Aversionman

Anatomisk guide til Lars Nørgårds sublimt rædselvækkende anti-idolplakat i dagens WA

Det var også forbandet, at Lars Nørgård sendte mig sin frygtindgydende forsplintrede illustration til Yndlingsaversion nr. 53, den allersidste, før jeg overhovedet havde taget hul på aversionen, for hvordan i alverden skulle jeg kunne leve op til dette bloody blændende blæk-blodbad? En tidlig plan havde været at indkorporere en slags splatterrevy over de (sandsynligvis) slette bøger, jeg ikke havde nået undervejs, bl.a. Janne Tellers Kom, Pia Tafdrups Stjerne uden land, Iselin C. Hermanns Domino og Hanne Richardt Becks Men bedste hr. Hund, hvoraf en eller flere jo altså godt og mod alle odds kunne have vist sig god(e) eller glimrende, men jeg nåede kun Sara Blædels femikrimi Aldrig mere fri - der først og fremmest bare var dødsens kedsommelig, aldrig har der været så lidt reel action i en bande østeuropæiske gangstere - og de første 82 sider af Henriette E. Møllers kirkemessende banale roman Kaiser, efterfølgeren til Yndlinsgaversion nr. 1, E. Møllers debut Jenle. I stedet tog jeg den første og bedste inspiration, Terminator-filmene netop set og genset med min søn, og tromlede afsted derfra, og jeg har ingen idé om, hvordan resultatet egentlig er blevet, jeg hoster stadig fra raketmotoriens røg, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke siger noget decideret NYT, måske bortset fra sammenligningen mellem knækprosa og FEMIKRIMI, men det var så heller ikke meningen; der skulle bare bragende sættes punktum, BOM!

En tredje mulighed havde været simpelthen at tekste Lars' tegning, som jeg mere eller mindre intrikat (mest IKKE i børnebogen Larslars, men i det upublicerede læsedrama (!) Gårdbuk) har gjort så mange gange, og som avisugjort så blogsagt:

Tegningen forestiller selvfølgelig selve aversionsjægeren midt i eller måske rettere ved afslutningen af det enormt krævende aversionsarbejde, og hvis vi starter øverst så har han dér mindst to ikke-hatte, en art fornosset kaktus, hvorudaf både pigge og cigaretskod gror, symboliserende måske Jan Sonnergaard. og en flødeskumskage på randen af afgrunden , symboliserende måske den nye bekendelsesspoesi, lige ud fra hovedet stritter i ren aversionsskræk mindst tre rottehaler, den ene, den til længst til venstre, delvist fra det indre øre (hvor Auricula-museet er situeret) og efter sløjfen dannende vistnok en indianerfjer, en høvdingefjer, synes jeg, og den lige ved siden af flødeskumskagen klippet over af aversionsjægerens egen saks, sådan kan det gå i kampens hede (jf. undskyldningen til Ib Michael på bloggen og i dagens avis),det højre øje er rimeligt nok blåt, hvis ikke faktisk et flueøje (for nærsyn), mens det venstre, tegningens absolutte centrum, shit-stormen øje!, tvangsopspilet af en tændstik stirrer direkte ud på horden af yndlingsaversioner, som de står opmarcheret på reolerne hos alt, alt for mange Weekendavislæsere, indrøm det bare, næsen er en blyant med vinger, der ikke kommer nogen vegne, for DET ER DEN BARE OG DET HAR DEN ALTID VÆRET, munden er et hul i luften med bogstaver som løs og -udslåede tænder, der blæser i vinden som svaret på intetsomhelst, ingen hals naturligvis, ren halsløshed, venstre arm er en flyvinge fra 2. verdenskrig, mens højre arm mest af alt ligner en en sej og udspilet elastik, og fra begge kaotisk behårede armhuler kastes tumultuøst mini-bomber, aversionsjægeren selv rammes af en sværm af pile i sit endeparti, hvilket virkelig ikke kan afficere (det kan kun SYNET af horden af yndlinsaversioner), allermest uhyggeligt er som en falsk vagina CARSTENS JENSENS LÆBER spændt på aversionsjægernes skridt, skam-læber indeed, og langsomt, men sikkert forvandles den hele torso til marine-forfatteren, allerede har brystvorterne fået briller, noget må gøres fluks, et par stiletter forsøges rystet af fødderne, og ud af Carsten Jensen-læberne, heller ikke spor rart, ryger en blodig og af saksen (heldigvis) overskåret FEMIKRIMI-tampon, fra hvilken ø'er, for dansk litteratur som en stor fange-Ø-lejr, siver, mens - hvad skal vi kalde det? - TILKRATNINGEN hele vejen rundt bare er uden ende og uden nåde, og sådan er det, sådan er det, sådan er det, sådan er det. .

Tak Lars, din fotorealist.