Hvor er andetsteds helt præcist?

Hvad er værst: Et realiseret eller et varslet overfald?

I fredags overfaldt min gode (ingen ironi dér, helt ærligt) kollega Leonora Christina Skov mig bag på WA Bøger, det så ret voldsomt ud, men det var svært at gennemskue, hvad min forbrydelse egentlig bestod i: vistnok var det for galt, at jeg havde brugt det rimeligt nøgterne adjektiv "midaldrende" om Katrine Marie Guldager(s forfatterskab) og flere andre (unavngivne) forfattere(s), hvilket jeg så vidt jeg ved altså ikke mener noget nedsættende med (så sandt som jeg stadigvæk et vild med ret mange af Guldagers jævnmidaldrende kvindelige kolleger, Aidt, Hammann, 2 x Helle, Hesselholdt, Munksgaard Nielsen og decideret elsker jubleoldinge som Jørgen Sonne og Vagn Steen), og så har jeg fået en pris af Kunstrådet og kan finde på at rose forfattere, der har fået priser af Kunstfonden og Kunstrådet, hvilket sgu da er en sær omvending af det anti-bestseller-synspunkt, Skov & co. anklager mig & co. for at indtage: hvis man får priser og penge af staten, er man kunstnerisk nosse- og æggestokløs (stærkt at Skov undlader at søge ...), og så mener jeg (og co.), at " dét at fortælle historier over flere hundrede sider, som folk oven i købet gider at læse, står i grel modsætning til det at skrive kunst", igen noget forbandet vrøvl, jf. læssevis af begejstrede anmeldelser af romaner af Rifbjerg, Henning Mortensen, Jens Smærup, Janina Katz, Susanne Staun og co, og så har jeg "tilsvinet" Katrine Marie Gulager efter og FORDI "hun tillod sig at fremføre kritik af hans virke i Jyllands-Posten", hvilket simpelthen er løgn, det var Guldager, der på helt klassisk vis (jf, Rifbjerg nedenfor) tilsvinede mig efter og FORDI jeg havde skrevet kritiske anmeldelser af hendes tre sidste (voksen)bøger, i samme forpulede nummer af WA Bøger roser jeg tre nye børnebøger af Guldager, og det kan da kun være en tilsvining, hvis man mener, at børnebøger er fuldstændig aldeles til grin litterært set, og det gør vist ikke engang Guldager, og så læser jeg ikke ikke-nordisk litteratur, hvilket Skov sgu da ikke ved en skid om og heller ikke har krav på at vide en skid om, Jesus Christ, og anmelder det heller ikke, jo, hvis det er poesi, som senest Bebop-dada- og surrealister, netop afleveret er anmeldelse af god, gammel, nulevende japaner, og så kommer jeg med mit "perfide bavl" om femikrimerne etc., mens Skov nøjes med at sammenligne mig og mit med Dansk Folkeparti! Jeg elsker også dig, søde!

I et lille, manisk læserbrev i dagens Information undlader Klaus Rifbjerg at overfalde mig, han truer bare, anledningen er, at Informations kulturredaktør Peter Nielsen har brokket sig over, at WA Bøger-redaktør Anna Libak har polemiseret imod Tue Andersen Nexø, der har skrevet kritiske anmeldelser af Rifbjergs romantrilogi, hvis sidste bind jeg heller ikke var alt for vild med:

(..) jeg kan godt forstå at [Tues] medsammensvorne, Lars Bukdahl, i Weekendavisen har omtalt ham som "min gode ven". Man ser for sig disse kønne planter promenerende gennem dansk litteraturs bede, hvor de med bladan i munden spytter efter vækster, de ikke bryder sig om  [fandme da et flot billede, det er sådan nogle passager, der er for få af i de senenste Rif-bøger LB]. Jeg synes, at det er helt fint, at d'herrer hypper deres egne avantgardistiske kartofler, også når der ikke er noget synderligt at hyppe [så kommer der noget ondt bare om Tue (...) LB] Parret Nexø-Bukdahl er naturligvis forlængst gennemskuet, og sidstnævnte skal jeg nok tage mig af andetsteds.

Og spørgsmålet jeg bævrende må stille mig selv er: Hvor er andetsteds helt præcist? Smalle- eller Bredgade?