The Daily Avantguardian 30 (men ingen slutning i sigte)

Onsdag 8. april (falsk dato 28): Carsten René Nielsens prægtigt diskrete, fordi tyst udpenslende prosadigte 

HUSMUSE Carsten Renè Nielsens kortprosaiske groteske-virksomhed tysser sig effektivt ned til en kun lettere foruroligende, men absolut fordrømt suk-realisme

  

En container fuld af tavse sagførere

Carsten Renè Nielsen: Husundersøgelser. 49 sider, 150 kr. Borgen

Carsten René Nielsen er en digter, der har valgt at specialisere sig: efter fem klodset og rastløst flaksende digtsamlinger 1989-95, slog han igennem med prosadigtsamlingen Cirkler, 1998, og siden har han udelukkende skrevet grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat; i 2001 kom Clair Obscur (indeholdende prosadigt-grotesker forklædt som ”almindelige (dvs. bare højreside-flossede) digte), i 2005 samlingen 41 dyr, og nu er et nyt nummer i føljetonen på gaden under den fyndige titel Husundersøgelser.

  Man kunne godt mene, at det for både digteren og læseren er blevet en lige lovlig tryg nichevirksomhed, men på den anden gælder side vel også for digtmaskiner de vise ord: if it ain’t broke, don’t fix it, og faktisk har Nielsen hver eneste gang gjort sig bravt umage med at organisere og differentiere den enkelte bog og dens grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat: de encyklopædiske serier i Cirkler, yin yang-parrene i Clair obscur, den zoologiske polyfoni i 41 dyr: Systemsyret omhu så sandelig.

   Den nye bogs titel og pressemeddelelse: ”Rammen (…) er et kvarter i en by i Danmark” lover en hårdere og klarere organisation end bogen kan holde, hvilket er så absolut OK, når den vage orden, vi får i stedet, er kvalificeret vag: som nemlig hin gamle gode vage orden, der er den moderne centrallyriske: fremmedgjort, bymæssig melankoli med og uden jeg (ret præcist 50 % med og 50 % uden). Og som prosadigt-omvendingen vel oprindeligt var en flugt fra! Nu træder digteren så baglæns ned i sine gamle fodspor, og det er en meningsfuld, måske endda direkte moden gangart: grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende CENTRALprosadigte af højeste karat. En lille flok butiks- og sted-tekster optræder, ”Blomsterbutik”, Stoppested”, ”Bank”, ”Parkering”, men langt snarere end byrummet er bogens samlende faktor bare stemningen af – jeg havde nær sagt – stemning, af fremmedhed, melankoli, hensmægten, hjertesmerte, af motherfucking (som teksten efter teksten ”Skumring” hedder) ”Vemod”, men sikke paradoksalt friskt og radikalere endnu: sjovt sgu det vemod:

  ”Ovre på havnen, på en bænk med udsigt over havnebassinet, sidder der en svømmepige. Hun er iført badedragt og badehætte, hendes hofter er brede, brysterne små. Allerede før landet og skovene, før dalene og bakkerne, før stier blev til veje og bopladser til byer, sad hun her, men dengang var alt dette hav. ”Man siger pænt goddag,” får børnehavebørnene på udflugt at vide, og de siger pænt goddag, når de hånd i hånd går forbi. Det er egentlig ret uforskammet, synes jeg, at hun aldrig hilser tilbage, men sådan er det, og hvorfor ved jeg ikke. Selv har jeg aldrig forstået de vemodige: Min hukommelse er så dårlig, at jeg sjældent husker, hvad det er, jeg længes efter.”

  Hvilket vel kun gør ham endnu mere vemodig, digterjeget: hypervemodig, derfor skal vemodige digte ikke bare skrives, men også findes på, fremfabuleres, med stil.. Og stilen er overalt den samme dirrende sirlige, lettere omstændelige som i de tre tidligere prosadigtsamlinger, men den hviler mere i sig selv i Husundersøgelser, måske fordi fablerne og tableauerne også mere hviler i sig selv, de har ikke længere travlt med at opliste og forvride og pointere deres påfund, de lader dem stille og roligt sige og være sig selv. Cirkler navnedroppede surrealisterne Yves Tanguy og Man Ray, den nye bog nøjes med René Magritte, jf. bare nævnte ”Skumring”, tystere bliver surrealisme ikke, og jeg kommer i tanke om en anden Magritte-beundrende, tyst surrealistisk poet, salig Uffe Harder:

  ”Mens jeg sidst på eftermiddagen ligger fuldt påklædt på sengen ved vinduet og sover, glider skygger fra drivende skyer over mine lukkede øjenlåg. Så let, som var den lavet af silke, svæver en tuba over trætoppene, og det er lamper af rispapir, der nu langsomt stiger op på himlen. Længe vil det ikke vare, før de tændes.”

  Der er jegerne i kvide og knibe, der er de tavse og/eller insisterende flokke af politibetjente og borddamer og sagførere og søvngængere, der er de menneskelige og umenneskelige syner, som dukker op og/eller driver forbi, der er de labyrintisk, mekanisk muterende omgivelser. Der er alle modernismens usual suspects, og de er der bare, og det sker bare, som og i grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat, med den selvfølgeligste mærkværdighed, den evidenteste anelsesfuldhed, den vitterligste drømagtighed.

  Carsten René Nielsen har hverken opfundet prosadigtet eller den dybe tallerken, men når firkanterne snurrer i det sørgmuntre køkken, morer denne læser sig ekskongeligt:

  ”Bagerst i butikken hvor støvet porcelæn var stablet fra gulv til loft, fandt jeg en tallerken så dyb, at jeg en dag i mit køkken kom til at tabe et helt blomkålshoved i den og først fandt det igen flere dage senere, da jeg kravlende på alle fire nede på bunden af tallerkenen, var nået frem til kanten, hvor der, i et strålende lys og så langt øjet rakte, hang tynde, hvide gardiner roligt vajende frem og tilbage, som var det selve rummet, der tippede fra side til side.”

  Fantomsøsyge!

- skrevet til WA-bøger, men lagt i mølposen indtil NU!