St. Naja

(2. blogpost på Blogdahl. den fri version 2.0. 1./2 2009)

Dette er den sidste blog-post, jeg skrev på Weekendavisens hjemmeside, publiceret natten til onsdag 25. november, næste nat skete bagholdsangrebet. Jeg kan ikke læse det hele, fordi det er en en spøgelsesversion, som jeg ad kringlede veje er nået frem til, gennem Infomedia bl.a. , men jeg tror min rekonstruktion er sådan cirkus korrekt. Underrubrikken var "Seje kvinder i mandtal i uge 48" og dette var brødteksten:

1. Naja Marie Aidt i går i Kritikersalon på Forf.skolen, efter Theis Ø, og før vi, mig og Tue og Lars, ævlede fantastiskheden ned: Hendes toughe, toughe sødme, fx sådan (og det læste hun ikke op, men det var som om hun gjorde):

En eller anden
besvimer på gaden
iført perler og lak.
Et hegn, et våben,
himlen gul som gift.
Så blev jeg til en voldelig
mand.
En dag er noget nok,
et hul i hovedet,
er det ensomhed
her stinker af?
Hæsligt.
Flugt over pigtråd
halsende hunde
nogen råber mig an.
Dette er ødeland,
dette er kviksand.
Nu køres jeg væk
i en ramponeret vogn:
skæbne uvis,
ukendt identitet.

2. St. Vincent i Vega her til aften, som opvarmning til tralle-soniske Grizzly Bear, hendes søde, søde toughness, dukkefjæs og elektrisk guitar, fx sådan:

You're a supplement, you're a salve
You're a bandage, pull it off
I can quit you cut it out
You're a patient, iron lung

You're a cast signed broken arm
You're an actor out of work
You're a liar and that's the truth
You're an extra lost in the scene

You´'re a boxer in the ring
With brass knuckles underneath
You're the curses thorugh my teeth
You're the laughter, you're the obscene

You're a supplement, you're a salve
You're the bandage, pull it off
I think I love you, I think I'm mad

Hveden er i lade

Jeg knuger superrealistisk Hvedekorn nr. 1, 2009

Og der er 2 fejl selvfølgelig, selvom korrekturlæsningen som altid har været neutronkneppende nærsynet! Rasmus Graff har fået nogle små kasser/boxes med i sine to første digte, som min computers formatering af hans tekstfiler angiveligt har tilføjet, men heldigvis finder han dem selv ved nærmere eftersyn helt sympatiske: "det er lidt som om at man kan sætte kryds eller flueben/vingeben i dem, hvis man synes sætningen, udsagnet, lever op til digterkonventioner eller omvendt eller er sjovt eller om det kommenterer sig selv korrekt. Held i uheld, og det er vist meget heldigt." 1 point til tilfældet! Den anden fejl er bare en digtlinje, der er blevet en digttitel, i debutanten Julie Hornbek Tofts sidste, sjove tekst, "Empiri": "Højde: 170 cm (måske uden sko)" er ikke en digttitel, men en digtlinje. Hvilket generer mig langt mere end den mystiske kasse-invasion, fordi tilfældet her ikke er kreativt, men bare en sjuske.

Der ikke en udgivelsesdato endnu, men skal vi ikke bare sige, at nummeret udkommer LIGE NU, det er i hvert fald på tide! I skal så bare gå ned i jeres lokale boghandler og plage dagligt, indtil det smukke, af Anna Fro Vodder dekorerede nummer omsider er i hånden som en anden forårsbuket!
Dette er digterne: Jac, Aidt, Graff, Tind Kristensen, Hornbek Toft, Monrad Graunbøl, Laugesen (Gerd), Jensen (Ingelise), Grumløse (!), Madsen (Jeppe), Thomas (Thomas Bo), Færch Svensson, Carl (Mikkel), Raasted, Wolf, Daugbjerg, Riiskjær (Rasmus), Gjedsted, Mygind, Buch Kristensen, Møller (Martin Johs.), Daniel (oversat af Nissen).

Og her er sørme pressemeddelelsen som råber nærmere op:

ØJNENE SKAL ITUDRILLES

Hvedekorn nr. 1, 2009, indledes med ikke et farvel til prægtige F.P. Jac, der forbandet utidigt døde juledag, men et GODDAG til tre nye, umiskendeligt snurrige digte, han i august forærede Hvedekorn med opfordringen ”Håber I vil synge med på dem!”.

Der er ikke noget vi hellere vil! Og så er det kun en ekstra gevinst, at Jac målrettet ”itudriller” tidens coacheri: 

Telefonen er tyk,

side op og side ned med verbale coacher,

fra ansigtangrende til ålegårdsbesættelse.

En ægte sensation er vi ikke blege for at kalde den betydelig(st)e halvfemserdigter (og vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2008) Naja Marie Aidts HvedekornsDEBUT, med en gnistrende digtkreds fra Brooklyn, hvor hun for øjeblikket residerer, ”stirrende ud af vinduet/ langt væk hjemmefra/ med et amputeret sprog”.

Og naturligvis indeholder nummeret et yderligere HIMMELBJERG af skyskrabende god poesi: bl.a. besynger den unge trio Mads L. Mygind, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller Danmarks 10 største byer, om Esbjerg bemærker førstnævnte: ”Måske var det vestenvinden der tog kynismen/ med sig”

+ ikke færre end 9 debutanter, 4 piger og 5 drenge, for hvem der nu ikke længere er nogen vej tilbage, fra poesien, og bl.a. Sofie Daugbjerg, født 1987, der klassisk klager sig: ”Det er ikke til at holde ud/ når sommeren fortvivler”.

Sofie står skulder ved skulder med trubaduren Arnaut Daniel, ca. 1180 – ca. 1210, der er helt enig: ”Således forvandles mit hjerte til negl.”

Den Store Sproger er død, men sprogningen lever – i bedste vildgående!

Et scoop af en tak

Eksklusivt for bloggen kan vi bringe Naja Marie Aidts takketale for Nordisk Råds Litteraturpris, tak for det!

Holdt tirsdag den 29. oktober ved Nordisk Råds 117. session i Helsingfors (med undervisningsminister Bertel Haarder blandt tilhørerne, målrettet nok), og slå lige den Obama:

NAJA MARIE AIDTS TAKKETALE I ANLEDNING AF NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2008

Når man skriver, er man alene i et vældigt mørke. Eller i et vældigt lys.

Da jeg var barn i Grønland et godt stykke nord for polarcirklen, var vinteren buldrende mørk døgnet rundt og sommeren uendeligt lys døgnet rundt. I disse ekstremer læste mine forældre eventyr for mig. De norske, de svenske, de finske, HC Andersen, Brødrene Grimm, Folkeeventyr, Sigøjnereventyr, Tusind og én nat, alle slags eventyr. Det var der, det begyndte.

Jeg lærte at man kan opløse både lys og mørke med litteratur. At man kan rejse, hvorhen man vil, at det umiddelbart genkendelige kan forvandles og løfte et menneske ind i andre stemninger, rum og verdener. Det er en evig trøst. Og en befrielse. Sådan blev jeg afhængig af litteratur.

Siden har særligt den nordiske litteratur været et centrum for mig. Uden Selma Lagerlöf, Gunnar Ekelöf, Sonja Åkesson, Kerstin Ekman, Tua Forsström, Kjell Askildsen, Per Petterson, Herman Bang, Johannes V. Jensen, Tove Ditlevsen, Inger Christensen og mange mange flere havde jeg aldrig lært mig at skrive, som jeg gør.

Benævnelsen af verden er central. At man kender sit sted og har ord for det. Og når jeg nu sidder i Brooklyn, New York, hvor jeg bor for øjeblikket og tænker på Norden og på hvor mærkeligt det er at være et sted, hvor jeg IKKE ved hvad fuglene, insekterne, ormene, træerne hedder, ikke ved at en plante, der ligner skvalderkål, til forveksling er vanvittigt giftig - så mærker jeg hvor jeg kommer fra. At det særligt nordiske ikke nødvendigvis er et særligt fællesskab, en særlig klub, men en viden om en særlig geografi. At man er vokset ud af den geografi og er en del af den. Den er mit hjerteslag, mit sprog.

Og noget der er helt særligt ved Norden, er tusmørket. Dage og nætter flyder sammen, både sommer og vinter. Vi glider ud og ind af mørket mere end nogen andre steder i Europa. Det giver en sensibilitet for forandringer. Og vi har altid, som det randområde, den lille klynge lande vi er, omgivet af europæiske stormagter, været nødt til og gode til at optage andre kulturer i os.

Tænk på den ris a la mande, vi i Danmark serverer til jul – tyske ris benævnt på fransk. Eller ordene ”sofa” og ”kandis”, som er arabiske ord.

Men foranderligheden er også som en tsunami, når man befinder sig i et randområde. Vi er mindre og føler, at vi bliver kastet mere rundt på bølgerne. Vi er bange for at drukne i den store verden. For vi er i forvejen sårbare, og vores sårbarhed bliver nærmest udstillet i disse år, hvor verden forandrer sig med en så utrolig hast på alle områder.

Og så reagerer vi - dels ved at forsøge at isolere os, lukke grænserne, og dels ved at definere meget klart, hvad der hører til i fællesskabet, og hvad der IKKE hører til i fællesskabet – i Danmark er kanon og danskhedstest pludselig – og desværre - en del af vores fælles dagsorden. Man stræber efter en monokultur. Det kommer der sjældent noget godt ud af. For det er udtryk for - og befordrende for - en særlig selvforståelse.

Det handler Bavian bl. a om: At man kan blive for selvopfyldt og glemme at generøsitet, åbenhed og almindelig høflighed er vigtige og nødvendige størrelser, når mennesker skal leve sammen.

Det er interessant at forlade den nordiske selvforståelse og opholde sig et sted, hvor det hele tiden handler om dels at være stolt af den kultur, man kommer fra og er en del af, og dels om hele tiden at skabe et fælles rum, hvor alle kan være til stede som ligeværdige. Hvor der altså er to niveauer for selvforståelsen, og hvor det ene ikke udelukker det andet, men tværtimod er med til at skabe energi, mangfoldighed og fællesskab – fordi man hele tiden TALER om det og IKKE forventer, at alle har samme baggrund, eller at det at være ens er noget man bør stræbe efter. Man stræber efter diversitet. Og det er måske den største forandring jeg oplever ved nu at bo i New York.

Men jeg oplever jo også at føle mig fremmed. Præcis som i Bavian: at den trygge fortrolige verden pludselig er fremmed – eller at man selv pludselig er fremmed i den – og dermed mister sin følelse af sikkerhed. Man bliver mildest talt udfordret. Fortvivlet. Væltet omkuld. Men også forandret, forvandlet.

Bavian handler om at være menneske i Norden på godt og ondt. Derfor er jeg så glad for at modtage Nordisk Råds Litteraturpris i dag. Det er en stor ære og en usigelig glæde. Tusind tak til komiteen, for tilliden, for at I fik øje på Bavian. Og tak til mit forlag, Gyldendal, Johannes Riis og min redaktør, Simon Pasternak. Jeg vil slutte med at læse Tua Forsströms fantastiske digt ”Sekstende September” i Peter Nielsens danske oversættelse:

Nat blå. Nat sort.

Vi tror let at vi er fortabte.

Men bjælderne på den lille hests

seletøj, en dag bliver det den sekstende september,

for alle skabninger, for hvert træ!

Sjælen er undselig. Lidt vand og havre forslår

Nogle fine, gennemsigtige sten.

Det er ikke godt med langt fremskredent forfald og

at græde for meget eller rejse til meningsløse

konferencer, ved vi der længe har

opholdt os i et strengt klima.

klapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklap

(se i øvrigt den splinternye, bonusrige hjemmeside www.najamarieaidt.com , med vidunderligt pinlige teeenage-digte og -dagbogsuddrag og de kæreste billeder af lillebitte Naja i den grønlandske sne)

Føljetoner (pluralis)

Nyt om Bianca og fortsat Jac

Bianca er fundet på gulvet i teltet i Oslo og frelst fra en skæbne værre end papirmøllen. Følgende SMS klikkede ind fra Norge i går: "Bianca er i sikkerhet, også alt ekstramateriale"! Pyyh, og det må så være beviset på, at blogs giver mening: Noget lost bliver efterlyst og derpå  found.

For nogle uger siden publicerede jeg første del af F. P Jacs eksklusive digtføljeton "Bukkefar", med undertitlen "NÅR VI LÆGGER ÅRSBRIK NUMMER 40", her kommer anden del:

En tur ud i solen, snart er man flygtig med avisen

og den lunke porter, hoppende i jakken, til kapslens spring.

Hele min hjernefunktion er nyvækket, brikkerne skal tøes op,

en cigaret i flaben, små kaoscirkler i luften, avisen må vente.

Jeg sidder her igen, men bygger fra midten, hvor er hjørnerne,

mens alle bøgerne står i stampe, disse uslingekrimier irriterer,

måske et essay om disse galopmord, alt det overklassen drømmer om,

dem der selv er så bange for myggestil, samtidig med apotekerfobierne.

Ugen i det lejede sommerhus, med computer, skyer og puslespil.

Vejret er himmelslentrende, til frue og afkom, jeg cykler sved.

Disse små afgrøder, antikvariater kaldes de, åh, jeg dåner.

En posefuld for en hundredbasse, nok kigge men ikke læse nu.

Puslespillet skal jo nå dagen, en gave der ligger og vigter sig.

Jeg står på to hænder, det første hjørne er hjemme, mine evner himler,

nu kan jeg gå til og fra, tiden er der, rækkevidden er selvtillid.

Hjørnet bliver længe stående, så falder endnu to på plads. Hvad?

Det er et skue af hårtoppe, kasketter og synkende sol,

Men der er også en rundbue i cement, og helt øverst, er det bilfælge?

En stor brik passer nu i Uet og følges af et K, det var dagens dont.

Nu niver søvnen nedbøjet, men i morgen skal være helt boglagt.

Temperamentet er at løsrive hovedet fra kyllingen, skalde nye bøger,

eller muntre fremadshånd på skulderen. Åh giv mig søvn.

Bianca på gulvet i teltet i Oslo

RED HENDE NU!

Jeg opdagede det i lufthavnen, flygplatsen, i Oslo denne formiddag: Naja Marie Aidts og Kim Lykkes uovertrufne mega-tekst-billed-collage Balladen om Bianca, 2002, glammede ved sit fravær i min rygsæk!  Da jeg i aftes var på vej bag om scenen efter min optræden med Naja - hjemme en kort, illumineret stund fra sit Brooklyn-exil - afskar en stor, norsk kvinde mig vejen og forlangte at komme besiddelse af Bianca og nægtede at forstå, at min rygsæk ikke indeholdt flere eksemplarer af denne legendarisk monstrøse bog, hvilket jo nemlig ville være totalt, fysisk umuligt, hvis der også skulle være plads til fyldt chokolade og tandpasta og Camilla and the Horse. Jeg kunne virkelig ikke overbevise hende, men det lykkedes omsider at drible mig udenom og ned af trappen til backstagepområdet, hvor jo Naja, som jeg endnu ikke havde hilst rigtigt på, fordi jeg snublede ind på scenen 10 minutter for sent, fordi flyet fra København var fucking 2 timer forsinket, fordi Norwegian åbenbart er et notorisk upålideligt flyselskab, stod og strålede, og så må jeg have smidt rygsæk og Bianca fra mig på gulvet, og så må de være landet et stykke fra hinanden, således at jeg ikke anede uråd, da jeg en lhalv time senere skulle videre til den gode middag på Det Gamle Rådhus og distræt samlede rygsækken op, men ansvarsløst, fatalt ansvarsløst, efterlod Bianca, med samt de i den/hende gemte Bianca-files, herunder uerstattelige flyers fra Bianca-udstillingen på Asbæk. Men jeg ved, at vores fine og belevne interviewer, Martin Grüner Larsen, der faktisk er cand.blog, har planlagt at tjekke bloggen ud, og måske allerede i dag, så hvis det overhovedet er muligt, Martin, vil jeg være dig uendelig taknemligt, om du, inden det er for sent, undersøger, om hun ikke stadig ligger der, svigtet og forladt, på teltets gulv, bogpigen, og så redde hende for fanden!