Viser opslag med etiketten Alfabeter fra Pluto. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alfabeter fra Pluto. Vis alle opslag

mandag den 2. marts 2009

Alfabetnyhederne

ABCDEFGernesHøeckIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ

Jeg må lige fortælle om to fantastiske alfabeter, som jeg faktisk godt kendte, men ulykkeligt havde glemt, og i sidste uge blev introduceret til igen, lykkeligvis:

Det ene alfabet er Poul Gernes' kæmpestore malerier af stribede (små!) bogstaver fra 1965, hvoraf 3 er udstillet og til SALG (for over 100.000 pr. stk., jeg har fortrængt de præcise priser, for jeg har ikke råd, jeg har ikke råd, jeg har ikke råd) i Galleri Bo Bjerregaard på Flæsketorvet (hedder det det? det gør det!), nærmere bestemt o og j og g - med det lille twist at j og g er spejlvendte (hvilke kan hænge sammen med at Gernes var ordblind): Se de bogstaver straks (ovenikøbet kan man for sølle 20 kr. købet et smukt katalog, med en stor og god rodeartikel om Gernes af "broderen" Per Kirkeby, der har kurateret udstillingen, som også indeholder en række hypnotiserende prikker og striber fra samme år) - og deltag med mig i eftersøgningen af de resterende: de har tre på AROS i Århus (men hvor mange hænger egentlig fremme lige nu?), og s og ø, (mindst) to er i familie(/fonde)ns eje og kan ses i kataloget Invitation til en kop mælk - og alt godt fra Poul Gernes, 2001, i og t, et har avantgarde-lektor (og min gamle specialevejleder) Tania Ørum (som liiiige om lidt udgiver sit storværk om Gernes og de andre ta'- og eksskole- og abcinema-drenge (og ikke så mange -piger (ud over hende selv))), den heldige rad, hængende derhjemme, d, tre optræder (i alfabetisk rækkefølge) på et gammelt s/h-udstillingsfoto i kataloget Poul Gernes på Sophienholm, 1979, z (igen spejlvendt!) og æ og ø. Det vil sige, at jeg savner (oplysninger om/ (mentale) billeder af) 17 måske 18 bogstaver: a og b og c og d og e og f og k og l og m og n og p og q og r og v og w (?) og x og y og å. I aktion, informanter!

Det andet alfabet er apropos forrige blogpost om det Å(h/h), mit Råbealfabet (ubevidst, jeg sværger) havde stjålet fra Søren Ulrik Thomsens Hjemløshedens alfabet, der nemlig er tilegnet Klaus Høecks Hjem, som ved siden af af alt muligt andet (af så godt som alt) også indeholder et alfabet, tidligt i det nederste KULTUR-spor - der skal læses fra højre mod venstre; ligesom jeg i blogposten citerede Thomsens alfabet i omvendt rækkefølge, og ligesom Gernes' spejlvendte bogstaver!!?? For at forøge mystikken så var jeg faktisk i gang med (begejstret) at genlæse Hjem, da en digteren nærtstående informant informerede mig om Høecks alfabet. Der løber gennem de tre første afsnit, SPROG, REKLAMER, GRAFFITI + det første digt (Å for Åboulvard) i i femte afsnit, GADENAVNE, GADER, i sekvensen BYEN, og hvis vi nu laver et rim på Gernes' tre bogstaver på Flæsketorvet og citerer digtene om/med/for o og j og g (som er den (igen!) omvendte rækkefølge i kataloget):

Er o'et helligt. Eller var det i sin?
- Javel, Oma margarine nu. Det er
ikke til at. Således. Hvor sin og din.
Altså o i bleg margarine. Fedtet. I
kke i forundring. Så steg dét o. Di
n forundrings o vil syde i enhver r
estaurant. hele døgnet.

J for Jockey. Bukserne der sidder.
Og bus er kørt med dig. J dit og vo
rt bogstav. Svinger dér. Bus svinger.
Kun kun reklame kun reklame. Re
klame for Jockey. Bogstavet sving
er. Byen fuld af tegn. Hænger mel
lem hængende alfabet. Bussen dér.
J'et.

                    du nærmer
                      dig h'et i et
                      digt der ind
                 fanger tiden i
            graffiti rummet i
              cement du ser
                                h'ets glans som
                           mønje bag bog
                stavet hvidhed
                fylder hvidheden
                          således kom et
                   tegn til verden

Poul Gernes fik aldrig lavet en forside til en bog af Klaus Høeck, ærgerligt nok, men han har har portrætteret ham på bagsiden og ryggen af den eneste rigtige 70'er-antologi (fra 70'erne), Borums og Schnacks Ung Dansk Poesi fra 1979.

Og vi undgår ikke til allerallersidst Kurt Schwitters' "Alfabet bagfra" oversat (med stort besvær) af mig selv i Anna Blomst og andre digte, der, hvis man er heldig, stadig kan fås for kun 30 kr. i Det Nye Store Bogudsalg på Rådshuspladsen:

å  ø  æ
z  y  x
w  v  u
ts  r  q
po  n  m
lk  j  i
hg  f  e
dc  b  a

mandag den 23. februar 2009

Åh! ÅH!

Alfabettyv melder sig selv til litteraturpolitiet

Da Klaus Høeck fyldte 70 torsdag 27. november sidste år skrev jeg en tillykke-blogpost, som burde skulle have indeholdt Søren Ulrik Thomsens "Hjemløshedens alfabet", offentliggjort i Politiken i februar 1985 som en hyldest til Høecks (første) kæmpestorværk Hjem, men ingen steder i mørnede bibliotek lod det sig opspore. Heldigvis og HÅRDT NOK inkluderes teksten som et blandt flere bonus-tracks i Thomsens nye essay-opsamling Repremiere i mit indre mørke, der udkommer om fjorten dages tid. Hårdt nok fordi teksten til allersidst afslører, at årsagen til udklippets mystiske kispus må være, at jeg (ubevidst) ville undfgå at afsløre (over for mig selv), at JEG HAR PLANKET SØREN ULRIK THOMSEN, og ikke hvad og hvor som helst: slutningen på hans Hjemløshedens alfabet og mit eget Råbealfabetet (som i mit sølle forfatterskab er helt andeledes centralt - både økonomisk: masser af copydan-penge! og kunstnerisk: som det udløsende tandhjul i mine Alfabeter fra Pluto - end hans alfabet i hans bølle-forfatterskab), oprindeligt trykt 1995, er nøjagtig DEN SAMME!!!
Råbealfabet lyder i omvendt rækkefølge (jf. Schwitters!)  således:

ÅH! ØV! ÆV! ZAP! YT! EX! WHAT! VROOM! UGH! TOP! SLAM! RAP! QUIZ! PYH! ORK! NIKS! MØF! LUK! KLOP! JEP! IH! HA! GAK! FLOP!  EJ! DONG! CRASH! BANG! AV!

Hjemløshedens alfabet lyder i omvendt rækkefølge således, SATANS OGSÅ:

Åh for Åh! [originaludgaven havde ikke udråbstegn, oplyser SUT (så måske har han det fra mig ... yeah right)))// Ø for den store ødselhed,/ at kaste ønsker i grams i systemernes ørken// Æ er for æstetikken/ dens æstsende flamme ret op i intet// Z er for de glødende zoner/ hvor digtene tavst glider ind i hinanden// Y er for at nå til de yderste grænser// X der som stor systempoesi/ spejler og gengir sig selv,/ drejes og vendes omkring sine akser// V for en varig viden/ for vers der vender/ i viden om varighed// U er for det umuliges mulighed// T for Taurus, for tiden og tyngden,/ for tro og for træthed efter en kamp// S for skriftens spor af/ Skytten der aldrig standser/ men sigter mod det som ingen har set// R for roen og regnen/ for runernes radier// Q for quartzurets tyste omløb/ q for q// P for prisen der betales/ for poesiens præcision og kaos// O for overgivelsen til ordenes orden/ for ofret og overlevelsen// N for nåden at sove/ nøgen i nattens duvende net// M for det maskuline/ magt over sprogets mangfoldighed// L for lyset og lettelsen// K for katastrofens kalligrafi/ kvinden i vinduet overfor/ kroppens udråbstegn i mængden// J for januar 85// I for viden om Intet/ der standser enhver/ for intet at vide/ og ikke at standse// H for den hjemløses hemmelighed/ hvilen/ hotellet ved havnen// G for gådens form, pegende ind i sig selv,/ grænsen og grænseløsheden gemt i hinanden// F for formens gåde/ der må løses forfra og forfra igen/ og fanger enhver som vil ud// E for erkendelsen/ for 11 ensomheders sang bag panden// D for døden// C for computerens ceremoni/ sonetternes cirkler/ cementen vi går på// B for bygningen brændt/ begærets bro slået op/ A for arbejdet udført,/ aftnen hvor varmen fra asken/ strejfer dit ansigt" 

Som jeg (derfor!!??) udbryder i Eder og forbandelsers alfabet, under S:

SYRME-YRLME-THYMSME!

mandag den 16. februar 2009

fredag den 23. januar 2009

Rap & råb

Den aktive LB-kanon kontant beregnet

Jeg har netop fået årsopgørelse af Copydan og det ser alt i alt glimrende ud med et solidt. femcifret slutbeløb, men fordelingen er sgu noget spøjs, to poster ud af 13 står for 90 % af kopierne (og pengene), antologien Poesi dér. Danske raptekster 1988-2004  2004 (70 %!) , hvor jeg (forhåbentlig) ikke krediteres for rappernes raptekster, men for min eget (heldigvis) ekstensive "Efterskrift dér", og antologien Et digt om dagen, 1995 (20 %), der inkluderer mine allerførste to alfabeter, "Råbealfabetet" og "Nonsensalfabetet" (begge samlet op i Alfabeter fra Pluto), og det er ret stensikkert førstnævnte alfabet, de kopierer, dansklærerne. I sammenligning står Weekendavisen kun for ca. 3 % af kopierne og pengene. Det man læser, derude i klasseværelserne, af den smalle lyriker og kritiker mig er alt andet ("Spiller boccia med kongen"/ Pædagogseminarier/ 100, 61 kr.") lige altså 1 fjollet børneremse og 1 pædagogisk rap-gennemgang, og det er måske et eller andet nådesløst sted meget retfærdigt! For selv at få et indtryk af, hvordan jeg ser ud i dansklæreres og skoleelevers øjne, gengiver jeg nedenfor halvdelen og sidste afsnit (ellers kunne teksterne bare masse-udprintes jo, og jeg ved intet om, hvordan det er med blog-rettigheder) henholdsvis  af Råbealfabet og Rap-efterskrift, ægge homo papiens, som Ole Jastrau vistnok udtrykker det:

AV!
BANG!
CRASH!
DONG!
EJ!
FLOP!
GAK!
HA!
IH!
JEP!
KLOP!
LUK!
MØF!
NIKS
(... suspense!)

Dér

Det var naturligvis MC Einar, som startede det med dér. På sangen og nummeret ”Ahr dér”, som gjorde opmærksom på, at far her ikke kunne klare mer. Siden har dér været en fast bestanddel af rap-lingo, både i og udenfor selve rap-teksterne. I 2000 debuterede gruppen Klart dér med cd’en Elektriske fyrfadslys; på nummeret ”Dér Wear” lancerer de deres egen tøjlinie (som flere amerikanske rappere har gjort i virkeligheden): ”Vil du være streetsmart eller klæ’s på til fest i ulden vest/ og kæk i bukser med smæk og en skjorte der er ternet og stjernet/ så skal der stå dér wear på frakken/ der er noget om snakken der skal stå dér wear i nakken”. Og det er måske et meget godt billede på både rap-lingoet og selve kærneordet dèr: det er noget, man iklæder sit sprog, som streetwear og feststøj. I Den Gale Poses nummer ”Defintionen af en stodder” er en af Jokerens defintioner på en stodder, at ”Det’ når jeg’ spændt op til lir, der/ Og siger dér efter alt, hvad jeg siger der”. Hvoraf det også kan udledes, at dér med fuld ret og respekt rimer på dér, andre rimord kan blive nødt til at gøre en forskel i forhold til hinanden, men ikke dér. I nummeret, der bare hedder ”Der” fra samme DGP-cd, rimer dér i et væk på dér (og hilser i forbifarten på Einar): ”Respekt til Juvenile så jeg si’r: ”huh, der”/ Men når jeg hører blues hop si’r jeg: ”Ahr, der”/ For jeg’ Den Gale proletar superstar, der/ Der ikke lukker røven før jeg ska’ herfra, der/ Så jeg spø’r mit lille spejl på væggen der, der/ Hvem har den største pose i landet her, der? D.G. Players/ Og folk vil have mer, der/ Vi rocker huset uanset hvad der sker, der”. Jeg vil lade være med at diskutere den subtile forskel mellem at stave med accent aigu: dér, og stave uden: der, som henholdsvis MC Einar og Den Gale Pose gør (foreløbig har ingen rapper overtaget Per Højholts stavning: dær). Jeg vil heller ikke gætte på betydningen af det komma, som Jokeren sætter foran sit ’der’ (men måske er det bare dér, accenten er faldet ned?). I den ordbog, der en overgang var at finde på Den Gale Poses hjemmeside, har de følgende definition: ”Der – siges efter en sætning for at give den tryk. Hvad så, der. Helt sikkert, der”. Og den er jo meget god og præcis. Men mon ikke vi kan komme tættere på: Normalt bruger man dér som demonstrativt adverbium, stedudpegende biord. Nudansk ordbog har følgende eksempler: ”der kommer han jo!; den blomst der er smuk; hvem der?; der har du en krone; her og der; se der.” Men det er ikke sådan rappernes dér fungerer, det udpeger ingen bestemte, konkrete steder eller ting, hvilket Jokeren vidende demonstrerer i linien: ”Så jeg spø’r mit lille spejl på væggen der, der”. Hvad dér udpeger, er tekstens nu og her, som Jokerens næste linie på en prik understreger: ”Hvem har den største pose i landet her, der?”. Dér er dermed hieroglyf for rappens forpligtelse og insisteren på en nærværende poesi. Raptekster folder sig ud i og som en samtidighed, en omhyggelig knopskydning. Raptekster er uhierarkiske collager af her & nudansk og fri, personlig fabuleren. Raptekster handler om tekstens og rapperens identitet, at den og han i den grad er til stede i dette øjeblik som et fantastisk forklædt selv.
   Dér, du, er her, nu. Læs rap, før rappen læser dig.

Jeg ærgrer mig gul og blå over, at jeg ikke fik skrevet det alfabet, som står noteret under R i min bogs sidste alfabet, "Åbenlyst fraværende alfabeters alfabet": RAPPET ALFABET. Sikke en cash cow det ville have været, dér!

fredag den 5. december 2008

I'm a star

I dagens Berlinger får mine Alfabeter nøjagtig 1 stjerne, og det ser faktisk rigtig cool ud
 

                         *

torsdag den 27. november 2008

Tilfældigt tillykke til Klaus Høeck

I mangel af antikvarisk hyldest-alfabet, for syv Søren Ulrik!

Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte  Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit

Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte  Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit SUT-chateque, det er helt, helt væk, og det er jeg virkelig forbandet over, men som jeg stod og bladrede og bladrede og bladrede i Hjem, slog det mig, at det eneste alternativ var at slå tifældigt op og citere løs, for det har altid været en perfekt, hvis ikke den perfekte måde, at læse Høeck på, og det burde jeg også have gjort under alle omstændigheder, Thomsen skulle for søren ikke have haft hele ordet her på den rigtig store Klaus' festdag; OK, here goes, , 1, 2, 3, bladr, opslaget side 232-233, først 232:

Svigt ikke tagrørene
i Sorø Sø. Vi må betragte
dem som vore venner.
De giver os stadig
så meget: nytte, skønheden
og den besynderlige
susen indicerende transcendens.

Da vi når tilbage til
bådebroen, lægger vi to over kors.
        to skønheder in
den gud rører du mig med
        din sjæl din stemmes
        solare vinde
suser igennem mig med
        transcendens to syn
        der senere (o
ver korset) tilgiver du
        mig min syndelse

Nu går jeg ind i sakristiet.
En kold vind trækker gennem
murens og sjælens sprækker.
Jeg har gåsehud og
ondt i solar plexus.
Så siger jeg med hæs
og rystende stemme: Gud,
jeg tilgiver dig dine synder.

Og side 233:

En dag ror vi over søen
til vores hemmelige bugt
(der skærer sig ind bag Bøg
holmen) fuld af hvide åkander
blot for at bekræfte blomsternes
tilstedeværelse. En ældgammel,
nedarvet sygdom. Jo, dér flyder
disse blændende mandalaer rundt
nøjagtigt midt i sjælen.

        ord for ord blomstrer
du videre fra din mid
        tes hemmelige
        åkande ord for
ord bekræfter du din til
        stedeværelse
        i min sjæl ord for
ord lever du videre
        i min mandala

Alt har du taget fra mig
undtagen ordet. Så tag også
dét som en straf for min
ulydighed mod din høje gotik.
Du kan tage mine negle eller
mine briller, mit liv. Jeg er
ikke bange for elfenbenskamrene.
Intet kan være værre end dette.

YOU'RE SO MUCH YOUNGER THAN THAT NOW,
TILLYKKE DIN FODRAPPE KATEDRALBYGGER!

mandag den 24. november 2008

Kriminalalfabetet

En dræbt darling af et bonusalfabet, plottet er ikke spor indviklet 

KRIMINALALFABETET 

ARGH!
Babu-babu!
Chok!
Drab!
Elevatorskakt!
Filatelist!
Glasøje!
Hawaiiskjorte!
Ishockeystav!
Jesuiterorden!
Kriminalinspektør!
Lup!              
Mariehøne!
Narresut!
Obduktion!
Postopkrævning!
Quai D’Orsay!
Rulleforretning!
Skalkeskjul!
Tredjegradsforhør!
Undervisningsminister!
Vvs-mand!
Windsurfer!
Xerograf!
Yderlomme!
Zloty!
Ægteskabsbrud!
Østenvind!
Ålekrage! 

- ikke fra Alfabeter fra Pluto

torsdag den 13. november 2008

Selvanmeldelse

Ved konfrontationen med de første eksemplarer af alfabetsamlingen Alfabeter fra Pluto, netop ankommet med grønt bud fra Valby

DU
HAR
BRUG
FOR
EN
SNURREPIBERENSER,
LARS!

fredag den 5. september 2008

WA-BLOG – LARS BUKDAHL

Lars Bukdahl, født 1968, cand. phil. i litteraturvidenskab, digter og kritiker, 1988-1996 litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad, fra 1996 anmelder, kommentator, føljetonist på Weekendavisen Bøger, redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn, flittig foredragsholder, har siden 1987 skrevet digtsamlinger, romaner, børnebøger og kritiske værker, i 2008 udkommer alfabetsamlingen Alfabeter fra Pluto og (forhåbentlig) læseinstruksen Per Højholt for begyndere.

Bloggen BLOGDAHL vil hvert sekund (CA.!) måle pulsen på egen litterære åre for blot at splatte den blodigt og psykedelisk igennem cyberspace; et stykke af et temperament ser skeløjet litteraturen lige i nakken; litteraturbloggenes svar på Cartoon Network OG Animal Planet: Anekdoter, brevkasse, censurerede og forlagte anmeldelser, dadaisme, digressioner, dræbte darlings, ektoplasma, festsange, gækkebreve, hitlister, injurier, jammer, korrespondancer, lirumlarum, manifester, Muhammed-tegninger, nynnen, overspringsskrifthandlinger, pinups, polemik, quizzer, rim og remser, selvkritik, skåltaler, sladderspalte, smædedigte, tegneserier, undladte undladelsessynder, vitser, wow-effekter, X-faktorer, yderligheder, zen, æbleskud, øh’er, åreladninger; og & men iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiingen pladsbegrænsning.

KH L