Pieces of Viggo
For 14 dage siden var der reception for Viggo Madsen og hans nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen i Cafébiografen i Odense, med deltagelse af velsagtens det samlede fynske litterære parnas, inkl. mytiske peronligheder som Jan(nik) Hjort(have) og Karsten Bjarnholt; forlægger Steen Piper fortalte en meget lang anekdote om vistnok en russisk maler, jeg selv gennemgik ekstra-parentesisk min en tredjedel (på toget) håndskrevne anmeldelse af den nye bog, og
For 14 dage siden var der reception for Viggo Madsen og hans nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen i Cafébiografen i Odense, med deltagelse af velsagtens det samlede fynske litterære parnas, inkl. mytiske peronligheder som Jan(nik) Hjort(have) og Karsten Bjarnholt; forlægger Steen Piper fortalte en meget lang anekdote om vistnok en russisk maler, jeg selv gennemgik ekstra-parentesisk min en tredjedel (på toget) håndskrevne anmeldelse af den nye bog, og
Viggo, han læste selvfølgelig, med sin blide, rene undren, digte op, og bl.a. det, der hedder "Collage", som jeg ikke citerede i min anmeldelse, der ellers ret meget handlede om den fundamentale collageteknik (i ikke bare mandens poesi, men, Schwittersk, også hans billedkunst), fordi det er helhedsligt, anekdotisk, ikke-collage-digt, der åbent (og "åbent"!) begræder collagen, "Kritik af collagen" burde det hedde (med sideblik til Højholts blindgyde (om Borges) "Kritik af labyrinten"), ifølge digteren selv er digtet baseret på et autentisk barndomsminde, men digtere skal man jo ikke nødvendigvis stole på:
COLLAGE
jeg skulle lave en collage
ved at klippe et stykke ud af et stort billede
og klistre det på et andet sted
hvor det blev mere spændende
jeg syntes egentlig kun det passede der
hvor det var klippet ud
og var tilbøjelig til at kliustre det ind igen
så det dækkede det skræmmende hul
men det måtte jeg ikke
så var det ikke en collage, påstod de
jeg skulle finde på noget andet
til sidst opgav jeg
psykologen sagde
at jeg tænkte for meget over tingene
at jeg ikke gjorde det nemt
for mig selv
Madsen er på vej op ad kanon-stigen og har fået herligt mange og hurtige og store anmeldelser, den mest skeptiske signerede Kamilla Lôfström i Information, og hun begynder sørme med "Collage*-digtet, som om det var reglen og ikke undtagelsen:
"Her er et nyt digt af Viggo Madsen, det hedder "Collage": (...) Jeg forestiller mig, at jeget gengiver en drøm, det kunne forklare særlogikken i visse linjer, eller man kan sige, at hvis digtet er en drøm, slipper man for at forklare, hvem det er, der har sat jeget til at lave en collage (l. linje), hvem der bestemmer, hvad der er "mere spændende" og ud fra hvilke kriterier (4. linje), og hvem der afgør, hvad en collage er og hvordan (9. og 10. linje), for sådan er det bare i drømme. Digtet er også en vittighed om en kunstnerisk proces, måske en lidt plat vittighed oven i købet, men pointen er til at forstå. Linjerne med psykologen er vel noget stereotype - og så er den potte ude. Eller ude er den i det mindste for mit vedkommende. Og det er det, der er så ærgerligt ved Viggo Madsens nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen, at den nok har de helt særlige Viggo Madsen-træk: at sige tingene såre enkelt, at kaste et skævt blik på vante forestillinger, at få os til at le og selvfølgelig at skrive med en uartig pen, men at den også er meget hurtigt overstået. "
Jeg læser ikke digtet som fordrømt og vitset og uartigt, men som direkte og patetisk og desperat, i akkurat dets undtagelsesvished eller -dom; måske beskriver det selve den ikke bare biografiske og ikke bare eksistentielle, men kosmologiske urscene bag ikke bare Viggo Madsens, men den hele post/modernistiske collage-praksis og -tilstand: vi skal forestille som en selvfølgelighed og så let som ingenting at klippe stykker ud af verden og klistre dem på et andet sted og efterlade store huller, vi skal ikke tænke for meget over tingene (og hullerne efter dem), vi skal gøre det nemt for os selv, men det kan Madsen ikke, og det er netop derfor, fortæller digtet, at han bedre end nogen kan gøre det som en selvfølgelighed og så let som ingenting, fordi han tænker for meget, og gør det svært for sig selv, modsat alle de andre automat-collagister derude, men om det er det skræmmende hul, Madsens huller forgæves prøver på at at dække, eller han lydigt, men afslørende klistrer stykkerne ind et andet sted, fortæller digtet ikke, fordi hvor skulle digteren, mester-collagisten, vide det fra.
jeg skulle lave en collage
ved at klippe et stykke ud af et stort billede
og klistre det på et andet sted
hvor det blev mere spændende
jeg syntes egentlig kun det passede der
hvor det var klippet ud
og var tilbøjelig til at kliustre det ind igen
så det dækkede det skræmmende hul
men det måtte jeg ikke
så var det ikke en collage, påstod de
jeg skulle finde på noget andet
til sidst opgav jeg
psykologen sagde
at jeg tænkte for meget over tingene
at jeg ikke gjorde det nemt
for mig selv
Madsen er på vej op ad kanon-stigen og har fået herligt mange og hurtige og store anmeldelser, den mest skeptiske signerede Kamilla Lôfström i Information, og hun begynder sørme med "Collage*-digtet, som om det var reglen og ikke undtagelsen:
"Her er et nyt digt af Viggo Madsen, det hedder "Collage": (...) Jeg forestiller mig, at jeget gengiver en drøm, det kunne forklare særlogikken i visse linjer, eller man kan sige, at hvis digtet er en drøm, slipper man for at forklare, hvem det er, der har sat jeget til at lave en collage (l. linje), hvem der bestemmer, hvad der er "mere spændende" og ud fra hvilke kriterier (4. linje), og hvem der afgør, hvad en collage er og hvordan (9. og 10. linje), for sådan er det bare i drømme. Digtet er også en vittighed om en kunstnerisk proces, måske en lidt plat vittighed oven i købet, men pointen er til at forstå. Linjerne med psykologen er vel noget stereotype - og så er den potte ude. Eller ude er den i det mindste for mit vedkommende. Og det er det, der er så ærgerligt ved Viggo Madsens nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen, at den nok har de helt særlige Viggo Madsen-træk: at sige tingene såre enkelt, at kaste et skævt blik på vante forestillinger, at få os til at le og selvfølgelig at skrive med en uartig pen, men at den også er meget hurtigt overstået. "
Jeg læser ikke digtet som fordrømt og vitset og uartigt, men som direkte og patetisk og desperat, i akkurat dets undtagelsesvished eller -dom; måske beskriver det selve den ikke bare biografiske og ikke bare eksistentielle, men kosmologiske urscene bag ikke bare Viggo Madsens, men den hele post/modernistiske collage-praksis og -tilstand: vi skal forestille som en selvfølgelighed og så let som ingenting at klippe stykker ud af verden og klistre dem på et andet sted og efterlade store huller, vi skal ikke tænke for meget over tingene (og hullerne efter dem), vi skal gøre det nemt for os selv, men det kan Madsen ikke, og det er netop derfor, fortæller digtet, at han bedre end nogen kan gøre det som en selvfølgelighed og så let som ingenting, fordi han tænker for meget, og gør det svært for sig selv, modsat alle de andre automat-collagister derude, men om det er det skræmmende hul, Madsens huller forgæves prøver på at at dække, eller han lydigt, men afslørende klistrer stykkerne ind et andet sted, fortæller digtet ikke, fordi hvor skulle digteren, mester-collagisten, vide det fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar