Hvor er andetsteds helt præcist?

Hvad er værst: Et realiseret eller et varslet overfald?

I fredags overfaldt min gode (ingen ironi dér, helt ærligt) kollega Leonora Christina Skov mig bag på WA Bøger, det så ret voldsomt ud, men det var svært at gennemskue, hvad min forbrydelse egentlig bestod i: vistnok var det for galt, at jeg havde brugt det rimeligt nøgterne adjektiv "midaldrende" om Katrine Marie Guldager(s forfatterskab) og flere andre (unavngivne) forfattere(s), hvilket jeg så vidt jeg ved altså ikke mener noget nedsættende med (så sandt som jeg stadigvæk et vild med ret mange af Guldagers jævnmidaldrende kvindelige kolleger, Aidt, Hammann, 2 x Helle, Hesselholdt, Munksgaard Nielsen og decideret elsker jubleoldinge som Jørgen Sonne og Vagn Steen), og så har jeg fået en pris af Kunstrådet og kan finde på at rose forfattere, der har fået priser af Kunstfonden og Kunstrådet, hvilket sgu da er en sær omvending af det anti-bestseller-synspunkt, Skov & co. anklager mig & co. for at indtage: hvis man får priser og penge af staten, er man kunstnerisk nosse- og æggestokløs (stærkt at Skov undlader at søge ...), og så mener jeg (og co.), at " dét at fortælle historier over flere hundrede sider, som folk oven i købet gider at læse, står i grel modsætning til det at skrive kunst", igen noget forbandet vrøvl, jf. læssevis af begejstrede anmeldelser af romaner af Rifbjerg, Henning Mortensen, Jens Smærup, Janina Katz, Susanne Staun og co, og så har jeg "tilsvinet" Katrine Marie Gulager efter og FORDI "hun tillod sig at fremføre kritik af hans virke i Jyllands-Posten", hvilket simpelthen er løgn, det var Guldager, der på helt klassisk vis (jf, Rifbjerg nedenfor) tilsvinede mig efter og FORDI jeg havde skrevet kritiske anmeldelser af hendes tre sidste (voksen)bøger, i samme forpulede nummer af WA Bøger roser jeg tre nye børnebøger af Guldager, og det kan da kun være en tilsvining, hvis man mener, at børnebøger er fuldstændig aldeles til grin litterært set, og det gør vist ikke engang Guldager, og så læser jeg ikke ikke-nordisk litteratur, hvilket Skov sgu da ikke ved en skid om og heller ikke har krav på at vide en skid om, Jesus Christ, og anmelder det heller ikke, jo, hvis det er poesi, som senest Bebop-dada- og surrealister, netop afleveret er anmeldelse af god, gammel, nulevende japaner, og så kommer jeg med mit "perfide bavl" om femikrimerne etc., mens Skov nøjes med at sammenligne mig og mit med Dansk Folkeparti! Jeg elsker også dig, søde!

I et lille, manisk læserbrev i dagens Information undlader Klaus Rifbjerg at overfalde mig, han truer bare, anledningen er, at Informations kulturredaktør Peter Nielsen har brokket sig over, at WA Bøger-redaktør Anna Libak har polemiseret imod Tue Andersen Nexø, der har skrevet kritiske anmeldelser af Rifbjergs romantrilogi, hvis sidste bind jeg heller ikke var alt for vild med:

(..) jeg kan godt forstå at [Tues] medsammensvorne, Lars Bukdahl, i Weekendavisen har omtalt ham som "min gode ven". Man ser for sig disse kønne planter promenerende gennem dansk litteraturs bede, hvor de med bladan i munden spytter efter vækster, de ikke bryder sig om  [fandme da et flot billede, det er sådan nogle passager, der er for få af i de senenste Rif-bøger LB]. Jeg synes, at det er helt fint, at d'herrer hypper deres egne avantgardistiske kartofler, også når der ikke er noget synderligt at hyppe [så kommer der noget ondt bare om Tue (...) LB] Parret Nexø-Bukdahl er naturligvis forlængst gennemskuet, og sidstnævnte skal jeg nok tage mig af andetsteds.

Og spørgsmålet jeg bævrende må stille mig selv er: Hvor er andetsteds helt præcist? Smalle- eller Bredgade?

Mød Car/sten Jen/sen

Knækprosaisk readymade (nr. sjok, men formfuldendt)

 

Forfat
teren Car
sten Jen
sen har den se
neste tid op
holdt sig i Af
ghanistan, hvor
fra han i fi
re sto
re ar
tikler har re
porteret til In
formation. Han er nu vendt hjem i
gen og klar til at mø
de læ
serne. Hør ham der
for for
tælle om si
ne op
levelser fra krig
ens kamp
zoner og få hans svar på spørgs
målet: "Hvor
for er vi i Af
ghanistan?" Præ
sentation og ord
styrer In
formations kul
turredaktør Pe
ter Niel
sen. Tid og sted: Tors
dag den 29. ja
nuar kl. 19.00 på Bo
rups Høj
skole, Fre
deriksholm Ka
nal 24, 1220 Kø
benhavn K. En
tre og til
melding på www.af
tenskolen.dk, hold
nummer 209001

Slukdahl

Informations bogtillæg som temanummer: krigerisk dobbeltinterview, (GOD) anmeldelse og forSUTtet alvorlig påtale

Så mange anmeldelser står i kø på WA (bare fx Frostholm, Hesselholdt, Major), men på Information kan de tilsyneladende ikke få nok: jeg er en Berlingske-betalt Informations-tegneseriefigur. I gårsdagens bogtillæg skændes jeg bravt (men ikke ligefrem overraskende og slet ikke illuminerende) med Jakob Levinsen under overskriften "Kritiker møder sin værste kritiker" (jeg synes nu nok, der er dem, der kvalifcerer sig som værrre, se nedenfor!), og bliver positivt og finurligt og nørdet anmeldt ¨(sådan vil jeg helst have mine anmeldelser, af mig selv: positive og finurlige og nørdede) af Kamilla Löfström under den fejlciterede overskrift "Uvane på tv: Q _ _ _ _" (der er en tom plads for meget, mern selvfølgelig kan vi aldrig få for mange tomme pladser!)  og, uden navns nævnelse, får enden å (streng mangel) på komedie i et mini-essay af Søren Ulrik Thomsen med overskriften "Noget alvorligt i klemme" (skrevet til et endnu ikke udkommet nummer af tidsskriftet Apparatur, som jeg også selv har bidraget til):

"Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst når den kommer helt bag på én

[er det faktisk rigtigt? Jeg har haft nogle af min mest fatale latteranfald under læsning eller overværelse af markeret humoristiske praksiser, som nu fx senest Line Knutzons syngespil Guitaristernes jul, som SUT faktisk også var inde og se, så jeg, og var det sjov mindre sjovt, fordi det skulle være sjovt, Søren Ulrik? spørger jeg retorisk, for jeg ved godt, han aldrig svarer LB]

egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammelig nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også høres der pinlige klonk, når joken dejser bevidstløst til jorden

[men hvad med den af lutter litterær respekt oversete humor hos fx i dag WA-pris-nominerede Helle Helle, den skal opdages! LB]

. Sørgeligst var det at se den desperat højtråbende Dirch Passer i sine sidste års trygle om bifald, ligesom det heller ikke er specielt morsomt at læse en tekst, hvor forfatterens grimasser betyder 'jeg er sjov og pegepind i margenen gør opmærksom på vitser under opsejling

[igen: jo, det kan faktisk være specielt morsomt, endnu et eksempel: Storm P., eller for den (gode) sags skyld: Jens Blendstrup LB]

, og er overbevisningen om at humoren i særlig grad skulle holde med de gode og i sit væsen være politisk progressiv til gengæld grinagtig, kan man ikke omvendt slutte, at denne uforbederlige anarkist så skulle være specielt loyal overfor højrefløjen. Mest røvsyg er troen på, at humoren er litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere

[ i det mindste er vi begge, LB og SUT, medlemmer af den Frivolt Omstændelige Syntaks-Jonglerings Broderskab LB]

, og særlig trættende er det for gud ved hvilken gang at se alvorsmanden Martin A. Hansen pisket som en gammel krikke: Kære venner, manden døde for mere end halvtreds år siden, kan I ikke snart klare jer uden ham?"

Næh, ikke så længe han er med på undervisningsministeriets obligatoriske kanon-liste, i stedet for guddommelige grinebidere som Gustav Wied, Storm P, Jens August Schade, Hans Scherfig, Halfdan Rasmussen og Jens Blendstrup, hvilket helt præcist betyder, at min 13-årige søn indenfor de næste seks år TO gange, én gang i folkeskolen og én gang i gymnasiet, SKAL plages med vrinskene fra hin gamle krikke, som jeg akkurat derfor har tænkt mig tålmodigt at tærske videre på!

(12/12 2008)

Højeste lavmål

Der er ikke højt og lavt, finlitterært og populært, for helvede, der er litteratur!

Jeg siger det altsammen ca. i min Yndlingsaversion i dag om Jakob Levinsen (hvem ER Jakob Levinsen?) og Jyllands-Postens Vor Tids Roman-misere, men jeg gentager det gerne én gang til for Informations kulturredaktør Peter Centraleuropæer Nielsen, der i en selv for ham ualmindeligt mumlende kommentar i mandagens avis forsøger at diskutere den redaktionelle vægtning af "højt og lavt" apropos den her Formidlingspris, Kunstrådet har uddelt, og lad mig bare og ikke uoverraskende starte med et citat om mig selv (og meget muligt når jeg ikke længere):

"Kunstrådets nye Formidlingspris til Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl kan ses som et forsvar for det høje og et ønske om at lægge vægt på gamle dyder. Bukdahl er en kritiker, som i hele sin praksis er en fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære. Nu er Bukdahl heldigvis en altædende kritiker og derfor villig til også at konfrontere sig med det lave, blot kan han være irriterende fordomsfuld og idiosynkratisk i sin omgang med det."

Hvilket er lige præcis noget værre vrøvl, og jeg fatter ikke, hvordan en intelligent litterat (HVEM er Jakob Levinsen?) kan læse mig så forkert: Jeg er IKKE og har aldrig været fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære, jeg er fortaler for at opretholde et skel mellem god og dårlig litteratur, ganske simpelt, men samtidig insisterer jeg på, i forlængelse af store attituderelativister (og idoler) som Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll, at god litteratur kan finde sted hvor som overhovedet helst og til hver en tid ikke kun i den "fine litteratur", hvilket NB ikke bare er et credo og et posulat, men en kritisk praksis, så sandt som jeg ved siden af alt det fine og smalle også anmelder krimier, historiske romaner, tegneserier og børnelitteratur - i min gule mursten Generationsmaskinen om dansk litteratur som yngst 1990-2004 inkluderer jeg både rappere og genreforfattere som Susanne Staun og Steen Langstrup, ikke fordi de er rappere og genreforfattere, men fordi de er gode forfattere, og jeg har for fuck's sake redigeret en hel antologi, den første i DK, med danske raptekster; og Jokeren og Malk De Koijn og Per Vers er da i en radikal street-forstand helt anderledes lave og populære end en kulturradikalt poppet Gyldendal-bitch som Hanne-Vibeke Holst. Jeg mener og tror på, at intet litterært bør være en litteraturanmelder fremmed, og derfor er jeg også imod det særanmelderi, der bliver opretholdt på alle danske aviser, inkl. Inf. og WA, med særanmeldere for krimier, historiske romaner, børnelitteratur og lyrik, Det er Peter Nielsen (hvem er JAKOB Levinsen?), der opreholder et skel mellem højt og lavt, det finlitterære og det populære, ved for det første, i anmelderkorpset og det redaktionelle attak, at skille størrelserne ad og ved for det andet at forholde sig absolut kritisk til det høje/fine, fordi det er rigtig, kompliceret kunst, som er vigtigt for ånden, og relativeret ukritisk til det lave/populære, for det er et plat, men opsigtsvækkende fænomen, der så bare rent journalistisk fortjener en masse spalteplads. Mit projekt er at være idiosynkratisk og fordomsfri i omgangen med AL litteratur, at være TOTALKRITIKER.
Og så bliver jeg nødt til at løbe, der kommer en fotograf fra Jyllands-Posten for at fotografere mig til et interview, som jeg lige har set kladden til: ét langt, temmelig monotont raserianfald. Godt (hvem er Jakob LEVINSEN?)!

Uformindsket poesibog

HVORFOR ER INFORMATION BANGE FOR STORE BOGSTAVER?

(udfyldt spørgeskema publiceret i Information i dag med versalerne udskiftet med kursiv og en enkelt ordstilling ændret til det slappere; vigtigt spørgsmål ved kommende jobinterviews: hvordan er jeres versalpolitik?)

Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Ildhu med stress ovenpå.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At læse og at skrive, og hvorfor er det så svært at gøre begge dele samtidig? Jeg troede, at det var derfor, Gud gav os to øjne.

Hvad betyder sommeren for dig?

En uvelkommen, men nødvendig forstyrrelse af læsningen og skrivningen.

Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Det er jo bare alle de kunstnere, jeg beundrer, og jeg er virkelig god til at beundre, fra Peter Laugesen over David Lynch og Jasper Johns og Iggy Pop og David Letterman til Eske K. Mathiesen, men der er 100er af dem, og jeg synes det er så lifligt at vide, at de LIGE NU i selvsamme virkelighed LYSLEVENDE går rundt (eller sidder ned) og MÅSKE FAKTISK laver deres kunst. LIGE NU sidder Svend Åge Madsen LYSLEVENDE i sin skrivehule i Risskov og skriver på sin næste roman, MÅSKE FAKTISK!

Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Jeg tror, det for min mor forblev den mindste smule kontroversielt, at jeg ikke gik efter et trygt universitetsjob, men valgte en karriere som fri ånd(ssvag).

Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når jeg ikke har fået en stor, fed pris for at være mig selv; lige nu føler jeg mig skræmmende meget forstået. Men ellers hader jeg at blive kaldt provokerende og kontroversiel, gu er jeg da forhåbentlig ej for andre end de lammeste idioter, som der indrømmet er mange af.

Hvad er din største bedrift?

Min monografi Læberne sproges om Danmarks største digter F.P. Jac, som i dag (og vel ikke uden videre derfor!) modtager Det Danske Akademis Store Pris, den bog er jeg helt ærligt stolt over, og forunderligt nok er den stadig ikke udsolgt, bestil den øjeblikkeligt hos din lokale boghandler.

Dine største fejl?

Min manglende evne til at sige nej eller i det mindste måske, det kunne være så fedt at skære det øverste fedtlag af stressen, og så bare almindelig egomani: jeg er meget interessant, synes jeg nok, og gør I sandsynligvis også, når I sådan spørger mig om mig, ikke sandt? IKKE SANDT??

Din drøm om lykken?

Svævende travlhed.

Din sindsstemning netop nu?

Let elevateret, dvs. til lige omkring femte sal, ikke sjette, så skulle den nye Killers-plade, indkøbt i går i TP, lige være den grad bedre.

Hvilken dyd er den vigtigste?

Trofasthed, overfor alt og alle du elsker.

Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Per Højholt: Digte 1963-1979, Schønberg, 1982. Og deri særligt digtet ”Makker” (fra Revolver, 1977): ”her sad han på den sten lige før og græd ned i sin øl/ over et forspildt liv, sgu ikke nemt at forudse/ at netop han i pyjamas og ragsokker ville gå ind/ i en lancier der henne på marken budt op af et lige/ akkurat tilstrækkeligt antal viber/ men sådan er klassesamfundet” Det er det digt, jeg hele tiden skriver (for dårligt) og anmelder (for dumt).

Hvad betragter du som din største ulykke?

Min fars død, da jeg var 11 år gammel.

Dit motto?

(livet, kunsten etc. er en) FIX ORKIDÈ © Marcel Duchamp.

Publicistisk-solipsistisk rundesang

Om at være sin egen forkølede ekkodal

Det starter med, at en journalist på i reglen Information har fået i opdrag at skrive en featureartikel (da jeg gik i progressiv folkeskole i 70'ernes Vejlby-Risskov havde vi tit featureuge, det er vist ca. det samme) om fx udviklingen i bogaktuelle Jens Chr. Grøndahls forfatterskab, hvorefter hun hurtigt surfer sig frem til, at fx jeg har i flere omgange har signeret fx omhyggelige ondskabfuldheder om fx Jens Chr. Grøndahl i fx Weekendavisens bogtillæg og fx følgende ondskabsfuldhed fra fx 2005:

"Erfarne fremtidsforskere indenfor både universitets- og forlagsverdenen forsikrer, at fra og med året 2010 vil alle danske skønlitterære bøger være skrevet af Jens Christian Grøndahl. Manden vil gøre sig umage for at sprede sig over så mange genrer (og forlag) som muligt, f.eks. planlægger han i 2015 at udgive mindst slægtsromanen Familien Flinkesens refleksioner i grønt (People’s Press) den historiske roman Korsriddere i blomst (Borgen), kriminalromanen Mordet på halvdelen af den trekant med drinkglas ved swimmingpoolen (L & R) og kortprosasamlingen Lange metaforer (Arena), foruden selvfølgelig en hoben af de sædvanlige hyper-fimsistiske romaner om sidespring & holocaust (Gyldendal)."Som journalisten citerer fra - nu ikke mere fx, sådan foregik det i gårs dato - da hun ved middagstid ringer til mig for at "interviewe" mig til featuren, for "interviewe" betyder her bare, at jeg skal mundtligt parafrasere det, jeg med stor og sinister omhu har formuleret på skrift (og i tilfældet Grøndahl: så temmelig mange gange, se fx også bare Yndlingsaversion nr. 3) og jeg adlyder beredvilligt og ævler løs i telefonen et kvarters tid - jævnligt afbrudt af mine egne afmægtige suk, fordi jeg er mig smerteligt bevidst, at jeg har skrevet det hele bedre før. Klog af skade (Press!) betinger jeg mig at gennemlæse citaterne, før de kommer på tryk, og klokken 21.34 ankommer de pr. mail, og, langt, langt suk, min forvrøvlethed er kun alt for socialrealistisk gengivet, og bl.a. således:

"Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts [titlen på den nye roman LB her], men har opskriften på en bestseller-roman: »En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor lir er det, der får det til at ligne og lyde lækkert helt ned i syntaksen, som f.eks. Tapeter af Henrik Nordbrandt,« mener Bukdahl. »I Grøndahls første bøger var der en MTV-æstetik, hvor scenerne skulle se forvirrede og klippede ud, men karaktererne var stadigvæk nogle lækre unge eller midaldrende mennesker, der havde deres dybt-reflekterede trekantskonflikter ved swimmingpoolen.« »I de nyere bøger er der kommet en mere rolig æstetik, der leder tankerne hen på Bille August i en SAS-reklame, hvor det er tydeligt, at tre lækre mennesker har konflikter. Vi godt kan se, hvem de tre personer er, men grundlæggende er det den samme mondæne eksistentialisme.« »Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har svært ved at blive begejstrede for. Den der finere spilledåse, er altså en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogkunst i det,« siger Lars Bukdahl.!

Flere steder er citaterne på grænsen til det rene nonsens, hvilket jeg i min skønlitterære praksis går 100 % ind for, men ikke - uden videre i hvert fald! - i min kritiske praksis, og næsten overalt snubler de klodset over sig selv. Intet slår dog opfindelsen af den hidtil ukendte digtsamling af Henrik Nordbrandt, Tapeter! Ergo bruger jeg en lille, ond time på at skrive citaterne om, så de lyder, ikke elegante og fyndige, men bare sammenhængende, bare rimelige, bare overlevelige (for mig selv!) [den færdige artikel, "En storsælgende, komisk forfatterfigur" med flere opshinede citater og bragt i avisen fredag den 24. oktober, kan læses her]:

"Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts, men har opskriften på en bestseller-roman: »En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor fims er det litterære simili, den lækre kunstnersiskhed helt ned i syntaksens Nordbrandt-tapeter,« mener Bukdahl. »Forfatterskabet gennemspiller igen og igen den samme forbandede Martini-reklamefilm med beåndede, velhavende, midaldrende småborgere i sjælelig og kærlighedsmæssig konflikt ved swimmingpoolen. I Grøndahls første bøger herskede en 80'er-agtig MTV-æstetik med heftig og forvirret klipning. Formen i de nye bøger er mere klassisk dvælende og drævende, sådan a la Bille Augusts SAS-reklamer, men drinken på poolkanten er nøjagtigt den samme mondæne eksistentialisme.« »Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har stadig sværere ved at blive begejstrede for. Heldigvis!  Det er en rigtig fin spilledåse, der spiller, men stadigvæk en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogmusik« siger Lars Bukdahl."

Teksten blev endda kortere! Så har man set det med (og jeg fortsætter med at rette og skærer resolut det "i det", der fulgte efter "levende sprogmusik")! Men hvilket absurd (OG UBETALT) besvær (x 2 = ca. 75 minutter) for at gentage sig selv med bare en vis stil. Nu (og nu og nu) ved jeg, hvor hårdt Jens Christian Grøndahl har det, når han skal skrive den samme roman 1 gang til (og 1 gang til, og 1 gang til).