Men nok om mig

Selv en hardcore-narcissist kan få for meget opmærksomhed, vinkl venligst Cecilie!

Denne uge blev "debatten" officielt surreel med Katrine Marie Guldagers helsidesinterview i Jyllands-Posten om intet andet end hendes totale foragt for mig og mit. Katrine!!?? Den samme K.M. Guldager, som for et år siden KUN ville optræde med mig som interviewer og som nok er den forfatter fra min egen generation, som jeg mest aktivt (portræt i Danske Digtere, på top ti i Generationsmaskinen, motivationstale for Kritikerprisen ETC.) har været mest begejstret for og i hvis selskab jeg altid har befundet mig fortrinligt - fordi - åbenbart! - hun så aldeles overbevisende hyklede, at den personlige og professionelle sympati var gensidig. Og så håner net- og læserbrevsskribenter mig for, at udtale til Jyllands-Posten, at jeg er "ked" af hendes tilsvining, men det er for fanden da helt ærligt det, jeg er. Selvom (eller fordi) kommunikationen allerede gik ad hekkenfeldt til i det tidlige forår, da jeg med en vis skepsis anmeldte hendes nye roman En del af historien i WA (dér og da tissede jeg på hendes racekat) eller mere præcist: samme morgen, før 7, i en forbitret mail, en af flere, hvoraf den næstsidste opsagde al videre fælles optræden, herunder et forlængst aftalt job i Forfatterforeningen,; ingen citater her, heller ikke fra mine (ekstensive) svar, de godbidder gemmer vi til biograferne (altså dem, der skriver biografier - om Guldager: "Salsaens rekyleffekt. The Katrine Marie-Story" (jep, KMG har våbnetilladelse og nedskyder uskyldige dyr med gevær, bare lige for at advare mig selv!)).

1. Står Guldagers interview til troende, er alt, jeg har skrevet af effektiv ros (se ovenfor) ugyldigt, fordi det er lutter idiosynkratisk overspændthed ("Hele hans stil drejer sig om hans fobier, yndlingsaversioner og manier. Det er ikke særlig seriøst, det er ren følelse, ingen argumenter."). En spøjs diskvalifiktion af en væsentlig, hvis ikke den væsentligste, del af egen positive reception og deraf resulterende kanonisering, ikke sandt?

2. Før min anmeldelse af den nye roman, læste hun mine skriverier og (lod som om hun?) forholdt sig positivt til dem; efter min anmeldelse læser hun dem ikke ("Jeg læser ham ikke længere"), men forholder sig til gengæld negativt - bl.a. ud fra synspunktet "Jeg synes heller ikke, han læser bøgerne ordentligt. Tit får man ikke engang at vide, hvad bøgerne handler om, eller hvad formålet med at skrive dem har været" (hvad rager det også deres sprogkunst?), men hvor ved hun det fra, når hun ikke bare ikke læser mig ordentligt, men slet ikke læser mig overhovedet!!??

Men nok om mig og Katrine. Og nok om hele "debatten" om mig og min pris og mine skriverier, men tak til alle, der er kommet til mit forsvar af kendte og ukendte, og bare fx her senest Christian Haun, Susanne Staun, Mai Misfeldt, Tue Nexø, Chr. Dorph, Mikkel Carl. Lars-Emil Woetmann (og i Norge!:) Susanne Christensen og Mariann Enge + dem, der har sendt hilsener på mail og facebogen. Men for både modstandere og tilhængere gælder det, at det er min kritiske aktivitet generelt, der henholdvis rises og roses, mens jo samme aktivitet kvalificerer sig, som KRITIK, ved hele tiden at forholde sig konkret til tekster og bøger og forfattterskaber, også i Yndlingsaversionerne, der er nær ved at være den MEST tekstnære blandt mine genrer: hver gang, hver evigt eneste gang, eksemplificeres sletheden ord til andet; tjek selv efter! Men det er der ingen, der gør; lige med undtagelse af Ekstra Bladets nye bogredaktør Carsten Norton (hvem søren er HAN?), der holdt en lang, lækker sætning (fra min anmeldelse af T.S. Høegs Albue) frem for folket til skræk og advarsel.

MEN NOK OM MIG! (og det ligner mig nu rigtig godt i dette øjeblik. det gamle pressebillede, der illustrerer meta-artiklen i Politiken i dag, hvor jeg står og kigger melankolsk ud mod vidderne, mens en økse står lænet op af garagemuren).

Og mere om fx HVEDEKORN, som jeg sad og redigerede på, da Katrine gik amok på min selvoptagethed, men jeg følte mig sgu ikke særlig selvoptaget, som jeg sad og skrev personlige afslag til over 70 håbefulde mennesker, kvinder som mænd, unge som ældre, der havde sendt digte ind til bladet og mig, som bare ikke var gode nok, hvilket jeg i ærlig og opbyggelig (læs mere poesi, læs mere poesi, læs mere poesi) klartekst forsøger at gøre dem begribeligt.
MEN NOK OM MIG!

Og mere om Hvedekorn nr. 4. 2008, der udkom for en måndes tid siden, men kun er blevet anmeldt i en blog, selvom det er et brandgodt nummer fuld af alle mulige andre digtere, garvede og debuterende, end mig. Med navnene Andersen (ja, Benny for fanden), Grotrian, Lind, Granau, Høirup Madsen, Sparre Johansson, Trigger Olesen, Agostoni, Thorsen, Jepsen, Storm (ikke Robert, Stinne), Nystad, Nielsen, Reusch, Krogsbøl, Nikolajsen, exner, Carlson, Rietveld-Speicher (ugættet pseudonym), Lynggaard (ikke Klaus, Martin), Ettrup, Wroblewski, Ugilt Jensen, Mygind.

Og mest om debutanten og stortalentet Cecilie Lind, født 1991, som er udsyret og helt spontant vild, og den eneste virkelige litterære nyhed (ved siden af Majoren) denne december. Hvorfor ikke bruge bare en hundrededel af pladsen, der er brugt på mig, som ved gud er en gammel nyhed, på hende, bare 1 sølle spalte i Politiken og Jyllands-Posten og Information og Berlingske? Her er som en kommentar til ALT et af de utrolige digte, som ikke kom med i bladet:

Cirkusfeer æder din
lillefingernegl med største omhu
og
forsigtighed
gnasker du i læben
nydelse overstrømmer
publikum
nøgne udstillingsdukker henviser
til prisskiltet på bagerste
række
500 kroner ligeud
og så til venstre
det er hvad lillefingeren
er værd

Skizo-pizza til morgenmad

Min skønlitterære halvdel har bare at være fornærmet over den klækkelige sum som min skønlitteraturfomidlende halvdel er blevet hædret med

Jeg ved, at jeg var digter i aftes, da jeg læste op af Alfabeter i Den Sidste Hal i selskab med illustre digterkolleger som Lars Skinnebach, Thomas Krogsbøl og Jens Blendstrup (med Frodegruppen 40), og jeg vidste, at jeg skulle være kritiker allerede klokken 7:45 denne morgen, da jeg var programsat til at diskutere litteraturkritik og mangel på samme med min antipode Jakob Levinsen (hvem er Jakob Levinsen? det blev heller ikke klart i radiostudiet, men jeg får endnu en chance til at finde ud af det denne eftermiddag, når vi skal interviewes af Information) i P1. Men da jeg tungt satte mig ned med min morgenavis klokken 6:55 var jeg i al privathed mellem identiteter - indtil jeg nåede frem til Politikens debatsider, hvor et indlæg af digter og formand for Danske Skønlitterære Forfattere Jan Thielke uden varsel kastede mig ud i en akut identitetskonflikt:

FORFATTERSTØTTEN: STØT IKKE FORMIDLERE MED KUNSTNERPENGE

Danske Skønlitterære Forfattere vil gerne kritisere Kunstrådets Kritikerpris [ja, det havde været et kønnere navn, indrømmet, men den hedder altså Kunstrådets Formidflingspris LB] på 100.000 kr. Den er lige uddelt og uddeles ligeledes i 2009 og 2010 - og forlænges måske (selvom man også råder over f.eks. Georg Brandes-Prisen [der præmierer et kritisk værk LB]. På næste års finanslov er forfatterstøtten skåret med 2,5 mio, mens midlerne til formidlere altså langsomt bliver større. Fordi formidling (og ikke forfatteres levevilkår) er et indsatsområde - og fordi man på litteraturens område vælger at tolke det så håndfast som man gør. På musik- og teaterområdet tolkes det som støtte til turnévirksomhed [et folkevognsrugbrød til Hanne-Vibeke Holst! LB]. Præmissen, om at dansk litteraturkritik er i frit fald, kan vi fuldt tilslutte os, men at Statens Kunstråd vælger at bruge kunststøttemidler til præmiering af formidlere er vi principielt imod. Kunststøtten skal gå direkte til kunsten og kunstneren. Men ligesom kunststøttesystemet bør have sine bevillinger fordoblet eller tredoblet i en version 2.0 burde man eventuelt i samme ombæring overveje at etablere en Kritikfond - til understøttelse af kvalitetskritikken kunstarterne rundt. Løsningen er ikke at tage fra den i forvejen beskårne forfatterstøtte.

Nu er jeg faktisk medlem af Danske Skønlitterære Forfattere, så det er altså også på mine vegne, at formand Thielke er imod, at jeg har fået Kunstrådets Formidlingspris, men eftersom jeg både er kritiker og digter, kunne han og vi så ikke nøjes med at være halvt imod, at jeg fik pengene; jeg kan jo også umuligt sikre, at det kun er kritikeren, der får glæde af dem, bøger fx nærer både digteren og kritikeren sig på, og alt andet lige er det digteren, der er mest pengetrængende, længe og tålmodigt har kritikeren sørget for hans underhold.

Hårdt at blive så modernistisk, Villy Sørensensk splittet så forbandet tidligt på morgenen, man risikerer at gå op i limningen, omsider.

Højeste lavmål

Der er ikke højt og lavt, finlitterært og populært, for helvede, der er litteratur!

Jeg siger det altsammen ca. i min Yndlingsaversion i dag om Jakob Levinsen (hvem ER Jakob Levinsen?) og Jyllands-Postens Vor Tids Roman-misere, men jeg gentager det gerne én gang til for Informations kulturredaktør Peter Centraleuropæer Nielsen, der i en selv for ham ualmindeligt mumlende kommentar i mandagens avis forsøger at diskutere den redaktionelle vægtning af "højt og lavt" apropos den her Formidlingspris, Kunstrådet har uddelt, og lad mig bare og ikke uoverraskende starte med et citat om mig selv (og meget muligt når jeg ikke længere):

"Kunstrådets nye Formidlingspris til Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl kan ses som et forsvar for det høje og et ønske om at lægge vægt på gamle dyder. Bukdahl er en kritiker, som i hele sin praksis er en fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære. Nu er Bukdahl heldigvis en altædende kritiker og derfor villig til også at konfrontere sig med det lave, blot kan han være irriterende fordomsfuld og idiosynkratisk i sin omgang med det."

Hvilket er lige præcis noget værre vrøvl, og jeg fatter ikke, hvordan en intelligent litterat (HVEM er Jakob Levinsen?) kan læse mig så forkert: Jeg er IKKE og har aldrig været fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære, jeg er fortaler for at opretholde et skel mellem god og dårlig litteratur, ganske simpelt, men samtidig insisterer jeg på, i forlængelse af store attituderelativister (og idoler) som Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll, at god litteratur kan finde sted hvor som overhovedet helst og til hver en tid ikke kun i den "fine litteratur", hvilket NB ikke bare er et credo og et posulat, men en kritisk praksis, så sandt som jeg ved siden af alt det fine og smalle også anmelder krimier, historiske romaner, tegneserier og børnelitteratur - i min gule mursten Generationsmaskinen om dansk litteratur som yngst 1990-2004 inkluderer jeg både rappere og genreforfattere som Susanne Staun og Steen Langstrup, ikke fordi de er rappere og genreforfattere, men fordi de er gode forfattere, og jeg har for fuck's sake redigeret en hel antologi, den første i DK, med danske raptekster; og Jokeren og Malk De Koijn og Per Vers er da i en radikal street-forstand helt anderledes lave og populære end en kulturradikalt poppet Gyldendal-bitch som Hanne-Vibeke Holst. Jeg mener og tror på, at intet litterært bør være en litteraturanmelder fremmed, og derfor er jeg også imod det særanmelderi, der bliver opretholdt på alle danske aviser, inkl. Inf. og WA, med særanmeldere for krimier, historiske romaner, børnelitteratur og lyrik, Det er Peter Nielsen (hvem er JAKOB Levinsen?), der opreholder et skel mellem højt og lavt, det finlitterære og det populære, ved for det første, i anmelderkorpset og det redaktionelle attak, at skille størrelserne ad og ved for det andet at forholde sig absolut kritisk til det høje/fine, fordi det er rigtig, kompliceret kunst, som er vigtigt for ånden, og relativeret ukritisk til det lave/populære, for det er et plat, men opsigtsvækkende fænomen, der så bare rent journalistisk fortjener en masse spalteplads. Mit projekt er at være idiosynkratisk og fordomsfri i omgangen med AL litteratur, at være TOTALKRITIKER.
Og så bliver jeg nødt til at løbe, der kommer en fotograf fra Jyllands-Posten for at fotografere mig til et interview, som jeg lige har set kladden til: ét langt, temmelig monotont raserianfald. Godt (hvem er Jakob LEVINSEN?)!

Uncut thank you

(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)

Hele den takketale som Bo Bjørnvig i dagens WA uskønt har klippet i stykker og smidt det halve ud af, ja, jeg er noget forbandet

TAK ER KUN ET FATTIGT MORD Lille formidlingspoetik i anledning af den første uddeling af Kunstrådets Formidlingspris 2008 

Øjeblikkeligt leve inhabiliteten

Vennetjenestefolk

Talen, som Jens skrev ved et tilfælde, men Johnnie holdt i CaféTeatret, efter jeg havde forkortet talen med en tredjedel (= redundans og sentimentalitet), fordi Jens havde Roskildesyge i Korsør, men han er rask nu, den gamle dreng 

TALE VED UDDELINGEN AF KUNSTRÅDETS FORMIDLINGSPRIS

Af Jens Blendstrup

Jeg har kendt Lars siden gymnasiet i slutfirserne på Århus Katedralskole, og allerede i første dansk time så jeg mig irriteret på ham, da han rakte fingeren op på spørgsmålet om danske guldaldermalere, og nævnte de første 10 med årstal, baggrundsviden, digressioner til før og efter, samt favoritten Købke. Købke?! mumlede jeg til min sidekammerat og vores senere veninde Malene, HVORDAN kan en 16-årig nærsynet (han brugte ikke briller det år, fordi synet var under ”udvikling.”) vide alt det om guldaldermalere? Lars kom fra Korshøjen, akademikerghettoen højt hævet over det gamle Risskov med vvs- Kaj (der var så fed at han måtte svejse sig ind bilen hver morgen) og det slår mig at lige den forskel er en del af vores venskab den dag i dag. Jeg er ganske vist også akademikerbarn, men der hvor jeg kom fra var det ikke in at tilegne sig viden, til morgenmaden. 

  I omkring et år gik jeg rundt med de dumme drenge og drillede ham, så kom jeg til at skrive et digt i en opgave og så rullede venskabet. ”Hvordan kan nogen se så dum ud, og så skrive så godt.” – påstår jeg, han sagde. Med skolekomedier, dadaistiske manifester, sange gudhjælpemig! (til afslutningen hvor Lars, mig og den den tredje kumpan, Johnnie, var klædt ud som de 3 musketerer, (undskyld mine evindelige stavefejl – dem plejede Lars at rette – før han sendte dem ind til forlaget på mine vegne, så jo han hedder også Promotor Mogens Bukdahl – hvilket jo i virkeligheden også er en stor del af Lars at bringe dem frem, eller videre, som han tror på – gerne desperat! – Don Quijoteagtigt, med vejrmøller og enorme blege hænder, og helst som den eneste anmelder/ven/poetiske arkæolog i verden) Jeg har siden fået at vide at det var det der satte ham i gang med at skrive selv. Før det havde han mest bare læst bøger – sådan et par stykker om dagen siden han var 4 og fik briller, så han kunne se – mere end skygger og snot (han led af for-snottelse og blindhed i sine første 4 år, så massivt at forældre og børnehave troede han var ”sinke”).

   Nå men han blev ældre. Og fik allerede efter et halvt års skrivning udgivet først en digtsamling, Readymade  og så året efter en hel roman Guldhornene. En stærkt guldfarvet bog fuld af Lars. Og nære venner (vi er blevet nævnt stort set i alle senere bøger så hans trofasthed og groteske loyalitet, nogen vil sige nepotisme, men så er det i hvert fald en meget TYDELIG NEPOTISME kender ingen grænser – f.eks. glemmer jeg aldrig dengang han i Weekendavisen anmeldte gamle Billeskov Jansen kritisk, da han havde skrevet en mammutbog om Gustav Wied, der ifølge Bukdahl ”dog ikke står mål med Jens Blendstrups speciale ”satire af varianten Kiko”” – et speciale som selvsamme Lars i øvrigt var mere end fødselshjælper på, han havde jo naturligvis læst alt om emnet, uden at bruge det til andet end, ja til viden, mærkeligt at Sonnergaard, når han er efter os, ikke finder den anmeldelse frem).

  Vores venskab er det tætteste man næsten kan have uden at være brødre. (det mener Lars, at vi er men jeg er skeptisk – da jeg som lillebror jo har 4 i forvejen). Han har engang sagt, han ville ønske han skrev mere ubevidst læs – dyrisk – og på følelse; han er nødt til at konstruere en metode, en særlig sætningsmaskine-mekanik, for at få det til at flyde. På den måde er han jo romantiker. Han tror, der findes ”rene digtere” og så konstruktører.  Efterhånden kan det godt være, han har blødt mere op i sine kaptajn Nemo-agtige  urlyriker- og tillært lyriker kasser, men dybest set tror jeg, det er det, der holder vores venskab levende, at tilgangen til det vi begge to elsker, litteratur - er forskellig. Han kunne i øvrigt blive en fantastisk kaptajn Nemo, jeg ser ham for mig, siddende med en splinterny bog på biblioteket i sit metalskelet af en båd, mens han leder efter bogens tangenter – for at finde – et anslag til – sin anmeldelse.

   Lars er det mest vidende menneske jeg kender indenfor sit felt. Og jeg siger udtrykkeligt indenfor sit felt. På mange andre områder er han måske nok lidt svagtseende. Mange kalder ham venligt slagteren fra Pilestræde, men jeg synes ikke han er en slagter, for han argumenterer for sine synspunkter. Og han holder dem frem for alt ikke hemmelige, eller fedter med det, sådan som andre anmeldere gør. Det synes jeg også hans kæmpebog om 90ernes litteratur, Generationsmaskinen viser. Der er noget oplysningstid over hans projekt. Noget større end petit. Og det er nok også derfor han gerne vil slås.  Nogen gange han gør sig ekstra skinger for at sige: ”Come back you coward and fight” som ridderen uden lemmer i Monty Python. Men folk tør ikke altid, fordi de tror han skal læses en til en i stedet for 2 til 2. Altså med et smil på læben. Det er dér man skal imødegå ham, altså i ord, iført ridderdragt.

   Jeg kunne godt ønske for ham, at der var flere anmeldere der var ligeså massivt idiosynkratiske og bevidst larmende som Lars. Det ville være spændende at følge. Ind imellem ved jeg han tager sig til hovedet, når han f.eks. har anmeldt nogen kritisk. Han ser ikke hvor hårdt noget af det kan læses udefra. Han gribes af pennen, og arbejder egentlig ligeså litterært med sin anmeldelse som med en bog, den skal turneres, og ordflip har hans store kærlighed. Hvorfor nogen af hans anmeldelser, særligt overskrifterne, er decideret gak gak, fordi de er destillater, rim, afledninger af mystiske forbindelser i hans kringelkrogede hjerne.  Det ringer vi ofte til hinanden om. Og så ler vi, for det er jo også lidt en drengeklub, mon redaktøren lader den passere?

   Der skal helst være en stopklods et sted. En modstand. Og hvis Lars ikke kan finde den i den bog han sidder med, så opfinder han den. Bøger skal nemlig ikke gå upåagtede hen, hverken de anerkendtes, og bestemt heller ikke debutanternes. Hvis han måtte, tror jeg gerne han ville anmelde alt nyt der kom. Han ville sikkert også nå det, for han har en evne til at sove 2 timer, spise en halv croissant, han har croissanter liggende over det hele, og arbejde igen, nat er dag og dag er nat, der er ikke noget tidspunkt, hvor han ikke arbejder på et eller andet.  Men til gengæld er der heller ikke den fest han går glip af. Som regel er han også den sidste til at gå. Gerne faderligt bærende på sin gamle gymnasieven. 

  Han er over det hele.  Han er en slags hemmeligt isbjerg, tilsyneladende et meget meget tyndt isbjerg, med en enkelt kroget fremadstående klippe øverst, men der er ikke den seismografiske rystelse i det litterære Grønland (ja undskyld billedet det fylder det kan jeg godt se) som han ikke opfanger.

  I hans hjem burde der flere steder stå FARE: gå ikke ind her. Bøgerne står i bjerge. Som regel er der også stukket papirer og beskeder ind. Han ved præcis hvor hver bog står. Til gengæld forstår han ikke hvad en computer er. Jeg har mere end engang bragt ham i autistisk angst, fordi jeg har lagt et tilfældigt billede ind af nogen graner, som pauseskærm. Hvad laver de derinde?! Sådan er det nok med mennesker der er solidt geniale. De arbejder og arbejder, og bevæger sig så ellers noget tumlende gennem resten. 

  Jeg kender heller ikke noget menneske, der som Lars kan gå amok i litterære diskussioner. Han råber op. Og agerer. Om det så er på Märkbar klokken 6 om morgenen. Og det er ikke beruselse, han bliver nemlig aldrig bersærkfuld, han er jo et kontrolleret menneske, nej det er på litteraturens vegne.  Den skal forsvares.  Gerne med stumfilmsagtige attituder. Han er vel også en slags litterær godfather. Men indeni er han stadig naivt begejstret, umulig at moderere, maskinelt eksalteret, damptromle-kalibreret. Små bevægelser er ikke ham. Han er en uromager, anarkist, født socialdemokrat, (total-demokrat?) vanemenneske og i hvert fald republikaner – han mener seriøst at kongehuset skal afskaffes.  Hvorfor Lars? Fordi jeg er rap- ublikaner. Han kan efterhånden godt ligne en der vil være ung med de unge, der er jo ikke den bevægelse han ikke vil ind og oplæse og foredrage.  Men det er en barnlig begejstring. Som han så kaster hele sit Tuth Ank-Ammon-bibliotek efter.

  Han befinder sig bedst i opposition. Jeg tror han har det blandet med anerkendelse. Som han sagde til mig under tys-tys-fejringen.” Det er uhyggeligt, nu er der jo nogen der vil os det godt.” Og sagen er faktisk, at vi som 17-årige gik rundt i de vindblæste klitter nedenfor Rifbjergs sommerhus i Kandestederne og led med glæde. Det regnede og blæste, og han havde cottencoat med kædeolie på, den var gået ind i kæden, vi led der i lyngbakkerne, Vi var uopdagede. Det er han så ikke mere.

(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)

Hvem er Jakob Levinsen og hvorfor siger han alle de grimme ting om mig?

Et forskudt ordsprogsdigt

SURE TÆER
I FOR SMÅ SKO
GØR KUN
RØNNEBÆRRENE
ENDNU MEGET

B I T R E R E

(skal læses på hovedet)

Lilja, Lilja

Staten er en guitar, readymade-gotik

SKAT

Hovedcentret
Østbanegade 123
2100 København Ø
Telefon 72 22 18 18
E-mail via www.skat.dk/kontakt
www.skat.dk
Ean. nr. 5798000033788
14. november 2008
J.nr. 08-162373
Kunstyrelsen
Att. Christian Svane
H. C. Andersens Boulevard 2
1553 København V.

Henvendelse om beskatning af Kunstrådets Formidlingspris

Den 7. november 2008 har De henvendt Dem til SKAT Hovedcenter om evt. beskatning af Kunstrådets Formidlingspris på 100.000 kr.
De har overfor Hovedcentret oplyst, at
"Kunstrådet vil uddele en pris til en person eller en redaktion, som i særlig grad har bidraget til krtiske kulturjounalistik eller som har præsteret en selvstændig, nyskabende kunstformidling inden for massemedierne. Kunstrådets Formidlingspris er på 100.000 kr. og uddeles en gang om året 2008, 2009 og 2010. Med prisen ønsker Kunstrådet at støtte og promovere dagsordenssættende og nyskabende måder at bedrive kulturformidling på.
Hædersprisen ydes som et uansøgt engangbeløb. Modtagerkredsen er "kulturfomidlere" - Dvs. typisk journalister, en kulturredaktion på en avis, en redaktør m.v."
Det fremgår af Ligningsvejledningens punkt A.B.7.4.1., at gave- og legatbeløb, der er ydet én gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lign. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjeneste, beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 0. Hæderspriser omfattet af ligningslovens § 7, nr. 19) er dog skattefri, jf. afsnit A.B.7.4.3.
Udgangspunktet er altså, at der skal ske beskatning af prisen efter ligningslovens § 7 O, idet der er tale om en pris uddelt én gang for alle af offentlige midler.
Spørgsmålet er herefter om Kunstrådets Formidlingspris er omfattet ligningslovens § 7, nr. 19, 2 pkt, og dermed undtaget fra skattepligten.
Der er i SKM 2004.77.LR taget stilling til, hvorvidt Cavling-prisen er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt.
Ligningsrådet udtalte i denne sag, "at Cavling-prisen ikke omfattes af ligningslovens § 7, nr. 19, 2 pkt. om skattefrihed af hædersgaver til kunstnere. Cavling-prisen uddeles til en journalist eller en gruppe af journalister. Lovforslaget om skattefrihed af visse hædersgaver til kunstnere blev fremsat sammen med forlaget om udvidelse af virksomheders adgang til at afskrive udgifter i forbindelse med kunstnerisk udsmykning af erhversmæssigt benyttede benyttede bygninger. Det samlede lovforslag skule forbedre vilkårene for skabende og udøvende kunstnere, for derigennem at fremme trivsel og miljø på arbejdspladsen. På baggrund af bemærkningerne i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget, og lovforslagetss samlede sigte, kan journalister ikke betragtes som omfattet af den personkreds, som bestemmelsen retter sig mod."
På baggrund af Ligningsrådets udtalelse er det SKATs opfattelse, at Kunstrådets Formidlingspris ikke er omfrattet af ligningslovens § 7, nr. 19, stk. 2.
Formidlingsprisen er således efter SKATs opfattelse omfattet af ligningslovens § 7 O.
Bestemmelsen i ligningslovens § 7 O fastslår, at gave- og legatbeløb, der overstiger et grundbeløb på 7.900 kr. inden for et indkomstår, medregnes til den personlige indkomst med 85 % af den del af værdien, der overstiger 7.900 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, og beløbet udgør i 2008 14.000 kr.
SKAT gør opmærksom på, at besvarelsen alene er en vejlendende udtalelse, og at en endelig afgørelse henhører under de lokale skattemyndigheder.
Med venlig hilsen
Lilja Eileen Kristjansson
lillja.eileen.kristjansson@skat.dk
Direkte telefon 72 37 46 97