Dobbeltpoetisk Vega this evening

Gy- og Hvedekorn-debutanterne Theis og Nicolais hemmelige identitet som popstjerner

I aften er Twins Twins opvarming til koncerten med Oh No Ono på Vega, hvilket nemlig også er en POETISK begivenhed  - før i tiden ville digterne frygtelig gerne være popstjerner (Jørgen Leth backstage i Spoken Word-teltet på Roskilde efter øredøvende bifald: det må være sådan, det er, at være Mick Jagger). I dag ER digterne popstjerner - VED SIDEN AF at være digtere (Jørgens søn Kristian har skrevet et par glimrende digtsamlinger og er samtidig forsanger i gruppen The William Blakes): Forsanger i Twins Twins er Theis Ørntoft, som dette forår med debuterede med offensivt charmerende Yeahsuiten på Gyldendal, keyboardspiller i Oh No Ono er Nicolai Koch, som debuterede med  6 sirligt (og sitrende) hermetiske digte i Hvedekorn 3, 2009 (og var blandt de nominerede til prisen som Årets Skovhuslyriker). Og fordømt, at jeg skal i noget så håbløst gammeldags i teatret i aften (bortset fra at jeg sgu heller ikke vil gå glip af Jokums burleskedrama), ellers havde jeg været der som et (rustent) søm! Her et digt, der ikke er en popsang (og dog!), af Nicolai (i bladet skæmmet af en trykfejl, som er rettet her, omsider):

det sker du løber blind
nærmest filmisk passet
ind mellem to sæler i brystet

midt på stien
stiger du mod tvivlen
tviner mod vinden som et luftskib

under dig skærer
en sild sine bønner
udbrændt og besvimet af bevægelse

Og her et digt, der næsten er en popsang (og dog), af Theis:

Det er bare lunt

Den her gråvejrsdag kommer som sendt med regnen
det er sindssygt lunt, 10-15 grader - så kan det jo ikke blive lunere!
og himlen er virkelig, virkelig grå
det er de faktuelle facts

imens er jeg lige så langsomt gået hen og stået på bussen

musikken jeg hører er vildt udmærket
det er nok noget af det mest udmærkede musik jeg nogensinde har hørt
det er relativitet på realplanet
og imens er jeg gået hen og stået af bussen
og imens er jeg gået ind i gården og imens er jeg gået op ad trappen
og imens har jeg låst mig ind

hver gang jeg tager et valg mister jeg alt andet

jeg åbner døren og går ud på mit værelse
ud på tynd is

- god koncert, poeter!

Pop og diskutere

Fra Brostrøm-bruset til Erik hønserøv Svendsen - og Leonora søde

I går ved en fornemt uhøjtidelig (og velsmagende!) højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel blev Bebop-prisen tildelt den livlige legende Torben Brostrøm; i sin offensivt veloplagte pristale optalte prisfrontmand Asger Schnack prismodtageren mange bebopistiske fortjenester og velgerninger, bl.a. og ikke mindst at have været ven med Uffe Harder! Afslutningsvist fortalte Asger, at han og F.P. Jac havde haft aftalt, at de omkring Sankt Hans i år skulle have skrevet endnu et duoværk, med arbejdstitlen Fra Brostrøm til Erik Svendsen - indeholdende digte nemlig til og om danske kritikere. Desværre nåede de, før Jacs død juledag, ikke længere end til indholds/kritikerfortegnelsen, som Schnack hverken i sin tale eller senere mellem 4-8 øjne ville røbe, desværre. Men nej, hvor villle jeg gerne have læst det dér finale, stensikkert ultra-vitriolske digt om og til Erik Svendsen. Jeg var lieg ved at skrive det selv, da jeg på Jyllands-Posten samme eftermiddag læste Svendsens skandaløst sjuskede og matmærkende og bare jammerlige anmeldelse af stortalentet Theis Ørntofts debutsamling Yeahsuiten, som i sin motherfucking helhed lyder således:

Det underholdende og smittende i debutanten Theis Ørntofts digtsamling er den rendyrkede generationsstemme med alt, hvad dertil hører af "vildt syge" tidstypiske vendinger. Nøeh, hvor vi lyder megaunge: »Jeg har et ubegrænset potentiale/jeg er et produkt, og det gør mig egentlig ikke så meget.« Man omgiver sig med "de dejligste mennesker" og »jeg kommer aldrig til at fortryde noget/det er ikke muligt at fortryde noget.« Den slags forestillinger om tilværelsen vil jeg gætte på primært findes hos unge, og det er godt sådan: »Jeg er bare en måde at opleve på.« Godt, at vor helt har appetit på livet. Mindre godt er det sprog, som digteren smykker sig med. Den sure anmelder har sat røde streger ud for flere formuleringer, som er vildt forkerte - med mindre fejlene, turneringen af det gængse sprog, tjener til at sprænge konventionerne - men det kan jeg ikke se. Der er ingen poetisk logik i formuleringerne; det er bare vildt dårligt dansk. Typisk set for genren er digte mærket af et koncentreret sprog; det gælder blot ikke for denne erklæring: »Så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.«. Det hedder enten "op at skændes med" eller også "op at diskutere med". Den sidste skurrer i mine ører. Den slags gør det svært at tage de digte, som indfører et intellektuelt meta-niveau og har de Kloge-Åge-attituder, der ligger langt fra de øvrige hverdagslige tilkendegivelser, meget alvorlige. Og fejlene laver støj i forhold til de steder, hvor der leges med gentagelser og et fordoblet sprog. »Alt, jeg gør, er en gestus.« Fint nok. Men jeg savner en større sproglig bevidsthed, en mere subtil sproglig gestik.

Ja, han skriver faktisk, at "den slags gør det svært at tage de digte (...) meget alvorlige"! Det skærer i mit øje!

Nå ja, så levede Leonora Christian Skovs anmeldelse af Preben Major desværre fuldkommen op til fordommene, hvilket, skal det siges til hendes ros, hun selv er fuldstændig klar over ("Det er næppe heller svært at afskrive mig som en mandehaderfminist, der ikke skal komme her med mine moralske domme over den store Litteratur"). Men selvfølgelig er jeg stolt over, at hun sammenligner Majoren og menig mig: "(...) det såkaldt energiske sprog, der i påfaldende [!!?? LB] grad minder om Lars Bukdahls. Eller også er det omvendt. Fyldt er det under alle omstændigheder med alenlange indskud, gentagelser, knudrede sætningskonst6ruktioner, effektjageri og ren maner: Obskuranto, kunne man også kalde det (...) imens man staver sig igennem strømmen af "som sagt", "osv.", parenteser og tankestreger (...)." Ja, ja, ja, nemlig, nemlig, nemlig, mere, mere, mere! Det er næsten bedre end at blive rost af Jørgen Leth (i WA-interview også i dag), for Jørgen er jeg forlængst i roseklub med, hvilket ikke betyder, at rosen af hinanden ikke er yderst velbegrundet, jf. bare min egen ros af Jørgen i en bonus-sekvens på hans nye dvd-boks, nr. 6, der udkommer på torsdag: Gid jeg var med i en film af Jørgen Leth, hvilket jeg så dermed er.

Og så vridere!

Og husk at møde op til receptionen for Hans Otto Jørgensens og Maria Wandels eksploderende Skt. Bernhard af en ny bog, Hjernens egen store hund (hvor HOJ snapper efter en "Erik hønserøv Svendsen"), hos Gyldendal klokken 15.00!

Kvalitetsspoiler!

Theis Ørntoft fucking holder!

Jeg havde meget bange anelser, men jeg blev godt grundigt ikke bare attitudecharmeret, men også talentoverbevist, da jeg i én mundfuld læste Theis Ørntofts debutsamling med den akkurat øretæveindbydende titel Yeahsuiten (var det så bare -serien), som udkommer (næste) onsdag den 23. september på Gyldendal og altså først kan blive anmeldt grundigt godt i WA den næstfølgende fredag, men betimeligt, synes, jeg med et postivt håndtegn af den simple slags, et thumps up fx, allerede nu, og et eksemplarisk koket digt, der fuldstændig holder (i og med koketteriet, fordi det er et genuint poetisk og personligt koketteri - det får jeg forhåbentlig forklaret lidt klarere eller i det mindste lidt mere udfoldet tåget i anmeldelsen), lad mig foreløbig nøjes med det hædrende adjektiv Schadesk!:

Klart metro frem for bus

En person spurter imod metroens lukkende døre
jeg står på perronen og hepper på ham:
kom så - du kan godt nå det! råber jeg ud af min mund
og heldigvis lykkes det

personen nåede det fandme, tænker jeg
og lukker munden
nu går jeg ind på cafeen, tænker jeg
og går ind på cafeen

jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig
jeg har lyst hår eller blå øjne, vælg selv
det er et frit valg, i dag er det i dag, i dag har patent på betegnelsen i dag

nåede ikke bussen i denne omgang - så må jeg vente på den næste
jeg kan stå og kigge lidt på den fascistoide køreplan
det lille fuckte system uden logiske brister
køreplaner siger ikke: sådan her kunne det også være

de siger kun: sådan kunne du have nået bussen
enten når man en bus, eller også gør man det ikke

- og nu kører metroen fandme, Theis, deruda!