Torsdag 9. april (falsk dato 29): Erik Helgers 70'er-avantgardistiske eftermiddag-bebop i skov-pavillonen
Erik Helger: Jordens låge. 62 sider, 125 kr. Attika , 2008
Dårlig samvittighed har jeg til overflod og i læssevis i forhold til Erik Helger, fordi han er en ægte 70-avantgardist, født 1948, debuteret i Hvedekorn 1969, sit første undergrundshæfte, Med søer og grønne dale, ude på Jorinde & Joringel i 1975, en god håndfuld digtsamlinger på ultracoole After Hand og (mere eller mindre) egne forlag de sidste 30 år, og selvom jeg vist nok ejer det hele forfatterskab (undtagen en Tintin-quiz-bog, den skal jeg nok få fat på!), har jeg ikke fået læst det systematisk igennem, og endnu mere krimnelt har jeg heller ikke, før NU, anmeldt nogen af mandens bøger, og jo bl.a. fordi jeg først lige skulle læse forfatterskabet systematisk igennem, og det var så heller ikke fordi der var nogen - andre end mig selv - der gjorde gældende, at det var en digter, der burde anmeldes, men netop derfor burde jeg have anmeldt ham, igen og igen, og derfor gør jeg det hermed og omsider, nej, jeg gør det, fordi han er en lige så forbandet god som forbenet typisk 70'er-avantgardist, Helger, også i det seneste opus, Jordens låge, der kom på Attika sidste sommer. Og sigende nok har jeg et forpulet besvært med præcist at få pindet hans særegenhed ud; jeg sidder hele tiden og sammenligner med de 70'er-avantgardister, jeg kun alt for godt kender på deres gakkede gangarter, Viggo Madsen, Peter Nielsen, Henrik Have, Knud Steffen Nielsen, Eske K Mathiesen, som han allsammen ligner i glimt - ligesom de i glimt ligner hinanden og Helger - og det kommer næsten, kan jeg høre, til at lyde negativt, hvis jeg siger, at Helger er hurtigere, mere henkastet skæv og/eller præcis end de nævnte, uden dog at være i nærheden af (eller interesseret i) den ubændige energi, hvormed Peter den Store Laugesen sjasker; det er med blyant og ikke på hakkebrædt, Helger skriver (sig) løs, i hvert fald billedligt. Yderlighederne er typisk 70-avantgardistisk (måske er problemet, luXusproblemet, at Helger FOR selvfølgeligt er FOR typisk grænsende til konsensus-70'er-avantgardistisk?) en forfinet, stoflig naturlyrik og en springsk, excentrisk hermetik, med en stor bunke ret ligefrem fyndig- og vitsethed midt imellem plus pludselige, ondt flossende raserianfald. Bogen starter lumsk med skønno, bittesmå naturidoler - "Nede under stadig dunklere/ tungere tæpper af nætter/ begyndte små selvopklaringer/ belysninger at hæve sig/ horisonten rundt mellem sprækkerne/ af de pressede omtrent udviskede/ næsten forladte kanaler/ med strømninger under de løftede/ broklappere i glimt", men så en ti sider inde trækkes græstæppet væk under læseren med med et brutalt snapshot: "Steningen tager ½ time./ En kvinde sænkes ned i et hul/ og dækkes op til brystet/ til med jord". For så har digteren os, hvor han vil have os, i en lysvågen forvirring, som han rastløst sidesteppende holder i ånde bogen ud, hvad fx bare med disse to vidt forskellige nær-epigrammer, der står ved siden af hinanden på side 31 og 32, den ene dejsende visionært, den andet sølverne underfundigt, Johs L. Madsen jr. vs. Spørge-Jørgen sr.:
Landet der løftes i livets glas
af sandet ud mod det blå,
vil altid søge at være lykkelig
i de røde fugle
hvorfra ved
det indiske ocean
det ikke er stillehavet
hvorfra ved trompeterne
de ikke på bunden er koraldyr
De stærkeste digte, dvs. de mest Helgerske (dvs. de mest prototypisk 70'er-avantgardistiske?) er naturligvios yderligheds-hybriderne, hvor Helger på samme tid digter natur-konkret og fabel-abstrakt, i en hvirvlende ruf; endnu en formel: Lynsnart virvar! Som i dette glimrende digt sidst i bogen, der næsten kommer op på siden af sig selv og sin erfarne mangel på metode (og så skide være med at "glemmesteder" i forbifarten er tyvstjålet fra 70'er-klassicisten Henrik Nordbrandt!):
Stoppenålene kommer hvirvlende
så lette som dun.
Stikkelsbærret vinkede og råbte:
Dueller er stivhåret trætorn.
Vi bruger aldrig trapezer
men glemmesteder.
Vi bruger mystik som våben
og blæsten som pile.
Det larmer infiltreret
i vores kamre.
Harlekinsommerfuglen skræller os
til solen
og drikker vores sjældne vin.
- Ja, den gør nemlig så; nedskrællet læser jeg videre på lektien som en god dreng - og glad!
Dårlig samvittighed har jeg til overflod og i læssevis i forhold til Erik Helger, fordi han er en ægte 70-avantgardist, født 1948, debuteret i Hvedekorn 1969, sit første undergrundshæfte, Med søer og grønne dale, ude på Jorinde & Joringel i 1975, en god håndfuld digtsamlinger på ultracoole After Hand og (mere eller mindre) egne forlag de sidste 30 år, og selvom jeg vist nok ejer det hele forfatterskab (undtagen en Tintin-quiz-bog, den skal jeg nok få fat på!), har jeg ikke fået læst det systematisk igennem, og endnu mere krimnelt har jeg heller ikke, før NU, anmeldt nogen af mandens bøger, og jo bl.a. fordi jeg først lige skulle læse forfatterskabet systematisk igennem, og det var så heller ikke fordi der var nogen - andre end mig selv - der gjorde gældende, at det var en digter, der burde anmeldes, men netop derfor burde jeg have anmeldt ham, igen og igen, og derfor gør jeg det hermed og omsider, nej, jeg gør det, fordi han er en lige så forbandet god som forbenet typisk 70'er-avantgardist, Helger, også i det seneste opus, Jordens låge, der kom på Attika sidste sommer. Og sigende nok har jeg et forpulet besvært med præcist at få pindet hans særegenhed ud; jeg sidder hele tiden og sammenligner med de 70'er-avantgardister, jeg kun alt for godt kender på deres gakkede gangarter, Viggo Madsen, Peter Nielsen, Henrik Have, Knud Steffen Nielsen, Eske K Mathiesen, som han allsammen ligner i glimt - ligesom de i glimt ligner hinanden og Helger - og det kommer næsten, kan jeg høre, til at lyde negativt, hvis jeg siger, at Helger er hurtigere, mere henkastet skæv og/eller præcis end de nævnte, uden dog at være i nærheden af (eller interesseret i) den ubændige energi, hvormed Peter den Store Laugesen sjasker; det er med blyant og ikke på hakkebrædt, Helger skriver (sig) løs, i hvert fald billedligt. Yderlighederne er typisk 70-avantgardistisk (måske er problemet, luXusproblemet, at Helger FOR selvfølgeligt er FOR typisk grænsende til konsensus-70'er-avantgardistisk?) en forfinet, stoflig naturlyrik og en springsk, excentrisk hermetik, med en stor bunke ret ligefrem fyndig- og vitsethed midt imellem plus pludselige, ondt flossende raserianfald. Bogen starter lumsk med skønno, bittesmå naturidoler - "Nede under stadig dunklere/ tungere tæpper af nætter/ begyndte små selvopklaringer/ belysninger at hæve sig/ horisonten rundt mellem sprækkerne/ af de pressede omtrent udviskede/ næsten forladte kanaler/ med strømninger under de løftede/ broklappere i glimt", men så en ti sider inde trækkes græstæppet væk under læseren med med et brutalt snapshot: "Steningen tager ½ time./ En kvinde sænkes ned i et hul/ og dækkes op til brystet/ til med jord". For så har digteren os, hvor han vil have os, i en lysvågen forvirring, som han rastløst sidesteppende holder i ånde bogen ud, hvad fx bare med disse to vidt forskellige nær-epigrammer, der står ved siden af hinanden på side 31 og 32, den ene dejsende visionært, den andet sølverne underfundigt, Johs L. Madsen jr. vs. Spørge-Jørgen sr.:
Landet der løftes i livets glas
af sandet ud mod det blå,
vil altid søge at være lykkelig
i de røde fugle
hvorfra ved
det indiske ocean
det ikke er stillehavet
hvorfra ved trompeterne
de ikke på bunden er koraldyr
De stærkeste digte, dvs. de mest Helgerske (dvs. de mest prototypisk 70'er-avantgardistiske?) er naturligvios yderligheds-hybriderne, hvor Helger på samme tid digter natur-konkret og fabel-abstrakt, i en hvirvlende ruf; endnu en formel: Lynsnart virvar! Som i dette glimrende digt sidst i bogen, der næsten kommer op på siden af sig selv og sin erfarne mangel på metode (og så skide være med at "glemmesteder" i forbifarten er tyvstjålet fra 70'er-klassicisten Henrik Nordbrandt!):
Stoppenålene kommer hvirvlende
så lette som dun.
Stikkelsbærret vinkede og råbte:
Dueller er stivhåret trætorn.
Vi bruger aldrig trapezer
men glemmesteder.
Vi bruger mystik som våben
og blæsten som pile.
Det larmer infiltreret
i vores kamre.
Harlekinsommerfuglen skræller os
til solen
og drikker vores sjældne vin.
- Ja, den gør nemlig så; nedskrællet læser jeg videre på lektien som en god dreng - og glad!
Kære Lars Bukdahl.
SvarSletTak for din fine og tætte læsning af digtene i Jordens Låge.
For det meste er vi forfattere til at købe for en femøre, og således også jeg.
Det er flovt, at jeg ikke i 2008 var klar over, at Henrik Nordbrandt allerede havde brugt ordet 'glemmesteder' som titel til en af sine bøger. og lige så skamfuldt er det, at jeg ikke på skrivende tidspunkt var klar over, at Hans Christian Fogtmann Lauridsen i 2007 havde udgivet en digtsamling på Attika, ligeledes med titlen 'Glemmesteder'. Jeg troede jeg selv var kommet på ordet. Men er nu blevet klogere. Og siger dig tak for det. Det skal ikke gentage sig.
Med hilsen Erik Helger