- fra en af digterens bedste digtsamlinger, Stemmer og sten ved Assistens Kirkegård, 2000 (med stemte, stenede fortos ved Lars Gundersen):
Ben Webster
Fylde er mit motto,
enkelt, fyldt til randen
af sig selv.
En sej, beruset tankevirksomhed,
en hver dag ny opfyldthed,
lange stræk hen over, ind igennem,
det vanvidscirkus, der er menneskelivets,
og den sol, der finder vej ned i
selv den fjerneste bydels inderste baggård,
hvor glæden banker som en hammer
under skjorten.
Jeg husker rejserne, ankomsterne,
dansesalenes morgendystre vinduesstøv,
jeg husker nætterne efter jobbet,
tiden løstes op.
Vi holdt jo sammen, selv om
der kunne opstå splid, og jalousi fandtes,
der var en frihed dengang,
der var krig i verden,
men musikken lød som guds velsignelse.
I modsætningerne er der en kerne,
som du kan dreje om, du
lægger dig ind i svinget
og føler dig frem til den optimale
klarhed, idet du undersøger mulighederne,
vægter værdierne, smager på lyden og
spytter den ud som en
stråle af varme.
Det er som en vejrtrækning
at leve på farten,
at være til som det virkelige,
du selv har fundet.
Hører jeg ordet værdighed,
forstår jeg hver en stavelse i det,
hver et bogstav genlyder i mit liv,
i den gave jeg har modtaget
og givet videre. Der er en blinkende
stjerne, et blinkende hav på himlen,
jeg stiller mig under den
og mærker en kraft,
der forvandler sig til lyd,
jeg har ikke anden måde at forklare det på,
det gør ikke noget, at det er poetisk.
O.k., kosmisk lyd, lige fra barndommen,
og så bare en viden, en tro
og en arbejdsmoral, lange
nætter, tændte morgener,
sandhed, som det første du finder,
og det sidste.
Jeg bærer på en stor taknemlighed,
sagte strømmer den i mit blod,
jeg kalder den livstaknemlighed,
der er altid mere af den,
hvor den kommer fra.
Det er en flod, der flyder
gennem alle tider og alle eksakte rum,
hvor vægge, lofter, gulve vibrerer af
dens aflejringer.
Nu har jeg ikke mere at sige
om livstakken, fylden, som betyder alt.
- fra en af forlagsredaktørens og -direktørens bedste udgivelser, Peter Laugesens Blues, Swing, 1977 (lillebitte med dødflot Kirkeby-cover):
afdelingen for småting
trænger til et par
pilsnere
nu
men drikker dem ikke
de er her ikke
hvem er her
hvad
til syvende og sidst
endda hvor
det er meget enkelt
- fra en af antologikerens bedste antologier, Med lukkede øjne, 1990, Bergliot Heinesens digt (fra Vild Hvede, 1939):
Scherzo
Jeg skændtes med min værtinde
paa grund af et væltet blækhus.
Mens jeg stod og forklarede hende
og beklagede det skete,
svævede hun pludselig langsomt
ud af værelset
og opslog en en skriglignende latter,
der gav en sær genklang i mig.
Jeg løb efter hende,
fortumlet -
min haand var fuld af blæk
der føltes som blod,
som havde jeg stukket haanden i aabent saar.
Jeg talte med høj stemme
for at hun skulde forstaa mig -
hun vilde ikke høre på mig,
men fortsatte blot sin mærkværdige
luftdans¨.
Da saa jeg, at hun var en ugle.
Paa et bestemt sted i stuen
lige over kaminen
sad hun og stirrede hadefuldt
mod mig.
TILLYKKE TIL POESIEN TIL STADIGHED MED ASGER!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar