The Daily Avantguardian 28

Mandag 6. april (falsk dato 26): Birgit Munchs ondt gensplejsende roman-groteske

MUNCHEHVIRVLEN Birgit Munch forsøger virkelig (IKKE) at få ordentlig romanmæssigt styr på sin endeløst kortprosaiske flintren; stadig tummelumske(lige)re lykkes det (IKKE)

Til bablebal med Tintins 114 enker

Birgit Munch: Piratdans. 74 sider. 200 kr. Borgen

Pludselig synes jeg, at Birgit Munch meget mere end samtidige skæv-ånder som Major, Grotrian, Munksgaard, Voetmann minder om STORM P., ikke så meget flue- og vittigheds- og tegneserie- og opfindelsestegneren som kortprosaforfatteren Robert Storm Petersen og dennes tendens til løbende og på mindste foranledning at gå i barokt-digressivt selvsving; dette er f.eks. afslutningen på teksten ”Et slags foredrag”, et foredrag om og travesterende foredragsvirksomhed:

  ”Som et lille Kuriosum kan her berettes om et Foredrag, som i sin Tid blev holdt af en Væver i Grenaa, der førte ham til Æbeltoft over Skyerne i Stratosfæren, derfra gennem Biavlens Mysterier til Udlejning af Garager og Brolægning i Odense, hvorfra han forlagde Emnet til de smaa Haver i Pilealléen og derfra til en Barberstue i Aarhus, hvor han sluttede med at tage Toget syd paa – hvor han nu er henne, er der ingen, der aner.”

  Linket ’Biavlens Mysterier’ bringer os direkte videre til sjette kapitel eller fortælling i Birgit Munchs nye, utrolige bog Piratdans, der mildt ordspillende bærer titlen ”Tidslommetyveri”:

  ”Ved at danse med bier via en fjernstyret bidukke kom Jonathan i forbindelse med 75.000 biers dansebevidsthed. Og gennem en fremtidslomme kom han direkte kontakt med Noahs rumraket hvorved han kunne steppe med himmelaber, valse med helvedeshunde og hiphoppe med den almægtige vampyrblomst sprukket af 50.000 jordmødre gået op i en spids af selvmyrdede ærkeengle i skærsildens fatwa morgana.”

  Munchs første sætning om at danse med bier er umiddelbart svært sær, men dog til at fiksere som 1 stykke episk information/begivenhed, sluttet og overskueligt, men så går rutsjebanen bardus op i verdensrummet til Noahs rumraket og lige lukt ned (eller bliver den deroppe? hvor præcis mellem himmel og helvede befinder sig den almægtige vampyrblomst?) i skærsildens ”fatwa morgana”, vs. kapiteloverskriften ikke noget rart ordspil så sandelig.

  Storm P.’s væver fra Grenaa nøjes bierne med at føre op omkring et skydække og lidt rundt i kongeriget, fra Jylland til Fyn til Sjælland og tilbage til Jylland, før han forsvinder mod syd. Det er forskellen mellem Storm og Munch: den ene syrer jordbundet rundt i det lokale, den anden syrer himmel(op)sprættende 114-kantet (mindst) i uendeligheder (af enhver trosretning og mangel på samme (herunder en mild sagt karnevalistisk obskønitet)).

  Modsat Munchs første tre bøger 2000, 2002, 2005, skal Piratdans forstille faktisk at hænge sammen som naturligvis ikke en roman (selvom den med statsgaranti bliver indstillet som sådan til Jørgen Fegge-Hansen-Medaljen – Den Innovative Litteraturpris 2009), men ”En fortællekredsen”, hvilket faktisk er et meget præcist ord(spil) for den (anti)narrative aktivitet på tværs af bogen: Munch kredser amokgående omkring 1 kærne(spaltning) af en Messias-fortælling: Et kvindeligt jeg, primært alias: Eva, stjæler en dreng, primært alias: Jonathan, destineret til at blive verdensfrelser.

  Overordnet set kommer historien ingen vegne, der kan godt, især i starten, ageres links fra et tekststykke til et andet – ”Min søn hed nu Per” – men det holder aldrig et helt stykke igennem, så hurtigt så muligt er udsusning og/eller sammenkrakning, for nu at opfinde et par sympatiske ord, i gang, ud i det blå og/eller helt ad helvede til. Og lige så tit og i stigende grad begynder stykket eksplicit HELT forfra på en ny version; mens de små stykker i starten er meget ”rent” Munchske, sniger et vist pastichepræg sig ind over (begyndelserne på!) håndfulden af længere, mere selvstændigt (igen: selvstændigt begyndende) stykker: ”En dreng voksede op i bunden af Folketingets talerstol (..)

  Sådan kunne en Svend Åge Madsen-historie godt begynde, og sådan fortsætter den også lige 1 side, førend opløsningen flintrer i omdrejninger, og meget snart står der fx: ”Rul mig i opstandelsens løvstikke. Rasp mig i nådens bukkedans. Ritt mig i de oversavede damers oprør mod sammenhængens diktatur. Rids mig i lærkernes skuldetræk. Rynk mig i stemmeseddelmasturbationens skrupsuttende mintdukkecølibat. Raml mig i ænsekloden. Rim mig I’ets fødder irisdækkende mod prikkernes skyløft.” ETC.!

  Beskidte yndlingstricks til stadighed, de fleste demonstreret ovenfor: bogstavrim, ordspil (helst tre-i-én), sammensatte neologismer (jo længere, jo lykkeligere), manisk halsende syntaks-omstændelighed, remserullende listemageri. To modsatrettede nyheder: reel, renfærdig poesi lige pludselig: ”Rids mig i lærkernes skuldertræk”, det kunne stå i en Grotrian-salme, og revy- og rap-agtig aktualitet med navns nævnelse: ”Ritt mig i de oversavede damers (…)”. Velkommen til begge!

  Til enhver tid nyder jeg at fortumles fakiragtigt i Munchskriftens turnerende tegnestift-mumie (!?), men det særligt forunderligt ved Piratdans er den sgu den ØMHED, som relationen Eva-jeg og Jonathan-dreng genererer, og som hverken døves eller underløbes af nok så pyramidalsk forsplintring (!!??), men faktisk bare bliver stærkere: ”Regn mig i genernes uldne ekko.”

  Det kan kun gå for langsomt med åbningen af Birgit Munch-museet på Mars Runddel!

 

- Skrevet (til tiden) til WA Bøger, men lagt i mølposen indtil NU!