I dag er det Svend Åge Madsens 70 års fødesldag, ARRUH, ARRUH, ARRUH! To gange bliver dagen fejret i det virkelige Århus, med et surprise-party og med en ikke-overraskelses-reception, og samtidig udkommer to bøger, et festskrift, At fortælle Madsen, som jeg stærkt forhastet har bidraget til (og som er anledningen til surprisepartyet), og en stor, svimmelsolid roman, Mange sære ting for, som jeg anmelder på fredag i WA (og mangler ret præcist 30 sider i). Her på bloggen vil jeg fejre fødselsdagen ved at citere halvdelen af en sjælden bog af Madsen, som jeg for en måneds tid siden købte i den gamle, labyrintiske Clausens Boghandel i Århus, som nu er den nye, knap så labyrintiske Vangsgaards Boghandel i Århus, der halvt er en boghandel, halvt en café og halvt et antikvariat, - altså en dyr gave til og af fødselsdagsbarnet, som jeg har givet mig selv! Titlen er Modsatterne og omvendterne, forlaget Borgen og genren billedbog, med illustrationer ved Kirsten Ruth Mikkelsen, og der er både en tekst foroven og en tekst forneden, der imildertid vender er på hovedet (hvis det ikke er omvendt jo). Her er teksten på hovedet forneden (hvis ikke omvendt):
Ole Omvendt hed Ole Omvendt
fordi hans efternavn var Ole,
og hans efternavn var Omvendt.
Mor Omvendt havde altid meget travlt.
Når hun havde god tid fortalte hun sin dreng Ole
om menneskene nede i jorden, som man kalder Modsatterne,
fordi de er præcis ligesom menneskene oppe på jorden,
men bare modsat.
Mor Omvendt fortalte Ole,
at når Ole går på jorden og fløjter,
så går det måske en dreng mage til Ole nede i jorden,
og måske synger han, og måske hedder han Mads.
Og når Ole tænker på Mads,
så tænker Mands måske på hvad Ole mon tænker på.
Oles mor blev ikke helt færdig med historien,
for hun kom pludselig i tanke om, at hun havde meget travlt.
Og så måtte Ole gå ud og lege i stedet for,
men det var jo lige så godt.
Udenfor kom Ole til at tænke på historien.
Hans prøvede at gøre den færdeig selv, og han tænkte på,
om der nu skulle være en Modsatter lige nede under ham,
nede i jorden.
Ole tænkte på,
at hvis han slog et ordentligt slag i jorden,
så kunne han måske ramme en af Modsatterne lige oven i hovedet.
Men med et fandt Ole noget mystisk.
foran ham var der et stort hul i jorden,
men der var nogen, der havde prøvet at gemme hullet,
og havde fyldt det helt op med jord,
så det var meget svært at finde.
Ole tænkte sig om,
og fandt på den måde ud af, at det hul, som man havde gemt,
måske var lige nedenunder ham,
og så var der bare lagt lidt jord ovenpå for at narre
alle dem, der kom forbi.
Og han prøvede at give et stort bump i jorden for at se,
om det var et hul der.
Ole Omvendt tænke sig om en gang til.
Og nu fandt han på at lægge øret helt ned til jorden
for at høre om han kunne høre hullet dernede.
Ole kunne godt høre et eller andet, måske,
men han vidste ikke rigtig, hvordan huller plejer at lyde,
så han var ikke sikker på noget.
Ole skulle aldrig have lagt øret til jorden,
for lige med et får han et kæmpestort gok,
som om hele jorden pludselig bulede opad.
Måske var det hullet, han havde hørt,
måske var det en Modsatter, der havde gjort det for at drille ham.
Ole blev mere og mere sur i skralden over det bump,
han havde fået af menneskene nede i jorden,
og så skulle han nok finde dem,
og så skulle han nok lære dem,
så de holdt op med at bumpe på den måde.
Ole Omvendt skyndte sig at grave så hurtigt, som han
overhovedet kunne,
for at få det gjort, mens han stadig var gal i skralden.
og hans hul skyndte sig med at blive dybere og dybere.
Selv om Ole gravede og gravede i lang tid,
mødte han ikke en eneste Modsatter nede i jorden.
Han syntes, det var mærkeligt,
og til sidst kravlede han ned i bunden af hullet
for at se, om han snart kom til mModsatterne.
Nede i bunden af sit hul fandt Ole noget spændende.
Det var et lille hul i hullet.
Hans prøvede forsigtigt at stikke det ene ben ned i det.
Og da der ikke skete noget ved det prøvede han meget forsigtigt
at stikke det andet ben ned i det også.
Og lidt efter var han ved at kravle helt ud
gennem det lille hul.
[her kan man vælge at svinge bogen rundt en halv omgang til teksten nedenunder, det gør jeg så ikke]
Det blev meget lyst for øjnene af Mads,
og så blev det lige så mørkt,
og så blev det lyst igen.
Og Mads så sig meget fortumlet om,
og han anede ikke, hvor han var kommet hen,
og hvordan han var blevet så møjbeskidt.
Mads var lige ved at komme til at græde.
Han var blevet helæt bange for,
aty han var braset igennem jordskorpen og var havnet
på den anden side.
Men så opdagede han heldigvis sin egen bakke igen.
Og nu var han klar over, at han bare var rutschet
hele vejen ned ad den,
dengang han blev så bange.
Efter den tur skyndte Mads sig hjem.
Han tænkte på sin bakke, og på at han måske ikke behø-
ved at have lavet den for at slippe væk fra menneskene
nede i jorden,
for det findes nok alligevel ikke sådan nogen i virkeligheden.
Da Mads kom hjem til Mor Omvendt, havde hun meget travlt.
Men Mads fik hende alligevel til at fortælle en historie.
Og den handlede om en dreng og en mor, der sad nede
i jorden og fortalte historier.
- og Mads og Ole voksede op og blev på 1 gang Svend Åge Madsen (også kaldet Seven Age Madsness, hvis ikke, som i den nye roman, Alian Sandme). Ekkýllit til og med ham!
Ole Omvendt hed Ole Omvendt
fordi hans efternavn var Ole,
og hans efternavn var Omvendt.
Mor Omvendt havde altid meget travlt.
Når hun havde god tid fortalte hun sin dreng Ole
om menneskene nede i jorden, som man kalder Modsatterne,
fordi de er præcis ligesom menneskene oppe på jorden,
men bare modsat.
Mor Omvendt fortalte Ole,
at når Ole går på jorden og fløjter,
så går det måske en dreng mage til Ole nede i jorden,
og måske synger han, og måske hedder han Mads.
Og når Ole tænker på Mads,
så tænker Mands måske på hvad Ole mon tænker på.
Oles mor blev ikke helt færdig med historien,
for hun kom pludselig i tanke om, at hun havde meget travlt.
Og så måtte Ole gå ud og lege i stedet for,
men det var jo lige så godt.
Udenfor kom Ole til at tænke på historien.
Hans prøvede at gøre den færdeig selv, og han tænkte på,
om der nu skulle være en Modsatter lige nede under ham,
nede i jorden.
Ole tænkte på,
at hvis han slog et ordentligt slag i jorden,
så kunne han måske ramme en af Modsatterne lige oven i hovedet.
Men med et fandt Ole noget mystisk.
foran ham var der et stort hul i jorden,
men der var nogen, der havde prøvet at gemme hullet,
og havde fyldt det helt op med jord,
så det var meget svært at finde.
Ole tænkte sig om,
og fandt på den måde ud af, at det hul, som man havde gemt,
måske var lige nedenunder ham,
og så var der bare lagt lidt jord ovenpå for at narre
alle dem, der kom forbi.
Og han prøvede at give et stort bump i jorden for at se,
om det var et hul der.
Ole Omvendt tænke sig om en gang til.
Og nu fandt han på at lægge øret helt ned til jorden
for at høre om han kunne høre hullet dernede.
Ole kunne godt høre et eller andet, måske,
men han vidste ikke rigtig, hvordan huller plejer at lyde,
så han var ikke sikker på noget.
Ole skulle aldrig have lagt øret til jorden,
for lige med et får han et kæmpestort gok,
som om hele jorden pludselig bulede opad.
Måske var det hullet, han havde hørt,
måske var det en Modsatter, der havde gjort det for at drille ham.
Ole blev mere og mere sur i skralden over det bump,
han havde fået af menneskene nede i jorden,
og så skulle han nok finde dem,
og så skulle han nok lære dem,
så de holdt op med at bumpe på den måde.
Ole Omvendt skyndte sig at grave så hurtigt, som han
overhovedet kunne,
for at få det gjort, mens han stadig var gal i skralden.
og hans hul skyndte sig med at blive dybere og dybere.
Selv om Ole gravede og gravede i lang tid,
mødte han ikke en eneste Modsatter nede i jorden.
Han syntes, det var mærkeligt,
og til sidst kravlede han ned i bunden af hullet
for at se, om han snart kom til mModsatterne.
Nede i bunden af sit hul fandt Ole noget spændende.
Det var et lille hul i hullet.
Hans prøvede forsigtigt at stikke det ene ben ned i det.
Og da der ikke skete noget ved det prøvede han meget forsigtigt
at stikke det andet ben ned i det også.
Og lidt efter var han ved at kravle helt ud
gennem det lille hul.
[her kan man vælge at svinge bogen rundt en halv omgang til teksten nedenunder, det gør jeg så ikke]
Det blev meget lyst for øjnene af Mads,
og så blev det lige så mørkt,
og så blev det lyst igen.
Og Mads så sig meget fortumlet om,
og han anede ikke, hvor han var kommet hen,
og hvordan han var blevet så møjbeskidt.
Mads var lige ved at komme til at græde.
Han var blevet helæt bange for,
aty han var braset igennem jordskorpen og var havnet
på den anden side.
Men så opdagede han heldigvis sin egen bakke igen.
Og nu var han klar over, at han bare var rutschet
hele vejen ned ad den,
dengang han blev så bange.
Efter den tur skyndte Mads sig hjem.
Han tænkte på sin bakke, og på at han måske ikke behø-
ved at have lavet den for at slippe væk fra menneskene
nede i jorden,
for det findes nok alligevel ikke sådan nogen i virkeligheden.
Da Mads kom hjem til Mor Omvendt, havde hun meget travlt.
Men Mads fik hende alligevel til at fortælle en historie.
Og den handlede om en dreng og en mor, der sad nede
i jorden og fortalte historier.
- og Mads og Ole voksede op og blev på 1 gang Svend Åge Madsen (også kaldet Seven Age Madsness, hvis ikke, som i den nye roman, Alian Sandme). Ekkýllit til og med ham!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar