Kunsten at kaste/ redningsbælter i havet/ mens man selv drukner

Den Blå Port efter Det Grå Faldereb

Den Blå Port 81, 2009, redigeret af Gitte Broeng, Mathilde Walter Clark, Torben Jelsbak og Nikolaj Zeuthen, 80 sider, 120 kr. Athene

Jeg fik det nye nummer af 81 Den Blå Port i hænderne netop som jeg havde afsendt en bunkeanmeldelse, "Vindrosen i knaphullet", af hybrid(litteratur + kriitik)tidsskrifter til det rene kritiktidsskrift Standart (og hurtigt en korrekton: i optællingen af rene kritiktidsskrifter glemte jeg Dansklærerforeningens Dansk Noter, der ofte har rigtig gode og stærke artikler at prale med, og fx ser det ny nummer, i følge Martin Glaz' blog Kornkammer, rigtig spændende ud; jeg er bare så træt af at læse og kopiere bladet på Hovedbiblioteket). Jeg spurgte om jeg kunne nå at få en fodnote med om den nye Port, men det kunne jeg ikke, så den kommer her i stedet. Min konklusion på bunkeanmeldelsen lød (delvist):

Specifik ros og & ris: Apparatur og Ildfisken lever i al broget dynamik flot op til Den Blå Port-modellen [opstillet tidligere i anmeldelsen: ""fifty-fifty litteratur og kritik, og af litteratur både lovende tekster af lovende digtere og væsetlige unika-tekster eller boguddrag (i god tid!) af væsentlige (men gerne kanonisk perifere) danske digtere og væsentlige tekster af væsentlige udenlandske digtere, nulevende og afdøde (og "fund" af afdøde (og nulevende) danske digtere) og af kritik både energiske essays og originale, personlige læsninger og (hinsides avisanmeldelser) grundige anmeldelser og dybdegående interviews med danske og udenlandske digtere (og kritikere); kritikken meget gerne forfattet af væsentlige digtere, MEDSAMT DISTINKTE KURIOSITETER"] (uden, heldigvis, at være perfekte), mens Den Blå Port og Stern & Spielplatz lige skal stramme sig an, især med kritikken (væk med rejsebreve (Blå) og småanmeldelser (Stern)), litteraturen skal bare times (Blå) og udvælges (Stern) lidt skarpere.

Den Blå Port  nr. 81 lever noget bedre op til Den Blå Port-modellen end nr. 80: Der er hele to stykker vitale, medrevne og medrivende, trans-akademiske læsninger af samtidslitteratur, Peter Bo Andersens "Forførelsens politik i Lars Skinnebachs digte" og Elisabeth Friis' "livet, luften vi indånder findes. Om Juliana Spahr og Inger Christensen", der er noget så velsignet som en kronologisk kryds-læsning, hvor det nye værk, amerikanske Spahrs optimistiske thisconnectionofeverythingwithlungs, gør os klogere på det ældre værk, Ingers pessimistiske Alfabet, og så handler rejsebrevet, fra Polen, rent faktisk om om - og citerer generøst - litteratur; der er også en meget sjov opsats om føljetonen med Nicolas Winding Refn i Den 11. time som en (selv)undergravende "non-book", men hvorfor er lederen pludselig bare en indholdsopremnsing, det er pladsen sgu for kostbar til! Og solidt finurlige, poetiske ikke-forårs-boguddrag af Marius Nørup-Nielsen og Viggo Madsen (jf. blogpostens overskrift) og spektakulær, ny dans-baseret (!) visuel poesi af canadiske Derek Beaulieu og cool vittig-følsom 70'er-kortprosa af Richard Brautigan, der ville have være den kritiske grad mere øjenåbnende, hvis ikke jeg lige havde læst et alternativt udvalg, ved samme oversætter, i seneste nummer af Apparatur. I Standart klager jeg tvært over den relaive kulørthed under den nye redaktion, det gør jeg også her: hvorfor dog fx den Ud & Se-lækre illustration til 2008-debutant Christina Hagens fermt Christina Hagenske kæreste-udhængning, hvorfor dog? Men ingen tvivl om, at en vis Angelos notater om "Fængselsindsattes optegnelser" er en DISTINKT KURIOSITET. Bedste bidrag: Majse Aymo-Boots  kloge, kvikke interview med ungarske Péter Esterházy, der vildt nok bare handler om at skrive, konkret og helt konkret:

- Har du en favoritpen?

Ja, ja, det hele følger et gennemarbejdet ritual. I begyndelsen skriver jeg med kuglepen, og når det bliver bedre, skriver jeg med blæk. Så når jeg åbner et hæfte, kan jeg med det samme se på skriftbilledet, hvilken fase teksten er i. I den første fase er der skrevet meget hurtigt, mens den anden er skrevet med en roligere skrift, og den tredje gennemskrivning er skrevet med blæk, med en fyldepen.

- Det kan være langsommeligt og besværligt at skrive med kuglepen ...

Det ved jeg ikke. I lang tid havde jeg en fyldepen som havde en fejl, så den kradsede på papiret. Jeg vidste at den kradsede, men min hånd vænnede sig til det, og da jeg så fik en virkelig god fyldepen, så var den for god, den var for hurtig til mig.

Litteratur som kradsende penmanship.