Så mange anmeldelser står i kø på WA (bare fx Frostholm, Hesselholdt, Major), men på Information kan de tilsyneladende ikke få nok: jeg er en Berlingske-betalt Informations-tegneseriefigur. I gårsdagens bogtillæg skændes jeg bravt (men ikke ligefrem overraskende og slet ikke illuminerende) med Jakob Levinsen under overskriften "Kritiker møder sin værste kritiker" (jeg synes nu nok, der er dem, der kvalifcerer sig som værrre, se nedenfor!), og bliver positivt og finurligt og nørdet anmeldt ¨(sådan vil jeg helst have mine anmeldelser, af mig selv: positive og finurlige og nørdede) af Kamilla Löfström under den fejlciterede overskrift "Uvane på tv: Q _ _ _ _" (der er en tom plads for meget, mern selvfølgelig kan vi aldrig få for mange tomme pladser!) og, uden navns nævnelse, får enden å (streng mangel) på komedie i et mini-essay af Søren Ulrik Thomsen med overskriften "Noget alvorligt i klemme" (skrevet til et endnu ikke udkommet nummer af tidsskriftet Apparatur, som jeg også selv har bidraget til):
"Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst når den kommer helt bag på én
[er det faktisk rigtigt? Jeg har haft nogle af min mest fatale latteranfald under læsning eller overværelse af markeret humoristiske praksiser, som nu fx senest Line Knutzons syngespil Guitaristernes jul, som SUT faktisk også var inde og se, så jeg, og var det sjov mindre sjovt, fordi det skulle være sjovt, Søren Ulrik? spørger jeg retorisk, for jeg ved godt, han aldrig svarer LB]
egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammelig nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også høres der pinlige klonk, når joken dejser bevidstløst til jorden
[men hvad med den af lutter litterær respekt oversete humor hos fx i dag WA-pris-nominerede Helle Helle, den skal opdages! LB]
. Sørgeligst var det at se den desperat højtråbende Dirch Passer i sine sidste års trygle om bifald, ligesom det heller ikke er specielt morsomt at læse en tekst, hvor forfatterens grimasser betyder 'jeg er sjov og pegepind i margenen gør opmærksom på vitser under opsejling
[igen: jo, det kan faktisk være specielt morsomt, endnu et eksempel: Storm P., eller for den (gode) sags skyld: Jens Blendstrup LB]
, og er overbevisningen om at humoren i særlig grad skulle holde med de gode og i sit væsen være politisk progressiv til gengæld grinagtig, kan man ikke omvendt slutte, at denne uforbederlige anarkist så skulle være specielt loyal overfor højrefløjen. Mest røvsyg er troen på, at humoren er litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere
[ i det mindste er vi begge, LB og SUT, medlemmer af den Frivolt Omstændelige Syntaks-Jonglerings Broderskab LB]
, og særlig trættende er det for gud ved hvilken gang at se alvorsmanden Martin A. Hansen pisket som en gammel krikke: Kære venner, manden døde for mere end halvtreds år siden, kan I ikke snart klare jer uden ham?"
Næh, ikke så længe han er med på undervisningsministeriets obligatoriske kanon-liste, i stedet for guddommelige grinebidere som Gustav Wied, Storm P, Jens August Schade, Hans Scherfig, Halfdan Rasmussen og Jens Blendstrup, hvilket helt præcist betyder, at min 13-årige søn indenfor de næste seks år TO gange, én gang i folkeskolen og én gang i gymnasiet, SKAL plages med vrinskene fra hin gamle krikke, som jeg akkurat derfor har tænkt mig tålmodigt at tærske videre på!
(12/12 2008)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar