The Daily Avantguardian 32

Fredag 10. april (falsk dato 30): Line Knutzons hilarious Handymen

Line Knutzon: Håndværkerne. 125 sider, 198 kr. Forlaget Drama, 2009

Jeg lå i morges inde i min seng og læste i en vis fart - men forsøgte hele tiden at stalle - Line Knutzons skuespil Håndværkerne, opført på Det Kgl. sidste år, og skralderlo, som jeg aldrig har skralderleet over skrift - af andre end Line, og Charles og Jens. I sommers på Testrup sad dramatikeren i tide og utide og kæmpede med 2. akt og klagede sin nød ved de opulente måltider i spisesalen, og til morgensamling den sidste dag læste hun - på utallige opfordringer - op fra manuskriptet, de første scener i første akt, så vidt jeg husker, hvor de håndværkerplagede hovedpersoner Alice og Manfred viser "vennerne", skrydende Karl og absence-forsvindende Magrete (typisk Line med det manglende 'r') rundt i deres langt fra færdigindrettede hus, og jeg skralderlo lige det farlige nøk mere end i morges, som betyder, at man rent faktisk riskerer sit liv, fordi Line er så skræmmende ubændigt og frenetisk god til at give sine personer mæle, i munden på hinanden i munden på Line; jeg kommer til at le i sådan nogle små, hidsige, hysteriske anfald, en slags styrtlatter kunne man måske kalde det. Her et lille udsnit fra 1. scene, med Karl i centrum, og I er advaret:

KARL: Sååååå Manfred, ikke så trist
MANFRED: Jamen jeg er ikke trist
KARL: Gu er du så! ... Nogengange så tvinger jeg mig selv til at smile. Så smiler jeg helt sindssygt, selvom jeg bare har lyst til at ... uhhh, du ved, bare smadre næven ind ind i noget, så smiler jeg vreden væk, og det virker sku', ikke Maggie???
MAGRETE: Jo
ALICE: Men Karl, vi er ikke vrede
KARL: Gu er I så, alle er vrede, dig, mig, dig og dig og alle, ALLE er vrede ... (for sig selv:) Jeg orker ikke mere, skridt med jer ... Nå nej. Det er os! Vi ses på lørdag
KARL går uden MAGRETE
MAGRETE: KARL???? ... nå ...
MANFRED hjælper hende op
MANFRED: Farvel Lille MAGRETE
MAGRETE: Farvel, vi ses på lørdag

Og lad os opfinde den regel, at jo mere Lines personer RÅBER (MED STORE BOGSTAVER) jo farligt sjovere er stykket, for de RÅBER - eller RÅVER som Line vil bogstavere det - så TEMMELIG meget i Håndværkerne. Ikke mindst de elendige, idiotiske og udspekulerede klamphuggere, der er selve håndværkerne, som i første akt terroriserer Manfred - der skiftevis protesterer og resignerer - og Alice - der forsøger bare at være servil og i anden akt, blodigt, terroriseres igen (ved siden af at der skal RÅVES meget, mindst, er det en regel, at en mindst én af personerne mindst én gang i stykket umotiveret skal tale svensk, ét ord er nok, men her er det, og desto sjovere så, en hel sætning på et særdeles kritisk tidspunkt). Og jeg kan ikke huske, hvad det var anmelderne, TEATERanmelderne, i sin tid var skeptiske overfor, sikkert noget med dybden, der var for lav, men i virkeligheden var de stensikkert bare fornærmede over, at det er så drabeligt sjovt og sjovt drabeligt, som det faktisk er, hvilket jo nemlig også BETYDER noget, noget RÅVENDE noget, som jeg ikke ved om er dybt, men det er i hvert fald til at blive høj over, sortnende høj, fordi mest præcist er det måske at sige, at stykket er desperat sjovt, for alle enhver kan være desperat, men det er en nådesløst (overfor såvel os som hende selv) stor digter, der kan lykkes med at være sjov desperat.

Den mest avantgardistiske genre overhovedet er det bogudgivne skuespil, det er der INGEN, der interesserer sig for, og INGEN, der anmelder, heller ikke ude på avantgardistiske blogs eller i Standart eller andre tågede blindgyder; ny dramatik udgives troligt og trofast af det llille forlag Drama, uden hensyntagen til det enkelte stykkes dilettantteatralske potentiale; det er engang imellem lykkes mig at smugle anmeldelser ind i WA Bøger, af især Line, men denne gang har redaktøren givet mig klare ordrer om, at hverken Håndværkerne eller Jokum Rohdes to på en helt anden led skidegode (og -sjove) spil  Darwins testamente og Rød oresti  må anmeldes, fordi vi har hørt nok om dem af teateranmelderne, SOM OM. men den ordre nægter jeg at adlyde, lige om lidt er redaktøren på sommerferie, og så slår jeg til, ligesom Manfred og Alice dér hen mod slutningen, da de er er faldet ned MED lysekronen, bare konstruktivt i stedet for destruktivt (når Manfred er trængt op i en krog og/eller bliver aggressiv, taler han om sig selv i tredje person):

MANFRED: SÅ ALICE NU ER MANFRED BLEVET RIGTIG SINDSSYG, NU DRÆBER JEG DEM, NU SKAL DER DRÆBES
ALICE: Jamen nej, jamen jo, men hvem skal så lave det færdigt, Manfred? Hvem skal lave det? Vi er så tæt på
MANFRED: ER DU DUM ELLER HYVAD. ER DU DUM ALICE? KAN DU IKKE SE DET, DET BLIVER ALDRIG FÆRDIGT FORSTÅR DU DET IKKE NU SKAL HAN FANMA DØ DET SVIN
ALICE (hysterisk): JEG VIL HA MIT HUS, JEG VIL HA MIT HUS JEG VIL HA DET!
MANFRED: Jeg ordner det! Manfred ordner det. Om han så skal slå hele håndværkerstanden ihjel, så ordner han det.

- Den der ler spidst, ler blæst!