Evig skildpadde og udødelig flodhest

Viggo får livsvarigt!

Kære Nils Gunder Hansen, søde Morten Søndergaard og rare Christina Hesselholdt i Kunstfondens litteraturudvalg har i deres dugfriske visdom besluttet at indstille Viggo Madsen til Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse med følgende (vel)oplagte begrundelse:

Forfatter Viggo Madsen, f. 1943

Viggo Madsen er født i Esbjerg, uddannet bibliotekar og debuterede med romanen Brandmand på to hjul i 1966. Siden har han udgivet en lang række digtsamlinger, prosa– og børnebøger. Hans forfatterskaber har bevæget sig fra naivisme og sprogorienteret poesi til popkunstnerisk inddragelse af massekultur i sen-60'erne hen mod en mere særegen og mere udfoldet absurdisme op gennem 70'erne, 80'erne og 90'erne. Bøgerne er ofte kommet på undergrundsforlag, for det har været en bevidst strategi hos Madsen at afsøge og dyrke afkrogene i både det litterære og det sproglige. Det er i randen og i det upåagtede at ”lyset vælter sin kegler”, ”gulvtæppet synger for tapetet” og ”ansigtet vender udad”. Der er noget velgørende i den Madsenske insisteren på, at alt kan tage sig anderledes ud set gennem Viggo-briller, og at sproglige kastevinde kan blæse læseren helt andre sted hen, sådan som det ofte sker i læsningen af hans digte. Madsen modtog Emil Aarestrup-medaljen i 2000 og har tidligere modtaget Kunstfondens 3-årige arbejdsstipendium. Viggo Madsens forfatterskab har hele vejen igennem dyrket det glade vanvid, forstået som både en glæde ved galskaben og et skarpt blik for det absurde og det sprogligt krøllede. Lige siden debuten har Viggo Madsen stået for at udføre sin egensindige og galgenhumoristiske manøvre med det danske sprog, der i sproglige glimt og udladningen får læserne til at ane nye forbindelser mellem sprog og verden. Madsen tager faste vendinger under kærlig behandling og stiller skarpt på hverdagssituationer, så de står frem i et sprogligt modlys, der både gør dem absurd morsomme og foruroligende. Eller som han selv siger det: ”Jeg er ikke syg. Det er bare min indkøbsvogn, som trækker skævt”. Det sproglige overskud kommer også til udtryk i bogtitler som for eksempel Livet er den fattige mands udgave af evigheden (1983) eller Længslen er sin egen vampyr (1976). Viggo Madsens bøger hører til blandt de mere gakkede, paradoksale, naive, fabulerende, løjerlige, pornografiske og sære kreaturer i det danske litterære reservat og bliver forhåbentlig ved med at dukke op længe endnu:  

Skønheden er en flodhest
Der græsser på en mark.
Varsomt ser den op mod solen,
lyse stråler varmer den om
munden.

- Hørt! Med stor, hjertestyrkende glæde (Flodheste-digtet er (jo) fra Madsens i mange år uudgivne debutdigtsamling fra 1964-65, En flodhest går om hjørnet).

TILLYKKE MED LIVRENTEN, DIGTER (jeg skrev først: UDSIGTER!)! MÅ DEN VARE I MANGE ÆONER (en anden Madsen, Svend Åge, svarede forleden jysk tv, da han på sin 70 års fødselsdag blev spurgt, hvor længe han ville blive ved med at skrive: måske ikke 70 år, men noget i den retning ... Hørt! Èn Madsen, Johs L., døde alt for tidligt, de resterende skal blive ABSURD gamle!)

Lad mig selv - i min glædeligt overraskede målløshed - tilføje endnu et zoologisk digt, fra Viggos seneste bog, J&J-høftet (jeg skal nok få dem anmeldt, skal, skal nok!) Luns af det levende, kvinden kan være staten så:

ORNEKRONE

   det mærkelige ved kærligheden er dens forsvinden
sagde kvinden, så sked hun en fisk, det har nok været en
   en havtaske, den vendte sig i hvert fald en omgang