The Daily Avantguardian 22

Tirsdag 31. marts (falsk dato 20): Glenn Christians skævt sammenbidte eftertrykkeligheder - og Kristian Leths på stedet omkringfisende nye begyndelser

Glenn Christian: Det hjemlige. 42 sider, 98 kr. After Hand (ingen hjemmeside, det er for fanden Henrik Haves forlag, han faxer, rhymfaxer, til Hvedekorn), 2008

Glenn Christian: Den agrare modoffensiv. 20 sider, 40 kr. Forlaget 28/6 (to udgaver, med brunt og med gyldent omslag, begge udsolgt), 2008

Glenn Christian: Moro forsvandt. 10 ark i mappe, 40 kr. 28/6 (udsolgt), 2009

Kristian Leth: Besværet. 36 sider, 98 kr. After Hand, 2008

POESI-UNGDOM TER SIG LIGESOM I 70'ERNE! Opbygger eller i det mindste gør mine til at opbygge hele (små, men myldrende) forfatterskaber i undergrunden; ligesom nu-store (men ikke altid derfor retfærdigt kanoniserede) kanoner som Louis Jensen og Eske K. Mathiesen og Peter Nielsen i 70'erne udsendte en sværm af småhæfter på forlag (og "forlag") som Jorinde & Joringel og Arena Sub-pub, er ynglinge (og fremtidige store kanoner!) som Rasmus Graff (2 hæfter omtalt/anmeldt i TDA 14) og Rasmus Halling Nielsen (3 hæfter omtalt/anmeldt i TDA 16) godt i gang med deres sværme(n) på små forlag (og "forlag") som 28/6 og Koordinat.

Det er cand. yngling Glenn Christian også: i foråret 2008 debuterede han lovende med samlingen Det hjemlige på enmandsforlaget After Hand, i efteråret kom det lille hæfte Den agrare modoffensiv (2 gange!) på 28/6 og dette forår mappen Moro forsvandt samme sted, og det er jo allerede et helt værkkompagni. Debutbogen er der ikke noget hæfte- eller mappe-agtigt ved, den ligner en rigtig (god) debutbog: Først et afsnit med gedigen, lettere hårdtpumpet, glad og trist centrallyrik kvædende energisk om kvinder og eksistentiel kvide, ømt selvsikre svendestykker:

Morgenen våd
smider dugdråber i skægget.
Det ligner blod, bare uden farven.
Jeg står tilpas drenget
uden antydning af mand
mens du
binder hestehalen længere
op på hovedet
så halsen virker højere,
mere kødeligt oprejst
dér ud af trøjen.
Frem som et boksestød
hilser du hurtigt med hånden
og flotter et hej, rundet pænt
ud af læbernes røde pølser.
Jeg nikker trist tilbage med hovedet
og ved, om ca. et kvarter er det
3 dagen siden du
gik omvejen, men ret ud af mit liv

Sølverne snøft! Derpå en serie semigrumme erindringsdigte om en vis "Glenn", der antager en sær, kølig remsekarakter pga akkurat den idelige gentagelse af "Glenn", så lidt yderlige (Glenn-løs) kvæden om barndomskviden, derpå en meget fin serie hyperpure, lige tilpas Lethske besyngelser af den elskede: "håret hun har/ hendes små fald/ skilningen pænt redt frem/ farven på hovedet/ smuk af hår/ ned langs nakken/ næsten skubbet/ gemt af vejen/ sikkert af trøjen/ den langhalsede/ eller højkravet fin kjole/ så smuk", og så en sidste omgang (Glenn-løs) kvæden om barndomskviden.  Det er nogle af de ældste poesimodeller, Glenn Christian sætter bilnøglen i, og jeg vil ikke sige, han ræser af sted, men alt andet lige holder han en pæn og solid fart, dér på lyrikkens alfarvej.

Den agrare modoffensiv virker som akkurat en poetisk modoffensiv vendt imod de meget tætte, effektivt autonome digtformater i debutbogen, det er digterdesperadoens oprømt (som i rigtig mange udråbstegn!!!) spredte fægtning i landligt eksil, lutter kokette proklamationer om og på muldjord og med et upurt du i kikkerten, en Hans Otto Jørgensen-musical en miniature næsten, og så et citat: "Du kender mig på skyggen, jeg ved det/ Jamen du, jeg ved det!/ Du ser det an; mig stående liger der/ med mark og eng helt op til knæet// Åh dig, du blandt stauder samt naboens bondske hvidlyng, som afgjort ikke har hjemmel her."

Moro forsvandt til gengæld er næsten stik modsat 8 bastant fræsende, ydre monologer om jegets forviklethed og verdens korrumperethed, der af en eller grund, som vist heller ikke står digteren klart, har de røde brigaders likvidering af Aldo Moro i 1978 som fikst omdrejningspunkt, en Lars Skinnebachsk stepdans med træskostøvler, der musicerer, så det forslår - og vel bare ønsker at kværne tydeligt, hvilket til overflod lykkes, det er glimrende, glimrende agitpowerpop:

Det gror med skam i hjernen. Du er død, myrdet. Bevares. I 78. Italien lyver. Et land på stylter ned gennem Eruropa. Føj, Siger jeg og genlæser hele kropppen, hvoraf tung hjertebanken overdøver mit skrig. Jeg lever. Hun er min. Ja., min. Mellem benenes 2 låg for skridt-tøjets dampende varme. Å, stønner de på TV. Collage af hud for øjets rejsning. Se. I 78. Åh, skriger jeg. Pornoficerer endelig løbmodtagernes forevigede inkasso af tyk løgn. Vrøvl. Jeg lever. Se. Sagde jeg. Løgn. Hendes kinder blomstrer af tårer fra gråden. Hver gang et lignende forsøg på vold, anstrenger sin anklage. Mod mig, siger jeg og lader kunstnerens "sag" flytte tilbage til værket.

Glenn Christians poesi insisterer rastløst, men immer gungrende på sin rådvildhed, må den ikke falde til ro foreløbigt.

(og hermed er TDA omsider oppe på siden af forlaget 28/6's hektiske output sommer 2008-forår 2009 - bortset fra Sigurd Buch Kristensens og Martin Johs. Møllers skriftrulle han har sit eget to kørende, som jeg aldrig fik i hænde og forlængst er udsolgt og Mikkel Boits essaysamling Avantgardens død, fordi det er en essaysamling af den 1. forkerte 2. ikke-poetiske Mikkel) - først på søndag udsender de to essayhæfter af Mikkel (den rigtige Mikkel!) Thykier (og hey, sikken fin og og generøs og empatisk anmeldelse af Thykiers Anblik-essaysamling ved Erik Skyum i gårsdagens Inf!), der er længe, længe til; nå nej, PIS, jeg har rent glemt Janus Kodals Japan, den kaster jeg mig straks over ...)

En klar uretfærdighed, indrømmet, at Kristian Leths digtsamling Besværet tages under behandling her i slipstrømmen efter triple-shout out'et for Glenn Christian, men den udkom på After Hand dér sidste forår hånd i hånd med Det hjemlige, og oppe i min dårlige samvittighed, en virkelig massiv og kogende sektion af min hjerne, har de hele tiden hørt sammen. Leth debuterede helt tilbage i 2002 på selveste Gyldendal med den legendarisk ordpåholdne samling (selv hvad angår titlen) Land indeholdende den perfekt nonchalante tidlig 00-opsummering:

vi lå i hendes seng
eller vi sad på en café
eller vi gik ned
ad en eller anden gade
måske arm i arm

Siden har Leth foretaget sig ingen ende på alternative sager, medvirket i gyserfilm, været tv-vært, spillet musik, og besværet i Besværet er frem for alt besværet ved at starte forfra med den anderledes uglamourøse (og derfor i virkeligheden mest glamourøse) poesi: der attakeres liv- og talenfuldt fra alle vinkler, grublende, fabulerende, kværnende (a la Glenn), minimaliserende (a la debuten), og hele tiden handler det tilsyneladende bare - bare og bare - om at etablere en eller anden form for poetisk startbane; læseren bliver undervejs næsten lige så frustreret som digteren, men også kun næsten, fordi en serie af falske starter sagtens kan være en ny begyndelse, der er til at stole på, når altså bare, som i Kristians tilfælde, digteren har nok ild - og is - i røven:

Det er utroligt svært
hovmod formål
det er svært at
lægge DET fra sig
for DET sidder fast
Kaptajn Klos drama
William Blakes hjerne
at sætte sig det for
at sætte sig selv for
et formål bliver
sludder, slanke kvinder
gør os opmærksomme
på sporet, falder
over noget der stikker
ud fra under bordet
spørger ud i rummet
hvordan, placeret af
den placerende
opdagelsen og opdageren
og det opdagede opløses
til en
(og man finder ikke noget
før man har lagt det fra sig)
credit music
solnedgangen sættes på
og vi tørrer vores kroppe
i sandet, gør os klar
til livet med bevidstheden
> virker det genkendeligt?
gode bøger peger
gode fugle synger eller svæver
i det mindste som
sølvfly med noget Gud
jeg er begyndt at
vaske mit ansigt
med koldt vand
det er utroligt svært

- at lette røven bumpende, 30 år efter.