke sandt?
2. Før min anmeldelse af den nye roman, læste hun mine skriverier og (lod som om hun?) forholdt sig positivt til dem; efter min anmeldelse læser hun dem ikke ("Jeg læser ham ikke længere"), men forholder sig til gengæld negativt - bl.a. ud fra synspunktet "Jeg synes heller ikke, han læser bøgerne ordentligt. Tit får man ikke engang at vide, hvad bøgerne handler om, eller hvad formålet med at skrive dem har været" (hvad rager det også deres sprogkunst?), men hvor ved hun det fra, når hun ikke bare ikke læser mig ordentligt, men slet ikke læser mig overhovedet!!??
Men nok om mig og Katrine. Og nok om hele "debatten" om mig og min pris og mine skriverier, men tak til alle, der er kommet til mit forsvar af kendte og ukendte, og bare fx her senest Christian Haun, Susanne Staun, Mai Misfeldt, Tue Nexø, Chr. Dorph, Mikkel Carl. Lars-Emil Woetmann (og i Norge!:) Susanne Christensen og Mariann Enge + dem, der har sendt hilsener på mail og facebogen. Men for både modstandere og tilhængere gælder det, at det er min kritiske aktivitet generelt, der henholdvis rises og roses, mens jo samme aktivitet kvalificerer sig, som KRITIK, ved hele tiden at forholde sig konkret til tekster og bøger og forfattterskaber, også i Yndlingsaversionerne, der er nær ved at være den MEST tekstnære blandt mine genrer: hver gang, hver evigt eneste gang, eksemplificeres sletheden ord til andet; tjek selv efter! Men det er der ingen, der gør; lige med undtagelse af Ekstra Bladets nye bogredaktør Carsten Norton (hvem søren er HAN?), der holdt en lang, lækker sætning (fra min anmeldelse af T.S. Høegs Albue) frem for folket til skræk og advarsel.
MEN NOK OM MIG! (og det ligner mig nu rigtig godt i dette øjeblik. det gamle pressebillede, der illustrerer meta-artiklen i Politiken i dag, hvor jeg står og kigger melankolsk ud mod vidderne, mens en økse står lænet op af garagemuren).
Og mere om fx HVEDEKORN, som jeg sad og redigerede på, da Katrine gik amok på min selvoptagethed, men jeg følte mig sgu ikke særlig selvoptaget, som jeg sad og skrev personlige afslag til over 70 håbefulde mennesker, kvinder som mænd, unge som ældre, der havde sendt digte ind til bladet og mig, som bare ikke var gode nok, hvilket jeg i ærlig og opbyggelig (læs mere poesi, læs mere poesi, læs mere poesi) klartekst forsøger at gøre dem begribeligt.
MEN NOK OM MIG!
Og mere om Hvedekorn nr. 4. 2008, der udkom for en måndes tid siden, men kun er blevet anmeldt i en blog, selvom det er et brandgodt nummer fuld af alle mulige andre digtere, garvede og debuterende, end mig. Med navnene Andersen (ja, Benny for fanden), Grotrian, Lind, Granau, Høirup Madsen, Sparre Johansson, Trigger Olesen, Agostoni, Thorsen, Jepsen, Storm (ikke Robert, Stinne), Nystad, Nielsen, Reusch, Krogsbøl, Nikolajsen, exner, Carlson, Rietveld-Speicher (ugættet pseudonym), Lynggaard (ikke Klaus, Martin), Ettrup, Wroblewski, Ugilt Jensen, Mygind.
Og mest om debutanten og stortalentet Cecilie Lind, født 1991, som er udsyret og helt spontant vild, og den eneste virkelige litterære nyhed (ved siden af Majoren) denne december. Hvorfor ikke bruge bare en hundrededel af pladsen, der er brugt på mig, som ved gud er en gammel nyhed, på hende, bare 1 sølle spalte i Politiken og Jyllands-Posten og Information og Berlingske? Her er som en kommentar til ALT et af de utrolige digte, som ikke kom med i bladet:
Cirkusfeer æder din
lillefingernegl med største omhu
og
forsigtighed
gnasker du i læben
nydelse overstrømmer
publikum
nøgne udstillingsdukker henviser
til prisskiltet på bagerste
række
500 kroner ligeud
og så til venstre
det er hvad lillefingeren
er værd
