Seventy Years' Madness

Tillykke til Svend Åge Madsen med en gammel bog af ham til mig

I dag er det Svend Åge Madsens 70 års fødesldag, ARRUH, ARRUH, ARRUH! To gange bliver dagen fejret i det virkelige Århus, med et surprise-party og med en ikke-overraskelses-reception, og samtidig udkommer to bøger, et festskrift, At fortælle Madsen, som jeg stærkt forhastet har bidraget til (og som er anledningen til surprisepartyet), og en stor, svimmelsolid roman, Mange sære ting for, som jeg anmelder på fredag i WA (og mangler ret præcist 30 sider i). Her på bloggen vil jeg fejre fødselsdagen ved at citere halvdelen af en sjælden bog af Madsen, som jeg for en måneds tid siden købte i den gamle, labyrintiske Clausens Boghandel i Århus, som nu er den nye, knap så labyrintiske Vangsgaards Boghandel i Århus, der halvt er en boghandel, halvt en café og halvt et antikvariat, - altså en dyr gave til og af fødselsdagsbarnet, som jeg har givet mig selv! Titlen er Modsatterne og omvendterne, forlaget Borgen og genren billedbog, med illustrationer ved Kirsten Ruth Mikkelsen, og der er både en tekst foroven og en tekst forneden, der imildertid vender er på hovedet (hvis det ikke er omvendt jo). Her er teksten på hovedet forneden (hvis ikke omvendt):

Ole Omvendt hed Ole Omvendt
fordi hans efternavn var Ole,
og hans efternavn var Omvendt.

Mor Omvendt havde altid meget travlt.
Når hun havde god tid fortalte hun sin dreng Ole
om menneskene nede i jorden, som man kalder Modsatterne,
fordi de er præcis ligesom menneskene oppe på jorden,
men bare modsat.

Mor Omvendt fortalte Ole,
at når Ole går på jorden og fløjter,
så går det måske en dreng mage til Ole nede i jorden,
og måske synger han, og måske hedder han Mads.
Og når Ole tænker på Mads,
så tænker Mands måske på hvad Ole mon tænker på.

Oles mor blev ikke helt færdig med historien,
for hun kom pludselig i tanke om, at hun havde meget travlt.
Og så måtte Ole gå ud og lege i stedet for,
men det var jo lige så godt.
Udenfor kom Ole til at tænke på historien.
Hans prøvede at gøre den færdeig selv, og han tænkte på,
om der nu skulle være en Modsatter lige nede under ham,
nede i jorden.

Ole tænkte på,
at hvis han slog et ordentligt slag i jorden,
så kunne han måske ramme en af Modsatterne lige oven i hovedet.
Men med et fandt Ole noget mystisk.
foran ham var der et stort hul i jorden,
men der var nogen, der havde prøvet at gemme hullet,
og havde fyldt det helt op med jord,
så det var meget svært at finde.

Ole tænkte sig om,
og fandt på den måde ud af, at det hul, som man havde gemt,
måske var lige nedenunder ham,
og så var der bare lagt lidt jord ovenpå for at narre
alle dem, der kom forbi.
Og han prøvede at give et stort bump i jorden for at se,
om det var et hul der.

Ole Omvendt tænke sig om en gang til.
Og nu fandt han på at lægge øret helt ned til jorden
for at høre om han kunne høre hullet dernede.
Ole kunne godt høre et eller andet, måske,
men han vidste ikke rigtig, hvordan huller plejer at lyde,
så han var ikke sikker på noget.

Ole skulle aldrig have lagt øret til jorden,
for lige med et får han et kæmpestort gok,
som om hele jorden pludselig bulede opad.
Måske var det hullet, han havde hørt,
måske var det en Modsatter, der havde gjort det for at drille ham.

Ole blev mere og mere sur i skralden over det bump,
han havde fået af menneskene nede i jorden,
og så skulle han nok finde dem,
og så skulle han nok lære dem,
så de holdt op med at bumpe på den måde.

Ole Omvendt skyndte sig at grave så hurtigt, som han
overhovedet kunne,
for at få det gjort, mens han stadig var gal i skralden.
og hans hul skyndte sig med at blive dybere og dybere.

Selv om Ole gravede og gravede i lang tid,
mødte han ikke en eneste Modsatter nede i jorden.
Han syntes, det var mærkeligt,
og til sidst kravlede han ned i bunden af hullet
for at se, om han snart kom til mModsatterne.

Nede i bunden af sit hul fandt Ole noget spændende.
Det var et lille hul i hullet.
Hans prøvede forsigtigt at stikke det ene ben ned i det.
Og da der ikke skete noget ved det prøvede han meget forsigtigt
at stikke det andet ben ned i det også.
Og lidt efter var han ved at kravle helt ud
gennem det lille hul.

[her kan man vælge at svinge bogen rundt en halv omgang til teksten nedenunder, det gør jeg så ikke]

Det blev meget lyst for øjnene af Mads,
og så blev det lige så mørkt,
og så blev det lyst igen.
Og Mads så sig meget fortumlet om,
og han anede ikke, hvor han var kommet hen,
og hvordan han var blevet så møjbeskidt.

Mads var lige ved at komme til at græde.
Han var blevet helæt bange for,
aty han var braset igennem jordskorpen og var havnet
på den anden side.
Men så opdagede han heldigvis sin egen bakke igen.
Og nu var han klar over, at han bare var rutschet
hele vejen ned ad den,
dengang han blev så bange.

Efter den tur skyndte Mads sig hjem.
Han tænkte på sin bakke, og på at han måske ikke behø-
ved at have lavet den for at slippe væk fra menneskene
nede i jorden,
for det findes nok alligevel ikke sådan nogen i virkeligheden.

Da Mads kom hjem til Mor Omvendt, havde hun meget travlt.
Men Mads fik hende alligevel til at fortælle en historie.
Og den handlede om en dreng og en mor, der sad nede
i jorden og fortalte historier.

- og Mads og Ole voksede op og blev på 1 gang Svend Åge Madsen (også kaldet Seven Age Madsness, hvis ikke, som i den nye roman, Alian Sandme). Ekkýllit til og med ham!

Topfart i undertiden

I torsdags på Kulturøen i (eller vel så rettere ud for!?) Middelfart blev Jørgen Fegge-Hansen-Medaljen. Den Innovative Romanpris 2007 omsider uddelt. Som offentliggjort i WA for ret præcis 10 måneder siden var og er vinderen Svend Åge Madsen (der ved prisens indstiftelse i foråret 2007 fik prisen 35 principielle gange for 25-27 romaner) for romanen Det syvende bånd.

Og da jeg til Trekantsområdets Litteraturfestival, sandwichet mellem blogkollega Rothsteins interviews med yndlingsaversionerne Benn Q. Holm og Hanne-Vibeke Holst, skulle interviewe yppersteperversionen Madsen var det jo en perfekt anledning til, med publikum på, at få rettet op på miseren, fernisere unfinished business, så da overbibliotekaren på velsyngende fynsk havde budt velkommen, satte jeg uden varsel ceremonien i gang og overrakte SÅM prisen: et (ikke længere så) frisk eksemplar af James Joyces Ulysses, 1922, med en sikkerhedsnål (og stort, vandalistisk besvær) fastgjort til en art croupier-vest (købt samme eftermiddag på Jagtvej), der kun symbolsk har tilhørt Henry James (som Madsen har skrevet en (mindst) dobbeltbundet novelle om), at bære ved al kommende romanskriveri. Og søreme om ikke prismodtageren dér midt på scenen lod sig iklæde prisen, og sikke konkret symbolsk innovativ han så ud med den tykke roman på sit bryst!

Hvorpå interviewet kunne snuble sig i gang med et spørgsmål om, hvad Ulysses betyder og har betydet for forfatteren og forfatterskabet. Ret meget, svarede Madsen, han havde læst romanen tidligt og var blevet overrumplet af frem for alt dens yderst konkrete polyfoni (hvert kapitel (i særlig anden halvdel) fortalt på sin egen facon), dette fundamentale greb havde været en åbenbaring af en åbning, til at stille noget frisk op med den nedsliodte romangenre, og var det til stadighed; for nylig havde Madsen genlæst Ulysses, for første gang i næsten 50 år, og var ikke blevet skuffet, heldigvis: den flerstemte stadig!

Og så var det, jeg havde planlagt at påpege det finurlige faktum, at den gennemgående Madsen-person Jørgen Fegge-Hansen (hovedperson i mit (også af læse-sentimentale årsager) yndlings-Madsen-værk, romanen Af sporet er du kommet, 1984) er ejeren af den bevidsthed, der natligt og særdeles Ulysses’sk (= anden halvdel af Ulysses’sk) strømmer (bortset fra at Blooms og Stephens bevidstheder jo ikke strømmer, men snarere punket kribler-krabler) i novellen Indestængt fra novellesamlingen Manden der opdagede at han ikke eksisterede, der udkom sidste år - efter nomineringen af Det syvende bånd, men før offentliggørelsen af vinderen (Fegge, som han gerne kaldes, er aktuar ansat i døds- og ulykkesforsikringsselskabet Hamlet):

”(…) Skødesløs, kommer ikke af uden skød, uden skøde?

  5.49. skifter til 5.50 mens han misser imod tallene. Hvad er sandsynligheden for det? En til femten hvis man uden briller må bruge fire sekunder på at fokusere. Fire promilles chance for at det sker to gange i træk. Den slags forekommer, stadig ikke grund til at antage at uret skifter fordi man kigger. For øvrigt var der engang imellem de to skift hvor det ikke indtraf. Øgede sandsynligheden klækkeligt.

  Fegge, jeg har inviteret en ven med. En god ven. Du må hilse på ham.”

En side senere opfinder Fegge ordet irroyal! Men inden jeg fik flashet min finurlighed, blev jeg rodet ind i en konflikt med publikum, der fandt at mit i hår og briller indviklede headset støjede græsseligt (det er hjernebarken, der giver sig, insisterede jeg!) og at jeg i øvrigt vendte ryggen for meget til (venstre side af) publikum og dermed brød mit løfte om ikke at holde snakken med idolet for mig selv, og så glemte jeg den, finurligheden, i bar befippelse.

Jeg fandt i stedet en anden tråd, og en tredje, og en fjerde etc. som vi uden yderligere protester viklede os ind og atter ind i, som de anti-Ariadner, vi er og bliver; Svend Åge forsøgte faktisk nu og da få hovedet over labyrintikken og ytre et par opbyggelige ord om den fortællemæssige eksistentialitet, men straks trak jeg atter i snubletråden! Nørd-Time!

Højdepunktet var naturligvis, da jeg fik Madsen til at oplæse det (slut)afsnit fra Af sporet er du kommet, som jeg tilbage i 3. g ville have ham til at medvirke i en dramatisering af - som led i et håbløst studentikost spektakel, vistnok betitlet METAFOR! Et Talkshow, planlagt til opførelse i Aarhus Katedralskoles festsal af mig og mine bedste kumpaner, J. Blendstrup og J. McCoy, og jeg kan sgu godt forstå, at han i telefonen dengang høfligt takkede nej, men det gjorde han ikke i Middelfart! Man kan på skærmen desværre ikke høre den hviskende, raspende stemme, Madsen oplæser den magre fyrs replikker med:

”En dag stod han ved den største sø i Botanisk Have [i ÅRHUS selvfølgelig LB].  (…) En ung mager fyr af et miserabelt udseende havde nærmet sig. Han mumlede nogle uforståelige ord til Fegge.

  -Hvadbehar?

  Fyren skuttede sig. Han så sig forskræmt omkring, men de var helt alene. Han gned sig på armene og rystedes af et kuldegys.

  -Har du en historie? gentog han.

  -En historie?

  -Jeg har det ad helvede til, mand. Ikke hørt nogen hele dagen, heller ikke i går.

  -Jeg har ikke nogen historie.

  -Bare en ganske lille en, tænk dig om.

  -Jeg kender ikke nogen, desværre.

  -Find på én, mand.

  -Det --- det er også mit problem.

  -Du leder også efter ham? Han kommer her ikke mere.

  -Hvem taler du om?

  Den unge mand blev mistroisk og trak sig væk. Men ubehaget fik igen magten, og han nærmede sig krybende.

  -Kan du ikke se jeg er helt på røven?

  -Jo.

  -Jeg kan ikke engang slæbe mig ind til byen og få en dosis.

  -Jeg er ked af det. Jeg kan ikke nogen historie. Kan du føre mig til … ham?

  -Du kan tror nej, kammerat. Når du ikke kan hjælpe mig.

  -Jeg ville gerne.

  -Du ville en gammel skid. Prøv for fanden.

  Fegge anede ikke hvor det kom fra, det var ikke stort bevendt, men der dumpede faktisk et indfald ned i ham.”

Jeg citerer ikke mere af oplæsningen, for Af sporet er du kommet er in print som paperback, og det er en bog alle SKAL læse. Men jeg lover jer, da forfatteren tog afsnittet og romanens sidste ord i sin mund, som bare er navnet: ”- Jørgen Fegge-Hansen”, smilede jeg lykkeligt, hele vejen igennem headsettet, en Madsen-junkie havde fået sit fix.