Fra Brostrøm-bruset til Erik hønserøv Svendsen - og Leonora søde
I går ved en fornemt uhøjtidelig (og velsmagende!) højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel blev Bebop-prisen tildelt den livlige legende Torben Brostrøm; i sin offensivt veloplagte pristale optalte prisfrontmand Asger Schnack prismodtageren mange bebopistiske fortjenester og velgerninger, bl.a. og ikke mindst at have været ven med Uffe Harder! Afslutningsvist fortalte Asger, at han og F.P. Jac havde haft aftalt, at de omkring Sankt Hans i år skulle have skrevet endnu et duoværk, med arbejdstitlen Fra Brostrøm til Erik Svendsen - indeholdende digte nemlig til og om danske kritikere. Desværre nåede de, før Jacs død juledag, ikke længere end til indholds/kritikerfortegnelsen, som Schnack hverken i sin tale eller senere mellem 4-8 øjne ville røbe, desværre. Men nej, hvor villle jeg gerne have læst det dér finale, stensikkert ultra-vitriolske digt om og til Erik Svendsen. Jeg var lieg ved at skrive det selv, da jeg på Jyllands-Posten samme eftermiddag læste Svendsens skandaløst sjuskede og matmærkende og bare jammerlige anmeldelse af stortalentet Theis Ørntofts debutsamling Yeahsuiten, som i sin motherfucking helhed lyder således:
Det underholdende og smittende i debutanten Theis Ørntofts digtsamling er den rendyrkede generationsstemme med alt, hvad dertil hører af "vildt syge" tidstypiske vendinger. Nøeh, hvor vi lyder megaunge: »Jeg har et ubegrænset potentiale/jeg er et produkt, og det gør mig egentlig ikke så meget.« Man omgiver sig med "de dejligste mennesker" og »jeg kommer aldrig til at fortryde noget/det er ikke muligt at fortryde noget.« Den slags forestillinger om tilværelsen vil jeg gætte på primært findes hos unge, og det er godt sådan: »Jeg er bare en måde at opleve på.« Godt, at vor helt har appetit på livet. Mindre godt er det sprog, som digteren smykker sig med. Den sure anmelder har sat røde streger ud for flere formuleringer, som er vildt forkerte - med mindre fejlene, turneringen af det gængse sprog, tjener til at sprænge konventionerne - men det kan jeg ikke se. Der er ingen poetisk logik i formuleringerne; det er bare vildt dårligt dansk. Typisk set for genren er digte mærket af et koncentreret sprog; det gælder blot ikke for denne erklæring: »Så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.«. Det hedder enten "op at skændes med" eller også "op at diskutere med". Den sidste skurrer i mine ører. Den slags gør det svært at tage de digte, som indfører et intellektuelt meta-niveau og har de Kloge-Åge-attituder, der ligger langt fra de øvrige hverdagslige tilkendegivelser, meget alvorlige. Og fejlene laver støj i forhold til de steder, hvor der leges med gentagelser og et fordoblet sprog. »Alt, jeg gør, er en gestus.« Fint nok. Men jeg savner en større sproglig bevidsthed, en mere subtil sproglig gestik.
Ja, han skriver faktisk, at "den slags gør det svært at tage de digte (...) meget alvorlige"! Det skærer i mit øje!
Nå ja, så levede Leonora Christian Skovs anmeldelse af Preben Major desværre fuldkommen op til fordommene, hvilket, skal det siges til hendes ros, hun selv er fuldstændig klar over ("Det er næppe heller svært at afskrive mig som en mandehaderfminist, der ikke skal komme her med mine moralske domme over den store Litteratur"). Men selvfølgelig er jeg stolt over, at hun sammenligner Majoren og menig mig: "(...) det såkaldt energiske sprog, der i påfaldende [!!?? LB] grad minder om Lars Bukdahls. Eller også er det omvendt. Fyldt er det under alle omstændigheder med alenlange indskud, gentagelser, knudrede sætningskonst6ruktioner, effektjageri og ren maner: Obskuranto, kunne man også kalde det (...) imens man staver sig igennem strømmen af "som sagt", "osv.", parenteser og tankestreger (...)." Ja, ja, ja, nemlig, nemlig, nemlig, mere, mere, mere! Det er næsten bedre end at blive rost af Jørgen Leth (i WA-interview også i dag), for Jørgen er jeg forlængst i roseklub med, hvilket ikke betyder, at rosen af hinanden ikke er yderst velbegrundet, jf. bare min egen ros af Jørgen i en bonus-sekvens på hans nye dvd-boks, nr. 6, der udkommer på torsdag: Gid jeg var med i en film af Jørgen Leth, hvilket jeg så dermed er.
Og så vridere!
Og husk at møde op til receptionen for Hans Otto Jørgensens og Maria Wandels eksploderende Skt. Bernhard af en ny bog, Hjernens egen store hund (hvor HOJ snapper efter en "Erik hønserøv Svendsen"), hos Gyldendal klokken 15.00!
I går ved en fornemt uhøjtidelig (og velsmagende!) højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel blev Bebop-prisen tildelt den livlige legende Torben Brostrøm; i sin offensivt veloplagte pristale optalte prisfrontmand Asger Schnack prismodtageren mange bebopistiske fortjenester og velgerninger, bl.a. og ikke mindst at have været ven med Uffe Harder! Afslutningsvist fortalte Asger, at han og F.P. Jac havde haft aftalt, at de omkring Sankt Hans i år skulle have skrevet endnu et duoværk, med arbejdstitlen Fra Brostrøm til Erik Svendsen - indeholdende digte nemlig til og om danske kritikere. Desværre nåede de, før Jacs død juledag, ikke længere end til indholds/kritikerfortegnelsen, som Schnack hverken i sin tale eller senere mellem 4-8 øjne ville røbe, desværre. Men nej, hvor villle jeg gerne have læst det dér finale, stensikkert ultra-vitriolske digt om og til Erik Svendsen. Jeg var lieg ved at skrive det selv, da jeg på Jyllands-Posten samme eftermiddag læste Svendsens skandaløst sjuskede og matmærkende og bare jammerlige anmeldelse af stortalentet Theis Ørntofts debutsamling Yeahsuiten, som i sin motherfucking helhed lyder således:
Det underholdende og smittende i debutanten Theis Ørntofts digtsamling er den rendyrkede generationsstemme med alt, hvad dertil hører af "vildt syge" tidstypiske vendinger. Nøeh, hvor vi lyder megaunge: »Jeg har et ubegrænset potentiale/jeg er et produkt, og det gør mig egentlig ikke så meget.« Man omgiver sig med "de dejligste mennesker" og »jeg kommer aldrig til at fortryde noget/det er ikke muligt at fortryde noget.« Den slags forestillinger om tilværelsen vil jeg gætte på primært findes hos unge, og det er godt sådan: »Jeg er bare en måde at opleve på.« Godt, at vor helt har appetit på livet. Mindre godt er det sprog, som digteren smykker sig med. Den sure anmelder har sat røde streger ud for flere formuleringer, som er vildt forkerte - med mindre fejlene, turneringen af det gængse sprog, tjener til at sprænge konventionerne - men det kan jeg ikke se. Der er ingen poetisk logik i formuleringerne; det er bare vildt dårligt dansk. Typisk set for genren er digte mærket af et koncentreret sprog; det gælder blot ikke for denne erklæring: »Så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.«. Det hedder enten "op at skændes med" eller også "op at diskutere med". Den sidste skurrer i mine ører. Den slags gør det svært at tage de digte, som indfører et intellektuelt meta-niveau og har de Kloge-Åge-attituder, der ligger langt fra de øvrige hverdagslige tilkendegivelser, meget alvorlige. Og fejlene laver støj i forhold til de steder, hvor der leges med gentagelser og et fordoblet sprog. »Alt, jeg gør, er en gestus.« Fint nok. Men jeg savner en større sproglig bevidsthed, en mere subtil sproglig gestik.
Ja, han skriver faktisk, at "den slags gør det svært at tage de digte (...) meget alvorlige"! Det skærer i mit øje!
Nå ja, så levede Leonora Christian Skovs anmeldelse af Preben Major desværre fuldkommen op til fordommene, hvilket, skal det siges til hendes ros, hun selv er fuldstændig klar over ("Det er næppe heller svært at afskrive mig som en mandehaderfminist, der ikke skal komme her med mine moralske domme over den store Litteratur"). Men selvfølgelig er jeg stolt over, at hun sammenligner Majoren og menig mig: "(...) det såkaldt energiske sprog, der i påfaldende [!!?? LB] grad minder om Lars Bukdahls. Eller også er det omvendt. Fyldt er det under alle omstændigheder med alenlange indskud, gentagelser, knudrede sætningskonst6ruktioner, effektjageri og ren maner: Obskuranto, kunne man også kalde det (...) imens man staver sig igennem strømmen af "som sagt", "osv.", parenteser og tankestreger (...)." Ja, ja, ja, nemlig, nemlig, nemlig, mere, mere, mere! Det er næsten bedre end at blive rost af Jørgen Leth (i WA-interview også i dag), for Jørgen er jeg forlængst i roseklub med, hvilket ikke betyder, at rosen af hinanden ikke er yderst velbegrundet, jf. bare min egen ros af Jørgen i en bonus-sekvens på hans nye dvd-boks, nr. 6, der udkommer på torsdag: Gid jeg var med i en film af Jørgen Leth, hvilket jeg så dermed er.
Og så vridere!
Og husk at møde op til receptionen for Hans Otto Jørgensens og Maria Wandels eksploderende Skt. Bernhard af en ny bog, Hjernens egen store hund (hvor HOJ snapper efter en "Erik hønserøv Svendsen"), hos Gyldendal klokken 15.00!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar